Maborosi-interview

maborosi-dk-presse2008-565x350

Et ydmygt til helvede med Janteloven

Der er sket meget for fynske Maborosi det seneste år. Først var der en tour med Saybia, så var der en pladekontrakt med EMI, så en EP – og nu er endnu en tour gået i gang og indspilningen af et fuldlængdealbum. Kort sagt er der ingen grund til at klage, men det gør Maborosi heller ikke på nogen måde. Budskabet var klart, da Diskant.dk mødte de fire fyre: Maborosi vil have succes – og de skal nok få det.

Vi mødes en fredag på Forbrændingen i Albertslund, hvor Maborosi skal give første koncert på touren med Coolsville. De fire bandmedlemmer sidder henslængt i bandrummet med hver sin øl. Smøger passerer bordet, der smiles indbyrdes. Kort sagt er der så god stemning, at det er svært ikke at give sig lidt hen.

Det er stadig de færreste, der kender Maborosi. Flere kender nok ”Slow Dance” fra EPen af samme navn, der ligger i rotation på P3. Jeg lægger ud med at bede Maborosi fortælle deres egen historie. Hvordan startede det?

Tobias (vokal og piano, red.): Hvordan det startede… det var for tre år siden, hvor Jesper (trommer, red.) og jeg mødtes i en kælder over Rufus Wainwright. Vi kender hinanden fra Fyn, jeg er fra Svendborg og Jesper og de andre fra Nyborg. Men den aften med Wainwright fandt vi ud af, at vi ville det samme, og ja, så gik det slag i slag. Jesper og Claus (bas, red.) er jo brødre, og Kasper (guitar, red.) har de kendt i 15 år. Så det hele hænger sammen på flere leder og kanter.
Jesper: Altså blev vi dannet for tre år siden – så var der halvandet år, hvor vi skrev sange og øvede, før vi debuterede på Vega til Klub Revolver. Et fedt sted at have sin første live-optræden, fordi det var så stort – og det gav blod på tanden, fordi det gik godt, og ikke mindst, fordi vi kunne lide det.
Kasper: Og så var den koncert jo også startskuddet på touren med Saybia. Vi kendte Saybia fra Nyborg, men det var til Klub Revolver, at EMI, der også har Saybia signet, fik øje på os. Og så begyndte det hele…

Jeg spørger, hvordan det var at være på tour med Saybia, der på det tidspunkt var meget store i Damark, når man ikke på nogen måde selv er et kendt navn.

Tobias: At være med Saybia på tour gik over al forventning. Vi var afsted i 5 uger, og Saybias publikum tog utrolig godt imod os.
Kasper: Ja, der var ingen, der kendte os, men alligevel solgte vi mere end 600 demo EPer, hvilket er ret godt. Stemningen var bare så god, folk klappede så meget.
Claus: Jeg synes godt, man kan godt sige, at det var lidt overvældende at skulle spille over for så mange, der ikke kendte os – og så at få succes. Men vi kan godt lide, at folk går til vores musik uden forbehold – og det var jo det, vi fik.
Jesper: Det gav os kun mere blod på tanden.

Jesper og Claus sidder i samme sofa. Der er noget ubestemmelig imellem dem, som er endnu mere tydelig på scenen. Måske kommer det af, at de er brødre. Jeg spørger dem, hvordan det er at være i band med sin egen bror? De smiler begge to, før Jesper tager ordet.

Jesper: Det er ikke så anderledes, vi har et meget venneagtigt forhold. Du skulle meget hellere spørge, hvordan de andre har det med at være i band med os…

Jeg vender mig mod Tobias og Kasper.

Kasper: Det er som om, at der er et filter imellem Claus og Jesper, som er blevet skrællet af. Jeg har jo kendt begge i 15 år, men alligevel er de er mere ligefremme over for hinanden, end de eksempelvis er over for mig. .
Tobias: Jeg synes egentlig ikke, det ville være en overdrivelse at sige, at det er sindsygt fedt. Der er en helt anden kemi mellem dem – også på scenen. Det er noget helt unikt- og det smitter af på os andre, på Maborosi som band. Jeg synes klart, at det er en styrke.

Alle i bandet smiler lidt til hinanden, mens en smøg ryger fra Tobias’ pakke over bordet til Jesper. Udenfor kører togene forbi og afbryder med jævne mellemrum interviewet. Jeg tager det som en naturlig pause og spørger så til deres navn Maborosi. Det er japansk og betyder illusion, men hvorfor har de valgt det navn?

Tobias: Det er egentlig en lang historie, men kort fortalt så havde jeg en japansk kæreste for nogle år siden og rejste rundt i Japan. Det var på samme tid, som Jesper og jeg havde lagt planer til Wainwright i kælderen, så vi manglede jo et navn. Og så stødte jeg på ordet Maborosi og syntes, at det lød godt. Det har så mange oversættelser; illusion, fantomlys… men det vigtigste var klangen. Det havde en svævende, optimistisk klang – og det passede på den stemning, som vi ville have i vores musik.
Jesper: Og da Tobias foreslog det, ja, vi gik ret hurtigt med på den. Det lød som os, som han siger.
Tobias: Og så var det jo ikke noget med ”The…”, så den bølge red vi ikke med på. Og – og det var nok det vigtigste – det var et internationalt navn, ikke engelsk, men bare internationalt.

Vi kommer til at snakke om ambitioner. Maborosi er et internationalt navn, og drengene lægger ikke skjul på, at de gerne vil til udlandet. Det siges ikke med en fuck janteloven-attitude, men med en ydmyghed, der klæder Maborosi, fordi den understøttes af en tro på dem selv. En ro, som de ikke er alene om. I starten af 2005 udråbte Gaffa Maborosi til en af årets 10 danske upcoming bands. Jeg spørger, hvordan alle forventningerne påvirker Maborosi som band?

Tobias: Det er kun godt, for vi har slet ikke følt noget pres, selvom der har været grund til det fra starten. Først med en tour med Saybia, så kontrakten med EMI, så EPen – og nu albummet. Det har været presset, men det er lækkert, at folk forventer noget af os. Vi har selv gået og håbet på det og troet på det i lang tid, nu er det ikke kun os, der tror.
Kasper: Man kan godt sige, at forventningerne er med til at motivere os, rent musikalsk er vi blevet skarpere og skarpere det sidste år. Og det er jo også med til at opveje omkostningerne.

Hvor store er omkostningerne ved at være så ambitiøse og have forventninger fra alle sider, spørger jeg?

Jesper: Man ser måske ikke så meget til sine venner. Vi mødes jo i øvelokalet hver dag kl. 12… det er lidt som om, at de andre i bandet er ens vennekreds, der kommer ikke rigtig sms’er fra så mange andre. Selv får jeg nærmst kun beskeder fra min mor, min kæreste – og så de tre andre.
Tobias: Men det er jo vores drøm, der går i opfyldelse… altså ikke det med kun at få beskeder fra familien og hinanden… men at blive taget alvorligt som musikere.
Jesper: Og at blive tage alvorligt hænger tæt sammen med forventningerne, som vi hører om fra alle sider i branchen. Og at blive signet af EMI var da også at blive taget alvorligt. Det var efter Saybiatouren, EMI sendte os i studiet for at se, om vi havde godt materiale – og så signede de os. Jeg tror nu, at de ville have os allerede fra første koncert i Vega.

Jespers udtalelse er så typisk for Maborosi. Selvfølgeligheden over at være noget særligt, som man sjældent falder over hos danske bands. Det bringer naturligt snakken ind på EMI og padekontrakten. Hvordan er det at være blevet signet af et af de største pladeselskaber, spørger jeg?

Tobias: Jamen, vi vil ikke lægge skjul på, at vi har store ambitioner, derfor var EMI et oplagt valg. Vi havde også et mindre selskab, der var interesseret, men vi håber, at vi i sidste ende kan slå igennem i udlandet – og så er det da en fordel, at det er EMI, vi er hos. Det har vi også klart meldt ud over for dem, og de støtter os.
Kasper: Ja, Tobias har fat i noget. Vi har ikke lyst til at forblive undergrund og være et nicheband, der spiller på Stengade for et snævert pulikum. Vi vil gerne appellere mere universelt…
Jesper: Og lave gode melodier…
Kasper: Ja, de gode melodier er det centrale, de er som handlingen i en bog; de fører én igennem. Og vi vil gerne være nemme at gå til, det behøves ikke være så svært og indelukket. Vi vil kort sagt gerne ramme bredt. Og det tror vi da også, at vi gør, man kan bare se på det punlikum, som Saybia havde – og som kunne lide os. Det var alt fra 13-årige piger til damer oppe i halvtredserne.

Det er sjovt at høre drengene snakke om deres fans. Der kommer en næsten teenageagtig stemning i lokalet, da det gentagne gange pointeres, at der altså er mange piger, der kommer til deres koncerter. Jeg spørger lidt til, hvilket publikum, Maborosi regner med at tiltrække på den forestående tour med Coolsville og Delicia Mini. Igen bliver drengene enige om, at der vil komme mange piger. Vi griner. Hvordan kan det være, at I skal på tour med netop de to bands, spørger jeg.

Claus: Det hele kom i stand, fordi vi spillede med Coolsville i Århus, og det gik super. Coolsville er jo Danmarks flinkeste band…
Jesper: …eller i hvert fald andet flinkeste!

Jesper siger det med en drilsk attitude. Der er ingen tvivl om, at han hentyder til Maborosi selv. Claus samtykker og fortsætter…

Claus: Men derfor var det oplagt at tage på tur sammen. Og så er det ingen hemmelighed, at det at være tre bands giver os mulighed for at spille på de store spillesteder – og det er jo lidt sjovere.

