Diskant.dk har sludret med Anathema

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Siden Anathemas pladeselskab Music For Nations lukkede fordi de blev opkøbt af Zomba/BMG, har Anathema ligesom Opeth været uden kontrakt. Der har gennem længere tid været stille omkring det Liverpool-baserede band, men pludselig er en ny imponerende hjemmeside op at køre, og i hele april er Anathema på tour som support for Porcupine Tree. Diskant.dk mødtes efter Berlin-koncerten med Anathema-forsanger Vincent Cavanagh for at få en forklaring.

Diskant: Der har været meget stille omkring Anathema i meget lang tid. Nu da i står uden pladekontrakt, sker der pludselig en hel masse. Ny hjemmeside, tour osv. Hvad er grunden til al den nye aktivitet?

Vincent: Ja, er det ikke mærkeligt, men i bund og grund handler det om, at vi har fået kontrollen med tingene tilbage, og derfor sker det hele nu. Det vi har lavet i mellemtiden er at skrive nye sange, og vi har idéer klar til mere end 2 album, så vi er virkelig klar på at lave noget nyt.

Diskant: Du sagde før, at I har fået kontrollen tilbage. Det virkede til koncerten, som om der var mere energi. Man kunne virkelig se I nød det. Er det blevet sjovere at spille, nu da I ikke har et pladeselskab til at bestemme?

Vincent: Nej, det har ikke noget med pladeselskabet at gøre. Det er bare sjovere at spille koncerter nu. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det er svært. De sidste to år, siden “A Natural Disaster” har vi afsluttet en masse interne stridigheder i bandet Især mellem Danny og Jeg. Danny og Jeg er idag så tæt forbundet, at der ikke er noget, der kan splitte os. Vi hænger ud sammen hele tiden i Liverpool. Vi går ud sammen, og taler sammen hver dag. Det var hvad bandet havde brug for. Det havde brug for at Danny og Jeg var tætte igen. Det er fint nu, og derfor føles alting meget bedre.

Diskant: Så det giver jer ny energi?

Vincent: Til bandet, ja!

Diskant: Også lyst til at skrive nye sange?

Vincent: Ja, idéer til sange kommer alle steder fra. De kommer blandt andet fra – uden at lyde for plat – dine stærkeste oplevelser. Teksterne er meget personlige, men det er nu engnag den måde vi skriver på.

Diskant: Hvordan er det at dele sine inderste følelser med f.eks. et publikum. Er det skræmmende eller er det nærmere befriende?

Vincent: Det er ikke noget, der er skræmmende. Er der noget befriende over det? Er der en katharsis-effect? Ja, selvfølgelig er der det! Jeg ser på det på følgede måde: Der er en masse ting jeg vil sige. Som jeg vil have ud…før jeg dør. Det føles lidt som om jeg er alene i livet. Jeg har familie og venner, men jeg er kun mig selv. Og det er sådan jeg vil have det. At være istand til at komme i kontakt med sig selv, og forstå nogle ting, og så komme videre – det er den måde, jeg skriver på. Og det hører aldrig rigtigt op.

Diskant: Så det er en vedvarende lære-process?

Vincent: Selvfølgelig, det er jo sådan livet er, og man lægger jo sit liv ind i musikken. Du lægger jo din sjæl, dit hjerte, og alt hvad du har ind i det.

Diskant: Hvad med jeres nye album. Hvilken retning går det i?

Vincent: Alle retninger på samme tid.

Diskant: For alle albums har ændret sig…

Vincent: For mig er det fra sang til sang, og ikke fra album til album. Sange er forskellige.

Diskant: Så det er bare tilfældigt, at de er på det samme album?

Vincent: Well.

Diskant: Så I laver ikke et album udfra et koncept…

Vincent: Lad os ikke tale om, hvad vi ikke gør. Lad os tale om, hvad vi gør. Det vi gør, er at få den musik ud af os, som vi gerne vil lave. Det kan være hvilken som helst type musik.

Diskant: Så der er ikke nogen bestemt retning…

Vincent: Nej, det er ikke hvad vi gør. Det vi vil, er bare at spille.

Diskant: Men set fra et publikums synspunkt…

Vincent: Ja, set fra et publikums, en journalists, mediernes synspunkt, kunne det se sådan ud, men vi skriver ikke for publikum, for journalisterne, for medierne, for et pladeselskab eller for nogen andre. Du skriver bare for dit eget hjerte. John, feks. skrev sangen “Panic”, og det er sgu’ et forfærdeligt dystert nummer, men også virkelig enestående. Det er virkelig noget andet. Ethvert individ i bandet kan få en idé. Vi kan alle spille adskillige instrumenter, og vi ved ca, hvad det er vi vil høre. Det gode er, at når man har fået en idé, så tager man den op i bandet, og hvert medlem tilfører så sin egen lyd til idéen. Og det er sådan det kommer til at lyde som os. Der er ingen regler i musik. Selvfølgelig ikke!

Diskant: For at bruge en rock-kliché, kan man så sige, at i er tilbage nu? For der har jo været et tomrum.

Vincent: For os har det ikke virket som et tomrum. Vi tour’ede faktisk ret meget sidste år.

Diskant: Ja, men i Danmark har vi ikke set meget til jer.

Vincent: Ja vi kom ikke til skandinavien. Jeg undskylder, men vi ser virkelig frem til at lave endnu flere shows.

Diskant: Hvad er idéen med denne tour? Er det en promotion-tour, for at få et selskab til at signe jer? Du sagde det jo selv under koncerten. “Er der nogen pladeselskaber derude, der vil signe os?” Der burde da være masser.

Vincent: Vi har fået flere tilbud, men vi vil først lave forretninger, når vi har lavet musikken. Vi underskriver ikke noget før musikken er færdig.

Diskant: Altså til I ved i hvilken retning musikken går?

Vincent: Nej, det handler ikke om det. Vi ved hvor vi er på vej hen, og vi ved i hvilken retning musikken går. Og det vil bestemt ikke passe til en masse undergrunds heavy metal-labels. De ville simpelthen ikke vide, hvad de skulle stille op med det. Det garanterer jeg. Jeg kan sige dig, at alt hvad vi skal gøre, er at lave en demo med 7 sange, og distribuerre den til alle selskaber, der er interessante for os. Vi skriver ikke kommercielle sange, som vil passe godt til radioen. Vi laver vores eget lort, som vi er kommet dybere og dybere ned i. Og jeg tror, at der vil komme en del mere mainstream opmærksomhed omkring det nye album.

Diskant: Bliver man aldrig træt af de forretningsmæssige problemer, der er omkring at spille professionel musik? Jeg tænker her specielt på, at I nu skal ud og finde et selskab.

Vincent: Det er simplethen det bedste job, man overhovedet kan ønske sig. Og der er jo problemer alle steder. Men man skal ville det 100% , og man skal sgu’ fortjene det.

Diskant: Så det sidste spørgsmål er: “Are you there”?

Vincent: Absolut!

(Dette interview er skrevet i samarbejde med Nikolai Schultz)

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars