Danko Jones-interview

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Efter en hæsblæsende koncert på Malmøfestivalen fik diskants udsendte chancen for et ganske spontant interview backstage med boogie-rockeren Danko Jones.

Under koncerten fik Danko Jones luftet sine holdninger om især kærlighedens afgrunde, og han reflekterede samtidigt humørfyldt over sin egen status som rockstjerne, gennem sin evne til at holde sit publikum fanget i et musikalsk jerngreb. I den ventende skurvogn backstage var de svulstige rock-paroler som blev spyet ud i projektørernes badende lys forstummet, og Jones havde fundet ned på jorden igen.

Det virkede til at du fik luftet dine aggressioner godt og grundigt under din koncertoptræden. Hvem er det, der pisser dig af?

Jeg prøver at vurdere andre efter den samme standard som mig selv. Men der er så utroligt meget bullshit i musikindustrien. Vi kunne ikke få en kontrakt med et eneste pladeselskab, og selvom vi lå nummer et på college radiostationerne seks uger i streg, kunne pladeselskaberne ikke tilbyde andet end en demoindspilning. Det var totalt latterligt, og jeg afslog deres tilbud med det samme. ”’Cause we’re goooood, it’s that simple”.

Det sidste siges med et eftertryk, som ellers burde kunne overbevise de fleste talentspejdere om, at i hvert fald attituden var på plads.

Derfor er vi blevet hængende på et lille selskab som ”Bad Taste Records”, hvor vi ved, at vi bliver taget alvorligt. Det er faktisk kun filmbranchen, som er værre end musikbranchen.Ellers henter jeg inspiration til musikken gennem mit forhold til piger. Jeg har været igennem helvede med piger.

Jones ligner et afladt batteri, som han sidder der på sin taburet med hættetrøjen trukket ned over ansigtet. Men hans blik er insisterende og man fornemmer alvoren i hans stemme. Kærlighedslivet har tilsyneladende ikke været et lallende lykkeligt ponyridt henover blomsterengen.

Pludselig bliver interviewet afbrudt, da en rengøringskone insisterer på at gøre skurvognen rent. Jones’ øjne begynder at flakke lidt uroligt. Men et øjeblik senere har vi fået stillet nogle stole op i bandets skurvogn overfor og interviewet kan fortsætte – heldigvis.

På scenen udstråler du en helt utrolig selvtillid, hvor kommer den fra?

Jeg kan godt være nervøs, lige inden jeg skal på scenen. Men når jeg står foran publikum, så er jeg ikke nervøs længere. Folk må også forstå, at rock’n’roll er en joke. Det er meningen, at det skal være sjovt. Desuden er jeg bare en højrøstet og anstødelig person. Canadiere er generelt meget rolige og bløde mennesker, og jeg har egentligt aldrig rigtigt følt, at jeg hørte til i Canada. Selvtilliden kommer også af, at jeg ved, at jeg er god til det, som jeg gør.

I optakten til nummeret ”Bring on the Mountain (Become the Mountain)” synger du om en række afdøde musikikoner, som du ser stå ved din side på toppen af bjerget. Men hvilken musik er jeres primære inspirationskilde?

Vores musik er en blanding af metal og gammel rock. Da jeg var 16 år blev jeg totalt slået omkuld af Nirvanas ”Bleach” – album. Det var før, de var blevet et internationalt hit, men man kunne høre, at der endelig skete noget nyt. Jeg hører også en del af det nyere metal som f.eks. Mastodon, Meshuggah og Cathedral (som vel næppe er et nyt navn, red.). Ellers synes jeg, der mangler en ny bølge i rockmusikken, der ligesom ”Nirvana” var i stand til at ændre spillereglerne for musikken. Mange af de nyere amerikanske bands som Nickelback og Creed koger stadig suppe på den grungebølge, som Nirvana startede. Vores musik er anderledes, fordi vi henter inspiration fra mange forskellige musikgenrer – fra hip hop til gammelt blues etc.

Bassisten JC stikker hovedet indenfor og hilser overrumplet. Jones fortæller ham, at det lige varer et øjeblik, før han er færdig med interviewet. Det er tid til at skrue tempoet op.

Jeres nye album ”Sleep is the Enemy” skulle have været udsendt i september. Hvorfor er release-datoen blevet udsat?

På den amerikanske version af vores sidste album ”We Sweat Blood” fra 2003 satte vi nummeret ”Lovercall” på, (som allerede var med på ”Born a Lion”, 2002 – bandets forrige album red.). ”Lovercall” blev udsendt som single, og det er først nu, at USA er ved at finde ud af, hvad vi handler om, og de kommercielle radiostationer er begyndt at spille singlen. Derfor har vi valgt at udskyde udgivelsen af det nye album til det nye år, for at få åbnet det amerikanske marked op. Derudover tager vi på en to måneders USA turné, som starter den 1. september.

Hvordan vil du karakterisere det nye album i forhold til de foregående?

Born a Lion” var en regulær rockplade i forhold til ”We Sweat Blood” som var mere heavy orienteret. Den nye er lidt en blanding, men den er endnu mere fængende.

Under koncerten valgte I ikke at løfte sløret for nogle af de nye numre. Hvorfor?

Vi var ikke interesseret i at det nye album kunne findes på nettet før det kom i handlen i pladebutikkerne.

Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at vi i Europa er nødt til at vente på, at de sløve amerikanere får fingeren ud og øjnene op for boogien. Til gengæld har Jones kun rosende ord tilovers for det europæiske publikum.

Folk i Europa er langt mere inde i musikken end amerikanerne og opsøger også den musik, der ligger udenfor mainstreamen. De er virkelig fans, og det kunne man også mærke her i Malmø i aften. Folk går virkelig amok, og det er altid sjovt at spille koncerterne i Skandinavien.

Flere og flere hoveder dukker frem i døråbningen til skurvognen og det var kun lige tid til en hurtig signering. Backstage var det svært at genkende Jones’s ofte gentagne karakteristik af sig selv som en højrøstet ”bully”. Han virkede tværtimod både afbalanceret og professionel i sine besvarelser og den musikbranche, som han hader så meget. Men det er vel typisk for en sand entertainer.

Tags from the story
,