Roskilde Festival 2009: Neurosis-interview

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Behageligt samvær med tatoveret støjæstet og familiefar

Amerikanske Neurosis er kendt for at levere tungt, smertefuldt og stærkt støjende rock, og søndagens møde med sanger og guitarist Scott Kelly blev imødeset med en smule uro. Hvad nu hvis han slog mig ihjel og åd mig?

Da jeg endelig sad foran en af de mest tatoverede mænd, jeg nogensinde har mødt, steg uroen en anelse. Det hjalp heller ikke, at manden manglede et par tænder og havde et synligt sår i panden. Der gik dog ikke lang tid, før mine tanker blev gjort grundigt til skamme, og jeg havde en dybt behagelig samtale med en sympatisk, ukrukket person, om støj og stilhed og om at savne sine børn.

Diskant: Given to the Rising er nu to år gammel. Er der nyt materiale på vej fra Neurosis eller måske dit sideprojekt Shrinebuilders?

Scott Kelly: Vi har ikke noget nyt materiale klar fra Neurosis endnu, men vi har planer om at bruge dette efterår på at komme i gang og have noget klar til måske næste år. Materialet med Shrinebuilders er færdigproduceret og skal bare pudses af og lægges ud. Så der bliver ikke spillet nogen nye numre til vores koncert. Det må blive næste gang, vi kigger forbi.

Diskant: Du har på et tidspunkt sagt, at jeres europæiske publikum var de første til at værdsætte Neurosis, forstået på den måde, at I fik dedikerede fans, der fulgte jer. Hvilket I ikke oplevede hjemme i staterne, hvor det var en ny crowd hver gang.

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Scott Kelly: Det er korrekt. Der har altid været forskel på at spille i Europa sammenlignet med hjemme i staterne. Det virkede allerede fra starten af, som om vores europæiske publikum forstod vores musik og forstod, hvad vi forsøgte at udtrykke både med selve musikken og det visuelle element, der er en integreret del af vores show. De fattede det simpelthen ikke på samme måde hjemme i staterne. Vi kunne også se det, når vi så anmeldelserne i Europa. Der var en forståelse og en anerkendelse af de ting, der foregik på scenen, som vi ikke rigtig mødte derhjemme. Det virker, som om man har en større forståelse for det kunstneriske udtryk i Europa, hvorimod amerikanere er meget mere kommercielt indstillede og ser tingene mere på overfladen. Men nu har vi eksisteret i 25 år, og vi har da også amerikanske fangrupper, der følger os tæt, når vi spiller koncerter og udgiver nye albums.

Diskant: I lavede på et tidspunkt et samarbejde med Jarboe fra Swans.

Scott Kelly: Swans var netop stoppet, og Jarboe havde ikke så mange projekter kørende på det tidspunkt, så det var det bedste tidspunkt at lave noget sammen på. Og vi havde tit talt om det. Vi har været venner gennem lang tid, og jeg må sige, at jeg betragter Swans som et af de ubetinget største og vigtigste bands nogensinde. Deres indflydelse på både Neurosis og andre bands er enorm. Vi endte med at lave seks shows med Jarboe, og det var fantastisk at arbejde sammen med hende. Hun er et af de mest intense mennesker, jeg kender. I tiden efter startede hun et hav af projekter og er i dag et helt andet sted, så der kommer ikke yderligere samarbejde mellem hende og Neurosis. Men det var et yderst interessant projekt, vi havde dengang.

Diskant: Det er svært at skelne numrene på jeres albums fra hinanden. De hænger mere sammen som en organisk helhed. Hvordan oplever I effekten fra især unge lyttere, der hellere vil downloade enkeltnumre end købe hele værket?

Scott Kelly: Det er et godt spørgsmål, men jeg føler mig overbevist om, at der kommer et tilbageslag på et tidspunkt, hvor folk gerne vil have den unikke oplevelse af et værk. Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores vinyludgaver, og det har jeg det rigtig godt med, for det er et sted, hvor både musikken og det grafiske og visuelle hænger godt sammen. Jeg kan også se det hos min søn, som er 21 år i dag. Han er begyndt at vende tilbage til det gamle vinyl, for at få nogle mere unikke musikoplevelser. Det, der er det vigtige, er jo netop at opleve musikken som et værk, som en helhed. Og det har naturligvis en stor betydning hos os, når vi arbejder så bevidst med det visuelle udtryk til vores koncerter.

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Diskant: Er I stadig meget på tour, og hvordan har du det med at være af sted nu på 25. år?

Scott Kelly: Vi turnerer ikke så ofte som tidligere, og når vi er af sted, spiller vi gerne omkring 15 gigs. Ikke mere end det. Forleden spillede vi et par shows i Finland, og efter Roskilde er det af sted til Berlin og de sidste tre koncerter. Så er det slut, og så vender vi snuden hjemad. Jeg må sige, at jeg faktisk ikke bryder mig om at være på farten så meget mere. Det er fedt at være sammen med drengene, og det er det, der gør det det hele værd, men jeg savner min familie. Jeg savner mine børn usigeligt meget, og nogle gange stopper jeg op og kigger mig omkring og spørger mig selv; ”hvad fanden laver jeg egentlig her?”. Jeg elsker at lave musik, men der er forskel på at være en 20-årig rebel og en 45-årig familiefar.

Samtalen med den behagelige Scott Kelly var slut, og indtrykket af en seriøst arbejdende musiker og kunstner havde sat sig godt fast hos mig. Men især det behagelige og aldeles ukrukkede væsen, gjorde samtalen til en usædvanlig positiv oplevelse.

Den efterfølgende koncert var alt andet end tandløs, og endte med at være et af festivalens absolutte højdepunkter for undertegnede.

Skriv et svar