Veto-Interview

Foto: Per Morten Abrahamsen
Foto: Per Morten Abrahamsen

Dagen, der skulle vende op og ned på verden.

Mandag d. 27. februar kl. 10.00. Det er en særlig dag, der er startet for det danske band Veto. I dag er debutalbummet There’s A Beat In All Machines i forretningerne – og nu skal lytternes dom falde.

Troels (vokal): I dag har virkelig været længe ventet. Kulminationen på lang tids tankevirksomhed og arbejde. Det er bare superfedt at vide, at albummet er ude i butikkerne fra i dag.
David (guitar): Men det er også lidt stenet, for det er jo ikke som om, at verden er vendt op og ned, men for os er den lidt. Vi har ventet så længe på i dag, men der sker ikke rigtig noget, der er ikke nogen med flag eller en fanfare, når man kommer ind af døren…
Jens (bas): Jeg synes, det har været en fantastisk dag at stå op til… og det er blevet bygget op via alle anmeldelserne. Det har været fedt hver gang, der er kommet en avis eller et blad, hvor man skulle hen og kigge og så gang på gang få det kick, fordi der er rigtig god stemning omkring albummet.

Mandag d. 27. februar kl. 16.17. Jeg træder ind på Playground Music midt i København. Det er her, jeg skal møde Veto. De er endnu ikke kommet, men jeg får et eksemplar af det nye album stukket i hænderne. Coveret er i pap og sort med fire røde firkanter på, de tre står på række, mens den fjerde falder lidt udenfor. Det er fedt at have i hænderne.

Troels: Grundideen med de fire prikker skal på en eller anden måde symbolisere det maskinelle, men hvor der også er det menneskelige ved den prik, der er rykket væk fra de andre og irriterer øjet, fordi de ikke ligger i skarp sekvens.
David: Jeg tror gerne, vi ville have noget, der var meget simpelt og som ikke talte med de helt store armbevægelser. Det passer os godt.

Mandag d. 27. februar kl. 16.28. Jeg er blevet vist ind i Playgrounds mødelokale. Her venter jeg på drengene fra Veto. Jeg får øje på Jens, Vetos bassist, gennem vinduet på Ny Østergade. Han vinker i det, han krydser gaden, mens resten af Veto dukker op bag ham. Forsanger Troels med det karakteristiske lange lyse hår, guitarist David og Mark, også guitarist. I dag er trommeslager Mads i Århus for at arbejde, så jeg må nøjes med resten af bandet, som minuttet efter træder ind i rummet og kaster sig over kaffen.

Mandag d. 27. februar kl. 16.31. Så er roen faldet over os. ”I slipper for alle de her spørgsmål om, hvem I er…” lægger jeg ud og fortsætter lidt prøvende: ”Dem må I have været gennem mange gange…” Der kommer noget, der minder om lettede suk fra de fire drenge omkring bordet, og en klar tilkendegivelse af, at det har været en lang dag med flere interviews, hvor de hver gang har skullet svare på alle klassikerne. ”Ja, som hvorfor vi hedder Veto,” lyder det fra Troels. Jeg springer forbi trivialiteterne og tager fat der, hvor jeg slap, sidst jeg mødte Veto.

Diskant: Sidst, jeg mødte jer, tilbage i slutningen af september 2005, var I på vej i studiet og meget spændte på, hvor jeres album skulle ende. Hvordan har I det med debutalbummet i forhold til EPen?
Jens: Jamen, vi er rigtig glade for det, det er fedt at have et fuldlængde-album nu. Og for os personligt er det rart at kunne mærke, at vi har udviklet os siden EPen.
David: Vi har fået lov til at blive meget mere nuancerede på albummet. På EPen var vi tvunget til at holde et stramt udtryk, så vi ikke rykkede i fem vidt forskellige retninger med de fem numre. Det har været betydeligt sjovere nu, hvor vi har kunnet prøve nogle andre ting af, fx at lave noget, der er rent elektronisk. Der har helt klart været plads til flere udfoldelser, end hvad der var på EPen.

Der opstår en lidt tøvende stilhed, som jeg bryder ved at give udtryk for min begejstring for debutalbummet. Jeg siger, at Veto for mig som anmelder ligger lunt i vakuummet mellem det overarrangerede og det totalt tilfældige. Jeg spiller bolden over på drengenes halvdel ved at spørge, om de selv kan placere debutalbummet?

David: Der er egentlig en meget stor del af albummet, som er opstået i studiet. Noget var overhovedet ingenting, da vi gik i studiet – og andet blev lavet om i forhold til, hvad vi havde regnet med, at det skulle være.
Jens: Det var jo også det, vi var spændte på, da vi gik i studiet. Vi havde jo et væld af ideer, som vi mente, var gode ideer, men som ikke var helstøbte endnu.
Troels: Der var mange af numrene, blandt andet ”Short Fused” og ”Breaking and Entering”, der var helt anderledes, da vi gik i studiet… Jeg synes på en eller anden måde, at vi er kommet nærmere på vores lyd på pladen nu. Det kan ikke undgå at blive mere nuanceret, når man har 10 eller 11 numre at gøre godt med. Derfor har vi også bedre kunne definere over for os selv, hvad det er, vi spiller – og hvordan vores musik skal være.
Jens: Man kan bare tage et nummer som ”I brought the BBQ” [debutalbummets nok mest stille track, red.] – hvis man havde en EP eller single, hvor der bare skulle være et ekstra nummer på, eller hvis den skulle ligge mellem et til tre andre numre, så ville den simpelthen være for stenet, hvis det var noget, der skulle præsentere et band. Modsat – hvis man har ti numre, så er det bare et dejligt afbræk, et pust, at have et sådan nummer.
David: Den repræsenterer jo også en side af os, men det er rigtigt det, som Jens siger. Vi har hele tiden tænkt pladen som en helhed – og der har ideen hele tiden været, at der skulle være afveksling. Vi kender det fra os selv og de plader, vi selv kan lide – der må godt være en rød tråd, men det er rart, hvis de også stikker lidt ud i nogle afkroge i stedet for at følge en form og på den måde blive for trivielle at lytte til.
Jens: En af de ting, vi var spændte på dengang var jo også, at vi ikke havde en ide om, hvordan pladen skulle se ud. Vi vidste ikke på forhånd, hvordan den skulle se ud. Der var meget, der skulle leges på plads.
Troels: Det var også guld værd at have de ti dage i streg, hvor det kun var den, der handlede om det.

Jeg spørger, om det virkelig kun tog ti dage – og oplever et kort øjeblik fire grinende ansigter, der forvisser mig om, at der skam også var en del arbejde efterfølgende med at mixe og producere debutalbummet. Jeg spørger, hvem der har stået for det efterfølgende arbejde og mødes endnu engang af grin fra alle fire fronter.

Jens: Det har vi jo selv gjort – ligesom på EPen. Det var et krav fra vores side, at vi selv ville have lov at lave det – og det var jo det, TABU så fantastisk gik med på. Selvfølgelig handlede de ud fra at have hørt EPen, som Troels producerede, men at de turde tage chancen og sige ”Vi lægger det helt fra os, I får selv lov at producere”, det er da imponerende.
David: Jeg tror, at en af de væsentlige grunde til, at vi har fået lov til så meget, er, at vi er så unge, vores numre er så nye, at mange af dem bliver til i mixprocessen, så det har været vigtigt, at vi selv stod for det, når nu det var den første plade. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil have nogen ind over på anden plade, der har vi jo nok også lidt mere styr på, hvem vi er, og hvad vi vil. Det havde vi jo principielt set ikke, da vi gik i studiet denne gang.
Jens: TABU tog os, fordi de syntes, at det var fedt, det vi lavede – og ikke, fordi vi kunne bruges i en bestemt rolle. Og at give os medbestemmelse har ikke bare været snak fra deres side, der har været handling bag ordene. Det var så godt, som det lød, kan vi sige nu, hvor vi har været det hele igennem.

Og der er ikke tvivl om, at Vetos EP vakte stor opsigt i musikkredse, hvorfor TABUs tillid måske kan forklares. Men det er stadig kun de færreste, der kender Veto. Jeg spørger lidt provokerende, hvorfor er det lige, at det vil ændre sig?

Jens: Jamen, vi havde jo stadig ikke fået en plade ud. Jeg tror virkelig, at det vil ændre en hel masse. Vi har heller ikke spillet så meget. Men det kan godt være, at alle ikke ved, hvem Veto er, men i forhold til EPen, så har der været meget opmærksomhed omkring den. Jeg tror, at vi synes, at vi har haft meget mere opmærksomhed, end vi havde regnet med.
Mark: Og så har vi jo også været meget i medierne de sidste par uger – det betyder meget, at der fx er en hel side i Metro eller Urban om Veto med billeder og interviews.
Troels: Men vi prøver konstant at huske på, at de gode anmeldelser ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at hele verden falder for os.
Jens: Der har også været meget snak, der er virkelig blevet snakket en del, og ind til videre har vi ikke kunnet hægte det op på så meget, det er ikke nået dertil, hvor det er køberne og lytterne, der tager del i det. Og vi har da også husket på, at vores musik reelt ikke har været ude og blive vurderet af lytterne endnu.
Troels: Jeg tror, at det er supervigtigt for os at komme ud og spille lige nu. Og for os er det vigtigt, at pladen er lavet – og vi skal ud og spille…
Jens: Ja, vi skal spille – og nu har vi en plade. Før var der bare snak.
Troels: Det har været meget – ikke hult – men uhåndgribeligt til nu, fordi vi ikke har haft en plade og ikke spillet så mange koncerter, men der har været meget snak og meget, vi skulle gøre for at promovere og bygge op. Nu er det vigtigt, at vi kommer ud og gør det hele lidt fysisk… Vi har brug for at gøre det mere virkeligt for os selv…

Og det er i høj grad virkeligt. Med udgivelsen af There’s A Beat In All Machines skydes Vetos Danmarkstour nemlig i gang. Den starter på Templet i Lyngby og ender på Roskilde Festivalen, hvor Veto var et af de første bands, der blev annonceret. Jeg spørger, hvad drengene glæder sig mest til ved at skulle spille på Festivalen.

David: Vi glæder os mest til det hele. Bare det, at man skal spille på Roskilde, det er jo…
Troels: Ja, det er milepælen… Det var også lidt overraskende, vi var jo stort set de første, der kom på plakaten.
David: Det er jo bare en superlækker festival, et fedt sted og der er helt vildt meget fedt musik. Jeg glæder mig til at skulle høre Placebo.
Jens: Det er en kæmpe drengedrøm, jeg har selv været der så mange gange – og følelsen af selv at skulle spille der i år, den er helt vild.

Men det er ikke kun Danmark, Veto skal indtage fremover. I marts går turen også til USA, hvor Veto er et af tre danske navne annonceret til South By Southwest festivalen 10.-19. marts i Texas.

Troels: Festivalen er en pendant til SPOT, bare en million gang større. Vi skal spille en skandinavisk showcase med Sarah Hepburn og The Royal Highness på noget, der hedder The Drink.
David: Og så skal vi spille et day-party for nogle amerikanske selskaber samme sted… det er i bund og grund promotion, det handler om. Det er en branchefestival.
Jens: Det er jo også derfor, at Musikeksport Danmark har inviteret os derover – for at promovere os.
Troels: Vi glæder os meget, men det er lidt skørt at skulle af sted så hurtigt, vores album er jo først kommet ud i dag. Men jeg tror, vi øjnede, at det var en god oplevelse for os som band at komme lidt væk, at komme nogle andre steder hen og se nogle andre måder, folk spiller på, og møde nogle andre bands. Vi ser det lidt som en releaseferie på den fede måde.
Jens: Som jeg har hørt det, er det en lang gade med pubber og klubber, hvor der vil være konstante koncerter – og så stiller folk sig bare op, det kalder de gardenparties… koncerter skulle bare poppe op rundt omkring…
Diskant: Har I så tænkt jer at spille på et gadehjørne?
David: Nej, jeg tror bare, vi spiller de koncerter, vi er booket til – og så skal vi rundt og høre noget musik og mingle…
Jens: Og så skal vi have cowboyhatte og sheriffstjerner og pistoler og sådan. Og lege cowboyer og indianere…

Mandag d. 27. februar kl. 17.05. Vi slutter interviewet, mens stemningen er på sit højeste. Det var så det, siger jeg. Drengene ser ærligt talt også godt trætte ud. Turen går tilbage til Århus for dem nu, Troels fortæller, at han har sidste dag i vuggestuen i morgen. Vi snakker lidt om børn og fastelavn.

Mandag d. 27. februar kl. 17.12. Troels giver pænt hånd, mens resten af Veto vinker. Vi ses, lyder det på den mest familiære måde. For sådan er det bare med Veto, familiært og uhøjtideligt, råt og blødt på samme tid.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.