Murder-interview

murder-dk-presse2006-565x350

A Date With Murder

Tirsdag den 5. december havde jeg en morderisk spændende aftale på Café Høegs på Vesterbro. Og vejret lå godt til en aftale med to fyre, der dækker sig bag betegnelsen Murder, for det stormede og regnede, som var det hele bare en del af et komplot.

Men nej, der var nu intet drabeligt indhold at finde hos Anders Mathiasen og Jacob Bellens – tværtimod – de to viste sig at være både meget sympatiske og imødekommende fyre. Selvfølgelig gjorde de det. Men alligevel måtte jeg starte med, at høre nærmere omkring navnet Murder.

Diskant: Navnet Murder – hvad er det af – hvorfor kalder I jer det?
Anders: Jeg synes jeg har sådan et svagt minde om den aften, vi fandt på det. Vi var sådan selv ret modstandsagtige overfor det… men så blev det bare hængende. Og så er det en sjov kontrast. Det er i hvert fald det, som det er ment som, det er jo ret alvorligt.
Jacob: Men det er også ret sjovt, når man spiller sådan noget, som vi gør.

Diskant: Og når man ser coveret til albummet (se billede), så står det endnu mere i kontrast…
Anders: Ja, det er ikke uden humor, at det er landet der…
Jacob: På en eller anden måde er det vel også vores forsøg på at være lidt sjove.
Anders: Men jeg synes også, at det passer godt sammen – det spiller godt sammen. Og jeg tror også, at det er noget man blikfangmæssigt lægger mærke til – og tager alvorligt. Og vi vil jo godt tages alvorligt… Men jeg synes også, at det har sådan en slags unuanceret samtidskommentar over sig. Det er i hvert fald gået op for mig senere, at det også har det aspekt over sig.
Jacob: Jeg synes i det hele taget, at man kan hæfte mange aspekter på det… det er jo frit for fortolkning.
Anders: Det giver jo også mening til megen af lyrikken – det kommer til at spille sammen – og det er vel også sådan, at meget kunst fungerer, at man sætter noget i værk, og hvad det så afstedkommer, det er måske ikke hundrede procent klart i starten. Vi skriver for eksempel teksterne sammen, og ofte er der ikke lagt en plan… det er én måde at gøre det på, det er ikke altid sådan det foregår, men oftest kan man sidestille det med at male noget abstrakt… så kan man gå på opdagelse i det efterfølgende, i stedet for, at det er et eller andet dagbogscitat. Det er mere åbent på den måde, frem for at sige tingene præcist som det er.

Diskant: Så giver det nogle associationer…?
Anders: Ja, så er der plads til nogle nuancer, til både at hælde i, og… Så kan det kan blive ved at udfolde sig…

Stockholm Syndromes tilblivelse

Diskant: Stockholm Syndrome er et ret så sammenhængende og helt album; er det noget I specielt har tilstræbt?
Jacob og Anders i kor: Ja, det er det.
Jacob: Vi havde skrevet de første fire-fem numre inden, og da vi så havde indspillet dem, så fik vi sådan en slags teaser for, en fornemmelse af, hvad det var for en slags plade, vi var i gang med at lave. Derefter gik det sådan set bare… sådan lidt koncept…
Anders: det er æstetikken her…
Jacob: ja, der blev ligesom lagt en rettesnor ud.
Anders: Vi prøvede andre ting også, blandt andet havde vi en session i en fire-fem dage, hvor vi prøvede noget helt andet… sådan noget mere rock med trommer og en masse larm. Vi prøvede så, at tage sangene derhen…
Jacob: Og vi fandt så ud af, at det ikke fungerede.
Anders: Nej, det gjorde det ikke. Så det blev meget til, at vi skulle ind til benet af sangene, og kriteriet var også hele tiden, at sangene skulle fungere som de var skrevet. Vi har ofte siddet hjemme hos Jacob og skrevet, med en guitar og noget papir – nogle gange også med tangenter, men oftest bare med en guitar – og det har hele tiden været ambitionen, at det skulle virke sådan… at når vi så skulle i studiet, så skulle vi bare udfolde det, der allerede var der. Altså kun at understrege det, der allerede var på færde. Og det er vel også det, som man kan høre på pladen.

