Krøllede skumringssange med kant og stemning

Jacob Faurholt er rundet af det århusianske musikmiljø, har drukket af den samme kalk som Neil Young, forsøger at trække musikalske tråde over flere dekaders lyd fra det stilskabende støjende fra 90’erne, til det sørgmuntre og fortællende fra det seneste tiårs singer-songwriter-tradition. Derudover har de fem sange på den selvbetitlede EP en rusten lyd, der går fint hånd i hånd med simple vokalharmonier, der leder tankerne hen på 70’ernes Neil Young og Lou Reed.

Alt i alt fem vellykkede forsøg på at tegne nogle melodibilleder af nogle inspirationskilder, der både var med til at udvikle rocken og skabe melodier, der stadig har en recept, der kan genbruges 40 år senere.

Første skæring ”Beggers & Thiefs” er et hyggeligt genhør med en 70’er-melodi, der egentlig også kunne være komponeret af Beck, med sit fodslæbende tempo og søvnige refræn med Esther Maria på andenvokal. ”My Bike Will Explode” har en aggressiv tone, men besidder stadig den enkle melodi og et varieret vokalspor, der gør det både spændende og en smule udfordrende at lytte til.

Alle fem numre har sit personlige særpræg, og bortset fra sidste skæring ”Do You Realize”, som er en lidt småsyret sag, har de alle en personlig Faurholtsk kant og stemning, der bliver godt suppleret og bakket op af de øvrige gæster i bandet. Behageligt og lidt krøllet folkrock af den krydrede slags, med momenter af læder og nitter og en dunst af sved fra små klubber.