Animal Collective-interview

animalcollective-press2008-565x350

Animal Collective – På vej mod mainstream?

Maryland-kvartetten, Animal Collective, har siden årtusindskiftet bygget bro mellem pop og avantgarde med deres udfordrende blanding af folk, rock og psykedelisk musik. For hvert album er de blevet en smule mere tilgængelige og fokuserede. Med albummet Strawberry Jam har gruppen udgivet et af årets bedste album, og måske en fremtidig klassiker i stil med Pet Sounds fra den eneste tydelige inspirationskilde, Beach Boys. Det var derfor en meget spændt skribent, der skulle ringe til bandet, der giver koncert på Loppen den 17. oktober.

Diskant fik sig en halv times hyggelig snak med den meget snaksalige forsanger/sangskriver David Portner, der i Animal Collective-sammenhænge kalder sig Avey Tare (fremover AT). Det blev til en spændende samtale om bandets nye album og pladeselskab, drengekor, angst, tomhed, Thin Lizzy og en tyrkisk sangerinde fra 1920’erne og meget mere. Og Avey Tare kunne eksklusivt røbe til Diskant, at gruppen er i gang med at færdiggøre et kunstfilmsprojekt med helt ny musik fra bandet.

Telefonen ringer og på den anden side af kloden, fanger jeg Avey Tare på tourbussen på vej til Seattle efter gårsdagens koncert i Minnesota.

Diskant: Tillykke med jeres fantastiske nye album. Hvordan føles det at få den ud i verden og til den meget positive velkomst den har fået i medierne?
AT: Da vi lavede albummet, viste vi ikke hvordan det lød. Vi spillede det for venner og mistede ellers selv overblikket over, hvorvidt det var godt eller skidt. Men det er da rart, at medierne har taget så godt imod det.

Diskant: Hvornår begyndt I at spille sammen?
AT: Brian (Geologist, der står for elektronikken, loops og lydeffekter) og jeg mødte hinanden i high school og begyndte at spille sammen til talentshows på skolen, hvor vi senere fik Deakin (guitar) med. Her spillede vi blandt andet masser af coversange af Pavement og klassisk rock. Deakin spillede på det tidspunkt sammen med Noah Lennox (kendt som Panda Bea, gruppens anden sanger og perkussionist), der havde sunget i drengekor i mange år. Pludselig var vi et band.

Diskant: Hvad inspirerede jer til at starte med den mere folkede lyd på de første tre Animal Collective-cd’er (udgivet på bandets eget pladeselskab Paw Tracks, der stadig eksisterer)?
AT: Selvfølgelig meget folkemusik, her især bulgarsk folkemusik og indiansk stammemusik, men vi hørte og hører alle mange forskellige genrer og bliver inspireret af mange ting.

Diskant: Jeres sidste tre albums (Sung Tongs, Feels og Strawberry Jam) har derimod været mere sangorienterede og melodiske end jeres første mere avantgarde udforskninger. Har det været en bevidst beslutning?
AT: Nej, ikke sådan. Vi har bare udviklet os for hvert album og forsøgt at udfordre os selv, selvom de sidste par albums måske har været lettere for folk at forstå. Vi har altid spillet det, vi har haft lyst til. Derfor har det lydt, som det har gjort. På det seneste album har vi fokuseret mere på at eksperimentere med forskellige vokale lag fra mig og Noah. Jeg har fundet min stemme de seneste par år, og har fundet ud af, at det kan være et meget alsidigt instrument, ligesom en guitar f.eks.

Diskant: Tror du derfor det ligeså meget er folk der har ændret sig, eftersom jeres musik har brudt mere igennem i de sidste fire år?
AT: Måske. Det er nok en 50/50 ting. Vi er blevet bedre og mere fokuserede, men folk er måske også blevet mere åbne overfor udfordrende musik.

Diskant: Der har altid været en stor kløft mellem eksperimentel- og popmusik, men I synes bevidst at prøve at bygge en bro over de to modpoler. Hvordan forholder du dig til begreber som ‘eksperimentel’ og ‘pop’?
AT: For mig personligt at det vage begreber. Vi prøver ikke at lave ’eksperimental musik’. Alt er blevet lavet før, når det gælder lydeksperimenter osv. For mig ligger det eksperimentelle i at lave så personlig og nærværende musik som muligt. Men vi kan godt lide at udfordre os selv, og vi kan som sagt godt lide masser af genrer. Derfor er vores musik måske ikke det letteste tilgængelige.

Domino-brikkerne falder på plads

For første gang i deres seks album lange karriere er Animal Collective landet på et stort pladeselskab, nemlig Domino Records, der bl.a. udgav Franz Ferdinands debut.

Diskant: Da man sidste år kunne læse at I var blevet signet på et stort pladeselskab, Domino, kunne man frygte at jeres lyd vil blive mainstream. Og jeg har læst at Noah udtalte, at I gerne ville lave et godt album for at vise noget good will over for jeres nye selskab. Det kunne jo lugte af sell-out. Selvfølgelig indtil man så hører Strawberry Jam, der stadig er en meget progressiv affære.
AT: Det er rigtigt, at vi pludselig følte et større ansvar ud over vores egen lille verden, og kunne mærke den voksende interesse for det musik vi gik rundt og lavede. Vi kunne mærke en oprigtig begejstring fra pladeselskabet, men der var ikke noget pres på os at lave et pop-mesterværk eller noget. Men vi har ikke ændret vores lyd for bevidst at please et pladeselskab.

Diskant: Hvordan var det at finde sammen igen for at indspille efter at have været adskilt i mange måneder (Noah bosatte sig i Lissabon med sin portugisiske kone, mens Avey befandt sig i bandets New York-base og lidt i Paris)?
AT: Efter Feels-turneen følte jeg en tomhed og et pres fra mig selv og var bare generelt forvirret over bandets fremtid. Mens jeg boede i Paris, befandt jeg mig et mørkt sted rent psykisk Når man spiller live sammen hele tiden, og er sammen hver dag, kan man godt glemme at man er gamle bedste venner og glemme at værdsætte venskabet. Jeg skrev en del af sangene i Paris, mens Noah skrev en del i Lissabon. Det var faktisk nervepirrende, da vi skulle mødes alle sammen for at gå i studiet med det vi havde skrevet. Men heldigvis viste det sig at være en fornøjelse at mødes igen og få fornyet venskabet. Vi har aldrig haft det bedre sammen, og det var som om at mange ting pludselig faldt på plads, både personligt og musikalsk.

Dyster jordbærmarmelade

Dagen før interviewet fandt sted (13. september), udkom gruppens sjette studiealbum, og modtog på dagen meget positive anmeldelser (9 stjerner hos Diskant, 9.3 på Pitchfork og 10/10 på Drowned in Sound). Der er meget, der tyder på at deres Strawberry Jam, bliver deres store gennembrud.

Diskant: Sung Tongs og Feels var mere guitarorienterede. Hvad fik jer til at ændre lyden på Strawberry Jam?
AT: Der er faktisk stadig en del guitar på albummet, men vi har bevidst forsøgt at få dem til at lyde som andet end guitarer. Vi har eksperimenteret en del mere med loops, især klaver og elektroniske lyde, blandt andet inspireret af hiphop-produceren J Dilla.

Animal Collective kan få en utrolig skønhed ud af simple observationer. På den nye sang “Fireworks” synger Avey Tare f.eks.: ”Now it’s day, I’ve been trying, to get that taste off my tongue. I’ve been dreaming of just you, now our cereal, it is warm.”

Diskant: I et interview har du udtalt, at Strawberry Jam ikke har et sammenhængende tema. Alligevel synes barndommens fantasi at gennemsyre jeres univers. Hvad inspirerer jer rent lyrisk?
AT: Folk beskriver tit vores musik som barnligt, men jeg skriver egentlig bare om dagligsting på en skæv måde, og i mit hoved kan det faktisk være ret dyster. Men musikken er til gengæld tit lidt lysere og positiv end lyrikken. Med dette album føler jeg, at jeg har fokuseret på de simple glæder og sorger i livet.
Diskant: Så du føler faktisk at Strawberry Jam er en mørkere plade end Feels?
AT: Ja.

Diskant: Videoen til ”Peacebone” er i hvert fald. (Et rumvæsen og en dame med tandproblemer danser rundt i en mørk skov (videoen er instrueret af new-yorker fotografen Timothy Accento som også instruede mathrock-bandet Battles fabelagtige video til sangen ”Atlas”)). Kan du fortælle mig om den?
AT: Det var Tim, der skrev manuskriptet til videoen. Den er blevet virkelig sej. Jeg kan virkeligt godt lide billederne af pigen i skoven, og at der spilles på grimheden (pigen) i naturen.

Diskant:
En af mine yndlingssange på Strawberry Jam er sangen ”#1”. Her kan jeg sagtens høre, hvad du mener med en ’mørkere’ plade, både med den dybe forvrængede stemme, og teksterne der handler om en faders savn. Kan du fortælle lidt om sangens tilblivelse?
AT: Sangen blev faktisk skrevet i studiet af os alle sammen, hvor vi jammede med en kollektiv melodistruktur. Jeg besluttede mig at prøve med den mærkværdige dybe vokal, på et album der for første gang stort set ikke bruger vokaleffekter. Den fungerede bare som en fed kontrast til Noahs mere musical-agtige skønsang. Sammen lyder de bare fede.

”Fuck, det er mærkeligt” og fremtiden

Diskant: Når man ser liveoptrædener fra i år, spiller I et par nye sange, der ikke er på Strawberry Jam (”Material Things”, ”Street Flash” bl.a.). Hvordan kan det være?
AT: Når vi spiller live er det vigtig for os, at vi overrasker os selv og ikke spiller samme show hver aften. Ellers bliver det kedeligt. Vi får masser af energi fra sange vi lige har skrevet, og som endnu ikke er indspillet. Nogle af dem kommer måske på næste album.

Diskant: I optræder som en trio. Hvor er Deakin (guitaristen) blevet af?
AT: Han holder en lille pause. Meget af det nye musik er jo som sagt mere loopbaseret end tidligere, og jeg spiller jo også guitar på nogle numre, så vi klarer os fint os tre i øjeblikket. Det var en beslutning han selv traf, og vi støtter ham fuldstændig. Det er som sagt et kollektiv, så vi er ikke bundet op af faste strukturer. Vi har altid lavet om på sangene alt efter hvilken liveopsætning vi optræder med. Noah har også bevæget sig mere væk fra trommerne og mere over i elektronikken på denne turne. Men Deakin vender snart tilbage, bare ikke på denne turné.

Diskant: Når man spiller relativ anderledes musik, føles det så forskelligt, alt efter om man spiller i USA eller Europa?
AT: Fordi vi er fra USA, har vi spillet en del mere i USA og vendt tilbage til mange af de samme steder, hvor vi kan se at flere og flere mennesker dukker op for hver gang. I Italien for eksempel har vi oplevet følelsen af at folk bare stirrer på os og bare tænker ”Fuck det er mærkeligt”. Men det bliver bedre for hver gang synes jeg.

Diskant: Hvilket musik lytter I til for tiden?
AT: En masse gammel Thin Lizzy, og så er jeg personlig helt bidt af den tyrkiske folke/popsanger Selda Bagcan, der lavede fantastisk musik i 1970’erne.

Diskant: Selvom det måske er lidt tidligt at spørge, Strawberry Jam er jo lige udkommet, hvornår kan vi forvente nyt materiale fra jer i fremtiden?
AT: Vi går faktisk allerede i studiet i starten af næste år. Men før det, bruger vi hele november og december på at færdiggøre et visuelt projekt, en kunstfilm med spritnyt musik, vi har lavet i anledningen. Det er noget vi altid har ønsket at lave. Vi er alle inspireret af crazy gammeldags horror, stumfilm og videoinstallationskunst, så det bliver rigtig spændende.

Diskant: Mange gange tak for din tid, og held og lykke med showet i Seattle i aften. Jeg ser frem til jeres koncert på Loppen den 17. oktober
AT: Super! Det var hyggeligt at tale med dig. Glæder mig også til at spille i Danmark igen.

Telefonen lægges på og Avey Tare og resten af dyrevennerne kører videre mod en ny by. Endnu en koncert venter, endnu et publikum at overraske og imponere, og endnu en chance for at komme ét skridt nærmere den mainstream, Animal Collective nu flirter med (stort pladeselskab og musikvideoer). Heldigvis er musikkens fantastiske uforudsigelighed nok stadig en lidt for stor mundfold til at blive hvermandseje. For som det er med de rigtig gode bands, kan man jo godt lide følelsen af at have dem lidt for sig selv.

Tags from the story