Apparat Organ Quartet-interview

Foto: Hjalti Jakobsson
Foto: Hjalti Jakobsson

I kærlighed til apparaterne – Interview med Jóhann Jóhannsson fra islandske Apparat Organ Quartet

Fire mænd står frontalt placeret på scenen, koncentreret om de orgler, keyboards og gamle synth-maskiner, der omgiver dem, mens en ihærdig trommeslager hamrer løs i baggrunden. Apparat Organ Quartet spiller live på Iceland Airwaves store scene, og den hvide hal er tætpakket af mennesker, der er kommet for at høre den originale orgelmusik og være de første til at høre Apparats nye uudgivne materiale.

Tidligere på dagen møder jeg Jóhann Jóhannsson fra Apparat, der, udover at være bandets mekaniske stemme, er stifteren og idemanden bag denne atypiske bandkonstellation, som så dagens lys tilbage i 1999. Men ideen var dog ikke grebet ud af den blå luft.

”Jeg havde en fantasi om at sætte fire orgelspillere sammen. Ideen bag var Steve Reichs stykke Four Organs , der er for fire elektriske orgler. Jeg var meget interesseret i de tidlige værker af Steve Reich og Philip Glass, disse minimalistiske stykker musik, som ofte benytter sig af gamle orgler, fx farfisa eller yamaha orgler. Det var det første vi gjorde, at lege rundt med dem. Det ændrede sig dog hurtigt, da vi begyndte at finde vores egen lyd.”

En trommeslager kom til, og Apparat udviklede sig fra den rene improvisation og leg med apparaternes forførende lyde til en mere struktureret form og komposition af sange. Det har resulteret i en slående originalitet, og en karakteristisk lyd, der ikke kan forveksles med nogen anden. Melodierne er bygget op på en tung og solid drone-agtig bund, som man kender den fra krautrocken, og apparaternes adskillige lydflader og riffs skaber et melodisk og tit drillende humoristisk indslag i den tunge alvor. For at sætte det hele på spidsen, tilføjer Jóhanns distortede stemme en mekanisk og nærmest overmenneskelig effekt, der med mantraet APPARAT hypnotiserer sin lytter til evig tilbedelse. Anmelderne har måttet trække de store associative linier, særligt tilbage til tysk musik, hvor Mahler og Wagners mørke og til tider bombastiske værker nævnes. Kraftwerk er dog nok den mest oplagte musikalske og visuelle inspiration, hvilket Jóhann heller ikke er bleg for at indrømme:

”Vi elsker alle Kraftwerk, især deres tidlige plader er vi meget inspireret af. Specielt den måde de skaber disse forførende romantiske og storladne melodier.” Apparat arbejder på samme måde med sentimentale og poppede melodiforløb, og romantikken strømmer sødt fra de fire mænds maskiner.

Kitchen Motors kreative sammenkog

Grundlaget for en sådan bandkonstellation og Jóhanns initiativ skal findes i Kitchen Motors, som han stiftede i 1999 sammen med kunstneren Kristin Björk (a.k.a. Kira Kira) og eksperimental-guitaristen Hilmar Jensson. Kitchen Motors er en tænketank, kunstorganisation, samarbejdspartner og pladeselskab, der stadig er en væsentlig base og medspiller for den alternative kunstscene i Reykjavík.

”Kitchen Motors startede ved, at tre personer satte sig ned omkring et bord. Vi kendte ikke hinanden så godt, og vi var alle musikere der arbejdede indenfor forskellige felter. Men vi opdagede at vi havde en fælles interesse i at udforske de samme områder.”

”Vi begyndte at fantasere om projekter, vi kunne tænke os at se – om imaginære bands. Så vi lavede en liste over vores yndlings bands, og bestemte at gøre det til en realitet.”

Den logiske følge af ideen blev at kontakte forskellige kunstnere og invitere dem til at lege med. Fx blev poeten og singer/song-writeren Megas, også kaldet Islands svar på Bob Dylan, sat i forbindelse med en gruppe af performance kunstnere. De dengang lidet kendte múm skabte derimod en kammeropera i samarbejde med forfatteren Sjón, der i dag ligeledes er vokset betydeligt i anseelse. Resultaterne blev flere ofte improviserede live shows i Reykjavík gennem de efterfølgende år, koncerter der også er blevet udgivet. Kitchen Motors har altså været et betydeligt element for den mere alternative side af kunsten i Reykjavik, idet den som hele sit livsvilkår har opfordret til fordrejning af konventioner og traditionelle genregrænser indenfor kunsten. – Og Apparat var et af disse projekter.

I krydsfeltet mellem improvisation og koncept.

Hvis man har set Apparat optræde, eller blot set deres cover til den selvbetitlede debut fra 2002, vil man vide, at dette næppe kan være den rene improvisation. Pladens omslag viser et forsimplet ikonisk landskab med vulkan og nordlys. Midt i naturen står fem vidt forskelligt klædte herrer, men ikke bare er det herrer, det er playmobil-mænd i hver deres klasse-inspirerede beklædning og med hver deres personlige træk alt efter hvilket Apparat medlem de skal portrættere.