Det fører en snak om at være en del af nutidens danske musikscene. Hvordan er det at være dansk band lige nu? Det har Maborosi rigtig meget at sige om.

Jesper: For os er det rigtig lækkert.
Tobias: Ja, det er næsten kun blevet bedre med tiden, der er utolig god intern opbakning på den danske scene…
Kasper: Man kan vel sige, at der er kommet en reel musikkultur op og stå – og der er stolthed…
Jesper: Ja, man kan ikke lade være med at være bare lidt stolt, når man går på scenen, for det er fedt at være en del af det danske musikliv lige nu.
Tobias: Og så sker der så meget godt, det er virkelig rart ikke at skulle være i defensiven, men i stedet føle, at man arbejder sammen, for det virker som om, at det er plads til alle. Miljøet er åbent, alle støtter alle.

Og Maborosi ridder med på EP-bølgen, der synes at skylle ind over Danmark nu. Alle udgiver Ep’er, mellemspillere eller hvad, de vil kalde det. Nogle for at komme af med ekstra materiale, andre for at starte forfra, andre igen bare for at få udgivet noget. Hvorfor udgav Maborosi en EP (maj 2005), især så tæt på udgivelsen af et fuldlængdealbum, der skulle være i butikkerne i starten af 2006?

Jesper: Kort sagt havde vi nogle gode sange, som vi gerne ville have ud – og det var for tidligt for os at lave en plade.
Tobias: Vi indspillede jo en del for EMI, som var for godt til ikke at komme ud. EPen var en god mellemstørrelse – og har givet os plads til at arbejde med albummet på en anden måde. Nu går vi og glæder os til at lave et helt værk.
Claus: Men med hensyn til EPen, så har det jo også været et forsøg, vi skulle smage lidt på det hele – og det har jo vist sig, at vi kan lide det. Det gør, at vi glæder os til arbejdet med det nye album.

Hvor langt er I med albummet, spørger jeg? Tobias lyser op.

Tobias: Vi er stadig i gang med at skrive sangene. Men at vide, at vi skal indspille en plade… I så mange år har vi siddet derhjemme og skrevet, nu kan vi skrive og vide, at det er alvor.
Kasper: Og nu gælder det bare om at samle op på al inspirationen, alle referencerne.
Tobias: Men helt præcist går vi i studiet 3. oktober. Det bliver fedt.

Vi snakker lidt om det kommendee album, hvordan stilen bliver. Maborosi forsikrer om, at de ikke ændrer stil. Det vil stadig være åbent og lyst. Det bringer mig til aftenens sidste par spørgsmål. Hvis man ser coveret eller lytter til Maborosis EP ”Slow Dance”, fristes man til at spørge bandet, hvilket årti, de er gået i stå i. Så det gør jeg. Der grines lidt.

Jesper: Vi er vel gået i stå et sted, før vi blev født…
Tobias: Ja, helt præcist i 70erne.
Jesper: Eller gået i stå er vi ikke… vi kan bare godt lide at høre god musik, og vi kan utrolig godt lide gammel musik. Jeg har faktisk svært ved at finde 70ermusik, jeg ikke kan lide, der er jo både Bowie, Young, Orbison… Men vi prøver altså ikke at være retro, vi kan bare godt lide det.
Tobias: Der er bare noget tidsløst over 70erne, det var en åben og optimistisk tid – ikke som 80erne, hvor det hele var sort og deprimeret. Det er også derfor, vi ikke er med på nutidens 80er-bølge, men det er ikke et bevidst valg at være anderledes. Vi kan bare bedre lide det åbne.
Kasper: Men det er ikke kun 70erne, vi kan lide. Det sidste album, vi trippede over, var Blurs nyeste.
Tobias: Og så Rufus Wainwright, men okay, han er vist heller ikke helt nutidig.

Og så det åbenlyse – og sidste spørgsmål, før Maborosi forsvinder ind i lokalet ved siden af, hvor der er serveret mad. Er I sentimentale nostalgikere, spørger jeg?

Jesper: Det er vi vel. Alle vores instrumenter er gamle, det er vel en slags nostalgi. Og at lytte til musik fra 70erne…
Tobias: Det ved jeg ikke, om vi er… vi ville ikke være unge i 70erne. Men det var da en mere åben og optimistisk tid, vi kan godt lide stemningen, og vi kan lide at spille musik, der er åben – vi er absolut ikke sentimentale på den indelukkede måde.

Tjek Maborosi’s tourplan ud på www.maborosi.dk

Maborosi er:
Tobias Buch-Andersen: Vokal og piano
Kasper Sørensen: Guitar og vokal
Claus Elnegaard: Bas
Jesper Elnegaard: Trommer og percussion

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.