Jomi Massage-interview

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Diskant.dk har mødt Jomi Massage til en snak om det nye album “From Where No One Belongs, I Will Sing”

På en solbeskinnet og fantastisk efterårsdag begav jeg mig ud i de københavnske gader for at mødes med kunstneren bag navnet Jomi Massage, hvis borgerlige navn er Signe Høirup Wille-Jørgensen. Udover at udgive soloalbums i Jomi Massages navn er hun også med i andre bands, som eks hjørnestenen i dansk støjrock Speaker Bite Me. Med voldsomhed i sin musik og skråsikre meninger om verden, mennesket og musikken har Høirup Wille-Jørgensen skabt sig en plads på den danske musikscene, som ikke lader sig ignorere. Derfor blev det som ventet også til en interessant samtale om bl.a. kreativitet, dannelsesrejser og lyst. Siddende ved et køkkenbord og sippende dagens første koffeintilskud ud af små, blå kaffekopper gik interviewet så i gang

Først Signe, så fortæl lidt om dig selv til alle dem, der ikke ved hvem du er…

Først skal jeg fortælle om mig selv…, ja okay! Som det musikalske menneske….hmm altså jeg er jo en kvinde, der laver musik, og jeg er en meget tænkende kvinde og en meget alvorlig kvinde. Nogen gange lidt for alvorlig omkring det jeg laver, og det viser sig så også i musikken. Det er….. det er blodig alvor, det jeg laver. Men jeg skriver sange, og så trækker jeg lidt i dem, både i deres temaer og i deres lyde og lægger nogle lag på, der måske ikke er helt så forudsigelige, som den normale gængse musik. Men det er stadigt sange, så man skal ikke være så bange for dem. Så det er det, jeg er, og det er den store udadvendte identitet, jeg er en tænkende kvinde, der laver musik.

Det sidste bliver sagt med et glimt i øjet, der antyder humor, men også understreger sagens alvor, der kræver lidt mere uddybning.

Dét, at du er en kvinde, spiller det en stor rolle for dig?

Vel ikke en meget større rolle end det skal gøre for alle mennesker. At de skal tage stilling til deres køn, og det er der jo rigtigt mange, der ikke gør. Så derfor kan det godt være, det lyder lidt hårdt, når jeg sætter en streg under det. Jeg synes ikke, jeg går meget mere op i det, end folk skulle gøre. Men jo, der er nogle ting, der bliver tydeligere, når man er i et fag, hvor der ikke er lige så mange kvinder, som der er mænd. Selvfølgelig.

Kan du sætte nogle ord på dit nye album?

Ja, altså det her er jo det første interview, jeg laver med det nye album, så det er jo også spændende for mig. Det er jo en form af sådan en lille jomfrutur, når man skal igennem det. Pladen er ikke særlig gammel, så det er meget svært for mig, og jeg har egentligt mest lyst til…. jeg skal snakke med en del journalister i dag…… at sige, at det kan I vel egentligt bedst fortælle mig Det er jo det, der er jeres arbejde.

Der bliver rent faktisk sagt med et kæmpegrin, der får Signes store runde guldøreringe til at dingle vildt frem og tilbage.

Det er ikke, fordi når jeg arbejder, jeg bare er i gang med et eller andet langt ubevidsthedsflow, og jeg slet ikke har nogen idé om, hvad jeg laver. Men jeg synes da helt klart, det kunne være rarest, hvis jeg kunne få lov til at få et halvt år, hvor jeg kunne sidde og summe over det, jeg har lavet. Plus at jeg synes, det er superspændende at høre, hvad journalister, hvad mine fans og andre skeptiske lyttere siger til pladen, fordi det er i den slags modspil, at man finder ud af, hvad man har lavet.
Men en umiddelbar fornemmelse……. åhh jeg synes det er virkeligt svært, fordi de ord jeg bruger, de er altid forkerte. Det er jo altid nogle andre ting, folk de hører. Det er jo så tæt på mig det værk. Men man kan jo altid gøre det, som egentligt er det, jeg arbejder imod i Jomi og sætte det op i nogle modsætningsforhold. Hvis man ser den i forhold til den første plade, jeg har lavet, hvad så!?? Ja, se det kan jeg heller ikke en gang finde ud af! Jeg tror, den plade jeg har lavet nu, den er meget stærk i sine melodier. Jeg synes, at den er meget meget intim, også i sin vrede. De der vredesudbrud er jo sådan nogle ting, som jeg sådan er lidt kendt for og er et varemærke, og på min første plade var det jo ikke, fordi de var over det hele. Man lægger bare mærke til vrede mere, end man gør det til sårbarheden. Det har med det at gøre. Men jeg synes på den her plade, der er vreden måske mere sårbar, end den bare er en lussing og det at kaste nogen op ad muren, som jeg havde en tendens til på den første plade.

