I Am Bones: Johannes Gammelby giver en track-by-track gennemgang

iambones-presse2005-565x350

Følgende er skrevet af Johannes Gammelby. Her giver han en ‘track by track’ gennemgang af I Am Bones’ nye album.

Højt ærede læser. Vi har lavet en ny plade. Fedt nok. Jeg hedder Johannes Gammelby og har skrevet alle numrene og derfor er det nok også mig der bør fortælle om dem, nu hvor det er blevet foreslået fra højere sted at dette gøres. Planen med den her plade, i forhold til den gamle, var at få mere drøn på. Derudover skulle popmelodierne være mere poppede, det maniske mere manisk; og i det mere poetiske hjørne: Det nære skulle tættere på og der skulle toner på kløften mellem hvordan tingene er og hvordan de burde være. Ja ja, det er alt sammen godt nok. Endvidere, i forhold til den sidste plade, er ‘jeg’ blevet til ‘vi’. Vi er et ordenligt, rigtigt band nu, bestående af undertegnede, Jeppe Lindgren, Filip Granlie og Christian Winther. Nuvel, til kommentarerne.

Home Is The One Corner Of Hell That Didn’t Catch Fire

Det var nok ikk’ helt fedt at flytte sammen med kranen alligevel… hun er sød, jeg har issues. Bemærk poweroutroen på den her. Jeg var nødt til kun at synge den i små bidder for min hals blev aldeles flosset, især pga andet vers. Den har fået åbningsrollen fordi den er simpel og hidsig, en slags introduktion til resten af numrenes karakter. Nå ja, og så er det verdens bedste sang, i øvrigt.

Zeitgeist

Pop. En af de første sange der blev skrevet til den her plade. Men den var ret ringe i min første demo, så den røg i skuffen. Omkvædet kunne vi alle godt lide, så vi prøvede at skrive et nyt vers. Det var ringe. Tilbage til udgangspunktet. Det gamle vers var måske ikke så ringe alligevel, så vi baksede lidt med det og fik skrevet en variation af første vers, som andet vers. Filip fandt på en smart guitarlinje til det vers, og så klappede det hele. Afgjort en af de bedste popsange jeg synes vi har lavet. Lyrikken giver vist sig selv. Og slutteligt skal det også siges at vi skrev og døbte det her nummer ét år før nogen nævnte at Smashing Pumpkins’ nye plade skulle hedde Zeitgeist. Det sku’ nødigt hedde sig, jo.

Let’s Leave The City

Den mest bøvlede sang at skrive…det tog uger! Og jeg synes også den var vildt svær at indsynge. Der er så mange små fraseringer der skulle ligge præcist, men resultatet er blevet ganske flot, i al beskedenhed. Den første demo af den her var skide god syntes jeg, men bassist Christian Winther synes det var noget værre lort. Det var ret træls når nu den havde taget så lang tid at skrive. Han foreslog at vi gjorde den tungere og fandt noget mere nerve i den og han havde fat i noget. Trommeslager Jeppe og jeg tog til Lemvig et par dage i vinterferien for at optage bl.a. den her, efterlevende Christians forslag, og bang, så var den der. Fedt nok. Den handler vist om udlængsel og at være træt af at spilde sin tid.

The Masterplan

Bølle-rock. Den første demo af den her var også ringe. Her var omkvædet dårligt. Jeg skrev et nyt ét, og så gav den sig selv. I mine ører havde den en fod i outtakes-skuffen, men efter vokalen kom på, så synes jeg det er blevet en rigtig god, besynderlig popsang. Bemærk outro-pølsen. Jeg tror aldrig vi har lavet så selvhøjtideligt et stykke. Det er lidt morsomt, synes vi selv. Sangen handler om implikationerne i at stikke af fra et Sisyphos møgliv.

The Main Thing Is To Keep The Main Thing The Main Thing

Landmands-song. En popsang om at – hey, det er tredje gang jeg skriver det nu – rejse væk fra noget møg. Et liv hvor intet er relativt, intet har konsekvenser, og så væk, over til Alaska hvor man skal fange fisk og lave bål og sådan. Det’ sejt. Få nogle konsekvenser, noget modstand, så man er sikker på man er i live.

