180° Virvar – interview

180gradervirvar-presse2008-565x350

På besøg i kaosets maskinrum

En kameramand knæler foran scenen. Syv mand og en kvinde i grønt er ved at være færdige med de sidste lydprøver. Kameramanden forsøger stilfærdig at fange arbejdsprocessen hos det i dagens anledning 12 mand store orkester, da tre strygere og en sav supplerer aftenens show. Innova Tour er titlen på begivenheden. Det er inderlighed, og det har meget med de enkelte medlemmer at gøre. Mere senere.

”Jeg er godt nok spændt på at se, hvor mange der kommer i aften”, bliver der mumlet oppe fra scenen. Efter at Anders har leget med sine maskiner, produceret tyk electronicabaret, frøgrynt og cykelklokkeklimt. Mathias og Dingo har hver fået indstillet deres mekaniske legetøj, og Leo har fundet lejet for vokalen i virvaret af lyde og støj og smukke melodilinjer, når Clemme pludselig træder frem i lydbilledet med basguitar og sin lyse og vemodige vokal, der vil kunne ætse overfladen på en forhærdet kynikers hjerte.

Leo hedder i virkeligheden Leonora Christine og en masse mere. Kommer fra Vallekilde, men flyttede til København og dannede 180° Virvar for godt fem år siden sammen med Anders Guldberg, som også er bandets styrmand, talsmand, formand, bagmand og en masse andet.

”Der er ingen i bandet, der på noget som helst tidspunkt ikke kan undværes rent musikalsk. Heller ikke mig,” siger Anders, mens vi sidder i Loppens totaltaggede bandrum og snakker kaosteorier og Champions League. Leonora indskyder: ”Jeg kan ikke fordrage engelsk fodbold. En flok psykopater. Jeg er spansk ultranationalist. Og det forbandede er, at vi altid øver om fucking tirsdagen, hvor der er Champions League i fjernsynet. Altid!”

I sofaen sidder også en lidt mut fyr, Peter, den nye trommeslager i bandet. Har kun spillet et par job og er stadig ved at lære numrene at kende. Under lydprøverne gik hans bomuldsomviklede stikker i stykker. To stykker stikker, nu var der kun én tilbage. Men han klarede det fint under koncerten, og hvis han beslutter at blive, og hvis der ikke dukker en op, der er monster meget bedre til at spille trommer, er han med i bandet. For sådan er det i 180° Virvar. Man er med, hvis man kan bidrage med noget. Og bandet eksisterer som et åbent rum, hvor musikken fungerer på de præmisser, der nu engang er i den konstellation denne aften. Uforudsigeligt? Ja. Vellykket? I aften, ja. På sigt? Måske…

”Jeg er som jeg er. Jeg er lidt reserveret, og jeg har overhovedet ikke lyst til at stå og spjætte med benene, for at virke udadvendt mens jeg synger. For sådan er jeg ikke,” siger Leonora.
”Men det er faktisk en af de ting, vi taler meget om i bandet. Vi er godt klar over, at vi – selvom vi står otte personer og nogle gange flere på scenen – så er det ikke altid, at vi kommer ud over rampen og får fat i publikum,” siger Clemme.
”Mig og Mathias prøver altid at vise, hvor meget vi elsker at spille musik, når vi står med hver vores labtop. Og vi har den regel i bandet, at vi skal alle på i hvert fald ét tidspunkt under koncerten have øjenkontakt med hver af de andre,” supplerer Dingo, der laver beats og bund, hvor Mathias laver blip og blop.

Clemme er bandets rytmenazist. Man kan vel heller ikke have godt 10 personer på samme scene, uden at der er en stram styring et eller andet sted. Men netop stram styring er der ellers ikke meget af i det musikalske kollektiv. ”Og det kan da godt nogle gange være lidt svært at få styr på de enkelte numre, fordi de hele tiden skifter form. Lige for tiden er vores anden sangerinde, Nanna, i Spanien i en længere periode, og så spiller vi bare ikke hendes numre. Det er meget betinget af, hvem der er med i bandet lige her og nu og om, hvordan vi hver især byder ind med noget,” siger manden, der tidligere spillede i bandet Cirka 8,3. Alkoholprocenten på en Bjørne Bryg.
Jeg ved ikke, hvad der er med tal og de mennesker, men der dukker hele tiden tal op. Det lugter af matematiske og yderst komplicerede konstruktioner, men i sidste ende er det heldigvis ganske simpelt.

”180° Virvar handler om at udforske de musikalske muligheder, der er i hver ny idé. Vi er hele tiden på jagt efter en ny idé, et nyt udgangspunkt for vores numre. Vi forsøger ikke at spille numrene på samme måde igen og igen,” siger Anders.
Er det så ikke svært at skabe sig et fast publikum, hvis man aldrig ved, hvad man får?
”Måske, men det er vores håb, at folk kan mærke, at vi brænder for musikken på scenen, og at de kan mærke vores engagement og glæde ved at gøre det, vi gør. Og at det kan skabe den kontakt til publikum, som nogen mener, vi mangler.”

Og her kommer inderligheden ind, og innovationen. For det er der masser af i 180° Virvar. Bare man ikke taler om engelsk fodbold.

Tags from the story
,

Skriv et svar