Kellermensch-interview

kellermensch-dk-presse2008-565x377


Kellermensch: Kaos-kunst i kedeldragt

Hvad er ligheden mellem en russisk roman fra 1864 og et progressivt rockband fra Esbjerg, som blev dannet i 2006? Umiddelbart lyder det som en ret absurd gåde. Røber man, at navnet på romanen er Kældermennesket og at bandets navn er Kellermensch, så er der en klar forbindelse. Søger man et mere udtømmende svar, må man vide, hvad det er for et kældermenneske Dostojevskij skriver om i sin roman. Kældermennesket kæmper en indædt kamp mod samfundet og sig selv i det. Han føler sig mere selvbevidst og mere intelligent end andre mennesker og disse følelser manifesteres i skepticisme. Han er derfor ude af stand til at indgå i relationer med andre mennesker og det han kender til livet, kender han fra litteraturen. Som følge heraf kan hans forventninger til livet aldrig blive indfriet. Ligeledes kæmper det pladeaktuelle band Kellermensch, mod musikkens konventioner, som resulterer i et eksperimenterende debutalbum, som hverken kan eller skal kategoriseres ensidigt.

Der er et stærkt statement bag det selvbetitlede album. Jeg ringede til Sebastian Wolff, som udover at spille guitar i bandet også er deres egen singer-songwriter, for at få en snak om pladen og ikke mindst tankerne bag.

”Kellermensch”-navnet

Navnet på et band er aldrig tilfældigt, men nogle navne er dog mere interessante end andre. Navnet er bandets mulighed for at udtrykke ideer, som går igen i musikken og i teksterne. På den måde kan bandnavnet være det første signal om, hvad publikum kan forvente. Dét er også tilfældet med ”Kellermensch”-navnet, siger Sebastian. ”Navnet er helt sikkert meget vigtigt. Det betød meget for os, at det skulle skabe en masse associationer, som stemte overens med udtrykket i musikken. Der skulle være en forbindelse.”

Sebastian, som studerer filosofi ved Århus Universitet, har længe været optaget af de eksistentielle forfattere, men i 2006 ikke udelukkende på grund af det interessante læsestof. ”I bandet havde vi grinet lidt af eksistentialisternes bogtitler, som er helt igennem triste og depressive, for eksempel Sartres.” Sartre er et glimrende eksempel på dette, for hans forfatterskab byder på titler som ”Med Døden I Hjertet”, ”Galgenfrist”, ”Ensom Blandt Mennesker” og lignende. Men det var alligevel ikke Sartre, bandet valgte at opkalde sig efter i sidste ende.

”I Kældermennesket beskrives en meget afvigende mennesketype. I bandet har vi opfattet os selv meget som outsidere, genremæssigt, og så var der kun tilbage at bestemme, om vi skulle hedde det på dansk eller tysk. Engelsk var ikke en option,” fortæller Sebastian.

Respekt for de største

Spørger man Sebastian, hvilket nummer han selv bedst kan lide på pladen, har han naturligvis svært ved at give et enkelt svar. Men han nævner alligevel ”The Day You Walked” og ”Black Dress” frem for de andre. Det er de to nyeste numre og processen med disse to var ikke så kompliceret, hverken for musikerne eller Sebastian som sangskriver. Han synes derudover, de to numre har en meget skrøbelig, rocket lyd, som han personligt godt kan lide. Men hvad så med de otte andre numre? Sebastian påpeger, at det generelt er en meget eksperimenterende debutplade, Kellermensch har begået. Han lægger ikke skjul på, at de ønsker et så bredt publikum som muligt. Derfor ville det ikke holde at lave ti numre, som var nærmest ens.

’Udover otte af Kellermensch’s egne numre er der to covernumre på pladen. Det drejer sig om ”Don’t Let It Bring You Down” af Neil Young og ”Dirt In The Ground” af Tom Waits. ”Begge kunstnere er jo virkelig store sangskrivere og derfor kan det som musiker være enormt svært at lave et covernummer, fordi man måske i virkeligheden selv hellere vil lytte til originalen,” siger Sebastian. I Kellermensch er Tom Waits og Neil Young begge indiskutable som poeter. De har altså ikke haft nogen som helst intention om at forbedre, hvad der allerede er genialt. Derfor har de også ændret musikalske detaljer i begge numre, for at tilføje et kældermenneskeligt touch af desperation, nedtrykthed og afmagt. Det er unægtelig en modig bedrift og det er Sebastian udmærket klar over. ”Der er nok mange, der har det sådan, at noget rører man bare ikke ved – det må man simpelthen ikke. Men det har vi bestemt os for at være ligeglade med. Vi har givet originalerne noget af os selv for at kunne få lov til at spille dem.”

Kategorisering – nej tak!