Diskant: Er dette konsistente resultat afstedkommet af én af fordelene ved ’kun’ at være to…?
Anders: Afgjort.
Jacob: Helt sikkert. Det har været (tør man sige) sjovt at lave den her plade. Anders: Det har det. Og relativt let faktisk. Og meget i kraft af vores kære producer Frederik Thaae (fra A Kid Herafter). Han er ekstremt begavet til at fange, hvad der er på færde.
Jacob: Han har også stor forståelse for vores samarbejde, ikke. Vi har kendt hinanden siden vi var femten eller deromkring…
Anders: Ja, og skrevet sammen ligeså længe…
Jacob: Og det var sådan, at han allerede fra første session var inde i vores verden på én eller anden måde. Og det er sgu slet ikke alle, at vi viser denne verden til. Han var meget åben i studiet, og lod os fylde rummet…
Anders: Ja, og så kom han bare med de her små impulser… Helt ufattelig intuition, altså!
Jacob: Han kunne et eller andet med at få os til at lukke op og bare være os selv.
Anders: Og det kunne han så også med de gæstemusikere, der er med på pladen. Dem var han også helt utrolig til lige at ’fange’… Og få det bedste frem i, lige der, hvor de var.

Diskant: Men så er der nummeret ”Applejuice”; det falder vel lidt ved siden af konteksten, gør det ikke?
Jacob: Det er også det ældste nummer på pladen. Det var sådan set tiltænkt den første Murder-plade.
Anders: Det var ”No Future” faktisk også. Men jeg synes ikke ”Applejuice” falder ved siden af, at det bryder æstetikken, det bryder bare viben på en eller anden måde. Og det giver ligesom pladen et løft. Der er også mange, der har fremhævet nummeret og sagt, at det fandme er fedt, at der lige er sådan et nummer… Det giver sådan lidt luft midt i al alvoren. Det breder ligesom perspektivet for pladen lidt ud – det fungerer godt på track-listen.

Diskant: Hvordan arbejder I med musikken; Nu har I sagt, at I skriver teksterne sammen, men hvordan med kompositionerne og så’n?
Anders: Vi skriver hele lortet sammen…
Jacob: Det har nærmest været sådan en doktrin for pladen, faktisk.
Anders: På den gamle plade var de fleste af numrene Jacobs, og så har Jacob ligesom gjort klart, at der skulle skelnes mellem hans andet band (I Got You On Tape) og så Murder, der er vores band.
Jacob:
Det var også ret naturligt, for vi fandt på et tidspunkt en rigtig god skrivevej… Vi havde brugt så mange år på at nærme os hinanden, hvor vi havde siddet og lavet den ene halve sang efter den anden…
Anders: Der er rigtig mange skitser!
Jacob: Ja, det er der. Men nu har vi efterhånden fundet vores vibe sammen, og vi ved, hvad der virker for hinanden.
Anders: Og det er sådan, at har jeg siddet derhjemme og arbejdet med nogle oplæg, så ved jeg, hvad Jacob vil sige, han synes skal laves om… Det kan vel så være en styrke i nogle sammenhænge… Jeg synes ikke, at det er noget problem, men der er noget med, at vi godt kan befinde os i nogle mønstre, som vi måske kan have behov for at bryde nogle gange.

Diskant: Der er altså lidt mere i det der ægteskabsbillede (jf. coveret til albummet)?
Anders: Afgjort, helt afgjort! Det er meget bevidst.
Jacob: Faktisk så jeg på pladen derhjemme i går, og jeg var lige ved at ringe til dig, Anders… Jeg tænkte, what the fuck, hvad sker der for det cover, altså…
Anders: Men jeg er faktisk ret glad for det cover.
Jacob: ja, det er jeg også.
Anders: Og det er et flot billede.

Diskant: Og så er det morsomt!
Anders: Ja, ikke mindst. Og det må man ikke glemme – midt i al det der mørke.

Det religiøse og det melankolske

Diskant: Jeg synes, at numrene på jeres nye album føles nærmest omklamrende tæt på – men samtidigt er der alligevel masser af rum, højt til loftet… Og måske noget religiøst… kommentarer til dette?
Anders: Der er helt klart noget religiøst på spil.
Jacob: Men det er vel egentlig bare et billede af, hvordan vi er som personer. Det er sådan nogle ting, som kommer frem, når vi ikke taler om musik – så går der ikke så længe inden vi er inde over sådan nogle emner…
Anders: Altså sådan nogle eksistentielle og spirituelle spørgsmål – det fylder meget for os. Vi lever meget, meget forskellige liv, og er meget forskelligt orienterede, men vi har begge en eller anden søgen – en spirituel søgen – og det er helt klart et sted, hvor vi mødes – og noget, som vi prøver at udfolde i musikken. Så der er rigtig megen søgen på pladen, men der er også elementer af mere afklaret karakter. Der er de der øjeblikke, som vi vel alle kender, hvor der er ro og det stilner af…
Jacob: Jeg synes klart, at der er meget mere ro over denne plade end den første. Vi er jo også kommet et par år videre.
Anders: Men det er jo ikke frustration – det er ikke kun en søgen i den forstand – det er det også – men der er også erkendelser… Og mere ro.
Jacob: Der er kommet mere balance. Der er frustration, men der er også de gode sider ved at søge. Da vi lavede den første plade, der var det hele for mig mere et stort spørgsmålstegn.
Anders: Men der er altid noget med, at når vi som nu efterfølgende snakker om pladen, så kan det godt komme til at virke som om, at man fuldstændigt vidste, hvad det var, man gjorde – men sådan foregår det ikke. Altså ikke i samme grad, som det nogle gange kan lyde, når man forsøger at formulere det. Man er jo i en eller anden proces, hvor man også forsøger at overraske sig selv, og hvis det var man havde en drejebog, så var det jo ikke sjovt, vel!
Jacob: Vi har da også mange gange stået som kæmpe spørgsmålstegn i arbejdet med denne plade…
Anders: ofte.
Jacob: Sandheden er bare, at det har været rarere spørgsmålstegn end det var under arbejdet med den første Murder-plade. Dengang var det mere sådan et angstprovokerende spørgsmålstegn, hvor det denne gang har været mere sådan; fuck, hvad gør vi nu?

Diskant: I rammer en god balance for noget mørkt og melankolsk uden at det bliver kategorisk sort, ensrettet og indadvendt – kommer denne balance naturligt, eller…?
Anders: Åbenbart kan man sige…
Jacob: Det er nok sådan vi skriver.
Anders: altså, der er ikke nogen beslutning.
Jacob: Nogle gange fyrer Anders noget af, der er for syret, og så kommer jeg med noget, der er for deprimerende… Og så mødes vi på halvvejen – og finder et eller andet, der er lidt religiøst…
Anders: Jeg vil ikke engang kalde det et kompromis – måske nærmere en symbiose. Der er et eller andet spil mellem noget lyst og noget mørkt, men det kan komme fra os begge. Det er ikke sådan, at Jacob er ensidigt depri, og jeg er ensidigt glad i låget… Jeg tror, at hvis det er sådan at du oplever det, så er det fordi, at det er to mennesker, der har lavet det – for det ville tage sig meget anderledes ud, hvis det kun var mig eller Jacob, der havde skrevet det.
Jacob: Ja, det er helt sikkert. Og det er da også sådan, at kommer en af os op med noget, der smager lidt for meget af navlepilleri, så tager vi os selv i nakken.
Anders: Men man tager ikke fejl, hvis man antager, at det vi sætter pris på er repræsenteret ved nogle meget mørke navne. Men jeg er helt enig i, at det skal nuanceres – det gør også betydningshorisonten meget bredere, hvis man nuancerer det. Hvis der ikke er de der korn, så mister man udsigelseskraften. Det er også derfor, at vi opererer med meget åbne billede universer…

Diskant: Albummet er vel på nær en sang meget nedtonet og underspillet; kan det ikke være svært, at holde så meget igen – udtryksmæssigt – når musikken besidder så markant et følelsesregister?
Anders og Jacob: Jo! (svarer de begge, inden jeg har formuleret hele spørgsmålet).
Anders: Jo, det kan det virkelig. Jeg tror også, at det var det, vi prøvede at gøre anderledes ved den tidligere omtalte session, hvor den fik fuld sovs…
Jacob: Ja, der fik den fuld sovs!
Anders: Jo, det kan være svært…
Jacob: Men det er jo heller ikke, fordi man skal holde igen. Forleden talte jeg med én, hvor vi talte om metal, og han introducerede mig for et udtryk, der lyder ”You’ve got to earn your volume”. Altså, man skal gøre sig fortjent til retten til at spille højt, og sådan tror jeg også, at jeg har det; skal der spilles højt, så skal der være en grund til det. Og det kæmper vi da også tit med – at vi bare har lyst til at pumpe det op. Men ofte så ender det bare med ikke at fungere.

