Sarah Hepburn-interview

sarahhepburn-dk-presse2008-565x350

Sarah Hepburn på egne ben

Diskant.dk har talt med den i Danmark boende amerikaner Sarah Hepburn. En snak om albummet Stars & Haze, bandet Glorybox og en mulig samarbejdspartner.

Da jeg møder Sarah Hepburn inden aftenens koncert, fortæller hun, at hun har været forkølet i flere dage. Og det er jo næsten det værste der kan ske for en sanger. Men hun er tapper, og venligheden selv. Og der bliver passet godt på hende. Under interviewet kommer Jan Johansen, som Sarah også spiller sammen med i bandet Glorybox, da også hen og spørger om hun fryser, om hun skal have mere varmt tøj på. Sarah har fundet sig et nyt hjem i Danmark, efter hun kom til København fra USA for 7 år siden, for at blive sanger i bandet Glorybox. ”Jeg hørte at de havde brug for en sanger. Jeg besluttede mig for at det var det her jeg ville, at spille musik. Så jeg tænkte meget over det – men ikke for meget!- og sagde til mig selv at jeg jo altid kunne komme tilbage, hvis det ikke gik. Men det troede jeg nu det ville. Så jeg skrev en e-mail til bandet, og spurgte til dem og fortalte om mig. Og i den næste e-mail skrev jeg mine fly-informationer, og fortalte at jeg kom. De blev lidt chokerede. Jeg havde ikke hørt noget af deres musik før jeg kom, men dem, der fortalte mig om bandet overbeviste mig om at deres stil var noget for mig. Og da jeg kom ind i bandet, passede vi sammen som hånd i handske. Vi blev hinandens missing link”.

Samarbejdet viste sig særdeles frugtbart. Glorybox blev et semi-stort undergrundsband, med utallige internationale turnéer til følge, men samtidig var der også noget andet der trak i Sarah, og i juni 2005 udkom hendes første solo-album Stars and Haze. ”Jeg har skrevet sangene til albummet over de sidste tre år. Det har været fedt, og en masse hårdt arbejde. Jeg ville bare dele mine sange med andre, så hvor der har været åbne døre, er jeg faktisk bare gået ind med min guitar og har delt mine historier og sange. Det var dejligt, som folk troede på musikken helt fra starten. Og så blev et pladeselskab involveret (Copenhagen Records, red.) og hjalp med at få pladen ud. Så alt gled bare. Det tog nogle år at få sangene klar, men… Tiden var kommet, så jeg bestemte mig bare for virkelig at køre på.”

”Forskellen på at være en del af et band og at være solo, er for mig mest det at jeg nu skriver alene. I Glorybox skrev Jan og jeg sammen, og nogle gange skrev vi alle sammen, men nu har jeg fuld kreativ kontrol. Jan spiller guitar for mig, så han har været en stor hjælp i forbindelse med at arrangere numrene. Det har været en stor hjælp at arbejde så tæt. Men stadig er han så respektfuld, det er mine sange og han har ikke prøvet at ændre dem til noget de ikke er”.

Hvor Glorybox må siges at være repræsentanter for støjrock er Sarah Hepburn solo mere præget af sine amerikanske rødder, og har fødderne solidt plantet i den amerikanske folk og country. ”Jeg elsker at der er de her forskelle mellem Glorybox-materialet og mit solo-materiale, for der er så mange forskellige musikalske sider inden i mig. Og jeg elsker at spille rock, larmende, smukke melodiske sange, og jeg elsker at lave det her rootsy folk, med en lille snert af country. Jeg har de her sider af musik inden i mig, og jeg vil ikke udelukke en af dem, så det har virkelig været en god oplevelse for mig at være i stand til at lave forskellige typer af musik. Jeg laver sange, og selvfølgelig blev jeg som barn påvirket af alle slags roots og folk, og lyden af 60’erne og 70’erne, og alt det tror jeg har haft indflydelse på mig i min skriveproces. Jeg ved ikke, jeg tror jeg bare skriver fra hjertet. ”Sad Song” kom til mig en morgen, kl. 6. Den sprang bare ud af mig, den var lige der, da jeg vågnede op. Men en sang som ”Ebinger Drive” var mere bevidst, den handler om min bedstefar, som var ved at dø af kræft. Så den handler om at holde mindet om ham i live, og sige farvel til ham. Alle sangene har en speciel historie, en speciel betydning for mig – og også for andre. Alle sangene er mine små børn, men måske specielt ”The Terror”. Den arbejdede jeg meget med, der skulle det hele gå op i en højere enhed. Selve sangen dukkede egentlig bare op, men arrangementet arbejdede jeg meget med, det skulle være helt rigtigt.”

Solopladen har også budt på et hit fra Sarahs hånd, nemlig singlen ”Hey…OK?”, som gjorde stor lykke på P3’s Elektriske Barometer. ”Jeg blev virkelig overrasket over hvor godt folk tog imod sangen. Både radioen, og også MTV, som viste videoen et par gange. Det er skægt, for det er faktisk en masse af mine venner, der er med i videoen, så vi griner altid når vi ser den! Men jeg er glad for at folk har valgt den sang, gjort den til et hit. Jeg ville måske selv have valgt ”The Terror”, men nåh ja. Men det var ikke et intentionelt hit, det var bare en sjov, ironisk sang. For den har sådan en glad fornemmelse, men er meget ironisk i teksten, hvis man altså lytter efter”.

Men hvordan er livet som amerikansk singer-songwriter med base i Danmark? ”Det er lidt mærkeligt. For folks smag er ikke så meget hen i mod singer-songwriter, det kommer måske, men… Jeg har fået ret god respons fra folk, men mainstream-folket er nok mere til dance. Men København er blevet mit hjem og dette er mine sange, dette er hvad jeg skriver. Og jeg kommer fra et andet sted. Det vil være anderledes, ikke det sædvanlige…”

Sarah Hepburn tog til England for at indspille pladen i Neil Halsteds studie. Her fik hun også hjælp af Halsteds band, Mojave 3, som spiller på pladen. ”Jeg ser så meget op til Neil Halsted, musikalsk set. Og jeg respekterer ham endnu mere, nu hvor jeg kender ham. Det var meget naturligt at arbejde sammen. Jeg respekterer ham så meget, så jeg var lidt nervøs til at begynde med. Der vil altid være lidt nervøsitet, når man arbejder sammen med en man beundrer så meget. Men vores venskab gjorde at tingene gik meget lettere, tror jeg. Og samarbejdet med bandet var også så naturligt og let, så vi fandt hurtigt hinanden. Vi optog næsten alting live sammen, med alle instrumenterne i ét rum, og så mig og min guitar i et andet. Så det var rigtig sjovt at gøre det på den måde, og vi ville alle gerne havde den der ægte fornemmelse. En slags live-følelse. Neil gav mig faktisk en sang til pladen, ”Which Way From Here”. Han indspillede den med Mojave 3, men de brugte den aldrig. Han sagde, at han havde den her sang, og mente den ville passe til pladen. Jeg var selvfølgelig beæret, og prøvede at synge på den, og den passede bare til de andre sange. Så vi beholdt den, og hvis man lytter rigtig godt efter, kan man høre Neil synge meget svagt i baggrunden, på sådan en spøgelsesagtig måde. Der skete også nogle sjove ting under optagelserne. En dag, da vi optog sangen ”Lowell Avenue”, så spillede jeg de her akkorder, og så reagerede nogle mus som var i studiet. De kom ud, nærmest marcherende, og kiggede ud af alle de her små sprækker og huller. Og de kom ud igen, da vi spillede sangen igen. Og på en anden sang, ”Last Words”, der blæste vinden rigtig kraftigt, og hvis man hører godt efter, så kan man høre vinden på nummeret, det er virkelig smukt. Og sjovt, hvordan det alt sammen skete på det rigtige tidspunkt, det gav den rigtige mystik til sangen. Vi var alle sammen virkelig begejstrede for de ting der skete. Det var bare en rigtig god oplevelse at hænge ud med de mennesker, de er nogle utroligt begavede mennesker, og virkelig kreative, og meget givende. Så det var en fornøjelse at arbejde med dem, de gav så meget. ”

I det hele taget nyder Sarah at samarbejde med andre kunstnere. Udover et folk-projekt med Christian Hjelm fra The Figurines, som man fik en smagsprøve på ved koncerten på Rust i december 2005 og et kommende, men endnu ikke igangsat nyt album med Glorybox, så planlægger Sarah også at lave en EP, som solokunstner, men med mange forskellige samarbejdspartnere. En af de kunstnere hun overvejer at spørge er Sufjan Stevens. ”Jeg ved ikke om det bliver til noget. Jeg har skrevet til ham at jeg er interesseret i at arbejde med ham på en af ”staterne” (Sufjan Stevens albumprojekt, der går ud på at lave en plade om hver af USA’s 50 stater), helst i Syden. Jeg synes det kunne være rigtig sjovt at lave noget med ham. Han er en virkelig fed fyr. Jeg har spillet med ham i London og på Vega og han er virkelig bare en dejlig person, så jeg håber vi kan gøre det i fremtiden.”

Tags from the story