Sidste Ambulance: Det ville være uforskammet ikke at gøre det godt

sidsteambulance-dk-presse2007-565x350

Efter 30 minutter på scenen stod Sidste Ambulance pludselig med champagne og papchecks i hænderne på Skanderborg Festivallen. Jeg mødte trommerslager og tekstforfatter Anders Danielsen til en snak om den ’hurtige’ vej til succes, om at ville gøre det godt og om, hvem Sidste Ambulance egentlig er.

Anders og jeg mødes godt to uger efter, at Sidste Ambulance vandt Starfighterfinalen, Skanderborg Festivallens talentkonkurrence. Det var en sejr ud over det sædvanlige, for den har betydet, at der er gået omkring 400.000 danske kroner ind på bandets bankkonto til udgivelsen og promoveringen af et debutalbum. Men selvom vi også skal snakke om finalen og tiden efter, så lægger jeg ud med det oplagte spørgsmål, som endnu ikke er blevet spurgt. Hvem er Sidste Ambulance egentlig?

Anders: Jamen, vi er jo fire unge drenge, der kender hinanden fra gymnasiet (Amtsgymnasiet i Roskilde, red.). Vi havde alle sammen brugt gymnasietiden på forskellige musikalske eksperimenter. Thorbjørn (keyboard, red.) havde spillet meget jazz, Andreas (bas og computer, red.) havde været omkring hip hop og elektronika, Bjarke (vokal og guitar, red.) og jeg selv havde spillet rock. Det var kun Thorbjørn og jeg, der gik på samme årgang, men når man er ung og spiller musik i provinsen, så kender man hinanden, og det kendskab førte til, at vi fandt sammen. Vi var alle glade for musik, det kan vel kaldes vores passion – men det vigtigste var, at vi alle havde lyst til at lege. Der var ingen grænser – og det var i det frirum, ideen til Sidste Ambulance voksede frem for få år siden.

De meget frie rammer har fået de meget få anmeldelser, der til nu er dukket op, til at definere Sidste Ambulance som elektronisk pop med hentydninger til Love Shop. Hvad definerer Sidste Ambulance sig selv som, spørger jeg lidt prøvende.

Anders: Jeg tror, at alle bands synes, at det er svært at definere sig selv. Det er anmelderne lidt bedre til, men det bliver hurtigt noget med at sætte i kasser, vi er blevet sammenlignet med en del forskellige, blandt andet Love Shop og Mew. Personligt tror jeg, at det er svært at sætte os i bås, ikke fordi vi med vilje forsøger at lyde anderledes, men fordi vi arbejder med stemninger. Skulle jeg selv komme med en sammenligning, så er vi en blanding af Tobias Trier og Röyksopp – og genremæssigt synes jeg, at udtrykket ’elektropoesi’ rammer bedst. Vi ligger et sted i spændingsfeltet mellem pop og rock og elektronika.

Og især det elektroniske er blevet fremhævet ved Sidste Ambulances optrædender, hvor bandet går på scenen med computeren som en central medspiller. Jeg spørger Anders, hvorfor det elektroniske trækker sådan i dem?

Anders: Vi har hele tiden ville lave noget med computeren, blande det organiske og det elektroniske. Man kan på sin vis godt sige, at computeren er det femte medlem i Sidste Ambulance. Jeg synes, at det giver os en større mulighed for at lege, fordi vi ikke ligger fast på lyde, forstået på den måde at en guitar eller et klaver ved man, hvordan lyder, men med computeren kan man dreje lydene, genopfinde musikken. Personligt elsker jeg det, når computeren blander sig med trommerne – og det hele så vokser derfra. Blandingen af det velpolerede, det superarrangerede, som computeren repræsenterer – og det mere vilde, organiske, som vi som mennesker bibringer, det er et fantastisk møde.

Som det ret hurtigt kommer frem, når man snakker med Anders eller læser Sidste Ambulances pressemeddelelse, er det ikke kun musikken eller computeren, det handler om. Det er fra teksterne, musikken opstår – og pressemeddelelsen var et forsøg på at skrive en eventyr om Sidste Ambulances opståen. Det blev til en fortælling om tre unge musikere indlagt på et hospital, fordi de havde mistet inspirationen. Her bragte en ambulance i natten dem en ung poet, og fra hans tekster voksede musikken og lysten til at skrive og spille frem igen. Jeg spørger Anders, hvordan forholdet mellem fortælling og musik er for Sidste Ambulance.

Anders: Det hele startede med mine digte – og det gør det stadig. Jeg smider en bunke tekster i hovedet på de andre, og så arbejder de med dem hver for sig. Dermed er udgangspunktet vendt lidt på hovedet, men i starten viste det sig hurtigt at være en god fordeling, fordi der var plads til alle i processen. Med tiden kan man næsten sige, at det er blevet lidt dogmeagtigt; at vi skal tage udgangspunkt i teksterne og ikke i musikken. Men det er nok lidt groft sagt, for tekster og musik kan ikke adskilles fra hinanden. Jeg synes, at musikken er stærkest dér, hvor den kompletterer teksterne.

Jeg bemærker, at Sidste Ambulances tekster er danske.

Anders: Ja, det hænger også sammen med, at det er mine digte, der er udgangspunktet. Jeg har altid skrevet på dansk, ikke fordi det er et nemt sprog at skrive på, men fordi det falder mig naturligt. Og selvom vi godt ved, at det er umuligt at blive store internationalt, når man synger dansk, så er det det sprog, der passer bedst til vores musik og stemninger.

