Interview: Eyehategod – Roskilde Festival 2011

Eye Hate God på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Sumprockere fra helvedes baggård

Efter en imponerende og smadrende tung koncert på Odeon med sydstaternes svar på Black Sabbath meets Black Flag, gav den amerikanske kvintet et herligt interview om stort set alt mellem himmel og helvede. I udgangspunktet troede jeg, at det muligvis ville være sanger Mike Williams eller guitarist Jimmy Bower, som begge var med til at stifte bandet helt tilbage i 1988, der ville dukke op til en snak. Men hele flokken af sveddryppende, storsmilende sumprockere dukkede op og satte sig beredvilligt ned til en snak. Herefter forløb et interview, hvor det er fuldstændig umuligt at redegøre for, hvem der sagde hvad. Alle talte konstant i kæften på hinanden, og tydeligvis var der ikke nogen selvbestaltet talsmand for resten af bandet. Det lettere forvirrende interview gav på den anden side et godt indtryk af en flok venner, der havde spillet sammen så længe, at de hele tiden supplerede hinanden i samtalen – forlængede og afsluttede sætninger, der startede et helt andet sted. Det følgende er et forsøg på at redegøre for nogle af de ting, der blev sagt!

Efter at have takket for en tung omgang sludge metal på Odeon, viste Mike Williams sin venstre underarm frem, der var ét stort blåt mærke, efter at have banket mikrofonen ind i armen i takt med musikken. Umiddelbart virkede det ikke, som om det var noget særligt, men Williams smilte alligevel svedigt, mens han viste sine mærker frem.

Diskant: I er fra sydstaterne, men umiddelbart er det ikke jeres tunge sludge metal, jeg forbinder med New Orleans.
Eyehategod: Der er ikke en skid fra sydstaterne over vores musik. Vi er først og fremmest Eyehategod, og vi spiller en musik, vi kan forbinde og relatere os til som band og som individer. Det tunge element i vores musik kommer ikke specielt fra syden, det er simpelthen noget, der tænder os som musikere. Og vi har vores inspiration fra bands fra hele verden. Og hvad er New Orleans i øvrigt? Efter orkanen Katrina snakkede man om, at man ville flytte byen 150 kilometer længere nordpå for at sikre den mod fremtidige orkaner og oversvømmelser. Hvad fanden er der så tilbage af den oprindelige by og dens historie?

Diskant: I har spillet sammen længe.
Eyehategod: Flere af os har haft alle mulige andre projekter sideløbende med Eyehategod, men vi vender altid tilbage til udgangspunktet. Det er åbenbart her, vi har noget, der bare ikke skal forsvinde i mængden af andre projekter. Eyehategod samler nok meget godt, hvad for nogle personer, vi er inderst inde.

Diskant (rettet til det seneste medlem, Gary Mader, som har spillet bas siden 2005): Hvordan er det at træde ind i en gruppe som Eyehategod, hvor de øvrige er så fast sammentømrede? Er det svært at finde sit eget ståsted?
Eyehategod: Gary har kendt os alle sammen i lang tid, før han blev en del af bandet. Han er en kammerat, der bare altid har været der. Det er faktisk ikke, som om vi har fået t nyt medlem i bandet. Han er bare trådt ind som det mest naturlige i verden.
Gary Mader: For mig har det været en kæmpe oplevelse og en stor ære at blive optaget i Eyehategod. Jeg har jo som sagt kendt de andre i rigtig lang tid og har også set op til bandet. Så for mig er det fantastisk mulighed for at spille med nogle mennesker, jeg har stor respekt for.

Diskant: Der er gået lang tid, siden I sidst udgav et studiealbum. Hvorfor tager det jer næsten ti år at arbejde med noget nyt materiale?
Eyehategod: Det er der rigtig mange forklaringer på.

Herefter følger en mumlende og uklar snak mellem alle fem, der er aldeles umulig at redegøre for. Essensen af det hele, er en blanding af personlige forhold, narko, fængsel, andre projekter, nogle interne uoverensstemmelser og sikkert flere ting, jeg ikke lige nåede at fange. Det korte af det lange er, at Eyehategod fremstår som et band, der har gået mange ting igennem gennem årene. Det annoncerede album, der efter sigende skulle udkomme i år, må afvente en omtale, når det foreligger.

Diskant: Hvordan har det været at arbejde med det nye materiale til det kommende album? I har jo været længe undervejs.
Eyehategod: Det har været en helt utrolig proces, at være en del af. Vi har været engagerede i alle mulige andre projekter, men alligevel finder vi hurtigt tilbage til en sound og en stemning, der er Eyehategod. Til forskel fra tidligere er vi måske blevet bedre til at byde ind i øvelokalet hver især med nye idéer til nye numre. Så det der kommer ud på det nye album bliver helt friske Eyehategod-numre, men med en masse nye ting, der også viser, hvordan vi har udviklet os som band over årene. Men i bund og grund spiller vi stadig den samme slags musik, vi hele tiden har gjort.

I dette øjeblik træder guitaristen Brent Hinds fra Mastodon sammen med tre ganske kønne og også ganske unge piger ind i lokalet. Det er samtidig tegnet til, at interviewet er slut. Brent Hinds tager tydeligvis ikke hensyn til min tilstedeværelse, men begynder med det samme at skamrose bandet for den mest overbevisende og hårdtslående koncert, han har set med dem. Og han har set en del med dem gennem tiden, som han siger med eftertryk.

Jeg takker bandet for deres tid og for snakken, som blev noget improviseret, men det har været en stor fornøjelse og en stor ære at møde kvintetten fra New Orleans, der for undertegnede gav festivalens mest overbevisende og intense perfomance. Jeg kan kun sige, at jeg ser frem til det nye album, der skal vise, hvordan bandet har udviklet sig siden Confederacy Of Ruined Lives, der udkom helt tilbage i 2000.

Skriv et svar