Diskant: Hvad var jeres drømme, forventninger og mål for Stockholm Syndrome inden I gik i gang med albummet?
Jacob: Åh, det ved jeg sgu ikke.
Anders: Jeg tror faktisk, at den har ramt ret tæt på… Ikke fordi mine forventninger var særligt formulerede oppe i mit hoved, men… Det er blevet en større plade end jeg troede, at vi formåede.
Jacob: Jeg tror, at jeg var sådan lidt lettet, lidt imponeret måske… Fordi jeg ikke helt havde regnet med dette. Jeg er sådan set også ret stolt af den her plade.
Anders: Det kan jeg godt lide at du siger, at du var imponeret; det vil jeg godt skrive under på. Jeg havde sådan en følelse af; what, har vi frembragt det her.
Jacob: Men forventningerne er også steget hele vejen.

Hvor kommer inspirationen fra?

Diskant: Hvad inspirerer jer i jeres arbejde med musikken?
Jacob: Mennesker…
Anders: Jeg synes, jeg får mange impulser fra andre former for kunst, eksempelvis billedkunst, men også mere outrerede ting som lydkunst – i det hele taget ideer indenfor kunst. Det er jo svært at sige, hvordan sådan noget fungerer, men der bliver sået nogle frø, som kan komme utroligt mange steder fra.
Jacob: Men det er jo også sådan, at man som menneske har et filter; der kommer nogle ting ind, og når man så skal til at skrive en sang, så er det rimeligt uomtvisteligt, at så kommer der ting ud igen. Man går og samler indtryk, om man så vil det eller ej…
Anders: Det er i hvert fald interessant at iagttage, for… Hvad er inspiration egentligt for noget? For mig er det ofte Jakob, der inspirerer mig – eller os.
Jacob: I lige måde.

Diskant: Har I/eller har I haft nogle væsentlige musikalske inspirationskilder?
Jacob: Vi lytter til meget forskelligt musik, men vi har en del sammenfaldende berøringsflader.
Anders: Det har vi helt klart, men lige for tiden tror jeg, at vi er orienteret helt forskelligt. Jeg lytter til meget sådan klassiske ting – og avantgarde ting. Jeg lytter for eksempel meget til minimalistisk musik. Men de ting, som vi har fælles berøring med, det er ofte ting, der ligger tilbage – altså bands, der virkelig har påvirket os, da vi var yngre.
Jacob: Ja, hele den der skole, som vi har dyrket.
Anders: Ja, indie-skolen, støjting og sådan. Ting, som jeg faktisk tror, at ingen af os hører mere…
Jacob: Nej, det gør jeg fandme ikke! Sonic Youth, My Bloody Valentine…
Anders: Og det er jo sjovt, for flere af dem, som vi spiller med nu, de er først begyndt at opdage disse bands… De kommer jo fra sådan nogle jazz-sammenhænge. Så nu har de opdaget den der med Pavement og Sonic Youth… Og så siger jeg, hold da kæft, dem er jeg blevet færdig med for fem år siden.
Jacob: Eller for ti år siden måske.

Hvad nu…

Diskant: Hvad kan man så forvente sig af Murder i nærmeste fremtid – nogle nye ideer etc.?
Jacob: Vi går sådan og krydser hinanden lidt, hvad det angår.
Anders: Men det kunne være dejligt, at have nogle nye ting med, når vi nu skal på tour til foråret.
Jacob: Men vi skal til at mødes i den nærmeste fremtid – og tænke på noget skriveri og så’n.
Anders: Men som sagt, hvad angår den næste plade, så er det meget åbent, dejligt åbent!

Diskant: Og fortsætter I som duo?
Jacob og Anders på én gang: Vi fortsætter med at skrive sammen.
Anders: Der kommer måske impulser andre steder fra, men at vi fortsætter med at skrive sammen, det er der ingen tvivl om.
Jacob: Nej, det er der ikke. Men vi lader det udvikle sig, som det udvikler sig. Det bliver spændende, om vi sidder her igen om to år. Så skulle vi måske vælge en anden café!

Og her sluttede min samtale med de to meget inspirerende Murder-figurer ikke – men det gør dette interview. Et særdeles spændende møde, der i hvert fald gjorde mig bevidst om en ting: I have seen the future, brother: it is Murder!

Murder kan opleves live næste gang den 25. januar i Vanløse Kulturhus samt den 26. og 27. januar i Musikcaféen i København.

Tags from the story