Da albummet udkom den 26. januar, blev kældermennesket endegyldigt sluppet ud på det åbne marked. Om dette siger Sebastian: ”Jeg er meget positiv og lettet over at der endelig kommer noget ud af alt det hårde arbejde. Og vi er naturligvis alle sammen spændte på, hvordan pladen bliver modtaget af hele offentligheden.” Sebastian tilføjer hurtigt, at de i Kellermensch ikke har haft nogen følelse af, at de før udgivelsen kun hørte til på undergrundsscenen. Albummet er naturligvis et værk i sig selv, men det er også en kommentar til selvsamme undergrund, hvor der, efter Sebastians mening, skelnes alt for skarpt mellem rock og metal. Det kan være svært og ildeset at blande de to ting så man bliver svær at definere. Ligesom med problematikken omkring de to covernumre får man som udenforstående en stærk oplevelse af, at der stik imod al forventning findes en Jantelov som lever i bedste velgående på den alternative rockscene og blandt dens fans. Og det er lige præcis dén, Kellermensch ønsker at gøre op med. ”Mange tror, at vi ’bare’ er endnu et metalband, ikke mindst pga. Christians growl, men sådan er det ikke.” Kellermensch er både metal og rock, toughness og skrøbelighed, vrede og kærlighed.

Refleksivt udtryk

Selv om Kellermensch søger et bredt publikum, er den ideologiske tilgang til musik meget speciel. Og når man skal danne en helhed af flere individer, må det vel være svært at finde ligesindede, som har den samme idé som man selv har? Men i Kellermensch’s tilfælde har der ikke rigtig været tale om at ”finde” hinanden.

”Nej, vi har ikke headhuntet hinanden på diverse musikskoler,” siger Sebastian. De har kendt hinanden i mange år og har spillet sammen. Derfor har de gradvist udviklet sig i samme retning. ”Først diskuterede vi bare musik, men siden også politik og forskellige former for kunst. Vi var alle sammen enige om, at der skulle være en dybere idé med musikken end bare at få udgivet en eller anden plade. Vi ville ikke spille for at spille, men gøre musikken til udtryk for vores refleksioner.” Derfor er bandets medlemmer heller ikke som sådan interesserede i, at folk skal lære dem at kende. Det er ikke personerne bag der er vigtige, men tankerne og værket.

Fremtiden

Trods Kellermensch’s særegne koncept og fokus ønsker de de samme ting som de fleste andre upcoming bands. De skal først og fremmest ud og promovere deres debutalbum og de vil gerne optræde på festivaler. Til sommer udkommer albummet i det øvrige Europa, som ligeledes efterfølges af en promotiontour.

På spørgsmålet om Kellermensch – the sequel – svarer Sebastian, at de bestemt har plade nummer to i tankerne, men det komplicerer processen en del, at bandet bor spredt udover hele landet. ”Vi mødes i weekenderne og øver, men da vi skal forberede os på vores kommende koncerter, er der ikke megen tid til at arbejde med nyt materiale, selv om vi da får luftet nogle ideer!”

Live: Risikabelt frem for programmeret

Hvad angår Kellermensch’s liveoptræden er der grund til at dukke op og grund til at være spændt. Bandet deler nemlig en fascination af kaos – ikke, at koncerterne er uigennemtænkte, de er bare ikke planlagt ned til mindste detalje. ”Der skal også være plads til overraskelser, og man får ikke noget kick ud af det, hvis der ikke er risici ved at spille live. Og så bliver det simpelthen så syntetisk. Man må gerne skulle kæmpe lidt for det,” siger Sebastian, som dog tilføjer, at det også er rart at bandet har fået et crew, som kan hjælpe dem undervejs, hvis det skulle gå helt galt, for det er de naturligvis ikke interesserede i.

Fascinationen af det uperfekte går igen på pladen. Sebastian røber, at der er nogle småfejl og at de ikke har lavet efterredigering af numrene, men det er helt med vilje. På det punkt sammenligner Sebastian alligevel Kellermensch’s musik med håndværk. ”Mens en kunstner maler sit værk er han jo også iført arbejdstøj. Og når han har malet det færdigt kan man også godt se om han har brugt akrylmaling og hvad overfladen er lavet af. Man må gerne kunne se hvilke materialer, der ligger til grund for værket – arbejdet bag det færdige, uperfekte udtryk.”

Som koncertgænger til Kellermensch må man altså være forberedt på det uforberedte, spændende og spontane. Og man har for eksempel mulighed for at udforske grundmaterialet i Kellermensch på nært hold den 19. februar på Tobakken i Esbjerg og den 26. februar på The Rock i København.

Rock versus metal, kunst versus håndværk, skrøbelighed versus hårdhed. Sebastian giver tydeligt udtryk for, at helheden Kellermensch er sammensat af modsætninger. Og det kan man selv høre på pladen, som der uden tvivl er grund til at lytte til, igen og igen.

Tags from the story

Skriv et svar