Gogol Bordello-interview

gogolbordello-usa-presse2008-565x350

Det multietniske orkester og den humanitæe revolution – et interview med Gogol Bordello

Jeg mødte Gogol Bordello’s frontmand Eugene Hütz på en lukket og kold bar, bag Stengade 30. Den vanvittige og energiske sanger fik dog hurtigt varmet lokalet op med sine sindssyge udfald af rabiat bjæffen imod verdensordenen og hans lidenskabelige beretninger om sigøjner musik.

Jeg havde sat mig for at komme ind under huden på den nye (helt fantastiske) plade Gypsy Punks: Underdog World Strike, men måtte som samtalen gled frem, overgive mig til øjeblikket og lade Hütz’ talestrøm om musik, kultur, globalisering og revolution få frit løb.

…hvordan man fanger magien og energien

Gypsy Punks er det klart bedste album fra Gogol Bordellos hånd nogensinde. Sangene er endelig blevet ligeså tight, som de er live, uden at den impulsive energi har forladt den ofte meget aggressive lyd. Albummet forekommer langt mindre rodet, end det tidligere har været tilfældet. Det er især, fordi bandet for første gang har bevæget sig væk fra at optage med programmet Pro Tools, og i stedet har booket et rigtigt studie og en rigtig producer…

Diskant.dk: Hvad har fordelene været ved denne nye måde at arbejde på?
Eugene: Vi var bare blevet så pisse trætte af Pro Tools. Pro Tools har helt utroligt mange funktioner, men da vi begyndte at indspille sangene, opdagede vi at de mange muligheder, slet ikke kunne bruges til at fange den magi der lå i sangene.

Diskant.dk: Steve Albini har tidligere produceret bla. Pixies, hvorfor valgte I netop ham til at producere Gypsy Punks?
Eugene: Vi ville gerne fange den live intensitet, som er Gogol Bordello’s varemærke. Derfor besluttede vi os til at indspille 98% af pladen live i studiet. Hvis man vil spille live i studiet og få en kickass plade ud af det, jamen så er Steve Albini det mest åbenlyse valg.

Diskant.dk: Den nye plade virker på mange måder ”større” en de foregående, både lyrisk og nok især musikalsk. Har i gennemgående budskab på alle jeres plader?
Eugene: Vores første plade var meget easy-going. Den handlede om at komme væltende ind i en ny by (New York), stoppe en fodgænger og forsøge at få ham til at danse til ens musik, og få ham til at forstå den historie man havde at fortælle. Du ved sådan ”straight-out-of-the-refugee-camp” agtig…
Det andet album var langt stærkere og meget mere aggressiv. Albummet handler meget om skuffelse over USA og især skuffelse over New Yorks såkaldte undergrundsscene. Drivkraften i sangene var en forestilling, om hvordan New Yorks undergrundsscene BURDE være.
Og endelig – den nye plade: Jeg syntes, at det er et album der viser, at Gogol Bordello nu har antaget en mere fast form – sangene er mere krystalklare. Vi har prøvet at lave et portræt af verden, set med vores multikulturelle og multietniske briller. Men sangene er, hver især også ”overlevelsesudstyr” til den tid vi lever i. Vi håber, at kunne give de der lytter til vores musik, gode råd til hvordan man overlever, både politisk og kulturelt, i globaliseringens tidsalder.
Pointen med den nye plade er at overbevise folk om at den næste revolution, ikke bliver kommunistisk, socialistisk eller kapitalistisk – den må, og skal blive en ”humanitær revolution”. En humanitær revolution hvis primære talerør er musik og kunst.

Revolution og globalisering

Revolution har der været masser af i den unge Eugene Hütz’ liv. Senest fandt den meget fredelige ”Orange Revolution” sted i hans hjemland Ukraine. Når spurgt om han har lyst til at vende tilbage til Ukraine, nu hvor den politiske situation har ændret sig, smiler han bredt.

