I Am Bones-interview

iambones-presse2005-565x350

”Min plade, det er ligesom sådan en mikrochip, de får ned sammen med kartoffelmosen, der infiltrerer dem og omprogrammerer dem til at blive fornuftige, unge mennesker med selvstændige attituder”.

I starten af denne måned udkom danske I Am Bones’ debutalbum ”Wrong Numbers Are never Busy”. Diskant udråbte straks albummet som en af året bedste danske rockplader, og albummet modtog også fremragende anmeldelser i landets andre musikmedier. Gruppens absolutte primus motor er århusianske Johannes Gammelby, der har en fortid i støjrockbandet Strumm. Siden år 2000 har Johannes indspillet demoer i sit eget soveværelse, og det er bl.a. blevet til to selvudgivne ep’er. Et egentligt studiealbum har dog ladet vente på sig, men er nu endelig på gaden. Diskant har mødt en aldeles veloplagt Johannes Gammelby til en snak om det nye studieproducerede album, men undervejs i samtalen falder snakken i stedet på den gode popsang, tossede piger og det forbandede indie-crowd.
Diskant: Kan du sætte lidt ord på dit nye album?
Gammelby: Jeg havde som udgangspunkt, at genskabe mine hjemmedemoer, jeg ville høre, hvordan de lød i et lidt større format, hvor der var en lidt bedre produktion på, eller hvor man havde lagt lidt mere tankevirksomhed i det. Mit kreative output var bare at lave noget aggressiv popmusik, noget meget forskelligartet popmusik, for altså, jeg elsker gode melodier, det er det bedste i hele verden. Men jeg kan også lide rigtig smadret heavy, og så ville jeg prøve at blande tingene lidt sammen. Det er den gode gamle blanding – udgangspunktet var bare at lave noget med en helvedes knald på.

Diskant: De to ep’er er jo optaget i dit eget hjem under meget spartanske forhold, hvordan var overgangen fra at optage i din egen lejlighed til pludselig at stå i et rigtigt studie med det rette udstyr?
Gammelby: Jeg synes ikke, det var det helt store problem. Da vi var derude (i studiet, red.), så virkede det bare naturligt, og jeg havde fuldstændig overblik over hele forløbet, hvornår de enkelte stykker skulle komme osv. Men om jeg synes det er federe at optage i studie eller ej? Det tror jeg faktisk, jeg synes. Det er meget nemmere bare at sidde derhjemme og optage, fordi man er meget mere tilbøjelig til at tilgive småfejl – det er der overhovedet ikke plads til i et studie, derfor var der lidt mere behov for at være disciplineret og fokuseret, og det bidrog Piet og Gaute til, når jeg selv var klar til at gå i panik.

Diskant: Så det at du havde erfarne folk som Piet Breinholm Bendtsen (18th Dye, Rhonda Harris) og Gaute Niemann (Spleen United) med, var en stor hjælp?
Gammelby: Det var helt uvurderligt. Efter den første øver var jeg gået lidt i panik, vi havde lavet en lille optagelse af hvordan det lød, og jeg syntes bare det lød forfærdeligt. Men Piet har jo været igennem sådan noget tusind gange før, så han beroligede mig og sagde, vi bare skulle have det hyggeligt og spise noget god mad og drikke noget rødvin. Så vi optog et nummer af gangen og fokuserede 100 procent på det, og så endte det med at blive, som jeg gerne ville have det.

Diskant: Når man lytter til albummet, er det især inspirationen fra Pavement, der skinner igennem.
Gammelby: Altså, jeg var jo vild med det for nogle år siden, men jeg synes egentlig det er sådan lidt dampet af. Vi var godt nok lige ude at spille her forleden dag, hvor vi satte Wovee Zowee-pladen (Pavement’s tredje album, red.) på.

Diskant: Men det er ikke sådan, at det ligger i baghovedet, at din musik skal lyde som Pavement?
Gammelby: Nej, overhovedet ikke. I baghovedet ligger der nu, at jeg gerne vil gøre tingene mere stramt og mere aggressivt, for jeg er begyndt at høre en del heavy og sådan noget. Jeg tror, at det er fordi jeg er en forholdsvis inkompetent musiker. Når man ikke er ret god til at spille på sine instrumenter, og fordi man rammer lidt ved siden af, så tænker folk straks: ”hov, det er Pavement-inspireret”. Men det er egentlig bare fordi, man er dårlig.

Diskant: Albummet består af ørehængere fra start til slut – hvor bevidst er du om den gode melodi i din musik?
Gammelby: Det er alfa omega, simpelthen. Jeg kan have nok så mange gode riffs og det ene og det andet, men hvis der ikke er en eller anden ordentlig vokalmelodi indover, så kan jeg ikke holde ud at høre på det.

Diskant: Når du rammer et catchy omkvæd, som du bl.a. gør på ”Get With The Program”, ”Building Hospitals” og ”The Ostrich Approach”, kan du så mærke en forskel?
Gammelby: Ja, det tror jeg egentlig godt jeg kan, så ved jeg godt, hov, der var et eller andet. Jeg kan mærke, når et eller andet er godt. Så får jeg en flimren for mine øjne, så tager det lige et splitsekund, hvor jeg mister fokus – en slags kortslutning. Jeg tror, det er min underbevidsthed, der bestemmer det – det flimrer for øjnene, og så er det godt, og så skal det optages.
Men nu lige de sange du nævner der. ”The Ostrich Approach” blev lavet på en halv time en eller anden eftermiddag. Jeg sad bare og legede med guitaren, og så skrev jeg vokalmelodien på guitaren. Jeg komponerer tit vokalmelodier på guitaren, på den måde har man lidt mere kontrol over, hvad der foregår. Det er tit guitaren er udgangspunkt for en god melodi, på den måde jeg skriver sange på i hvert fald.

Diskant: På Morningside’s (I Am Bones’ pladeselskab, red.) hjemmeside beskrives din musik som anti-indie – hvad menes der med det, for når du er en ung rockmusiker, der ikke laver typisk hitliste-musik, så er det vel indie?
Gammelby: Det er netop det. Anti-indie er vel en modpol til indie – når noget spejles, er det, der er i spejlet, jo magen til objektet foran spejlet. Jeg ved godt, det jeg laver er ’indie’, men vi skal have hældt noget nyt i det begreb. Nuvel, udgangspunktet var ikke at lave indie… jeg var så pisse, pisse, pisse træt af den der indie-mentalitet. Jeg synes, det er så indskrænket, jeg får kuldegysninger af at tænke på de unge mennesker, der dyrker at bare gå rundt og have det trist, og gør det til en identitet. Og deres dumme hår ned i øjnene. Alt det de tager afstand fra, det er nøjagtig, det de er. De prøver at bryste sig med en eller anden helt vild stærk selvstændig identitet, men det gør man da ikke ved at gruppere sig, og så stå og kramme og klamre sig til hinanden, eller have det samme tøj på og høre det samme musik. Og tude over de samme ting. Jeg synes bare, det er irriterende. Så derfor var udgangspunktet: anti-indie. Fuck hele den der bølge, nu skal vi satme have noget sovs og kartofler, sømmet i bund med noget rock. Det er derfor Dolph, han har en stor stjerne hos mig. Albummet er måske en opsang med et ønske om selvstændig stillingtagen.

Johannes Gammelby rakker indie-kulturen ned med et glimt i øjet, men fortsætter alligevel:

– Min plade, det er ligesom sådan en mikrochip, de får ned sammen med kartoffelmosen, der infiltrerer dem og omprogrammerer dem til at blive fornuftige, unge mennesker med selvstændige attituder. Så kan de lære det.

Diskant: Hvad hentyder titlen ”Wrong Numbers Are Never Busy” til. Er det kærligheden – at man aldrig kan få fat i den, man skal have fat i?
Gammelby: Nemlig, lige præcis. Jeg tror, det udsprang, af en samtale jeg havde med en kammerat engang vedrørende min evne til at forelske mig i kvindfolk. Jeg vælger altid dem som…

Diskant: Som ikke tager telefonen?
Gammelby: Nej, Jeg vælger altid dem, som tager telefonen. Grunden til at de tager telefonen, det er fordi de er singler, og så er de til at få fat i. Så viser det sig, at de er tossede mange af dem. Min nuværende kæreste hun er jordens dejligste pige, men jeg har sgu godt nok været igennem nogle stykker, der har været nogle forkerte numre. Tossede piger, de er aldrig optagede, det vil sige; jeg har adgang til de tossede piger, det vil sige; mine amourøse forviklinger involverer tit tossede piger. Og der er også mange af teksterne på pladen, hvor jeg synes, her får den ex-kæreste fandeme lige én over nakken, og her får den anden.
Diskant: Og så skal de have alkohol og valium, så de ikke smutter, som du synger i ”The Ostrich Approach”?
Gammelby: Nej, det er faktisk min nuværende kæreste, (han griner). eg kan godt lide at sætte mig selv i centrum i min lyrik, og så fremstå pisse åndssvag. Det stammer fra mig og Torstens (Torsten B. Larsen fra Larsen & Furious Jane, red) omgangstone, tror jeg, hvor vi bare sviner hinanden til, og hvor det gælder om at ramme den anden mest muligt, men kærligt ment selvfølgelig. Det synes jeg tit forplanter sig mine sange; at svine andre så meget til, at man selv fremstår som den allerstørste idiot.

Diskant: Føler du dig til rette på den danske musikscene?
Gammelby: Jeg føler måske nok, at jeg i live-sammenhæng, ikke har akkumuleret nok erfaring til at have ret stor selvtillid, men sådan rent sangskrivningsmæssigt, så føler jeg, at jeg har noget at byde på, som jeg er stolt af.

Diskant: I din pressemeddelelse skriver du, at det har været missionen fra start at lave simpel, no nonsense, aggressiv pop, og så se hvor langt man kan nå på 2 ½ minut. Hvor langt kan man nå?
Gammelby: Man kan nå alting, efter 2 ½ minut synes jeg, det går i tomgang. Hvorfor ikke bare sige, 2 ½ minut, det er så lang tid, som ens hjerne er i stand at have opmærksomheden fanget på et eller andet. Det er den optimale længde. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid på sange, der bare bliver ved og ved. Hvis man prøver at redefinere popsangen og krydrer det med forskellige elementer, så har man altså fat i et eller andet. Jeg synes, de sange der fungerer bedst på pladen, det er dem, hvor jeg bruger standard ”pop-sprog”, men så blander ordene lidt, og får sat det sammen på nye måder, så man igen får populariseret popsangen, for det er virkelig et dejligt medium. Man kan nå langt på 2 ½ minut.

Alligevel er Johannes Gammelby ikke helt tilfreds med resultatet:

Gammelby: Jeg synes, det er lidt for inkohærent og lidt for udknaldet nogle steder. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde haft mere tid til at mixe den. Jeg kan dog godt se, at der er en styrke ved, at den er så alsidig som den er. Jeg skal bare lige have den på afstand, så vender jeg sikkert tilbage til den om et par år, og synes den er totalt genial (griner igen).

Til sidst i interviewet kommer vi ind på den letpåvirkelige ungdom endnu engang.

Gammelby:
Mig og Gaute (Niemann, red) sad faktisk og snakkede om vores motivation for at spille musik. Man har selvfølgelig et behov for at udtrykke sig og alle de der standard ting, men vi blev enige om, at en af årsagerne var at få lov til at præge det ufuldendte, ungdommelige sind. Sådan nogle smårødder, ligesom en selv da man var lille. Jeg kan huske, jeg gik rundt med min walkman og hørte Faith No More og Nirvana, og jeg syntes bare det var verdens bedste musik, og det ændrede hele mit liv. Hvis man kunne få lov til at komme ind i lyttebøfferne på sådan en lille purk, og påvirke ham på samme måde, så ville det være helt fantastisk. Det er det ultimative kompliment man kan få, slutter Johannes.

www.iambones.dk
www.morningsiderecords.dk

Tags from the story