Yamon Yamon: This Wilderlessness

cover-yamonyamon-thiswilderlessness-2010-300x300

Snørklet og fortænkt indie-pop

Yamon Yamon har rødder i den amerikanske eksperimenterende popscene, men hans album This Wilderlessness udsendes fra Sverige. Og det er et album med små finurligheder, der er gemt godt væk bag indie-arrangementer, der kringler sig snørklet rundt i sig selv og hinanden med afsæt i guitarer og traditionelle rockinstrumenter. Det medvirker til, at Yamon Yamon fremstår som en kunstner med masser af idéer, men kun med ganske lille lyst til at give sig selv til kende og give lytteren noget personlighed.

Det trækker gevaldigt ned på et album, der åbnes af den ikke uefne ”Alonso”, der er teknisk fornem, men som har for meget overflade og for lidt nærvær. ”Wang Lee” og ”The Darker Place” hører til samme kategori, mens det bliver for genert og indadvendt på ”Every Plane Is An Adventurer”.”Fast Walker” og ”No Depression” har en klædelig jazzet overflade, men brænder ikke rigtigt igennem, og samme ærgrelse sidder man med, når man lytter til den lange og superambitiøse ”African Nights”, der rummer en masse godt, men som i længden bliver for genert og kedsommelig.

Afslutningsnummeret ”High Class” efterlader mig med en fornemmelse af, hvor godt albummet kunne have været, for her føler jeg for første og eneste gang, at Yamon Yamon viser ansigt, og nærværet mærkes endeligt. Et langt, flot opbygget nummer med fine melodier og gode idéer leder op til enden på et album, der generelt byder på for meget overflade og for lidt dybde.

Talentet, idéerne og potentialet er tydeligt, men det hele pakkes ind i alt for mange sidespring og omveje, og det gør indtrykket mudret og upræcist. De jazzede elementer fungerer fint ligesom albummets afslutningsnummer, men ellers findes de gode melodier og de gode arrangementer desværre på hver deres numre.

Tags from the story

Skriv et svar