Wye Oak: The Knot

cover-wyeoak-theknot-2009-300x300

Mørke forudsigelige stemninger fra amerikansk duo

Den amerikanske duo Wye Oak har med The Knot smidt deres 2. cd på gaden. Wye Oak refererer til et 460 år gammelt egetræ i deres hjemby Maryland og det er da også fortiden som optager bandet. Duoen består af kæresteparret Jenn Wasner og Andy Stack. I modsætning til deres 1. udspil varetages vokalen denne gang alene af Wasner. Det gør desværre udtrykket mindre dynamisk end på forgængeren. Wye Oak er et eklatant mønstereksempel på amerikansk indierock anno 90´erne. Hvis man sad som elev i Jack Blacks klasse i filmen School of Rock, ville faget amerikansk indie/collegerock snildt kunne eksemplificeres af Wye Oak. Tekster som emmer af mismod og tristesse, en vokal som ligger lidt tilbage i lydbilledet, numre som stort set uden undtagelse, kan lægges på formlen quiet/loud. Referencerne som spøger er Low fra deres tidlige periode, Codeine, tidlig Cowboy Junkies og undergenren slowcore ligger lige for. Wye Oak er simpelthen så smaskforelskede i 90´erne, at det næsten bliver en kliché. De gør det såmænd udmærket, men hvis bandet skal have en berettigelse i 2009, mangler de noget, som for alvor udskiller dem fra ovenstående. Wasners vokal er for anonym og man savner f. eks. Mimi Parkers eller Hope Sandovals unikke vokaler, eller den pondus og fandenivoldskhed som eksempelvis Yo La Tengo tilvejebragte i fortiden. Skal man iføre sig de positive briller, formår duoen på numre som ”For prayer” og ”Take it in”, at skabe en sound som er både ildevarslende og som kan bygge op imod ret så gedigne og voluminøse crescendoer, på trods af deres asketiske line up. Her opleves den uforlignelige følelse af isnende gåsehud, som er så vigtig for genren. Alligevel sidder man med en fornemmelse af et band, som er for kontrolleret, der er ligesom ikke rigtigt noget på spil for parret. Det ville klæde dem indimellem at slippe tøjlerne og for alvor lukke dæmonerne ud. Ét nummer stikker dog ud, ”That I do”. Det er skæv sumpblues i bedste P.J. Harvey stil – mere af det ville gøre underværker!

Når dét er sagt, er The Knot bestemt ikke en dårlig plade, men den stramme formel bandet benytter, bliver lidt en spændetrøje for dem selv, såvel som for lytteren og halvvejs igennem de elleve numre pladen indeholder, melder kedsomhedens grimme ansigt sin entré. Wye Oak gør en dyd ud af at skabe stemninger, men hvis sangene for alvor skal gøre indtryk og fæstne sig i musikerindringen, er det nødvendigt med en mere interessant vokal. Som det er nu kan Wasners stemme ikke bære en hel plade.

Tags from the story

Skriv et svar