Bad Afro Records – interview

badafrorecords-logo2008-565x350

Bad Afro Records fylder 10 år, og fejringen starter allerede her i weekenden med en koncert på Rust lørdag med Sweatmaster og Slideshaker.

I 10 år har et lille københavnsk selskab udsendt vinyl-singler i en lind strøm. Da jeg interviewede det amerikanske band Adam West omkring venskaber i rock-scenen, svarede forsanger Jake Starr promte: ”Vi er jo gode venner med Lars fra Bad Afro” – et eksempel (af mange, fristes man til at sige) på, at Bad Afro Records gennem årene er blevet kendt i hele verden og gennem tiden er vokset til at være et af de mest respekterede garage rock-selskaber.

Oprindeligt var visionen for selskabet, at der skulle udsendes 50 vinyl-singler i løbet af de første 10 år, og målsætningen er da også næsten blevet opfyldt, da single nummer 45 udkommer i løbet af 2006. Under en brandert i 1999, blev det lovet det finske band Flaming Sideburns, at Bad Afro også ville udgive bandets vinyl EP It’s time to Testify på CD. Dermed var dogmet omkring anvendelsen af vinyl i produktionen brudt, og siden er det da også blevet til adskillige andre udgivelser på CD. Udgivelses-antallet nærmer sig her 10 år efter selskabets start de imponerende 100 stk.

Hvad til gengæld er endnu mere imponerende er, at Bad Afro stort set kun er en person – Lars Krogh er manden der har banket selskabet op, og som også kører det i det daglige. Før Bad Afro opstod, stod Lars Krogh for det hedengangne blad Moshable.

“Vi fokuserede meget på nye bands, og derfor var vi også på forkant med mange af de bands, der senere blev store. Således havde vi allerede Turbonegro på forsiden i 1992, og Moshable lavede bl.a. det første interview med The Hellacopters og Gluecifer nogensinde. Det var de rigtige personer i udlandet, der læste det, dvs. bands, promotere, pladeselskaber, og bladet gik hen og blev helt kult. Men herhjemme kunne vi ikke sælge noget.”

På et tidspunkt opstod tanken dog om at udgive musikken i stedet for at skrive om den, og dermed var Bad Afro født.

”Den første single jeg udgav, var med et finsk band, der hedder Trouble Bound Gospel, som ingen rigtig kender i dag, og som ingen heller ikke kendte dengang. Nummer to udgivelse var allerede med Hellacopters, og så kom Nomads, Turboneger, Gluecifer og Flaming Sideburns inden for de første 7 udgivelser, og når man allerede der kunne lave 5 bands, der senere blev til noget, så var man jo allerede i gang.”

Svært at holde på kunstnerne

Bad Afro har altså gennem tiden været med til at fostre mange bands, og selvom selskabet nyder anerkendelse i hele verden, har det også sine begrænsninger at være et lille selskab.

”Det er jo svært at holde på kunstnerne, hvilket Baby Woodrose er et eksempel på. Når man når et vist niveau, vil man jo gerne endnu længere, og så er det jo skiftet sker. Man får jo på et tidspunkt mod påat prøve et større selskabm, og så er der jo ingen grund til at holde på bands, der ikke længere har lyst til at være på selskabet. Men hvis den nye Baby Woodrose går helt vildt godt, så vil det også smitte af på salget af de tre første plader, som jeg jo har. På den måde får jeg alligevel noget ud af det.”

Da der ikke er de store penge i at udgive vinyl, er der bestemt også andre grunde til at drive Bad Afro. Lars Krogh har en mission med selskabet.

”Selvfølgelig vil jeg da gerne sælge nogle plader, men det handler også bare om at få noget god musik ud, for der er altså ret meget skidt derude, også inden for det jeg laver.”

Med hen ved 100 udgivelser, må der nødvendigvis være både højde- og lavpunkter, og Lars Krogh har da også nogle favoritter.

”Jeg vil sige Money for Soul med Baby Woodrose, var en rigtig fed plade og den nye plade med Sweatmaster – Tom Tom Bullet – er også rigtig god. Så er der Flaming Sideburns-pladen Hallelujah Rock’n’rollah, som jeg synes var en af de bedste plader, da den udkom. Og så er der en plade, som helt blev overset. Det var en plade fra 2000 med Royal Beat Conspiracy, der hed Gala Galore. Det var egentlig totalt kommercielt, og det havde vi egentlig slet ikke pengene til at markedsføre, men det var en totalt fed plade. Og så er der selvfølgelig også Flaming Sideburns og Hellacopters split’en, den var også fed. ”

Og omvendt er der også kommet en plade eller to, som ikke burde have set dagens lys.

”Den tredje plade jeg lavede med Union 69, bliver jeg af og til mobbet med. Dengang synes jeg det var ret god punkrock, men det var nok ikke så heldigt alligevel. Men generelt er jeg sgu’ meget godt tilfreds.”

Det er ingen hemmelighed at Danmark halter gevaldigt efter vores naboer, når det gælder rock’n’roll, og derfor er der også brug for et band som Bad Afro herhjemme.

Dansk credibility tak!

”Hvis jeg i ’99 var flyttet til Berlin eller Stockholm, havde jeg nok haft større mulighed for at brage igennem, men nu er jeg jo dansker, og så er det her jeg er. Og så er København et godt sted for koncerter, fordi det er et slags transitland for bands på tour. Men nogen gange, så ved jeg egentlig ikke hvorfor jeg gør det, for scenen i Danmark er så lille, og radio og TV er ikke med. Der er ikke rigtigt nogen, der støtter det jeg laver. I Sverige er det noget andet. Der kan Hellacopters f.eks. godt sælge til guld, så nogen gange kunne det da også være rart at få lidt kredit herhjemme for det man laver.”

”Et andet problem med Danmark er, at vi halter bagefter. I Sverige er de enormt gode til at opfange strømninger, og så lave deres egen version af det, mens vi i Danmark er lidt mere langsomme på aftrækkeren. Og så er trenden allerede en ny. Den danske garage-rock scene er stærkere end nogensinde med bands som The Blue Van, Powersolo, Defectors, Baby Woodrose osv, men der er jo ingen medier, der interesserer sig for det længere.”

En af grundene til den manglende interesse for garagerock i Danmark, er ifølge Lars Krogh også, at der ikke rigtig er andre der udgiver det.

”Hvorfor er der ikke andre som mig. Jeg er den eneste der gør det her i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at få noget konkurrence, så det ville være fedt, hvis der var andre, der gik ned og lånte 10.000 kr. i banken til en sofa, og så istedet udgav en single. Det gjorde jeg.”

”Noget jeg til gengæld rigtig godt kan li’ ved Danmark er, at man er ret gode til at hjælpe hinanden. Bands tager mindre bands med på tour, og der er ikke konkurrence på den måde herhjemme. Det giver et meget fedt miljø”.

De små succeser er det hele værd

Efter 10 år, er det vel oplagt at spørge Lars Krogh, om hvor længe han har tænkt sig at fortsætte med at pushe rock’n’roll til folket.

”Jeg vil ikke påstå jeg er her om 10 år, men man er jo lidt bundet op af det. Pludselig er der lagt planer ud i fremtiden – f.eks. for hvornår den nye Sweatmaster skal komme osv. Men måske man bliver slidt op på et tidspunkt, netop fordi det er modvind hele vejen. Men så får man de her små succeser hen af vejen, som gør at man fortsætter.”

Bad Afro fejrer jubilæet på flere fronter, da det ikke står helt klart, hvornår selskabet startede i løbet af 1996. Derfor vil der blive afholdt Bad Afro Label Night på Rust nu på lørdag d. 15/4 kl. 21.00, hvor to af selskabets bands, de finske Sweatmaster og Slideshaker vil give den gas med en god gedigen gang garage.

Derudover fejres den runde fødselsdag desuden med udgivelsen af hele tre plader d. 8/5. Der er tale om On Trial – Forever ; Flaming Sideburns – Back to the Grave og 22 Pistepirkko – Ou Wee EP .

Som kronen på værket planlægges der en større fest til november, der dermed afslutter fejringen af Bad Afro.

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars