Terremoto & Drone Of The Dragonfly

TerremotoVsDroneOfTheDragonfly-Split2017-1050x700

Stoner meets Psych

De to compadres fra President Fetch, henholdsvis guitarist Alioscha Brito – Egana og trommeslager Carsten West, har smidt en særdeles vellykket split, der mixer en Stonerrock-del med en mere Psychet anden-del. Alioscha træder på de tunge pedaler under pseudonymet Terremoto – der efter sigende er spansk for jordskælv – og West titulerer sig selv Drone Of The Dragonfly under mere syret udflydende excesser. Alioscha fører penslen selv hvad angår instrumentering, mix og produktion af fire numre bistået af tre vokalister. West står også selv for kompositioner og det instrumentale islæt og får ligeledes bistand af et hold vokalister over hans tre numre. Yderligere suppleres han af Henrik “Hobitten” Klitstrøm og Alioscha, så det er kompetente herrer, der udgør denne split

Terremoto-åbneren “Get My Burn” er et fænomenalt nummer, der ligger lunt og klods op ad stonerrockens tunge DNA, men her krydrer Alioscha genren og de dybt nedstemte guitarer med saftige og kolde næsten 80´er gotiske synths, der rykker rundt på ens klassiske forventninger. Uhyre meloditæftigt, ret syret og egentlig ikke umiddelbart et match made in heaven, men det fungerer på forunderlig vis og ender med at blive splittens helt store favorit for undertegnede. Vokalerne varetages af Bo Morthen Petersen der trådte sine sko i hedengangne On Trail og nu excellerer i de mindre hidsigt strømfyldte Black Seagull. Han lyder på “Get My Burn” som en sulten og glubsk Steen Jørgensen med noget på sinde og sangen leveres med en blæret diktion, der løfter nummeret og giver det den ekstra pondus, der skiller den ud for alvor.

På det ligeledes tunge”Blood Forces” overtages vokalerne af Henrik Busacker. Han synger tilpas beskidt til at fylde rollen og jeg kommer til at tænke på Scott McCloud fra DC-bandet Girls Against Boys iblandet lidt Cult Of Luna lignende dødsudbrud. Her bliver tingene hårdere og dufter lidt af den barskere metal, hvor der på tyngdefronten gives lidt køb på melodien, der cykler og bumber monotont ud af den støvede landevej. Helt som det skal være genremæssigt, men ikke nær så interessant som udlægget.

På “Bullet Blind” er Morthen Petersens vokal retur på et nummer, der også ligger på den lettere monotone side, men som sammen med Alioschas nedstemte guitarer åbner op for forrygende omkvæd, der simpelthen æder en råt for usødet. Alioscha serverer halvvejs inde herlige solofyldte guitarbredsider med hints til 90´erne. Fremragende!

Terremoto lukkeren “Someone Scary” er igen i selskab med Busackers brølende vokal, denne gang suppleret af Morten K. Nielsens lettere nasale klang. Nummeret er a-sidens svageste melodimæssigt. Til gengæld vinder det på ubønhørlighed og stamina og igen viser Alioscha hen mod enden af nummeret, hvor glimrende en guitarist han vitterligt er, med sine nærmest shogaze-drømmende kaskader.

Drone Of The Dragonfly lægger ud med “Red Willow”, der har reminiscencer af noget urgammelt. Jacob Kolkurs fine og ganske originale røst vækker mindelser om David Eugene Edwards fra Sixteen Horsepower og Woven Hand. Musikken har en syret og dronet vibe, der også leger med elementer af stoner og post-punk. Nummeret lukker da også med autentiske audio-indslag fra tribal indiansk stammedans. Lyden er væsentlig mere lagdelt end Terremotos og der er en helt anden luft i musikken.

“Into The Metre” har Morthen Petersen på vokal og her kunne præferencerne være senperiode Sort Sol med en både tung, men også lettere svævende lyd fuld af citar, cello og en markant brug af percussion. Det er som om West ønsker løsere rammer for sit projekt, end Terremoto´s mere dogmatiske profil. Hobitten lægger de helt rigtige og udsyrede guitarflader på nummeret og kvaliteten er indiskutabel.

“Opiate Misma” lukker Drone Of The Dragonfly´s side af splitprojektet og her bliver det gået mere direkte til stålet. Mark Burer synger mere råt end Kolkur og Morthen Petersen, men har ikke rigtig samme vokalkvaliteter og det forhindrer nummeret i helt at ramme plet. Det fodres ellers med tunge guitarlinjer og swinger på den helt rigtige hårde måde. Igen er det instrumentale aspekt både effektivt og professionelt til fingerspidserne.

De to brave President Fetch gutter har grebet albummet an på vidt forskellig måde og det klæder projektet, at der er tydelig divergens imellem a og b-side. Personligt finder jeg Terremoto´s del bedst, men Drone of The Dragonfly har også masser at byde på og ikke mindst, er det et mere bredspektret indslag end Terremoto´s.

Hvorvidt der kommer mere fra de to herrer må tiden jo vise, men skulle der komme mere fra den kant, vil jeg imødekomme det med spænding.

Karakter

7 Karakter
7