Thórir-interview

thorir-presse2006-framyspace-565x350

At slæbe rundt på drømme

Han hedder Thor, hvis I vil ha’ det på dansk. Thórir, er den unge singer/songwriters islandske navn, mens coveret til hans anden og seneste udgivelse prydes af det slående aka ’My Summer as a Salvation Soldier’.

Pladen kommer ind ad døren i det øjeblik jeg hilser på, og den bliver straks sat på afspilleren i 12 Tónar butikken, der siden 2003 også har fungeret som pladeselskab for lokale kunstnere og en enkelt udenlandsk, færingen Eivør Pálsdóttir. Her er espressoen obligatorisk, og kaffen rusker i systemet, mens Thórir forsigtigt sætter ord på sin musik.

”Jeg vil gerne tro, at hvis du læser mine tekster, vil du vide hvem jeg er. De handler om, hvad jeg tænker på – hvad der betyder noget i øjeblikket.” De beskrivende ord er sparsomme, ligesom instrumenteringen for det meste er begrænset til en akustisk guitar, til tider akkompagneret af trommer eller klaver. Udtrykket er upoleret og stemmen fremstår rå og skrøbelig. Men enhver, der har hørt Thórirs lyrik vil vide, at den siger ikke så lidt om Thórir selv, om psykiske problemer og det at håndtere dem; om afdæmpede anarkistiske budskaber, som aldrig bliver missionerende, fordi de bevarer det personlige udtryk; det handler om kærlighed; om the long lost love, og om en befriende idealisme til trods.

“Crooked my back/ from carrying dreams/ I should have dragged”…

Anarkisme og romantik

Titlen på den nye skive er Anarchists Are Hopeless Romantics, og Thórir indrømmer gerne, at han selv er et ramt tilfælde: ”Der er en dobbelt betydning i det. Romantik er indbegrebet af anarkisme – en smuk tanke, som vi dog sikkert aldrig vil se ske fyldest.” Meget à propos passerer en flok højrøstede færøske unger forbi ude på gaden med bannere i kampen for Færøernes selvstændighed.

Om ikke en typisk politikerlede, så har Thórir sine meninger om det politiske system i Island, og hvordan overfladen ikke ligefrem matcher indholdet. Ved selvsyn kan man da også på to minutter modbevise det officielle billede af Island, som værende et land uden hjemløse. På byens busstationer fx er der nok at tage af – dokumentaren Hlemmur tegner netop dette autentiske billede (i øvrigt med et mindeværdigt soundtrack af Sigur Rós).

”Politikerne placerer sig selv på en piedestal og anser ikke sig selv som en del af noget andet.” Men hvorfor så ikke bekæmpe den virkelighedsfjerne politik, eller fx forsøge at ændre den rigide og stramme alkoholpolitik, der indtil så sent som 1989 totalforbød alkohol?
”I Island kæmper ingen for noget. Ingen bekymrer sig om noget. Politik handler mere om at få et godt job med en god løn, og slippe af sted med alt, end det handler om at ændre noget. Politikerne har ikke interesse i at ændre noget, fordi de selv har det så godt.”

Så sent som den første weekend i januar kunne man dog opleve et stort, uafhængigt arrangeret show i Reykjaviks største koncertsal med de mest markante islandske musikere samlet – rocklegender såvel som eksperimenterende musikere. Og anledningen var mere politisk end nogensinde før, idet man under titlen ”Damnation” protesterede imod opdæmningen af et stort stykke land på den islandske østkyst – ødelæggende for naturen, økonomisk lukrativt for Island set i et internationalt perspektiv. Beslutningerne er dog taget, og opråbet i Laugardals-hallen fik karakter af en symbolsk handling.

Fra hjertet til hånden

Politik er dog ikke hvad det dybest set handler om for denne kunstner. Det er musikken selv, og idealismen er let at spore. Når det drejer sig om Reykjavik som base, er Thórir kun positiv, måske netop fordi musikscenen ikke har noget som helst med politik at gøre – den kører af sig selv, uafhængigt af major labels og branchens typiske pengemænd: “Jeg gør alt direkte. Hvert et show jeg spiller, har jeg selv booket, og ikke et eller andet bookingselskab. For det meste udgives musikken på uafhængige selskaber.”

Thórir har da også haft helt frie hænder på debuten I Belive In This fra 2004 og den nye Anarchists…(begge 12 Tónar), hvilket giver ham mulighed for at bevæge sig i hvilken som helst retning han lyster. Egentlig er han klassisk trænet og startede med at lære at spille guitar som 10-årig. Fem år efter kom der strøm på, og siden har han spillet i diverse punk bands. Et par aftener før med sin trommeslager under navnet Death Metal Super Squad. Punknerven sætter også sine spor på Thórirs to akustiske plader, men genremæssigt falder de tydeligvis indenfor folken. Anmelderne har kaldt ham ”Islands svar på Devendra Banhart”, men Thórir mener dog ikke, der er nogen reelle ligheder at spore andet end en akustisk guitar.
”Jeg synes ikke jeg har noget til fælles med Banhart musikalsk set. Jeg kan dog virkelig godt lide hans musik.” I relation til freak-folk’eren over dem alle benægter Thórir da også pure at blive kaldt nyhippie.

Den klassiske træning og genrekonventioner betyder dog ikke noget særligt, så længe musikken er god og ærlig: ”Det er lige meget hvad man kalder det. Jeg mener at musikken kommer fra hjertet, og ikke fra dine hænder. Du kan lave god musik uden at kunne spille et instrument. Hvis det kommer fra dig selv vil du altid skabe noget godt.”

En så uprætentiøs holdning til musikken beskriver Thórirs egen simple og nedbarberede musik. Teksterne er baseret på den personlige erfaring, stemmen befinder sig centralt og intenst i lydbilledet med en skrøbelighed, som kun kan sammenlignes med Sophias Robin Proper-Shepard. Melodierne bliver det samlende hele i dette ellers løse og skrøbelige udtryk.

Men er der en grænse for intimiteten, når musikken når et punkt, hvor det ikke er muligt at skrælle mere af?
”Hvis ideen er god, synes jeg ikke det er nødvendigt at tilføje noget.”

I Thórirs tilfælde er denne hudløse ærlighed prisværdig og skiller sig ud på den islandske musikscene for tiden. Selvom inspirationen er stor musikerne imellem, har forholdet også en snert af konkurrence: ”Du har ikke lyst til at lyde som din bedste ven, du vil lyde anderledes, og du vil lyde bedre end alle andre. Hvis du finder en slags musik du kan lide, og ingen andre laver den, gør du det egentlig bare selv – så nogen i det mindste gør det! At udfylde det hul”.

Outkast som målestok

Thórirs forkastelse af betegnelser og behovet for at kategorisere har også resulteret i overraskende fortolkninger af popscenens nyklassikere, live lige fra Justin Timberlake og Destiny’s Child til den gamle traver ”All I Want For Christmas”. På debuten bliver man drillet af et covernummer, der først ved omkvædet afslører sin oprindelse. Med en ufattelig melankoli i stemmen lyder det repeteret ”Hey Ya” – så Outkast må græde sig selv i søvn. Thórir affejer let anklagerne overfor hans fortolknings ekstremt triste udtryk: ”Alt er jo mere trist end en Outkast sang. Det er nok det mest up-beat nummer jeg nogensinde har hørt.”

De utraditionelle akustiske coverversioner afslører de grundlæggende fantastiske popmelodier. Men overfor legen med melodierne og idealismen finder man alvoren. I Thórirs tilfælde bliver musikken forløsende. Melankolien er ikke ukendt, tænk bare på en genre som sad core. Men Thórirs fortællinger og hverdagsskriblerier er mere personlige end indiefolkets notoriske weltschmerz. Thórir taler kun for sig selv, og musikken er blot hans måde. På spørgsmålet om han er en særlig trist person, lyder svaret fortrøstningsfuldt: “Er vi ikke alle? Jeg har de her psykiske problemer, som jeg må tage mig af. Dette er bare en måde at forholde sig til det på.”

Hvis man skal opspore et universelt budskab i Thórirs musik, er det musikken selv: ”Det er grundlæggende ideen med min musik – at lave musik”.

Soundtracket til samtalen med Thórir er hans nye plade, og dens sidste storladne og forløsende støjnummer ”2 Minutes to Midnight” afslutter.

Tags from the story