The Arsonist

Hej, og velkommen i SM-kælderen. Jeg ved ikk’ hvad fanden der sker i det her nummer. Den blev skrevet på en halv time, lyrik og det hele. My Sharona blandet med Melvins og Beatles. Jeg tror at vi igen er ude i noget flugt fra noget skidt. Jeg kan huske at min roommate mr Q (fra sensationelle beta satan) og jeg demoede den her for lang tid siden, lige før en Hatesphere koncert vi skulle til. Vi havde den dejligste Jägermeister brandert kørende. Han fandt på falset-stemmen i det – i al beskedenhed selvfølgelig – fantastiske kor i slutningen.

Walk Don’t Run

Dette er en ældgammel sang. Fra 2003 tror jeg. Vi manglede lidt en sjæler til pladen. Jeppe er en vanvittig dygtig jazztrommeslager og han kendte to seje jazzfolk oppe fra konservatoriet. De tre optog en virkelig jazzet demo af det her nummer, men det blev næsten for “ægte”. Christian foreslog at tage den i en lidt mere skramlet retning, og dette er resultatet. Indsunget klokken 0330 en forårsnat i en kælder i Mejlgade i Århus, efter jeg havde optaget en masse andre skrigeballonvokaler.

Cotton Fever

Fremtids-country. Det er satme en mærkelig sang, men jeg syns personligt det er et af de bedste numre på pladen. Jeg hørte en fantastisk sang med Johnny Cash, tror den hed God’s Gonna Cut You Down, og syns’ det var fedt med sådan noget fladpandet stomp-chain-gang bumbum rytmik. Sådan en sang ville jeg også lave. Og en stor cadeaux til producer-Freddy for sit mixer-arbejde! Demoen er ret skramlet, men i den her udgave er den helt ude i hampen, hvor den hører til. Den handler om at ødelægge et pigebarn indefra.

Baby, Together We Can Live With Ourselves

Fremtids-pop. Det her er satme også en mærkelig sang. Vokalmelodien i omkvædet bliver til riffet i outroen, som der så kommer en helt ny vokal ovenpå. Det er da ret smart. Den handler vist om 2 ringe mennesker der, kun når de er sammen, kan holde sig selv ud. Jeppe spiller her de mest komplicerede trommer på pladen og han var ganske nervøs for at optage den, men det gik smertefrit. Filip og jeg tog en tur i supermarkedet da de startede med bas og trommer, og da vi kom tilbage var de færdige. Vi spiller i øvrigt på bariton-guitarer, det er derfor guitarerne lyder som om de er stemt langt ned.

Motivational Speech For Suicidal People

Bølle-pop. Let ironi over undertegnedes ørkesløshed. jeg er ganske godt tilfreds med de dynamiske krumspring det her nummer tager: Et bøllet vers, en Beatles-bro, et bøvet omkvæd, et kælent mellemstykke med regndryppende klaver og et bøvet omkvæd mere.

King Grounded

Hidsig pop. Det her er mit svar da Morningside og Playground beder mig skrive dén popsang der skulle være årets sommerhit. Det blir det vist ikk’. Undskyld. Det blev en hidsig, stampende satan om hvor ringe det er ikke at tjene penge på rock. Og det at mangle en rygrad.

The Good Son

Denne her blev skrevet en uges tid eller to inden vi skulle i studiet og er således den yngste sang. Jeg syntes det kunne være skægt med noget lidt mere dance-orienteret og det er lykkedes meget godt. Og bemærk venligst hey jude-hej-vi-er-nået-i-mål-finalen. Vi havde et helvedes skænderi om guitarlyden i versene på det nummer her, og jeg tror stadig vi er lidt uenige men Freddy fik det sidste ord, og den lyder pokkers groovy nu.. synes jeg… jeg ved ikke hvad sangen handler om, men jeg tror ikke det er noget godt.

Mange hilsner
Johannes Gammelby; og på vegne af Jeppe Lindgren, Christian Winther og Filip Granlie.

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars