Roskilde Festival 2006: Wolfmother-interview

wolfmother-aus-presse2006-565x350

En psykedelisk sonisk seksuel tsunami

Mens pladebranchen konstant hungrer efter denne uges nye hotte navn, er det sært nok forfriskende, når det nye navn så slet ikke er så nyt i sit udtryk. Australske Wolfmother er af den amerikanske og engelske presse blevet udråbt til at være det helt nye store navn, hvilket kan virke ret så sært, når bandets udtryk retter sig så meget mod fortiden, som det gør.

Mens pladebranchen konstant hungrer efter denne uges nye hotte navn, er det sært nok forfriskende, når det nye navn så slet ikke er så nyt i sit udtryk. Australske Wolfmother er af den amerikanske og engelske presse blevet udråbt til at være det helt nye store navn, hvilket kan virke ret så sært, når bandets udtryk retter sig så meget mod fortiden, som det gør.

Søndag eftermiddag på dette års Roskilde Festival var Diskant.dk sat i stævne med Wolfmother trommeslager Myles Heskett for at få os en lille snak om hvorfor hans band pludselig er blevet musikpressens darlings, men det blev også til en samtale om bandets nye duftserie, det ydre rum, svampe og så cirka 45.000 par bryster. Selvom der var tale om et interview kun med Myles, gjorde den kombination af emner at Bassist/Keyboarder Chris Ross dog alligevel havde svært ved ikke at blande sig i samtalen.

Når Wolfmother beskrives i pressen, sker det ofte ved at nævne referencer indenfor 70’er rocken og stoner rocken, men Myles har sine egne – om end splittede – bud på genrebetegnelser.

Myles: Jeg tror det er acid-rock eller psykedelisk-rock. Det er sådan set det. En af mine venner kalder det romantisk pre-metal. Det synes jeg ret godt om, og jeg tror det er fordi det har en romantisk tilbageskuende kvalitet i sig. Det er ikke helt metal, men det lyder som musik fra perioden lige før metal blev metal.

Chris kommer snigende bagfra

Chris: Lad være med at lytte til Myles, han lyver konstant.
Myles: Kan du ikke give mig en massage Chris, det har jeg brug for. Hvordan vil du definere vores musik?
Chris: Jeg ynder at sige, at det er en psykedelisk sonisk seksuel tsunami.
Diskant: Så det er meget fysisk og følt?
Myles: Ja, ikke gennemtænkt overhovedet.

Selvom det ikke kræver en længere uddannelse at komme med bud på bare et par af bandets inspirationskilder blot ved at lytte til musikken, henter Wolfmother dog sin inspiration fra mange forskellige stilarter.

Beastie Boys, Kyuss og Aphex Twin

Myles: Chris fik mig til at lytte til en masse hip hop, da vi mødtes.
Chris: Var det min skyld. Fedt. Du lyttede til en masse Beastie Boys.
Myles: Ja Beastie Boys. Og en hel masse andet.
Chris: Vi lyttede også til en hel del fra Warp Records. De har den der Blech II compilation. Det er Warp Records bands spillet af Ninja Tune DJ’s. Det er fantastisk. Så lytter vi også til Aphex Twin og Autechure.
Myles: Da vi mødtes, hørte vi meget Kyuss og Fu Manchu
Chris: Ja, en masse stoner-rock. Også Queens of the Stone Age.
Myles: Ja, den første Queens of the Stone Age plade var fantastisk. Også Dessert-sessions og den slags. Vi jammede en masse, og skiftede instrumenter hele tiden. Vi havde de her Beastie Boys-agtige funk-jams, og så gik vi over til at jamme stoner-rock i evigheder. Vi så også The Who videoen The kids are allright på repeat, og også Pink Floyds Dark Side of the Moon. Og da vi ville spille live, og besluttede os for at spille som et rockband, da var det bare den stil, der kom ud af os tre. Kombinationen og kemien mellem os, der jammede sammen. De her heavy-big muff riff kom bare. Jeg lyttede bare til Pink Floyd igen og igen, og jeg ville bare være Nick Mason.
Chris: Da jeg hørte Virgin Suicides med Air, fik jeg et tilbagefald til Pink Floyd. Det album har bare den æstetik, men taget til et nyt niveau. Og det var helt vildt fedt, og så hev jeg Pink Floyd pladerne frem igen.

De to mænd forvandles nærmest til ivrige drenge, mens de remser deres inspirationskilder op, og da jeg fortæller dem, at Roger Waters senere på aftenen vil opføre hele Dark Side of the Moon på Orange Scene, der ligger godt 50 m fra os, ærgrer de sig godt og grundigt.
De skal nemlig videre inden.

Chris: Jeg ville vildt gerne se det.
Myles: Måske vi kan tale med ham.
Chris: Ja, han kunne måske komme og hænge lidt ud i vores bus.

Chris og Myles griner

Smukt hår og overskæg

Jeps to drenge, det er de, og selvtillid mangler de bestemt ikke. Og når det gælder spørgsmålet, hvorfor de får så meget opmærksomhed, skal de heller ikke lede længe efter svaret.

Chris: Det er fordi vi er så utroligt smukke.
Myles: Det er vores krøllede hår. Og efter Chris har fået overskæg, vil vi få endnu mere opmærksomhed.
Chris: Det bliver helt vanvittigt. Vi kommer til at sprænge skalaen.
Diskant: Så snart vil I se fancy Backstreet Boys-lignende musik-videoer?
Myles og Chris: Det håber vi.
Chris: Stramt koreograferet.
Diskant: Og måske også jeres egen duft serie.
Myles: Ja, fedt! Nej, jeg ved egentlig ikke hvorfor nogen gider at lytte til os.
Chris: Der er to sider til det. Før vi spillede vores første koncert, synes vi, vi lavede noget vildt fedt musik, men spekulerede på, om andre ville synes det var lige så fedt. For der var ingen andre der lavede det vi gør. Så måske lavede vi det forkerte, når ingen andre gjorde det samme som os. Men på den anden side, så gjorde vi måske præcis det rigtige, ved at lave noget ingen andre gjorde. Folk ville jo bare gerne høre noget i den her stil.

Diskant: Hvis I selv skulle sige det, hvad er så det unikke ved Wolfmother?
Chris: Vi jammer en masse, og det gør andre bands ikke rigtigt mere. Halvdelen af vores set, er bare os, der fucker rundt. Og det lader til, der er en masse, der godt kan li’ det. Jeg kan li’ det. Vi giver den gas når vi spiller.
Chris: Det gælder ikke så meget nu, men da vi startede, var vi virkelig naive. Og den der naivitet virkede godt, da det bare handlede om at have det sjovt. Der findes mange bands derude, hvor der slet ikke er plads til at have det sjovt. Det hele er bare ”Well, fuck you”.
Chris: Ja, det handler bare om at stirre på ens sko og tænke ”Jeg er så cool, så cool, så cool”.
Myles: Og det er jo også fint, men når alle andre gør det, bliver det jo lidt kedeligt. Man vil jo have noget, der er opløftende og Wuhu.
Chris: Ja, vi har den her stoner-lyd, men med en lidt anderledes vibe end i stoner-musik, Det gjorde at vi kom til at spille med en masse forskellige dansable bands. Og vi tænkte ”kom, lad os for helvede bare have en fest”. Derfor fik vi nok den her upbeat-stoner-lyd. Det er ligesom ”up-weed”.

Konstant hjerteskærende

Men selvom Wolfmother er på vej op, og det stadig er svært at skimte toppen, må der vel nødvendigvis også følge nogle ubehageligheder med al den succes. På spørgsmålet om medaljens gode og dårlige sider skubber Chris ansvaret fra sig – uden dog at kunne lade være med at svare alligevel.

Chris: Det er dit interview Myles, så du må svare på alle de svære spørgsmål.
Myles: Det gode er, at vi får muligheden for at rejse verden rundt og leve af at spille musik.
Chris: Det dårlige er så bare, at vi kun er på et sted i mindre end 24 timer.
Myles: Nu er vi i Danmark. Vi kom kl. 12, og skal videre kl. 20.
Chris: Ja, Danmark. lego’ens hjemland.
Myles: Ja, vi får desværre ikke mulighed for at besøge Legoland.
Chris: Det er jo en af tragedierne ved alt det her.
Myles: Det er jo konstant hjerteskærende. Man bliver forelsket i et sted, og så bliver man kort tid efter ulykkelig igen.
Chris: Vi skal til Norge – Motorpsycho’s hjemland, og vi får heller ikke mulighed for at se dem.
Myles: Vi er altid på festivalerne de forkerte dage.
Chris: Ja, Primal Scream spillede her på Roskilde i går. Fuck, det ville have været fedt, men vi ville nok ikke have mulighed for at se dem alligevel. Øv. Jeg tror dog vores tourmanager så en piges bryster for lidt siden, så der er jo positive ting ved det hele.
Diskant: Ja, der er jo mange bryster på den her festival. Ca. to stk på hver pige.
Chris: Wow, det er jo meget europæisk.
Myles: Men kun i gennemsnit to, hvilket jo alligevel er et ret højt gennemsnit.

Diskant: Det ville da undre mig meget, hvis et par bryster på en festival er det vildeste der er sket for jer på det seneste?
Chris: Du havde en ret vild oplevelse sidst i Amsterdam Myles?
Myles: Ja, jeg købte nogle svampe, og de brændte min hjerne totalt af. Jeg havde det mærkeligt i to dage bagefter, så det gør jeg nok ikke igen. I Australien er svampene fantastiske. Har I svampe her?
Diskant: Ja, men de kan dog ikke købes på ethvert gadehjørne.
Myles: De svampe vi har i Australien, gør, at man ser smukke farver, og så lander man stille og roligt bagefter, og kan gå i seng. Men de her var jo ren syre.
Diskant: De var stærkere?
Myles: Ja, de var mere kemiske.
Chris: Sådan skal svampe ikke være.
Myles: Jeg køber dem i hvert fald ikke i en butik igen.
Chris: Det er det, der sker, når man forvandler noget til en forretning, så bliver det farligt.

Så godt som Celine Dion?

Wolfmothers vej mod succesen lyder jo som det rene trip, og det er da også svært at bevare troen på evnerne, når alle folk omkring bandet roser dem konstant.

Chris: Jeg tror ikke helt på det. Jeg tænker ”Er det virkeligt så godt?”. ”Er det lige så godt som Celine Dion?”. Det er der, man ved de lyver. Nej, jeg ved det ikke. Det er vildt underligt.
Myles: Vi er for tæt på musikken til at kommentere på det. Vi skrev numrene for godt to år siden, og brugte 3 måneder på at indspille dem, og vi spiller stort set alle hver aften. Så vi har ikke noget perspektiv til dem mere ifht. hvor gode de er. Det bølger op og ned i henhold til at hade sangene og elske dem, og også til at være ligeglade med dem.
Chris: Det er lidt svært, hvis man spiller fem koncerter i træk, og der kommer en hen til én og siger: ”Det var helt vildt fedt”, men jeg synes det var federe i går. Så siger man det ikke til dem, og det kan godt blive lidt underligt i den slags situationer. For på en måde vil man gerne være entusiastisk på deres vegne, men man har ligesom spillet de her numre fem dage i træk.

Diskant: Grunden til jeg spørger, er pga. den britiske musikpresses tendens til at udråbe det nye store navn hver uge. Er I ikke bange for at blive glemt lige som alle de andre?
Chris: Man må jo forvente det, når der kommer et nyt bedste band hver dag. Hvor længe kan man blive ved med at sige, at 365 bands er de fedeste overhovedet. Nogle gange køber jeg en plade, fordi en sang er god, og resten af albummet stinker. Jeg bekymrer mig ikke om et band er godt eller dårligt. Jeg kan elske en fantastisk sang, og hade alt andet de har udgivet. Så længe man har den ene sang, er det vel det hele værd, skulle jeg mene. Jeg er lidt ligeglad med, hvor længe vi bliver holdt oppe – om det er for evigt eller….jeg er ligeglad.
Myles: Ja, vi har stort set allerede opnået alt det, vi ville opnå.
Chris: Ja, det er fedt at have muligheden for at spille musik, og ikke skulle have et job igen. Det var sådan set det jeg ville opnå.

Diskant: Hvis I har opnået det hele, hvor kan I så nå hen herfra?
Chris: Ingen steder. Nej, vi har ikke opnået alt, men hvis det ville stoppe nu, var det helt ok.
Myles: Jeg er helt enig. Vi kan stadig spille igen og igen.
Chris: Vi har skrevet nogle sange og spillet nogle koncerter – Det var det vi ville. Og vi spillede bare en del flere koncerter og skrev en del flere sange end jeg havde forventet.

Ren Elvis stil

Diskant: Men hvor store tror I Wolfmother blir’?
Myles: Jeg tror vi bliver helt vildt store. Hvis vi bliver ved med at turnere i Amerika…
Chris: ..og æder al den der lorte-mad. Det bliver ren Elvis-stil – jeg dør på et toilet med en stegt banan-sandwich i min hånd. Og hovedet fyldt med syre.

Pladeselskabsrepræsentanten har allerede været to gange henne ved os og med en bestemt mine og med pegefingeren på sit ur signaleret at nu er interviewet virkelig ved at være forbi. Jeg forsøger alligevel lige med et sidste spørgsmål.

Diskant: Hvordan kommer det næste Wolfmother-album til at lyde?
Myles: Det bliver en del mere som Jean Michelle Jarre.
Chris: Hvis jeg lærer at spille keyboard, så bliver det meget vel sådan. Jeg har forsøgt at lære at spille ordentligt, og det ville jo være meget interessant.
Myles: Jeg ville også gerne have den her nordiske vibe i det. Vikinge-stil.
Chris: Det bliver den her blanding af Jean Michelle Jarre med nordisk lyd. Vi har ret stor frihed til at gøre hvad vi vil. Mange bands har deres lyd og stil, men hvis du lytter til vores album, stritter det i alle mulige retninger, og det giver os mange muligheder. Jeg ved ikke rigtigt, i hvilken retning vi går. Måske mod Mars. Ja, måske optager vi den næste plade i det ydre rum.

Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars