Roskilde Festival 2006: Opeth-interview

Foto: Micke Johansson
Foto: Micke Johansson

Opeth har med Ghost Reveries skabt et album, der taler til den bredere masse, uden på nogen måde samtidig at gå på kompromis med bandets progressive tilgang til musik. Men det har bestemt også kostet at gå efter det man brænder for. Diskant.dk har mødt guitarist Peter Lindberg bag Arena på årets Roskilde Festival til en snak om det at arbejde hårdt for successen

Diskant: Jeres seneste album, Ghost Reveries, er blevet jeres gennembrud til et større publikum, hvorfor tror du det er det?
Peter: Jeg tror ikke det er skiven i sig selv. Det er jo en ganske lang proces. Vi har opbygget en større fanskare ved at toure ganske intensivt de sidste 4-5 år, og det har givet sig udslag nu.

Diskant: I princippet kunne det altså lige så godt have været en af de andre plader der brød igennem?
Peter: Ja, det tror jeg, for vi har jo virkelig arbejdet hårdt på at skabe et publikum. Vi har fået særdeles god omtale i pressen, men det er jo ikke noget, som kommer gratis. Vi turnerede 17 måneder på Damnation og Deliverance, og denne her tour kommer til at vare 18 måneder. Så derigennem opbygger man et publikum, og vores fans er ret loyale. De er ikke såkaldte trend-fans der kan lide bandet fordi alle andre kan. Vores fans kan lide musikken og forhåbentligt også bandet.

Diskant: Hvad har forskellen mellem jeres nye selskab Roadrunner Records og så de tidligere selskaber været?
Peter: Roadrunner er vel en smule bedre til at skaffe medieomtale og så er der også det faktum, at pladen kan fås over alt. Det var især et problem i starten, hvor vores fans måtte lede efter pladerne. Vores tre første plader udkom f.eks. slet ikke i USA, og derfor måtte de skaffes som import. Men Roadrunner har jo distribution i hele verden, så det er ikke længere et problem.

Diskant: Der er vel også en del mere promotion fra Roadrunners side.
Peter: Vi laver faktisk ikke flere interviews, end vi gjorde tidligere. Men vi har jo lavet en video, og det er noget nyt. Den er faktisk blevet ret fed, men jeg ved ikke om den vil blive spillet nogen steder. Ellers er det vores turnéer, der er den bedste promotion, og det har Roadrunner ikke noget at gøre med. Selvom de måske spæder en lille smule til.

Diskant:
I takt med at jeres plader sælger mere, kan I så også mærke det på publikum?
Peter: Ja, publikum bliver en smule større, men det er ikke sådan, at det er eksploderet. For hver plade vi har udgivet, er koncerterne også vokset en smule.

Diskant:
Så I har altså ikke mærket et decideret gennembrud?
Peter: Præcis. Bandet har jo eksisteret i 16 år og vi har turneret hårdt i ca. fem år, men man tænker jo ikke på der kommer flere og flere fans. Der kommer mange folk, der er jo klart, men vi startede jo også på små scener. I dag (på Roskilde Festival, red.) kommer der nok rigtig mange, men det er også en festival, så det er ikke kun vores fans der dukker op.

Diskant: Men der er vel også en grund til at I er sat på den næststørste scene (Arena-scenen, red.)!
Peter: Det er sandt, og det er jo også ret fantastisk. Men man ved aldrig. Det kan jo ske der slet ikke kommer nogen. Ha ha.

Feedback

Diskant: Det tror jeg ikke du skal være nervøs for. Ghost Reveries er jo bl.a. blevet valgt til årets album i en lang række metalblade og pladen har jo også fået virkelig fine anmeldelser i metalpressen. Hvad betyder den feedback for jer?
Peter: Ja, omtalen har jo været helt fænomenal. Jeg plejer ikke rigtigt at købe aviser, men gjorde det denne gang, og der var så mange aviser der havde Ghost Reveries som månedens plade. Jeg synes jo selv at pladen er god, og så er det jo bare fedt at den også får gode anmeldelser. Men det var samtidig også en smule underligt at anmeldelserne var så helt vildt gode. Jeg har da gemt en del avisudklip.

Diskant:
Kan man overhovedet tro på så meget ros?
Peter: Det håber jeg. Roadrunner kan jo ikke tvinge journalisterne til at synes om Ghost Reveries, så jeg håber da at anmeldelserne er udtryk for folks egen mening. Det var måske noget andet, hvis vi var signet af Sony eller Geffen.

Diskant: Hvordan foregår sangskrivningen i Opeth? Jeg forestiller mig, at der må være en del planlægning og struktur indblandet, når man skriver 12-minutter lange numre.
Peter: Lige nu foregår det sådan, at Michael skriver numrene derhjemme. Før i tiden sad vi jo sammen og spillede akkustisk guitar mens vi lavede numrene, men nu har han jo fået indspilningsmuligheder derhjemme. Han laver små bidder på mellem et og syv minutter, og så sætter han dem sammen til et nummer.