Med et glimt i øjet forklarer han, hvordan han egentlig aldrig har følt sig hjemme i Ukraine. Siden han var 18 år gammel, skyndede venner og familie ham til at forlade Ukraine. Hütz var en ener. Han passede ikke ind. Og det gør han nok stadig ikke. For som han selv siger, med hånden på hjertet ”jeg ved, at det jeg siger nu, sikkert vil gøre nogle mennesker skide sure: Men jeg har altså rigtig ondt af de mennesker, som bliver født, vokser op, og dør i den samme landsby. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal rejse jorden rundt – men mennesket har brug for bevægelse. Ellers lærer man ikke noget som helst. Hvis man ikke rejser ud, bliver man indadvendt og alt for bundet til sine egne fuldstændigt ligegyldige traditioner.
I gamle dage da blev en mand ikke opfattet, som moden eller fornuftig, før han havde været ude at se sig om i verden og sejlet på de 7 verdenshave. I dag, sidder man, og glor ind i en computerskærm. Eller også tænder man for den anden skærm – fjernsynet, og glor på den hele dagen lang. Derefter går man så ud, og er kun sammen med folk, der i store træk er enige med ens egne holdninger, drikker kaffe og snakker om ”GLOBALISERING”…………..Og så går man i seng! I don’t belive that this can be called fullfilment man.”

I hans øjne er ukrainere det mest dovne folkeslag i Europa. Derfor, siger han, er det også utroligt, at de har kunnet gennemføre en revolution. Han kniber øjnene sammen, kigger på mig og siger: ”du ved, hvis det kan ske der, kan det ske alle steder. Revolutionerne vil komme.”

Fra New York til Stengade 30

I Danmark er Gogol Bordello stadig et forholdsvis lille navn, men ’overthere’ har det multikulturelle sigøjnerorkester opbygget sig noget af et navn. Især har de haft betydelig succes på New Yorks etniske scene og medvirket på flere compilation CD’er fra den trendy ”Bucovina Club”.

Diskant.dk: Hvordan er det at komme fra New York, hvor I er ret store og så til lille Danmark, hvor meget få mennesker kender jer, og spille på et lille sted som Stengade 30?
Eugene: Det er egentlig ikke noget vi tænker så meget over. Vi har altid opfattet os selv, som en gruppe eventyrere. Musikalske udforskerer. Så alle steder, lige meget om de er store eller små, giver os noget nyt. Og vi giver dem noget nyt.

Diskant.dk: Hvad er det I gerne vil give jeres tilskuere?
Eugene: En musikalsk revolution! Altså – det er også en af grundende til at vi netop har satset så meget på at spille i USA. I USA har man langt mere brug for vores musik, end i har her i Europa. ’Overthere’ ved de sgu ikke engang hvem Manu Chao er. Den politiske situation taget i betragtning syntes jeg, at det er dybt alarmerende. Derfor er det meget vigtigt for os, ikke kun at turnere i liberale europæiske lande – i USA er det virkelig vigtigt at folk tager stilling til noget andet end MTV.

Diskant.dk: Manu Chao er jo helt enormt populær i Europa, og har spillet på den største scene på den største festival i Danmark (Orange Scene på Roskilde Festival). Hvordan kan det være, at der er så få der kender til Manu Chaos musik i USA?
Eugene: Fordi det bliver markedsført som ’World Music’. Og der har du hele essensen af problemet med racistisk markedsføring: Med mindre man synger på engelsk eller amerikansk, får man stemplet ’World Music’ i panden. ’World Music’ er en måde at markedsføre musik på, som jeg virkelig håber snart vil uddø. For det er så falsk en betegnelse – jeg mener, hvordan fanden kan du markedsføre Manu Chao, Buena Vista Social Club, Buddha Bar og Sergio Mendes under samme genrebetegnelse? Buddha Bar stinker fandeme så meget af rige kapitalist-yuppier, som tror de er en del af globaliseringen hvis de køber sådan en plade.

Tilbage til rødderne der brød barriererne

Det er ganske vidst, at Hütz og resten af Gogol Bordello kæmper en brag kamp for at undgå at blive kategoriseret og markedsført som ’world music’. Inspirationen til deres musikalske udtryk må dog siges at være internationalt. Hütz henter inspiration fra navne som Dead Kennedys, til gamle sigøjnersangere, Jimi Hendrix og The Yeah Yeah Yeahs, men holder samtidig fast i sit eget energiske østeuropæiske udtryk. Hütz virker mere end noget andet, som en musiker, der simpelthen ikke kan lade være med at spille musik…

Diskant.dk: Hvor kommer denne umådeligt store musikalske lidenskab fra?
Eugene: Jeg har altid vidst, at jeg ville være musiker. Jeg har spillet i mange forskellige bands, lige siden jeg var 14 år gammel. Min far var musiker, og det var ham der introducerede mig for Jimi Hendrix og alt det andet populær musik fra 1960’erne. Såsom Beatles og alt det andet lort. MEN, Jimi Hendrix – det var fandeme musik jeg forstod.
Vi havde kun Band of Gypsies i mit barndomshjem. Men netop det album er fyldt med det mest fantastiske feedback, skramlende baggrundslyde og toner, der slet ikke eksisterer! Det er fan-fucking-tastic.
Og det er ikke bare sådan du ved…