Dette album virker meget mere afdæmpet og måske mere tilgængeligt for førstegangslyttere til Jomi end det første album ”Aloud” var det. Hvad mener du om det?

Det tror jeg også, det er. Og det er meget skægt, for da jeg begyndte at skrive numrene, da havde jeg en klar fornemmelse af, at nu kom jeg til at lave en stille plade. Men jeg ville aldrig bruge ordene ”stille plade” om den. Jeg synes, afdæmpet er et dejligt ord, fordi ja den er mere afdæmpet, men jeg synes stadigt, at den støjer. Jeg kan sagtens have en fornemmelse af, at folk der står og hvisker én i øret, at det kan være den vildeste støj, fordi det er så intimgrænseoverskridende. Det er jo også en støj i sig selv. Der er mere afdæmpede numre på, men der er også nogen udladninger, som er helt oppe og ringe.

Som vi kender dem?

Ja, som vi kender dem, men jeg synes nu faktisk alligevel, at de er lidt anderledes. Jeg synes ikke, at de arbejder lige så meget med den der chokeffekt, som jeg arbejdede meget med på den første plade. Det med at være et stille sted og så kommer det der brøl ud af intet som et eller andet overraskelses gestaltterapeutisk angreb. Den her gang er det mere noget, der bygger sig op, men så synes jeg bare, at det er lykkedes endnu engang at tage støjen lidt videre, end dér hvor man tror, den stopper.

Hvordan har arbejdsprocessen været? Albummet er kommet ret hurtigt efter det sidste.

Ja, det siger folk jo til mig. Der har været ro, tror jeg. Jeg tror, det er sådan en af de sygdomme, som der er rigtigt mange komponister og musikere, der lider af. Det er, når de har lavet en plade, så bruger de virkelig lang tid på at skulle arbejde med den plade. Så går der meget lang tid, før de får sat sig ned igen og lavet noget nyt. Jeg har også arbejdet rigtig meget på ”Aloud”, og jeg gør det stadigt og skal til Rusland for at promovere den første plade for første gang. Så der er nogle ting, der overlapper hinanden. Men jeg skabte mig også rum ved at flytte væk fra København i et halvt år og sad simpelthen og slappede af. Så kom der selvfølgelig med nogle afbræk ind i mellem. Men jeg tog lige væk fra mine vante elementer.

Du tog til Århus…

Ja, det gjorde jeg. Folk tager på sine dannelsesrejser til Indien, men jeg har aldrig rigtigt været superfascineret af det, men det kan være, at det kommer, når jeg bliver fyrre. Jeg har altid syntes, at det var mere spændende at bevæge sig lidt rundt. Jeg har aldrig boet i Århus, og jeg synes, jeg kender helt vildt meget til Århus, men det kunne også være meget spændende at tage derover og se, om man overhovedet gjorde det med alle sine fordomme og sådan nogle ting. Det er helt klart, at hvis du er et menneske, der tør hive livet op på et magisk plan, så er der bare en masse ting, som jeg synes, jeg kunne læse i tiden. At det var der, jeg skulle over på det tidspunkt. Det kommer til at lyde helt hullabullaagtigt, men det var det helt klart.

Og da jeg så sad derovre, så fik jeg lov til at bo helt nede på jorden for første gang. Jeg boede i et hus, og det har jeg ikke gjort siden jeg var barn. Jeg har altid boet oppe i luften. Jeg boede i et hus, hvor jeg kunne åbne min dør, og så kunne jeg gå ud. Det var et baghus, så jeg kunne ikke kigge ud af alle ruderne, for de var mattet til. Så lejede jeg et klaver og så sad jeg der. Og det var rigtigt rigtigt skønt. Der sker jo noget, og det er det, jeg mener med dannelsesrejser. Om du tager til New York eller du tager til Indien eller du tager til Århus, så snart du tager væk, så sker der en skærpelse af dine sanser, og jeg tror ikke, jeg kender nogen mennesker, hvor det ikke sker. Hvis man tager væk, så kan man lige pludselig se, hvad man har. Altså det er jo meget sødt, vi er nogle dovne væsener og har lidt svært ved at holde os selv i live. Så det var i reglen det, jeg gjorde.

Jeg har ikke tænkt så meget over, hvad der er for nogle sange, det får frem. Men der er en anden klang i klaveret, end der er på guitaren. Og det kan sagtens være det. Pladen blev lavet en vinter, det er også en lidt tungere tid. Så har jeg en tendens til at synge til de der tunge temaer. De er lidt mere spændende end at lave glad pop, så det er også derfor, at pladen lyder som den gør.

Men der er helt klart meget tyngde på den her, men jeg synes også, den er meget konstruktiv, og der er tekster på den, så jeg synes, folk virkelig skal prøve at sætte sig ind i teksterne. Jeg mener det alvorligt, når jeg siger, jeg tænker meget over, hvad jeg laver. De tekster og rækkefølgen, numrene er sat i, er der jo også en mening med. Det slutter med den store befrielsessang, som de med stor angst tror, er et selvmord og de, som har lidt mere ro i sjælen godt kan se, at den bare handler om at leve med dødsangst. Jeg er jo buddhist og et meget positivt menneske, og jeg tror også, det er, derfor jeg kan skrive om de ting, som jeg gør.

Signe Højrup Wille-Jørgensen er en fortæller, og alle hendes ord ledsages derfor af en ansigtsgrimasse eller gestik, der understreger hendes ord. Hun smiler, da hun har svaret og lytter opmærksomt, da næste spørgsmål kommer.

Denne gang har du taget klaveret i brug. Hvorfor nu?

Klaveret var en redningsplanke for mig helt tilbage i 4. klasse, hvor jeg blev mobbet helt vildt i en periode på min skole. I frikvartererne gik jeg i vores musikværelse, og det er der, det stammer fra. Det var det første instrument, som jeg selv begyndte at spille på. Jeg har gået på en socialistisk, lille skole, hvor man så også godt kan blive mobbet. Hippier mobber også! Det var det første instrument, jeg selv mærkede og prøvede at blive lidt herre over eller venner med. Det har ligget altid, at det havde jeg lyst til. Men igen når toget kører, og man er hoppet ud som guitarist, så kræver det lige noget ro, hvis man skal blive venner med et andet instrument igen. Det følte jeg, der var tid til (i Århus – red.). Jeg er sådan et menneske…. Det synes jeg, jeg ser, at rigtigt mange andre mennesker har problemer med,….. som kan få nogle idéer om nogle ting, de gerne vil, og som de synes, er enormt gode. Hvis de så ikke får rykket på dem, inden der er gået et halvt år, så er det enten, fordi det har været en dårlig idé, eller også har de fejlet, fordi de ikke har den fået realiseret. Og det er jeg ikke. Jeg er en omvandrende idébank. Jeg tror måske, det er fem år siden jeg havde idéen om, at nu ville jeg fand’me godt nok til at lave noget mere klavermusik. Så det kommer, når der er tid til det, og idéerne bliver aldrig for gamle. Så det passede ind dér og nu har jeg taget det med til København. Nu er jeg fra et hjem med klaver.

Jeg kommer til at tænke på Tori Amos, når jeg hører klaveret på dit album. Om hun ville have lydt noget i retningen af det, hvis hun havde beholdt sin vrede.

Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig dyrket Tori Amos så meget. Jeg bryder mig ikke så meget om hendes drama. Jeg elsker jo drama, men der er mange forskellige måder at vise sit drama på. Jeg har aldrig forelsket helt mig i hende, og jeg ville så gerne, for jeg har kæmpe respekt for hende, og læser også gladeligt interview efter interview og prøver at høre de plader. Men jeg er sgu aldrig kommet længere end til, at jeg elskede hendes version af Depeche Modes ”Enjoy the Silence”. Jeg synes ikke, hun lukker særligt meget ind. Jeg synes selv, hun kører nogle dramaer og nogle projekter af. Hendes musik bliver lidt for kringlet, hvor jeg ikke kan forstå hvorfor.

Jeg kan jo godt lide når tingene er lidt simple. Jeg synes ikke, de behøver være så kringlede. Men den er jo oplagt med Tori Amos – en kvinde og hendes klaver. Men jeg har meget mere lyst til at sige Kate Bush. Hun har jo også et kæmpedrama og et primalskrig, der er i et helt andet register end mit. Hun er sådan lidt mere hysterisk, men det er hende, jeg har lyttet til. Kate Bush, Patti Smith og så Neil Young!

Lytter du til andet musik, når du er i gang med et album?

Ja, det gør jeg. Men ikke meget og ikke specielt meget nyt. Når jeg kommer ud på den anden side, som jeg føler, jeg er på vej til at gøre nu. Jeg føler ikke helt, jeg er derude endnu, og derfor er det ret vildt at sidde og snakke om det musik, jeg har lavet. Så har jeg helt klart en hunger efter, at der skal ny musik ind. I den proces, når jeg skriver, er jeg helt vildt skrøbelig, så det er noget med for mig ikke at skulle filtrere alt for mange ting, der kan gøre mig usikker. Så jeg går ikke ud og køber 10 nye plader, mens jeg sidder og mixer min nye plade. Jeg tager de ting, som jeg ved allerede ligger i mit blod og i min rygrad. Så kan jeg fokusere på det, jeg vil i stedet for at lave sammenligningsting. Jeg synes, det bliver meget uinteressant, når musik bliver en kamp om at finde på det nyeste nye eller opfinde den dybe tallerken hver eneste gang, der skal laves noget. Så jeg har lyttet meget til dem, jeg nævnte lige før og til klassisk musik i mit lille hus i Århus. Så har jeg holdt en masse fester, hvor vi har danset til god popmusik og r’n’b osv. Lige for tiden ryger M.I.A på, når bølgerne skal gå højt. Jeg er altid lidt bagefter med det. Jeg ser ikke fjernsyn og sådan nogle ting. Så er jeg også lidt teenage-dampbarnagtig, når jeg får et yndlingsnummer, for så vil jeg gerne danse til det i et halvt år. Det passer mig glimrende. Jeg kan også stadig blive glad for at sætte Peaches på! Det tror jeg, jeg har danset til i seks år efterhånden. Det er forskellige ting.

Selve lyden på ”From Where No One Belongs, I Will Sing” får mig til at tænke på cabaret og sigøjnermusik, særligt når man tænker på den sorgmodige skønhed, der er i mange af numrene. Er du enig i det?

Skønt du siger det. Når jeg sidder og komponerer, har jeg altid følt mig meget tilknyttet den tyske cabaretscene og den danske revy scene. Jeg elsker Kurt Weill, Bertolt Brecht og Lotte Lenja. Jeg elsker PH, og jeg elsker Liva (Poul Henningsen og Liva Weel, red.). Jeg synes ikke, der er noget, der slår det. Det er den smukke historiefortælling og det at turde tage nogle ting alvorligt. Det er jo det, man kan inden for netop den genre. Revyen kunne jo gøre det, som popmusikken har erklæret fallit overfor. Popmusikken var og er jo populærmusikken, men derfor betyder det jo ikke, at den skal være intetsigende.

Sigøjnermusik lytter jeg utroligt meget til, jeg elsker det, og det bliver der også danset meget til til festerne! Der er noget fantastisk over sigøjnernes temperament, deres beskidte munde og den umiddelbarhed, jeg tror, man skal have intakt, når man er en overlever. Det er jo en livssituation, som ingen af os i Danmark nogensinde vil kunne sætte os ind i. Det kan godt være, vi kan ryge helt ned på rangsstigen i bistandssystemet. Men for decideret at kunne mærke en kamp for overlevelse så skal vi ud i en psykisk sygdom og blive hjemløse og kuk kuk i hovedet. Vi er meget meget forkælede, og det glemmer vi også gang på gang. Og det er jo frygteligt. Jeg er meget meget glad for at bo i det her land, men jeg er da også ret ked af, hvordan vores regering tror, de skal styre landet, for det er jo ret vildt at tænke på, at vi ikke lægger mærke til, hvor meget rigere, vi bliver hver dag.

Men det er en helt anden snak, som jeg synes, vi skal gemme til november, når jeg har premiere på min koncert med DRs Big Band, hvor jeg har skrevet en række politiske sange til dem.

Så lad os snakke noget mere om det her album. Kan du uddybe nærmere omkring titlen?

Titlen var en sætning, som har fulgt mig lidt, og jeg har gået og tænkt på, hvornår jeg skulle bruge den. Jeg kan ikke huske præcist, hvornår den opstod. Jeg tror faktisk, den opstod, da jeg sad og skrev teksten til ”Redwinelips”. Den indgår jo i den sang på pladen. For mig bliver den et billede på det der dinglende og tvetydige, som Jomi-universet er. Det er noget med at gå nogle steder hen, hvor man helst ikke vil være. Men så synger jeg jo også sætningen, ”der vil jeg synge” som jo et eller andet sted klinger meget positivt. Der er noget meget smukt og noget perlende over, at et menneske siger: ”Jeg vil stille mig op og synge”. Nogle bliver selvfølgelig også meget flove, men jeg synes i hvert fald, det er en smuk sætning. Så er det også en leg med ordene, for der er jo ikke nogen steder, hvor vi ikke hører hjemme. Det er der jo ikke, men det er meget tit den fornemmelse vi har: at vi ikke vil være der og at det er uretfærdigt. Så det handler om modet igen, det er lidt den der ”TA-TA se mig! Jeg tør godt at gå derned, og jeg vil endda synge derfra!”

Er det vigtigt for dig at udfordre dig selv og stille krav til dig selv?

Ja, hvis jeg føler en eller anden form for stagnation, så er det fordi der skal udfordringer til. Hvis det er i det personlige liv, så må der godt gå hverdag i den, men det må ikke gå for jævnt. Men musikalsk, så ja, det er vigtigt. Jeg skal jo lave en ny plade hver gang, der er blevet lavet en. Eller jeg skal jo ikke, men det har jeg lyst til. Jeg har jo lyst til at se, hvor det er, jeg skal hen nu. Jeg kan blive forundret over det. Jeg synes, den er meget svær. Det er vel forhåbentligt, fordi vi har mange forskellige temperamenter. Jeg ved godt, jeg er en hidsigprop…… men jeg synes, jeg er blevet født med blikket rettet udad Det kan godt være, jeg skriver meget om det, der sker indeni. Det er, fordi jeg ser alt det, der sker udad. Jeg har en meget stor respekt og en stor nysgerrighed overfor verden. Og den måde vi er i den. Mit eget liv, det er noget helt andet. Men jeg reflekterer og suger igennem mit eget liv, selvfølgelig. Men jeg har blikket rettet ud af, og det er da rigtigt, at det er der nogen, som ikke har i samme grad. Men der er bestemt heller ikke noget i vejen med, at man synes, man har fundet et liv, hvor det, man har, er dejligt. Men hvis man mærker nogen form for uro eller tristhed, så håber jeg da, at man lige rusker i sig selv.

Der er jo også en del udfordring i samarbejde med DRs Big Band. Du nævnte det selv tidligere. Kan du fortælle lidt mere om det projekt?

Det synes jeg, vi skal snakke noget mere om, om en måneds tid. Til november er der premiere. Jeg er helt klart en alsidig dame, og det har en tendens til at forvirre folk, og det er noget af det, folk elsker. Jeg elsker det. Jeg elsker, at jeg kan spille med i tre bands, at jeg kan spille pop ovre i England og lave ting her, og at jeg er på vej til Rusland. Nu laver jeg så også en dansksproget politisk Big Band-plade. Men lige nu handler det om den her Jomi-plade, for Big Band-pladen er noget helt andet. ”From Where No One Belongs, I Will Sing” er der ikke politik i som så. Det er mere moralske diskussioner om, hvordan man skal reagere som menneske, og der er en masse kærlighed i den.

Når du er i gang med et album, sætter du så alt andet i bero?

Nej, selvfølgelig er jeg ikke en eller anden lidende kunstner oppe på et loftsværelse, der ikke går ud i et halvt år og kun spiser tørt brød og vand og sidder og laver mine smertenssange. Nej, jeg er i bevægelse, når sådan nogle ting er i gang. Ellers står det hele jo stille, og hvor skal inspirationen så komme fra? Der bliver tænkt over alt. Ja, jeg har lavet det her album samtidigt med, jeg har lavet alle mulige andre ting. Jeg har et lille galleri, hvor der er blevet sat udstillinger op imens, og jeg har lavet et lille bogforlag. Bitte små ting, der er i andre kreative veje…….. Det er et koncentreret rum, man går ind i, men jeg tror, det er bedst, hvis man ikke glemmer omverdenen, at man husker på hvad der er, man laver musik for. Jeg laver jo ikke plader for at rense mig selv, jeg laver plader, som jeg synes, verden har brug for. Jeg laver plader til de mennesker, der skal høre dem. Det er meget vigtigt for mig at have den kontakt. Det kan godt være, pladerne virker meget indadvendte og intime, men det er altså ikke for mig egen skyld, at jeg laver dem…….. Hmmm nogen gange så tænker jeg, at hvis jeg kunne bestemme selv, så ville jeg være bedemand. så det kan være, det er det, jeg skal være, når jeg bliver stor.

Hendes ironiske latter, der følger med de sidste ord, forfølger mig resten af dagen, for det er umuligt at forestille sig Signe Høirup Wille-Jørgensen lave andet end musik.

Tags from the story