Diskant: Som et salgs puslespil?
Peter: Jeps. Eftersom vores numre ikke er vers-omkvæd-vers-omkvæd, kan man jo gøre som man vil. Tidligere havde vi kun delene klar, når vi gik i studiet, og så vidste man aldrig helt hvor man ville ende. Men denne gang var puslespillet samlet før vi gik i studiet, og så brugte vi tiden på at øve numrene. Så bandet var sammenspillet. Men det er ikke sådan at f.eks. Per og jeg ikke har nogen indflydelse. Vi giver vores idéer til Michael, og så arbejder han dem ind i numrene. Men Michael er den bedste sangskriver i bandet, og så det er nu engang lettest at lade ham have ansvaret for numrene.

Diskant: Hvorfor ender sangene altid med at være så lange?
Peter: De har jo altid været så lange. Da vi begyndte, var vi jo et death metal band, men samtidig vi ville også have akustiske guitarer med og spille rent. Det blev svært at inkorporere alle de elementer vi gerne ville i sangene, og derfor spillede det ingen rolle for os hvor lange numrene blev. Vi var meget inspirerede af bands som Camel og Yes der også havde lange numre. Selv Metallica havde også lange numre. Og det syntes vi fungerede meget godt. Vi har altid arbejdet på at få en rød tråd ind i numrene, så de ikke bare består af enkeltdele, men med tiden er vi blevet en smule bedre til det, vil jeg sige. Ofte foregår det sådan at vi skriver nummeret, og så er det først når vi indspiller numrene i studiet, at vi opdager at det er blevet 12 minutter. Der er dog ingen fast regel for at numrene skal være så lange, således at vi kunstigt bliver nødt til at forlænge numre, som ikke var så lange i forvejen.

Alt kan inspirere

Diskant: Nu nævnte du selv Yes og Camel, men hvad er ellers dine inspirationskilder?
Peter: Det er for det meste anden musik. Hvis man lytter til god musik…nej, man kan jo næsten få inspiration af al slags musik. Det er ikke kun hård rock. Det kan være Stevie Wonder, Miles Davis eller Morbid Angel, eller hvad som helst. Man kan få idéer fra det hele.

Diskant: Hvis du skulle sammenligne Orchid (første Opeth album, red) og så Ghost Reveries , hvad vil du så sige der er sket med bandet i perioden imellem de to plader?
Peter: Sangskrivningsmæssigt er vi blevet meget bedre, men strukturen er jo egentlig den samme. Det er riff på riff på riff. Vi er også blevet bedre til at gøre sangene til en helhed. På den første plade kunne det sagtens kun have været en sang…eller fem eller tyve for den sags skyld. Det er lidt svært at finde ud af, hvorfor numrene slutter der hvor de gør. Nu er sangene mere enkelte helheder. Det er samme plade, men helt forskellige numre. Det synes jeg klart er en kvalitetsforbedring i stedet for at have én meget lang sang, som man mister overblikket over. Hvad angår produktionen, så har vi brugt noget mere tid i studiet denne gang. Vi lægger sådan ca. en uge oveni for hver produktion. Så vi nu bruger godt 12 uger på en plade.

Diskant: Har du allerede en idé om hvordan den næste plade kommer til at lyde?
Peter: Jeg har ingen anelse endnu. Efter denne tour tror jeg vi har brug for en lille pause. Den bedste pause for os indebærer samtidig også, at vi går i gang med at skrive nye sange. Vi skriver jo aldrig numre på turné, så derfor ved jeg ikke rigtig hvordan den kommende plade vil lyde. Når vi først går i gang med at skrive og øve de nye numre, så går det ganske hurtigt med at indspille det. Og det kommer jo naturligt til at være inspireret af den musik, vi har lyttet til gennem de seneste 2 år. Dermed bliver pladerne meget tidstypiske for os. Ghost Reveries er jo f.eks. meget typisk ”starten af 2005”, fordi det var der, vi var på det tidspunkt. Men lige nu er der ingen i bandet, der ved hvordan den kommende plade kommer til at lyde.

Diskant: Så i har ingen anelse om, hvordan i lyder om 2 år?
Peter: En ting ved jeg, og det er, at vi aldrig kommer til at lave to plader på en gang igen. Vi var meget fokuserede på at udgive Damnation, men pladselskabet synes ikke om det. Vi fik alligevel lov til at udgive begge plader, men fik eksempelvis kun studietid til ét album. Det betød jo så bare, at vi måtte arbejde dobbelt så hårdt. Og det betød også at intet var klart, da vi gik i studiet, og dermed blev det hele meget stresset. På den seneste plade besluttede vi os for at have det hele klart inden vi gik i studiet. Når bandet er indøvet og tight, så går alting meget hurtigere i studiet, for alle ved hvad de skal.

