Briskeby-interview

briskeby-no-presse2005-565x377

Hvorfor verden forelskede sig i Briskeby

Det startede i en lille forstad til Oslo, i Briskeby. Og i 2001 brød fire unge norske kunstnere igennem med sange som ”Propaganda” og ”Wide Awake” – Briskeby var født som band. I forgrunden stod den sensuelle Lise Karlsnes, i baggrunden de mere tavse og afdæmpede musikere. Kombinationen var rigtig. Verden lå for deres fødder. Den svære toer kom to år senere og viste sig at være meget sværere end forventet. Tonight, Captain? decideret floppede, og siden har man så ikke hørt noget fra Briskeby. Men mandag den 14. november skulle The Posies spille på Loppen – og Briskeby skulle opvarme. Samme dag udkom deres nyeste album Jumping On Cars i Danmark, som ifølge norske og svenske medier igen placerer bandet i toppen af den nordiske musikliga.

Diskant mødte Briskeby på Loppen inden koncerten til en snak om afstanden mellem succes og fiasko, om samarbejdet med Ken Stringfellow (R.E.M/The Posies), det nye album og om mødet med det danske publikum.

Det er lige blevet mørkt, da jeg træder ind i Loppens spillesal. Der er aktivitet i rummet, hvor det flyder med instrumenter og vrimler med lydteknikere. Briskebys fire medlemmer Lise Karlsnes (vokal), Bjørn Bergene (guitar, tekst), Claus Heiberg Larsen (trommer) og Bård Helgeland (bas) er lige ankommet fra Kastrup Lufthavn og står lidt rastløse og ved ikke helt, hvad de skal gøre af sig selv. Midt i vores hilsen dukker Ken Stringfellow op for at introducere sin kone og datter. Der er en meget kærlig og familiær tone mellem bandet og Stringfellow, som tager del i Briskebys nye album på duetten ”Joe Dallesandro”, der for tiden hærger de norske hitlister.

Stemningen er afslappet, som vi sætter os omkring et bord i mørket. Jeg spørger, om vi kan tage interviewet på engelsk for at undgå sproglige misforståelser, og Lise Karlsnes svarer med noget, der kunne minde om et lettelsens suk, at det absolut ikke er noget problem. Og så tager jeg hul på spørgsmålene med det mest oplagte og nærtpåliggende.

Diskant: Briskeby har givet godt 12 koncerter i Danmark, adskillige i København med bands som The Crash, Mew og Saybia, desuden rundt om på landets festivaller. Hvordan er det at spille i Danmark i forhold til Sverige og Norge?
Lise: Jeg tror egentlig, at det danske publikum minder meget om det norske…
Bjørn: Jeg er helt enig, men det fede ved at spille for dansk publikum er, at de er meget nysgerrige, når det kommer til musikken. I Norge er Briskeby meget i medierne, der er meget hype omkring bandet – og det er som om, at publikum glemmer lidt, at det er musikken, der er det vigtige og i stedet fokuserer på bandet som koncept. Det kan man godt blive træt af. I Danmark er publikum mest interesserede i musikken.

Og det er da også musikken, der er blevet Briskebys varemærke. Da nordmændene slog igennem blev de sammenlignet med alt fra Velvet Underground, The Police, Depeche Mode til A-Ha. Det mest dominerende ved alle sammenligningerne var, at bandet tydeligt viste, at blot fordi man er unge, behøver man ikke lave velpoleret pop eller hårdslående punk, men kan skabe sig en niche, som er veludviklet og voksen.

Diskant: I var relativt unge, da I udgav Jeans For Onassis, og med det samme fik I stor succes. Hvordan var det at slå igennem så unge som andet end et teenagepopband?
Lise: Jeg tror egentlig, at det er lidt af et chok at komme ind i musikbranchen – og det uafhængig af ens alder. Vi varierer meget i alder, så Bård, der er ældste medlem i bandet, har bragt en masse klogskab og tryghed, som vi andre har kunnet lære af. Og så tror jeg i det hele taget, at det er nemmere at slå igennem som band, hvor man har andre at sparre med, end at slå igennem som soloartist.
Bjørn: Tilbage til spørgsmålet, så er der jo også positive ting ved at være ung, når man slår igennem, fordi man ikke er bange, man tænker sig ikke om to gange, men springer bare ud i det.

Diskant: Hvordan vil I beskrive Briskeby som band, da I slog igennem?
Lise: Vi var unge og naive…
Bjørn: Og med drømmene i behold…
Lise: Dengang var vi fire mennesker, der ville spille musik og havde en drøm om at spille vores musik live og få en pladekontrakt.
Claus: Det, jeg synes, karakteriserede os, var, at vi aldrig rigtig tænkte over, hvordan vi ville lyde. Vi gik bare ind i øvelokalet og spillede – og derfra voksede Briskeby-lyden frem. Vi tænkte ikke over, hvad vi skulle lyde som, vi havde forskellige musikalske inspirationer – og i sammenstødet mellem disse kom Briskeby.
Lise: Jeg synes godt, vi kan sige, at ideen med Briskeby ikke rigtig har ændret sig igennem de 4-5 år, der er gået, siden vi debuterede. Vi er ikke så unge mere, men stadig meget naive. Det handler stadig om den gode melodi, en masse guitarer – og bas og trommer.

Det er sjovt at opleve, hvordan Lise Karlsnes også i interviewsituationen bliver den naturlige frontfigur. Måske det kommer af, at det er hende, der vant til at klare promoveringen af bandet, måske er det blot den naturlige konsekvens af at være frontfigur i et band. Bård Helgeland siger stort set ikke noget, men sidder og iagttager rummet. Lises karakteristik af Bård som den gamle, kloge og trygge støtte i bandet giver mening i mødet med ham.

Efter ti minutter må vi rykke interviewet ned i Loppens bandlokaler, fordi The Posies skal i gang med at øve aftenens set. Vi ender i entreen til bandlokalet, bag døren sidder Stringfellows kone og datter. Vi sætter os på en bænk, Bård og Claus deler en stol. Og så fortsætter vi, hvor vi slap.

Diskant: I skal opvarme for The Posies i aften – og jeres navn har kun været at finde på Loppens hjemmeside og plakater. Hvordan er det at blive interviewet som det relativt ukendte opvarmningsband?
Lise: Det er sjovt, fordi det får os til at føle os lidt mere betydningsfulde. Vi ser på ingen måde det at skulle opvarme for The Posies som noget surt show, men det er snarere en ære. Vi har joket lidt med, at koncerten i dag (Loppen, 14. november 2005) er vores releaseparty, altså har Briskeby releaseparty på Loppen – og The Posies underholder. Det er en god måde at se det på.
Claus: Så skal vi jo i bund og grund bare have det sjovt og være fulde…

Der er en meget let stemning i lokalet – både i relationen til mig, men også indbyrdes blandt Briskebys medlemmer. Man får lyst til at tage del i nordmændenes univers, til at spørge yderligere ind og være med. Vi fortsætter med at snakke om The Posies – og ikke mindst samarbejdet med Stringfellow. Jeg spørger ind til, hvordan det hele kom i stand – og næsten før, jeg har fået spurgt, er Lise i gang med at svare.

Lise: I 2001 var der MTV Awards, hvor vi var nominerede. Kun en uge, før vi tog afsted til showet, fik jeg Kens soloalbum Touched, som jeg faldt helt og aldeles for, især en sang kaldet ”Lover’s Hymne”. Og efter hele MTV showet, hvor vi godt nok ikke vandt, men hey – det var jo sjovt alligevel (siges med et stort grin, red.) – tog vi tilbage til vores hotel, hvor de fleste andre artister også boede. Vi endte i baren – og dér sad Ken ved pianoet og spillede. Jeg spurgte: ”Who’s that guy sitting over there by the piano?” – og der var en, der svarede, at det var Ken Stringfellow. Jeg endte med at gå over til ham og sagde: ”Hey Ken, just keep on playing, I just wanna say I love your solo album, especially song number two”, og han kiggede på mig og sagde ”Don’t go anywhere”. Så jeg endte med at blive – og vi sad sammen ved pianoet og spillede hans sange. Siden har vi holdt kontakten, jeg sendte ham vores albums – og han elskede dem. Så kom han til Oslo med R.E.M, som han også spiller med i, og vi spurgte, om han havde et par timer, så han kunne være med på en af vores sange – og den var han med på. Det var sådan, det hele startede.
Claus: Og i forhold til The Posies, så spillede de i Oslo i august, hvor vi lavede noget promotion. Dér spurgte de, om vi ville med dem på et par gigs. To indtil videre, men de skal på tour i Norge også, det spurgte de, om vi også ville, men vi havde selv en del shows planlagt, så vi har sagt nej.

Diskant: Hvor mange koncerter har I så spillet indtil nu med det nye album?
Lise: Kun tre, vi startede i sidste uge… og vi har ikke planlagt at lave for meget før jul, kun de her få koncerter med The Posies og lidt ekstra – og så efter jul, ja, vi må se. Vi skal hjemad – og så forhåbentlig tilbage til Danmark og spille igen.

Men tilbage til den nye udgivelse. Da Briskeby samme aften går på scenen, sker det, uden at deres nye album er udkommet i Danmark. Jeg spørger, hvordan er det at spille koncert uden, at der er et album på gaden – og uden, at der har været den store promovering af bandet?

Lise: Jamen, vi må jo bare fortælle folk fra scenen, at albummet er der, ”We have a new album guys!”
Claus: Vi har jo også en del fans allerede, som ved, at vi spiller – men det bliver fedt, at albummet releaeses, så vi kan se, hvad reaktionen er. Men for mig at se er der en charme ved, at folk ikke kender albummet, når vi går på scenen, det er lidt som en uskrevet bog…
Lise: Og jeg har bestemt mig for at blive i København til onsdag – så ingen tvivl om, at jeg skal ind i den nærmeste pladeforretning. Bare lige for at se, om albummet er der…

Da jeg interviewer Briskeby, har jeg endnu ikke hørt andet end to sange fra det nye album: ”Miss You Like Crazy” og ”Joe Dallesandro”. Foruden de to sange er mit eneste kendskab til Jumping On Cars de adskillige gode anmeldelser af både albummet og koncerterne i kølvandet. Ved Briskebys første koncert med albummet, skrev en svensk anmelder, at bandet var uforskammet gode – og at det lød som om, at Briskeby med Jumping On Cars havde genopfundet sig selv. Jeg konfronterer Briskeby med den udtalelse.

Diskant: Genopfinder Jumping On Cars Briskeby som band?
Lise: Jeg ved ikke, om det er en genopfindelse som band, det er nok mere et forsøg fra vores side på at være, hvad vi er – og ikke mere end det. Det handler om at gøre det, som vi er bedst til. Vi har lavet to albums før Jumping On Cars, vi ved, hvilke sange, der giver os den rette følelse live og på albums. På det nye album har vi på den måde forsøgt at blive inspireret af os selv – og stjæle gamle ideer fra os selv på en eller andet måde. Så genopfinde Briskeby… jeg ved det egentlig ikke…
Bjørn: På sin vis er man jo nødt til at genopfinde sig selv på hvert album, man laver. Vi er stadig de samme bandmedlemmer, vi arbejder stadig på samme måde, men prøver at skrive nye sange og udvikle os på nye måder, men vi…
Lise: Vi er stadig de samme fire mennesker, der laver musik…

Interviewet afbrydes af Ken Stringfellows datter i nabolokalet, der bryder ud i gråd. Lise fanger den med et smil, der får os alle til at grine.

Lise: Vi har et virkelig ungt medlem i bandet!

Tilbage til snakken om at genfinde sig selv, spørger jeg, om Briskeby genopfinder sig selv kontinuerligt?

Bjørn: Det er vi jo nødt til. Men jeg tror, at når det siges, at man har genopfundet sig selv, så er det nok andre end én selv, der siger det. For os er det bare ti nye sange – og vi har jo skrevet hundrede nye sange. Det er klart en andens opfattelse, at vi har genopfundet os selv, for mig at se har vi bare fundet os selv.

Og hvad betyder det så, at Briskeby har fundet sig selv? Vi snakker lidt om det nye album og processen med at indspille det, og om det har været en anderledes proces med Jumping on Cars end med de tidligere albums. Det er trommeslager Claus Heiberg Larsen, der kommer først med svar.

Claus: Det, vi gjorde denne gang, var at gå i øvelokalet med det fokus at få sangene til at lyde fantastiske, uden at der var andre end os fire. Og da vi havde de færdige numre, gik vi i studiet. Altså begyndte vi ikke indspilninger med halvfærdige sange, men med 100 procent færdige sange. Og den overvejende del af sangene endte i samme form, som før vi gik i studiet, nogle få ændrede vi. Jeg tror, det har været en sund måde at gøre det på.
Lise: Det var fedt at have god tid – både i studiet og i øvelokalet. Vi begyndte nærmest allerede at skrive sange i oktober 2003, mens vi var på tur, godt nok var der 70 procent af de sange, som ikke kom med på albummet, men det vigtige var, at vi kom i gang. Indspilningerne startede i oktober 2004 og sluttede først i august 2005, så det har været en meget lang proces, som vi egentlig ikke har lyst til at gå tilbage til lige nu. Vi vil helst ikke se et studie i mange mange måneder…

Af ren nysgerrighed og ud fra, at jeg ikke kender Jumping On Cars endnu, beder jeg Briskeby fortælle om deres nye album. Spørgsmålet er som at åbne for en sluse, pludselig strømmer ordene fra især Bjørn Bergene, der også er Briskebys tekstforfatter. Han tager da også fat i det konkrete i sangen ”There Is A Wave”.

Bjørn: ”There Is A Wave” var den første sang, vi skrev, hvor vi virkelig kunne føle, at det var en Briskebysang, at det var sådan, vi ville lyde. Alle de sange, vi havde skrevet forinden, var fine nok, men ikke gode nok. Med ”There Is A Wave”, der var vi alle enige om, at den var hjemme.
Lise: Det var den ukendte faktor, som man ikke kan definere, men som kan føles.
Bjørn: Ja – og efter vi havde skrevet den sang, følte vi, at sangskrivningen og bandet havde nået et helt nyt niveau, det er et års tid siden, oktober 2004. Det var en fantastisk følelse at opleve, at vi kunne være et bedre band – og vi følte virkelig, at vi blev bedre. Og det vigtigste for os var, at vi kunne se, at vi kunne udvikle os og lave et album, som er bedre end de to gamle. Jeg tror, at vi efter ”There Is A Wave” egentlig følte os ret kæphøje og selvsikre, hvilket hjalp os til at skrive resten af albummet. Jeg synes, at albummet er godt, men for mig er ”There Is A Wave” nok det bedste nummer på albummet kompositionsmæssigt.
Lise: Og det er også superfedt at spille live. Som Claus sagde tidligere, vidste vi, at vi ville have numrene til at lyde fedt med os fire bandmedlemmer, vi har ikke en keyboardspiller eller pianist i bandet, så vi er normalt ret afhængige af den lyd også, men vi følte, at ”There Is A Wave” virkede med kun os fire – og vi glædede os til at komme i studiet og se, hvordan det ville lyde med keyboard på.

Vi tager springet fra det konkrete til det mere abstrakte. Betydningen af albummet, hvad handler det om, spørger jeg. Det er egentlig et dårligt spørgsmål, fordi det ofte er noget, der er svært at svare på, men for Briskeby kommer det nemt. Og så bliver det hele pludselig filosofisk.

Bjørn: Albummet handler mest om biler og havet. Jeg tror, der er en stor del flugt og rastløshed at spore, ønsket om at komme væk, forsøget på at komme et andet sted hen, uden at vide, hvor man vil hen, men bare vide, at man vil væk…
Lise: Der er også det aspekt i det, at man – når man er væk – længes efter at komme hjem igen. Det handler for mig at se meget om modstridende følelser, hvilket Briskeby også handler meget om.
Bjørn: Ja, og vi handler også meget om rastløshed. Vi lever jo i Norge, i Oslo, det er nogle gange svært at leve det her rock’n roll liv uden et 9-4 job, man bliver meget rastløs og træt af det. Nogle gange hjælper det at tage på tour, men når man kommer hjem, så er det meget svært at have et meningsfuldt liv. Og det var meget det, jeg ville beskrive med teksterne.

