Vinyl Floor: Do You Still Dream

vinylfloor-presse-2009-300x300

Tresserinspireret powerpop med kantet rock

Den københavnske kvartet Vinyl Floor debuterer med 13 solide skæringer af vintage poprock, som er mere end blot inspireret af 60’ernes luftige Beatles-fraseringer med 70’ernes progressive og fremadskridende energi i et skrabet og nøgent udtryk. Der er tale om overbevisende god powerpop med et sejt rockende drive, der fortjener at komme ud til et bredt publikum.

Albummet Do You Still Dream falder i to halvdele. Første del omfatter de fem første skæringer, som også er mest tydeligt inspireret af John Lennons sangskrivning, altsammen leveret med en let tungsindighed, der aldrig bliver alvorlig melankoli. Der er ingen tvivl om, at Vinyl Floor har rutinen til at spille ud fra den klassiske dyd, hvor less is more. Forstået på den måde, at der er fine pauser og ophold i numrene, hvor nummeret og sangen får lov at folde sig ordentligt ud. Det kræver ikke kun talent, det kræver også mod. Især i åbningsnummeret ”Sweet Plea” er der en åbenlys tresserstemning med pianostemme og luftig melodi, der trækker på klare veksler af Lennon/McCartneys stolte arv.

Men det er faktisk på albummets sidste halvdel, at Vinyl Floor for alvor begynder at lukke op for posen og bliver lidt mere interessante. Som om, bandet lige vil understrege, at de har talentet til at skrive gode, radiovenlige sange, førend der bliver skåret en kant på det mere rockede udtryk. Og det er faktisk godt og skidt. Godt, fordi det viser et band med god bredde og med et godt tag på den klassiske sangskrivning, og skidt fordi jeg godt vil høre mere af den side af bandet, der netop kommer til udtryk på de mere uptemponumre som ”m.a.c.” og ”State of Mind”, der både har den gode melodi og et lidt mere flosset udtryk.

Det er ikke fordi, det er vildt. Det bliver Vinyl Floor aldrig. Men som det blomstermønstrede vinylgulv hjemme i barndomshjemmet, vækker kvartetten gode minder fra den klassiske rocks æra, spillet med et overbevisende talent, der forhåbentligt rækker til langt mere end det selvproducerede og -promoverede debutalbum. Men en forestående turné til bl.a. Japan vil måske ændre på det. I hvert fald kommer Vinyl Floor til Lades Kælder den 5. december og præsenterer deres sympatiske og melodiøse rock.

Tags from the story

Skriv et svar