Her springer Eugene Hütz pludselig op fra sin barstol, og efterligner et par kedelige toner fra ”All You Need Is Love”, og fortsætter ”Nej for helvede det her det er – wwiiiiiaaaaa uuuu craaakkkkyyyy”. Eugene Hütz giver den som Hendrix på luftguitar og forklarer med et vildt blik i øjnene, hvor uhyggeligt vigtigt det er for ham, at musik ikke er pænt, men levende, sprælsk og støjende. Det skal som han siger ”bryde barrieren imellem kunst og virkelighed. Højtaleren skal slå dig i hovedet. Se DET er musik. Hendrix er uden tvivl den musiker der har haft størst indflydelse på mig nogensinde”.

Diskant.dk: Hvor kommer så indflydelsen fra klassisk østeuropæisk folkemusik og sigøjnermusik fra?
Eugene: Den kommer uden tvivl fra mine bedsteforældre og hele den ældre generation. De spiller altid det her sindssygt vilde folkemusik til ukrainske bryllupper. Det har betydet utroligt meget for mig – lige siden jeg var helt lille. Og jeg siger dig – østeuropæisk og ukrainsk musik bliver spillet hurtig – sådan er det bare, MEN ukrainsk sigøjnermusik det er fuldstændigt vanvittigt, det er virkelig so much over-the-fucking-top. It’s LIKE…

Hütz springer igen op fra sin stol, klapper hårdt i hænderne og skriger som en gris på Epo. Et vildt udtryk spredes ud over hans klare øjne og det fedtede cykelstyr skæg, som han snurrer rundt i en sigøjner dans, og fortæller mig de blodige detaljer om hvordan et RIGTIGT ukrainsk bryllup løber af stablen…..

Stik den europæiske selvhøjtidelighed skråt op!

Med Hütz energiske raseriudfald imod ’world music’, globalisering og mange af det internationale samfundstendenser går det op for mig, at det må være svært at balancere mellem Gogol Bordellos stigende popularitet og de idealer, som sigøjner bandet brænder for.

Diskant.dk: Hvordan vedligeholder man den idealistiske fokus, når de store pladeselskaber giver en tilbud, og hvordan bevarer man den unikke og intense ærlighed der kendetegner Gogol Bordellos musik?
Eugene: Det gør vi ved simpelthen at holde os helt væk fra større pladeselskaber. Selvfølgelig sætter vi meget pris på, at de store selskaber har vist interesse for vores musik. Vi har også været til flere møder med mange af de virkeligt store pladeselskaber, men når alt kommer til alt, og du sætter dig ned, tager en dyb indånding, og spørger dig selv: ”Hvad kan det her pladeselskab gøre for mig”, ja, så finder du ud af at de faktisk ikke har en skid at tilbyde dig. Vores musik trives meget bedre på et mellemstort selskab, end i et eller andet kæmpearkiv hos et mega pladeselskab, der er skide ligeglade med musik. Gogol Bordello er et unikt projekt. Derfor skal det også behandles som et unikt projekt.

Gogol Bordello er et unikt orkester fordi det i sandhed er multietnisk, multinationalt og multimusikalsk. De formår gang på gang at nedbryde både landegrænser og kulturbarrierer. Ofte giver det dog problemer at være et orkester med så mange forskellige nationaliteter. Især når man skal krydse den usynlige grænse imellem USA og Europa.

Eugene Hütz fortæller mig passioneret og irriteret om, hvordan det er et konstant problem, at bandet næsten aldrig formår at spille fuldtalligt da en eller flere medlemmer, har problemer med at få de rette immigrations papirer.

Jeg fnyser utilfreds og fortæller ham om den danske regerings frygt for de immigrationsproblemer, som faktisk ikke eksisterer, for andre end de mennesker der snakker om det. Desværre er disse mennesker snart i overtal herhjemme. Hütz kigger på mig, lyser op i sarkastisk smil og siger:

”Jeg ved sku hvordan det er mand – jeg bliver også ved med at sige til alle: ”Hey – stop bitching about the USA” – fordi, HER, i Europa er tingenes tilstand og respekten for mangfoldighed sku lige så fucked up som den er i USA. USA er bare større – og selvfølgelig, derfor, endnu mere skræmmende. Men den der europæiske selvhøjtidelighed der har eksisteret lige siden vores dårlige samvittighed over Den 2. Verdenskrig – ja den er fandeme lige til at stikke skråt op!.”

Tags from the story