Windsor For The Derby: Against Love

Hvor mon de vil hen?

De atmosfæriske postrockere med det løjerlige aristokratiske navn Windsor For The Derby, har med Against Love begået deres ottende album siden bandets fødsel i 96.

WFTD udøver en art sovekammerpop, hvor spacede folkteksturer og forsigtige og sarte vokalharmonier går hånd i hånd med mere mol-melankolske instrumentalvignetter. Produktionen er tilbageholdt og på ingen måde forceret, derimod er der gjort en dyd ud af forsigtige og enkle virkemidler. Det betyder at Against Love er et album der ikke gør synderligt meget væsen af sig. Det behøver der ikke være spor i vejen med, men når bandets introverte og sært ugidelige univers ikke kan mønstre memorable melodier, vinder de med garanti ikke nye lyttere i denne omgang. Selv efter adskillige lyt, hvor man koncentreret leder efter gemte perler eller blot melodier af vedvarende interesse, går jeg altså lidt kold på amerikanernes udspil. Også en søgen efter en åbning af bandets intentioner og hvor de vil hen med pladen, forbliver uforløst hos mig. Selv med en spilletid på sølle 36 min, føles Against Love lang og sært uvedkommende.

Det starter ellers glimrende på titelnummeret, som gør sig i smukke instrumentale ulmende toner med en klar reference til det Labradford lavede i sluthalvfemserne. Magien fortsætter for så vidt på ”Autumn Song”, men her får paletten flere strenge at spille på. Vuggende bas suppleres af døsige dreampop vokaler, mens underliggende guitarsløjfer skurrer både mod og med hårene. En cinematisk efterårsstemning sniger sig ud af nummeret og ind i sindet på flot vis.

På ”After Love” ledsages en ren singer/songwriter vokal af følsomme akustiske guitarklange i en underspillet og melankolsk vuggevise uden synderlig meget substans eller fornemmelse af nærvær, mens ”Queen Of The Song” er tilbagelænet og drømmende indiepop ala Mercury Rev i det søvnige hjørne, som dog mod slut opbygger tonerne mod et forførende klimaks, som fortsætter nummerets leje af hjertedunkende synthlinier og fine guitarflader.

”Our Love´s A Calamity” fordrer skrædderstilling og te indenfor rækkevidde med sin anæmiske folkpop af den sarte og fintfølende skole, men mangler den vokale præstation, som kunne vække glæde og begejstring. I det hele taget er Dan Matz og Jason McNeely´s stemmer så anonyme og one in a million, at det skæmmer de numre, som faktisk har potentialet til noget interessant og fængende.

På ”Dull Knives” mødes man besynderligt nok pludselig af country lap steel guitar med masser af twang, i et nummer som bejler til yndere af Bonnie Prince Billy eller Mojave 3 og det virker mere utidigt og forvirrende end godt er.
”Hips” har med sine Cure lignende molstemninger noget dragende og mystisk over sig, men det virker som et aparte indspark der ville høre mere hjemme på en This Mortal Coil udgivelse.

”Cursed Ages” er også et underligt nummer i rækken af stilskift, for pludselig sidder man tilbage i Manchester årgang Joy Division, især hvad angår trommer og bas og sort tristesse stemning fuld af weltschmertz, men Matz og McNeely har hverken Ian Curtis’ pondus, karisma eller mørke intense stemme, så nummeret forbliver nær ved og næsten for WFTD. Against Love lukker med ”Tropical Depression”, med distante og middelmådige toner, som egentlig kun har en sej titel at læne sig op ad.

WFTD leverer på Against Love en halv times vekselvirken mellem små korte instrumentale stykker og vage less is more sange, som aldrig rigtigt åbner sig eller vil lytteren noget for alvor, men som synes for selvtilfredse og introverte til rigtigt at blomstre.

Skriv et svar