En trommeslager faldt i svinget

Diskant: Du nævnte selv at den seneste tour kommer til at vare 18 måneder. Bliver du aldrig træt af at turnére?
Peter: Jo, det er jo klart, at der både er fordele og ulemper ved det. De positive ting er jo at spille, møde fans, og så rejse en masse. Men man bruger bare også utrolig meget tid i lufthavne eller til soundcheck, eller man venter på mad som ikke dukker op. Der er altså både gode og dårlige ting ved det, men sådan er det jo med alle jobs. Men højdepunkterne er bare så fede, at det er det værd. 18 måneder på tour, det er lidt for meget. Men fordi det går så godt i USA nu, må vi derover på hele fire turnerer i denne omgang. I Europa nøjes man med at se sit favoritband en eller to gange, men det er som om amerikanerne ikke kan få nok, og derfor bliver vi nødt til at vende tilbage så mange gange. Heldigvis er det jo også der man tjener penge på at være på tour.

Diskant: Men ingen tvivl om at tourlivet er hårdt. I har jo for nyligt mistet jeres trommeslager Martin Lopez. Hvad skete der med ham?
Peter: Det startede da vi kom hjem fra Sounds of the Underground touren, men ved ikke helt hvad der kom først. Han havde nogle psykiske problemer, og fik bl.a. nogle angst-anfald og blev nervøs for at flyve og ikke mindst spille live. Det er et virkeligt stort pres at turnere så hårdt og så længe. Men han havde også en blod-lidelse, der gjorde at han ikke kunne holde maden inde. Han blev svagere og svagere som touren skred frem, og til sidst påvirkede det også hans spil. Alt det her skete inden udgivelsen af Ghost Reveries og hele touren i efteråret var sådan set booket. Men han havde jo også været i bandet i 8 år, så det var svært at sige til ham: ”Du skal være tilbage om to uger”! Så vi sagde til ham, at han skulle tage sin tid, og blive frisk igen, og ikke mindst finde ud af, om han ville være i stand til at spille så meget som vi gør. Desværre blev han nødt til at forlade bandet, men han er sund og rask nu. Han har vist gang i et andet projekt nu, tror jeg, men han kan bare ikke turnere så meget.

Diskant: Hvordan ser jeres økonomi ud, forstået på den måde, om i kan leve af det her?
Peter: Sådan som vores situation er lige nu, tjener vi stort set ingen penge på pladesalget, men vi tjener pengene på at turnere. Og det er bl.a. også derfor vi turnerer så hårdt. Hvis vi eksempelvis kun er på tour i 12 måneder, så rækker pengene jo kortere, og der bliver mindre tid til at holde pause mellem vores tours og dermed mindre tid til at lave ny musik. Men vi behøver ikke andre jobs, og det ville heller ikke være muligt, med al den tid bandet konsumerer. Vi har levet af det de sidste tre år. Inden det var alle i bandet studerende eller arbejdede på en benzintank eller i ældreplejen eller lignende.

Øv øv øv jer!

Diskant: Har du nogle tips til unge håbefulde musikere?
Peter: Det handler om at øve sig en hel del, og så er det vigtigt at gøre de ting man selv har lyst til. Man skal ikke finde en trend i et blad og så kopiere den. Der er ikke noget galt i at kopiere, men det er vigtigt ikke bare at følge den trend, der hitter lige nu. Man skal tage det bedste fra sine favoritbands, men så også tilføje noget fra sig selv. Så tror jeg det bliver godt. Og hvis man så også øver en hel masse, så er succesen sikret.

Diskant:
Hvilket nyere bands lytter du til lige nu?
Peter: Der er et norsk band, som hedder Madder Mortem og så kan jeg godt lide Kashmir. Er de ikke danske? Og Mew er vel også danske? Dem kan jeg også vældig godt lide. Så er der også det svenske band Katatonia, som jo bestemt ikke er helt ukendte længere. Men de er helt klart et af mine favoritbands. De er dog desværre på Peaceville Records, som ikke smider så mange penge efter turnéer, og derfor bliver det en smule svært for dem at nå ud til folk. Men det er jo et super fedt band, som er helt vildt undervurderet.

Diskant: Hvis du her til sidst skulle sammenfatte, hvad det er, som gør Opeth til Opeth?
Peter: Det er jo nok, at vi bare spiller for os selv, og synes det er fedt. Vi vil bare lave musik, som vi synes om, og vi har egentlig aldrig fulgt en trend for at sælge os selv. Der findes rigtig mange bands, som tænker: ”Hvad skal vi gøre for at fremme vores karriere?”. Det har vi aldrig gjort. Det betyder selvfølgelig at man ikke får så meget radiotid, men det giver en ærlighed, som jeg tror vores fans værdsætter. Og de kan se at vi brænder for det vi gør.

Tags from the story
,
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars