Interview: Scott Kelly (Neurosis)

ScottKelly-Presse2012-565x377

Mørkemand med personlig dybde

Når man er sanger og guitarist i Neurosis gennem 25 år plus det løse, har man fortjent sine sporer. Og Scott Kelly gør, hvad han kan, for at vise sine sporer. Hele kroppen er tatoveret i usædvanlig grad, og det gråviltre skæg understreger indtrykket af en mand, der har kæmpet sine kampe med tilværelsen, hvilket også samtalen på Loppen denne aften til dels kommer til at handle om.

Diskant: Du virker utrolig ærlig og til stede i dit solo materiale. Er det Scott Kelly i en ufiltreret udgave?
Scott Kelly: Jeg tror den meget enkle musik i eksempelvis Van Zandts sange, findes tilsvarende i mine egne sange. Jeg forfølger et udtryk, som så også kommer til at fremstå desto mere personligt, når det er så enkelt som det er. Neurosis derimod, har sit eget dyriske udtryk, som får nogle andre ting frem i mig, samtidig med at det også er et kollektivt udtryk.
Der er dog sider af mig, som aldrig kommer til udtryk i min musik, selvom jeg er meget til stede i mine sange. Det vigtigste for mig, det ultimative mål for mig, er, at musikken gør mig til et bedre menneske. Jeg har altid været meget ærlig med min musik, og det har udelukkende været et spørgsmål om, hvor langt, jeg har været villig til at gå.
Jeg har også været igennem nogle markante forandringer i mit liv de seneste år, som har givet mit liv en bedre retning på mange måder. Dette aspekt kommer også til udtryk i min musik på en faktisk meget overraskende måde for mig selv.

Diskant: Nogle af sangene på dit nye soloalbum virker om ikke positive og lette i deres udtryk, så fremtræder de dog ikke så dystre og mørke som sangene på dine tidligere soloudgivelser. Repræsenterer det skifte en tilsvarende forandring i dit liv?
Scott Kelly: Det er der ingen tvivl om. Jeg har fået nogle dårlige mennesker ud af mit liv og nogle gode mennesker ind. Der er stadig oplevelser i mit liv, som jeg har svært ved at komme overens med, men jeg har fået kærlighed ind i mit liv, som har betydet at mit hjerte er ved at tø op. Og det hele startede selvfølgelig med at jeg blev forelsket i min hustru, Sarah, som er årsagen til at jeg ligesom er kommet på rette spor med mit liv og har fået styr på nogle af de dårlige påvirkninger, jeg har oplevet i min fortid. Men jeg har stadig en masse ting indeni, som jeg ikke kan skille mig af med, mørke sider, som er en del af min person. Jeg forsøger ikke at inddrage de mennesker, der er omkring mig, med for mange af de mørke sider, og jeg forsøger virkelig at holde fokus på alt det positive i mit liv. Men det er ikke nemt.

Diskant: Hvis du bevæger dig væk fra musikken, hvad inspirerer dig så?
Scott Kelly: Det er vel i bund og grund de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Det er aldrig sådan, at jeg på forhånd har en idé om, hvad en sang skal handle om, når jeg sætter mig ned og skriver. De kommer ligesom til mig i processen, de skriver sig selv på en måde.

Diskant: Bliver du aldrig inspireret af eller grebet af en stemning i eksempelvis et digt af Edgar Allan Poe eller en tekst af Faulkner?
Scott Kelly: Nej, aldrig. Det sker aldrig på den måde for mig. Jeg begynder at spille på min guitar, og det er i den kreative proces, at teksten og melodien finder vej ud gennem systemet. Nogle gange skabes det hele i øjeblikkets inspiration, og andre gange arbejder jeg med det over en periode, hvor det ændrer sig og finder sin endelige form senere. Nogle gange går det stærkt, andre gange tager det lang tid. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det sker hele tiden. Så snart jeg begynder at spille på min guitar, begynder det hele at flyde gennem mig. Så snart jeg har et papir foran mig, begynder jeg at skrive tekster. Det er en proces, der er i gang hele tiden for mig.
Jeg har heller aldrig været den type, der mødes i øvelokalet med de andre og jammer igennem. Jeg tror faktisk aldrig, bogstaveligt talt, at jeg har jammet musikken frem sammen med andre. Der sker selvfølgelig kreative ting, når jeg spiller sammen med de andre fra Neurosis, men vi har lige fra starten af været utroligt organiserede. Det er ikke noget, vi har besluttet, det er bare sådan, vi er.
Det hænger også sammen med, at jeg som musiker er meget uortodoks. Jeg ved jo faktisk ikke noget om musik, og jeg er ikke særlig god til at lytte til, hvad der sker i andre folks sange med henblik på selv at kunne gengive det. Jeg har faktisk prøvet det nogle gange, hvor det er gået helt galt. Jeg blev engang bedt om at lytte til nogle melodier, skrevet af nogle andre, som jeg skulle medvirke på, og da vi gik i gang med at indspille dem i studiet fik jeg hele tiden at vide, at mine akkorder lå lidt skævt i forhold til resten. Jeg hører det på én måde, og så kommer det ud i virkeligheden på en anden. Det virker på mig, som om jeg opfatter tingene lidt anderledes, når jeg lytter til andre menneskers numre. Jeg ved ikke, om det skyldes mine høreskader, eller om det skyldes, at jeg rent faktisk hører tingene anderledes end andre mennesker.

Diskant: Hvordan hænger det sammen med, at du har indspillet numre af Van Zandt?
Scott Kelly: Jeg har spillet de sange i snart seks år, og jeg er blevet mere og mere optaget af hans musik, siden jeg blev introduceret til det for cirka 13 år siden. Jeg har aldrig lyttet til ham, mens han levede. Selvfølgelig har jeg hørt nogle af hans melodier, men jeg anede ikke dengang, at det var ham. Min far spillede en masse musik, men aldrig Townes. Han var faktisk undergrund dengang, han har aldrig været mainstream. Da jeg hørte ham første gang, troede jeg, han var en del af Lynard Skynard og på en eller anden underlig måde var relateret til brødrene Van Zant derfra. Der er også Steve Van Zant fra The E-Street Band, så der er mange musikalske Van Zants derude!

Diskant: Hvordan påvirkede det dig, første gang du lyttede til Van Zandt omkring 1999?
Scott Kelly: Min første reaktion var, at jeg syntes det var en utrolig unik kombination af countrymusik og psykedelisk musik. Det var virkelig som at gå og male billeder, når man lyttede til hans sange. Jeg begyndte derefter at dykke ned i hans albums, men det er meget vigtigt, at man finder frem til de rette optagelser. Hvis man lytter til de første Nashville-optagelser, bliver man nok ikke indfanget på samme måde, som hvis man lytter til nogle af de senere mere rå optagelser, især hans livealbum fra ’73.
De første Nashville-optagelser var ikke hans valg, det var bare de muligheder der var på det tidspunkt, og han skulle jo også tjene nogle penge. Men faktisk mener jeg, at han har en af de smukkeste vokaler. Den er så emotionel og udtryksfuld, og jo færre musikere, der var omkring ham, jo bedre. Når det bare var ham og hans guitar, fungerede det allerbedst.

Diskant: Identificerer du dig med ham også på et personligt plan?
Scott Kelly: Det gør jeg helt sikkert. Jeg føler i den grad hans musik, og jeg føler hans tekster på et meget dybt plan. Jeg synes også hans betragtninger og hans evne til at fortælle historier er virkelig unik. Det, der virkelig tændte mig på Townes og som fik mig til at lytte til hans sange, var hans evne til at skildre mennesker i en ekstrem situation. Da jeg lyttede til ”Tecumseh Valley” første gang, skulle jeg høre nummeret tyve gange, før det gik op for mig, hvad han reelt sang om. Nummeret handler om en kvinde som, efter hendes far er død, havner på gaden og sælger sin krop for at fylde det tomrum ud, som smerten har efterladt. Dét var noget, der virkelig gik rent ind hos mig. Townes evnede at beskrive alle mennesker med den dybeste respekt, uanset hvilken situation folk var i eller hvordan de levede deres liv. Han forstod i den grad den smerte, folk måtte føle, når de blev nødt til at leve det liv med de valg, det liv indebar. Og den smerte formåede han at give udtryk for i hans sange.
Da dybden i hans sange gik rigtig op for mig, overgav jeg mig fuldstændigt til hans musik og hans udtryk og lyttede til ham på et langt dybere plan. Dén sætning, dén passage i lige præcis dén sang er virkelig unik, og der er aldrig nogen, der har reflekteret over det på samme måde. Men Townes var der i livet på det tidspunkt, hvor han skrev sine bedste sange. Han vidste, hvad det handlede om at være udstødt og forkastet af sine egne.
Jeg boede selv på gaden som teenager, og selvom jeg aldrig var tvunget til at sælge min krop for at overleve, gjorde jeg alt muligt andet for at overleve. Men at sælge sin krop var det absolut sidste, man gjorde. Man stjal, røvede, overfaldt folk, alt andet, end at sælge sig selv.

Diskant: Hvad betyder religion for dig?
Scott Kelly: Musikken er min religion. Jeg tror ikke på noget overjordisk eller intelligibelt, men jeg tror på at musikken har en udsigelseskraft, som er enestående og som kan bringe fortællinger og erfaringer op på et helt andet plan, end vi normalt oplever dem.
Jeg havde også en helt særlig oplevelse, da min far for nylig for første gang nogensinde overværede en koncert med Neurosis, ganske kort tid før han døde. Der fik jeg en følelse af, at han endelig anerkendte mit mål med mit liv, og jeg fik en følelse af, at han endelig forstod, hvem jeg er som person. Min far var en hård mand, som man ikke diskuterede for meget med, men vi mødtes til sidst og fik afklaret vores forhold, og det er jeg rigtig taknemmelig for i dag.

Med disse meget personlige ord, takkede jeg for Scott Kellys tid for at se frem til koncerten senere samme aften, hvor han ville spille nogle af de meget personlige fortællinger, han selv har komponeret gennem årene.

Tags from the story
,