Dengang Briskeby slog igennem oplevede jeg som lytter for første gang, at teksterne forsvandt fra mig. For mig har Briskeby altid handlet om musikken – om lyden. Det får mig til at fange Bjørns kommentar om tekster og spørge videre ind til netop det område.

Diskant: Hvor vigtige er teksterne egentlig for Briskeby?
Bjørn: Vi skriver tekster og musik meget sideløbende. Og for mig er tekstskrivningen meget en ”stream-of-consciousness” i stedet for en reel storytelling. Jeg er meget fanget af det øjeblik, hvor ideerne kommer til mig. Hvis det er en historie, der kommer, så er det en historie, hvis det er en masse smukke billeder eller ideer, så er det på den måde. That’s it. De bedste sange er skrevet på fem minutter, men man skal vente meget længe på de fem minutter…
Lise: Det kan tage timer at finde de fem minutter…
Bjørn: Præcis. Hvis man er Bob Dylan eller Joni Mitchell, så er man mere en storyteller, vores tekster fanger mere nuet, hvordan det har føltes et øjeblik, nogle gange er det bare en følelse.

Lise tager her selv initiativet til at snakke om Briskebys hitsingle ”Joe Dallesandro”, duetten med Ken Stringfellow. Joe Dallesandro er en skuespiller fra mange af Andy Warhols film fra 60erne og 70erne, som stadig er i live. Claus fortæller med et stort smil, at Briskeby fik en mail fra hans datter i sidste uge. Hun skrev, at Joe Dallesandri havde hørt sangen og elskede den. Jeg spørger, om sangen handler om manden bag navnet: ”Den handler om følelse”, svarer hun og kobler sangen til Bjørns udtalelse om teksterne.

Lise: Det er følelsen af at være stærk i modgang, som vi forbinder med ham. Det handler om, at når tingene ikke rigtig går på den måde, man havde planlagt, så er man jo nødt til at tage andre veje – og så sker der andre ting. Det handler lidt om, at alt det, man gør i sidste ende summer op til, hvor man ender.

Og så er ringen ved at være sluttet. Alt, man gør, summer op til der, hvor man ender. Det får mig til at tage fat på den rutsjebanetur, som de seneste år må have været for Briskeby. Først var der den store succes med Jeans for Onassis, sidenhen floppet med Tonight, Captain? – og nu de forrygende anmeldelser med Jumping on Cars.

Diskant: Hvordan har hele denne rutsjebanetur formet Briskeby?
Lise: Det er jo galskab! Det eneste, vi som band kan gøre, er at lave den musik, vi kan lide at lave – og forhåbentlig vil publikum elske det. Når de ikke gør, så er der jo ikke anden vej end at gå i krig igen og lave endnu et album, så man kan vise dem, hvorfor de forelskede sig i vores musik i første omgang. Jeg tror, at modgangen har gjort os bedre som gruppe, fordi vi har været sammen i gode og dårlige tider – og lige nu ser vi frem til gode tider igen…

Jeg tager afsked me Briskeby med spørgsmålet om, hvor bandet er anno 2005. Og det er meget karakteristisk Lise, der svarer. For mig vil hun altid stå for Briskeby med sin sensuelle udstråling. Da hun svarer, er der også en ømhed at spore i hendes ansigt. Briskeby betyder alt for hende.

Lise: Lige nu er vi energiske og længes efter at komme ud og spille live så meget, som vi kan. Vi vil have nye fans og Briskebyvenner over hele verden. Jeg tror, at albummet er et resultat af, at vi elsker at spille live, det er ikke omvendt, at vi elsker at være i studiet. Det er mere noget, vi er nødt til for at kunne udgive albums. Vi laver albums, så vi har flere sange, vi kan spille live. Jeg tror, at det nye album giver et indtryk af Briskeby som et band, der vil ud i i verden og opleves, måske et band, der er på flugt og rastløst, men også et band, der har fundet sig selv.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.