Vomit Supreme: Taste

Energiske, virile og velspillede ørehængere fra livet i overhalingsbanen

Under det lidt ulækkert betitlede bandnavn Vomit Supreme gemmer sig imod forventning et energisk og melodimættet rockband i stedet for det deathmetal band man anede i opkasttituleringen.

Taste er produceret med en til tider tung og grumset lyd, andre steder er den svævende og poppet i sin transparente lyd, men det er aldrig forvirrende eller forstyrrende for helhedsbilledet, snarere støtter det perfekt op om de 11 kærlighedsbastarder, man møder på albummet.

Taste er spækket med ungdommelige eskapader med konsekvent fod på rockpedalen. Det er et flot opbud af smittende sange, som langt hen ad vejen vækker en ubændig lyst til at hoppe og sparke om sig i ustyrlig kådhed, som var man teenager på ny med smøgen i den dunede mundvige. Selvom det er potent og velproduceret powerrock med tryk på pop fra den filipensmættede og sneakersudtrådte grunge-garage, med aner til både Nirvana, Foo Fighters, Dandy Warholds og næsten Beach Boyske vokalharmonier, er det et sikkert og velfunderet udtryk københavnerne leverer.

Det er gennemført catchy, frækt og super iørefaldende og jeg hopper gladelig med på vognen, på trods af, at jeg har hørt det tonsvis af gange før hos andre bands gennem tiden. Vomit Supreme gør det bare så overbevisende ukompliceret og friskt, at jeg under dem al mulig succes.

Parallelintroen ”Versus Love” og ”Bittersweet Love” er kærlighedssange i rockregi, som kun et kuld uimponerede vårharer kan servere dem. Og det er fornemt at kunne det, når man ved at bandmedlemmerne er rutinerede herrer fra bands som Rock Hard Power Spray og Horrorpops.

Bandet benytter ret flotte flerstemmige vokalharmonier og bredspektrede stryger-synthflader, som løfter lyden op fra undergrunden og ind i det grandiose felt fra mainstreamsegmentet. Det giver en god variation til bandets grungede powerpop.

”Pussy Vs. Pussy” vækker herlige minder om det underkendte og oversete band Urge Overkill med luftigt og poppet vokalarbejde og masser af spændvidde i instrumenteringen. Men også amerikanske collegebands som Nada Surf og Weezer står på sidelinjen og banker på, når Vomit Supreme trykker den af med deres næsvise, kantede og næsten irriterende melodiske sange.

På ”Best Fucking Blues” flipper kvartetten med en skæv og snottet bluespunker fuld af ungdommeligt vovemod og brunstig attitude. Finalen ”Molly Song” er et tungt, bastant og hvæsende rockmonster, der midtvejs skiller de tunge skyts fra og leverer højmelodiøse guitarakkorder på repetitionspedalen, så det er en fryd at lytte til. En bragende flot afrunding af et album fuld af sikre, kvalificerede bud på catchy rock og charmerende powerpop, der luner et riffafhængigt anmelderhjerte som undertegnedes.

Skriv et svar