Sky Architects: The Reflection

For meget af det gode

Det danske rockband Sky Architects er klar med debut-EP’en The Reflection, der samler op på de udtryksmæssige styrker, bandet viste på den snart to år gamle demo. Sky Architects støjer gerne i lange instrumentalflader, mens vokalen er holdt til kortere passager hist og her. Det giver en lidt vanskeligt tilgængelig overflade til de store stemninger, der er hovedessensen af Sky Architects udtryk.

Og man kan sige, at Sky Architects er usædvanligt gode til at kende egne styrker, for de ting, som bandet er dygtige til, er også de ting, der bliver gjort og brugt hele tiden. Stemningsskift, lange flader og storladne opbygninger. Og det bringer mig til det regnestykke, der synes ulogisk i alle andre sammenhænge end musik. Plus i anden, tredje eller fjerde er ikke nødvendigvis større end plus selv. For styrkens og det positives funktionalitet går efterhånden af, hvis det bliver brugt for meget, som jeg desværre synes er tilfældet hos Sky Architects.

Efter en instrumental støjflade-åbning sættes ind med ”This Day On Our Side”, der med sine fine pompøse opbygninger i storladen støjrock byder på veludførte instrumenthåndteringer. Der går måske lidt meget 80’er i de simple guitarflader, men bunden og hele fundamentet er stærkt og fungerer fint. Men jeg savner noget mere vokal og melodi, for selvom vokalen og melodien ikke er det stærkeste, så er det altså ikke farligt at invitere lytteren indenfor, som det sker i de relativt korte passager, hvor vokalen griber ind i det ellers meget instrumentalt styrede lydbillede.

”These Walls” starter i det små – bygger op til det helt store, og igen til en primært instrumental del, der skifter i tempo og lydbilleder. Her viser Sky Architects, at de som band formår at vise rigtig meget på kort tid, og det kan være lidt svært at rumme. Det bliver en kende forvirrende, for de enkelte godbidder får ikke plads nok til at folde sig ud, og det betyder at de aldrig helt kommer til deres ret.

”Cave In” er endnu mere omskiftelig i sit udtryk og i tyngden af de enkelte passager, men alligevel har man efterhånden en fornemmelse af at kende skabelonerne lidt for godt, og det bliver meget ensartet at lytte til, selvom den lille passage, hvor tempoet skrues op med en simpel – næsten Muse-agtig tangentbund, er ganske fornøjelig. På afslutteren ”Burst” bydes på endnu en langstrakt opbygning med masser af støj og skift i løbet af samtlige 8 (!) minutter. Det efterlader mig med et indtryk af, at Sky Architects er lidt for rastløse til deres egen musikgenre. Der gives aldrig plads til, at detaljen for alvor kan folde sig ud – i stedet skal der hele tiden ske noget, der pakkes ind i store og langstrakte opbygninger. En slags selvmodsigende ensartet og ultravarieret stil, der forvirrer mig.

Sky Architects kan en masse og er rigtig dygtige til det. De gør bare det samme lidt for ofte, og så går magien af. Jeg savner mere ro på det enkelte nummer – og mere variation fra nummer til nummer. I stedet for en række ens opbyggede numre, der alle er lidt for omskiftelige til, at de for alvor hviler i sig selv.

Tags from the story

Skriv et svar