Interview med islandske Without Gravity

withoutgravity-isl-presse2006-565x350

Diskant.dk har haft mailkontakt med sangeren Kalli fra det islandske band Without Gravity, der netop har udgivet sin debut, ”Tenderfoot”.

Island er til trods for et befolkningsgrundlag på knap 300.000 leveringsdygtig i en lang række store internationale kunstnere. Store navne som Björk, Múm og Sigur Rós er allerede velkendte navne på den internationale scene, og de næste i rækken, der står klar til det store internationale gennembrud kunne nemt være Emiliana Torrini eller den finurlige Mugison, ikke mindst. Det imponerende er ikke alene det faktum, at kunstnerne er kendte uden for landets grænser, men også måden de er blevet det på. Man finder ikke nogen traditionelle rockbands, der lyder som hundreder af andre kunstnere overalt i verden, hvor man tror, at man er det helt nye store, hvis bare man evner at slutte en guitarforstærker til en stikkontakt og kan kopiere nogle andre. Det er alle originale kunstnere, der er velsignet med et talent, der er for stort til at blive holdt indespærret på en 103.000 kvadratkilometer lille ø ude i Atlanterhavet. Det kunne mange danske musikere virkelig lære noget af – ingen nævnt, ingen glemt (ingen stødt?).

Nu forsøger endnu et islandsk orkester at slå igennem uden for landets grænser. Bandet hedder Without Gravity, og i juli udgav de sit debutalbum på det anerkendte pladeselskab One Little Indian. Rent stilmæssigt ligger de et stykke fra ovennævnte bands, og ifølge forsangeren Kalli føler de sig da heller ikke som en del af en eller anden form for islandsk ”movement”. Kalli mener slet ikke der er tale om nogen form for ”movement”, men han medgiver, at der sker en hel masse på den islandske musikscene, og at der er utroligt mange talentfulde islandske musikere. ”De kendte er kun en lille del af de bands, der er på Island”, udtaler han. Hvorfor der er så meget gang i den musiske aktivitet på en så lille ø kan Kalli dog ikke give noget svar på, men senere kommer han med et lille hint: ”Der er masser af steder at spille på Island, især i Reykjavik.”

Without Gravity blev dannet for tre år siden i den islandske hovedstad Reykjavik af de to venner Konni (guitar) og Kalli (guitar, vokal). De begyndte at skrive sange, som stille og roligt tog så meget form, at det blev tiden til at finde en trommeslager og en bassist til bandet. Grimsi fik trommerne og Helgi tog sig af bassen, og dermed var Without Gravity født. Bandnavnet hentyder, ifølge Kalli, til den flydende og drømmende lyd, musikken er indhyllet i. En lyd der til tider minder om norske Even Johanssens (Magnet) svævende lyd, der i Magnets tilfælde bliver båret frem af en altid tilstedeværende steel guitar. Steel guitaren spiller også en stor rolle i Without Gravitys univers, men de andre instrumenter er mere ligestillede i forhold til, hvad der er tilfældet hos Magnet, som Kalli holder meget af, og medgiver ”at det er muligt, at der er noget indflydelse fra Magnet på albummet”. ”Tenderfoot” som debutalbummet hedder, har på trods af sine ligheder med Magnet dog langt flere forskelle, og sammenligningen skal derfor heller ikke drives for vidt – for mest af alt er Without Gravity helt sine egne, og i Kalli har de en sanger udover det sædvanlige. Det var efter deres første koncert til en åbning af et kunstgalleri i Reykjavik, at Without Gravity fandt ud af at de havde fat i noget, for som Kalli siger så ”var de ikke helt sikre inden da, men bagefter vidste de, at de havde fat i noget helt specielt.” Og fat i noget specielt det har de helt bestemt. Musikken lyder simpel, men den bliver aldrig til ligegyldig baggrundsmusik, som man kender det fra bands i samme genre. Ser man på, hvilke kunstnere Kalli er vokset op med, ser man da også, at det er kunstnere for hvem nærvær, kvalitet og det at have noget på hjertet spiller er stor rolle. Sin musikalske opdragelse har Kalli nemlig fået ved at lytte til folk som Neil Young, Crosby, Stills and Nash, Led Zeppelin, Bob Dylan, Elliott Smith, Radiohead, Van Morrison og Gram Parsons, hvoraf det rent stilmæssigt er inspirationen fra Elliott Smith, der skinner tydeligst igennem. Nu er Without Gravity så selv blevet signet til et stort uafhængigt pladeselskab, der har navne som Lloyd Cole, Jeff klein, The Pernice Brothers, Jesse Malin og landsmændene Björk og Sigur Rós i sin fold. At være en del af at stort velrespekteret pladeselskab er ikke noget Kalli tænker så meget over, og Without Gravity fortsætter, som de altid har gjort. Det er helt bevidst, for som han siger, så er ”risikoen ved at være signet til et stort respekteret selskab, der udgiver ens musik over hele verden, at man bare sætter sig til at vente på, at tingene skal ske for én. Jeg holder fokus på at skubbe mig selv videre som artist.” Og hvilken vej det bliver, vil vi måske finde ud af næste år, for efter en USA-tour i den kommende tid vil Without Gravity påbegynde indspilningerne til sit næste album. Der er desværre ingen planer om at komme til Danmark og spille, men Kalli håber, det kan lade sig gøre til næste år.

Indtil da må vi nyde toneren fra debuten ”Tenderfoot”.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.