Med alt det på plads kommer vi til Starfighterfinalen. Hvordan startede det, spørger jeg?

Anders: Vi sendte en demo ind til P3, som skulle vælge tre af finalisterne – og i første omgang syntes vi nok bare, at tanken om at høre os selv i radioen var for vild. Men så var vi så heldige, at vi blev valgt, og igennem to uger blev der i Madvig&Østergaard spillet sange fra otte bands, hvoraf lytterne så kunne stemme to bands i finalen via sms. Det blev ikke os… men derimod Pleaser og Cecilie Noreng Band. Og det var jo så det… løbet var kørt, men vi var blevet spillet i radioen om ikke andet. Så kom det pludselig frem, at Madvig&Østergaard selv ville vælge et band til finalen – og det blev så os.

Jeg spørger, hvordan selve oplevelsen på Skanderborgfestivallen var?

Anders: Rockstjerneagtigt, totalt glamorøst, svarer Anders med et sigende smil.Vi var vildt imponerede over at skulle spille på noget så stort som Skanderborg. Det var en helt ny oplevelse i forhold til de små bandrum, vi har været vant til på de små spillesteder. Selve dagen gik afsindigt hurtigt, vi ankom, gik på scenen og spillede i 30 minutter. Det var jo knap nok tid til at komme i gang – og vi var ikke særlig tilfredse med vores præstation. Derefter ventede vi seks timer på afgørelsen, hvor det startede med, at Andreas fik en flidspræmie for sit basspil. Så tænkte vi: ”Det var så det, ikke flere præmier til os”. Jo, vi troede lidt, at vi havde vundet tredjepladsen, fordi dommernes beskrivelse af bandet passede ret godt på os, men det blev så Källing. Og andenpladsen gik til Cecilie Noreng Band. Og så gik det hele hurtigt. Ved førstepladsen sagde dommerne, at en af sangene havde verdenspotentiale (Anders mener, at dommerne her henviste til ”Delt i To”, red.) – og så var det os.

Det er en meget ligetil glæde, som Anders fortæller det hele med. Han virker upåvirket af det hele, ingen stjernenykker ville store dele af pressen nok bemærke. Det er tydeligt, at det stadig er nært i erindringen, men måske ikke helt forståeligt for ham endnu.

Anders: Og vi stod der på scenen med champagne og papskilte. Og ind kommer der endnu en mand med endnu et papskilt, som skulle repræsentere flere penge og muligheder. Og så skulle vi pludselig åbne festivallens største scene (Bøgescenerne, red.) dagen efter og blev allerede dér booket til at spille på festivallen i 2006. Koncerten på Bøgescenen gik vildt godt, det var lidt af en oplevelse, fordi alt var så stort, det havde vi aldrig prøvet før.

Jeg spørger lidt provokerende Anders, hvordan Sidste Ambulance har det med, at de har ’vundet’ kontrakten. Hvis man ser sig omkring i Danmark er der så mange bands, der kæmper i flere år uden at nå så vidt. For sidste Ambulance krævede det to uger på P3 og 30 minutter på en scene til Danmarks Smukkeste Festival. Er det ikke for nemt?

Anders: Vi føler os mildest talt priviligerede over at vinde kontrakten. Det giver os stor kunstnerisk frihed, men samtidig gælder det også virkelig om, at vi skal gøre det godt. Det ville jo være uforskammet ikke at gøre det godt, når det hele nu er kommet til os.

Den ydmyghed, der præger Anders, som han sidder der foran mig, er dybt charmerende. Han forstår virkelig at sige det rigtige.

Anders: Jeg tror, det er vigtigt at være ydmyge, ikke forstået på jantemåden, hvor man ikke må tro, at man er noget. Vi skal bare blive ved med at tro på, at det er musikken, det handler om. Vi skal holde fast i vores principper. Især bliver det vigtigt for os, at vores musik ikke bliver alt for radiovenligt, men stadig beholder den kant, som jeg synes, at vi har. Jeg synes, alt for ofte, at jeg hører en fed demo, som pludselig på albummet er blevet alt for velpoleret og radiovenligt. Det må ikke ske for os.

Hvad så nu, spørger jeg. Hvordan ser fremtiden ud for de nye danske talenter?

Anders: Nu skal vi først finde en måde at lave pladen på, som vi vil. Forhåbentlig kan vi få nogle singler i radioen til foråret. Allerede nu har vi materiale nok til et album, men jeg tror, at vi alle er enige om, at der skal skrives mere og nyt, så vi kan lave en udgivelse, vi kan være stolte af. Vi ved jo ikke, om det bliver vores eneste album. Derfor er det vigtigt, at det bliver en plade, vi selv kan stå inde for. Lidt idealistisk kan man sige, at vi hellere vil lave den – ifølge os – fedeste plade i verden, som ingen gider købe end at lave en publikumssællert, som vi ikke selv bryder os om. Drømme har vi en del af, men jeg tror ikke, at der er nogen af os, der tror, at vi vil kunne leve af musikken. Vi drømmer først og fremmest om at holde fast i det kunstneriske, og nu står vi med muligheden for at lave en plade – og jo, det er da lidt en drøm.

Sidste Ambulances debutalbum skulle gerne komme i løbet af 2006. Hvis man ikke kan vente så længe, findes tre af bandets nuværende numre på hjemmesiden, og så er der planlagt livekoncert på Den Sociale Højkole i København den 23. september. Der er fri entre.

Læs mere om Sidste Ambulance på deres hjemmeside: www.sidsteambulance.dk

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.