Det konceptuelle bag Apparat er bandet bestemt ikke ude på at skjule, men det har trods alt også bund i andet end blotte kostumer og banan-frisurer, som visse andre tomme konceptbands:

” Vi begrænser os selv i instrumenteringen, så vi kun bruger gamle keyboards, orgler og synthesizers. Vi ville aldrig benytte et klaver eller strygere eller guitarer. Vi har disse regler, men samtidig er vi også åbne og blander ting sammen.”

Musikken er da heller ikke begrænset til de analoge instrumenter. De digitale lag spiller en stor rolle og bandet har en særlig forkærlighed for 80’er-synths. På spørgsmålet om de i realiteten alle er nogle apparat-nørder, lyder svaret selvfølgeligt:

”Vi elsker disse maskiner, det er klart, det er grunden til at vi startede dette band. De gamle maskiner har en særlig karakter og kvalitet, som man ikke får andre steder. Især når man sætter dem sammen og opnår disse lydflader. Vi spiller gennem guitar amplifiers og benytter en masse distortion. Derfor bruger vi dem ikke altid på en traditionel måde. Fx farfisaens lidt kitchede lyd bruger vi altid på en mere hård og mekanisk måde.” Men hvad er baggrunden for disse selverklærede nørder?

Islandsk lyd eller ej

Det mest typiske folk udefra konfronterer islandske musikere med, er spørgsmålet om den påståede ”særlige islandske lyd”. Jonsi fra Sigur Rós har det med at udvandre fra interviewet når han hører spørgsmålet antydet, men jeg vover alligevel pelsen for at forstå særligt Apparats identitet i forhold til nationaliteten. Jóhann synes at spørgsmålet altid virker lidt fjollet, fordi det overser den totale diversitet i den islandske musikscene.

“Det hele hænger jo sammen. Vi har alle boet her, altid! Vi er en del af scenen og er vokset sammen, så jeg tror det er meget naturligt, at vi er en del af det hele.”

Til trods for at Apparats lyd i form og stemning ligger langt fra fx Sigur Rós eller múm, finder Jóhann alligevel ligheder. ”Selvom Apparat er præget af en ret humoristisk tone, er der også en høj grad af melankoli i lyden og især melodierne. Det er noget du også finder hos mange andre islandske bands.”

”Hvad det hele dog i bund og grund handler om er, at islændinge generelt ikke bekymrer sig om, hvad folk tænker om dem, udenfor Islands grænser.” Et faktum vi herhjemme kunne lære meget af i jagten på det danske svar på Coldplay (eller ”de nye Nephew” for den sags skyld!), hvor kunsten bliver reduceret til rene karrieremindede og salgstalsorienterede hitskabeloner.

“Det ville være så fjollet at have hundrede Sigur Rós eller noget i den stil, men måske er det ret let at markere sig her.” Og med hensyn til Apparat tilføjer han: ”Vi ville alle virkelig gerne høre et band som dette, så vi måtte skabe det selv. Det er det samme med Kitchen Motors, denne lyst til at høre det ene eller andet.”

Mødet med maskinen

Apparats klare force ligger i deres liveoptrædener, som er en test i umenneskelige eller skal vi sige overmenneskelige præstationer. Lyden og fremtoningen på scenen har da også en snert af en nietzchesk dyrkelse af det perfektionistiske. Vi er de tro tilhængere, som dronen summer for og hypnotiserer, så vi må se os forsvarsløse overfor de manipulative poptoner, der også er Apparats særkende. Live oplever man en velovervejet stiv fremtoning, som en selvpålagt restriktion, med kun Hütter, Schneider; Bartos og Flur som overmænd. Den mekaniske performance både skræmmer men er også slående humoristisk, og hver berøring af tangenterne minder musikalsk om dette paradoks. Det er svært at opretholde facaden, og idet en – til musikken og teksterne koreograferet – særlig Appa-dans udføres af bandet, kan ingen, heller ikke robotterne på scenen, holde smilene tilbage.

Siden debutpladen har gennemgået en omfattende re-masterering (og nu genudgivet på 12 Tónar blot en uge forud) er lyden blevet betydeligt tungere og tight . Samme lyd er den der møder publikum live disse dage, og udtrykket følger perfektionistisk musikken:

”Det falder os meget naturligt, vi kunne virkelig ikke opføre os anderledes på scenen” –

“We are just being very natural, this is just how we are”, afslutter Jóhann med en robots blotte antydning af et smil.

Info:

Jóhann Jóhannsson og hans Favourite Imaginary Band, Apparat Organ Quartet, tager på en mindre turne fra og med fredag d.11.nov, hvor de som første stop spiller live i København. Mere specifikt Lille Vega 21.30. Mere information om arrangementet findes på www.vega.dk / www.cphdox.dk / www.billetlugen.dk

www.johannjohannsson.com

Tags from the story