Yes – Interview

yes-logo1-565x377

Sympatisk møde med fortidens konger inden for prog rock

Britiske Yes blev dannet i London 1968 – ét år efter at jeg blev født! Forsangeren Jon Anderson medvirkede på sin første single i 1964 – tre år før jeg blev født! Og Yes har de seneste 41 år udgivet mere end ét album om året i gennemsnit, hvis man regner live- og compilationalbums med. 43 styks i alt er det blevet til gennem hele karrieren. Og så har vi ikke engang talt de forskellige sideprojekter og soloalbums med! Det er med andre ord et rutineret band, Diskant har fået mulighed for at få en samtale med over telefonen fra det regnfulde London, da founding member og bassist på 61 år, Chris Squire, lader sin rustne men godmodige røst lyde gennem røret.

Diskant: Hvordan er det gået på jeres seneste In The Present-tour?

Chris Squire (CS): Det er faktisk gået rigtig godt, vi har haft en rigtig fin tour i US, som vi afsluttede for godt en måned siden. Vi spillede sammen med Asia som opvarmning, som Steve Howe (guitarist i Yes, CM) også spiller i. Det fungerede rigtig godt, selvom det jo betød, at vi ikke kunne levere et længere show, da Asia jo allerede havde varmet folk godt op. Men det har været sjovt. Og lige nu befinder jeg mig i studiet sammen med Hackett (ex-Genesis, CM), hvor vi er ved at lægge sidste hånd på vores nye projekt.

Diskant: Du mener jeres nye band Squackett?

CS: Præcis.

Diskant: Hvor langt er I?

CS: Vi er færdige med cirka 70 % af alle numrene. Vi mangler bare at få lagt de sidste indspilninger ned i mixeren og få dem gjort klar. Jeg regner med at albummet er klar til udgivelse i slut september … (pause) … eller oktober…

Chris Squire bryder ud i en knirkende latter, da han pludselig godt kan se det uholdbare i de foreløbige datoer.

Diskant: Det er sket før, at et projekt er blevet forsinket… Men fortæl mig om stilen på dit nye projekt. Hvordan lyder Squackett?

CS: Det er faktisk … jamen, gode sange, for det første, med gode vokalharmonier, som vi arbejder meget med. Og en folky stil har det også, selvom der bestemt er masser af rock og et godt drive. Der er masser af stærkt materiale med godt prog rock.

Diskant: Hvordan skriver I numrene? Arbejder I sammen, eller kommer I med hver jeres input?

CS: Både og. Nogle af numrene har Steve skrevet og andre kommer jeg med. Og så har vi skrevet et par sammen. Så det er faktisk en god blanding.

Diskant: Hvilken forskel er der på Yes i dag og bandet i 70’erne?

CS: (Pause) Faktisk ikke så meget. Vi nyder at spille de gamle numre, og vi kan se, at folk stadig nyder at høre dem. Og vi spiller dem så loyalt som muligt mod originalen, så der er faktisk ikke den store forskel.
Vi oplever også, at der kommer flere og flere unge, teenagere, til vores koncerter. De har sikkert hørt deres forældre spille pladerne derhjemme, og nu vil de opleve os på egen hånd. Faktisk er det et meget blandet publikum, vi har, rent aldersmæssigt. Men hovedsagen er, at vi selv nyder at spille vores musik sammen. Og det gør vi!

Diskant: I har lige haft 40-års jubilæum. Er det ’kun’ sjov og ballade, når I går på scenen, eller har I stadig noget at give jeres publikum, andet end et trip back to memory lane?

CS: For det første er det en fed måde at tjene penge på. Vi spiller vores musik, og vi ser et publikum med glade ansigter, når vi gør det. Vi føler, at vi bringer en masse ud til folk med vores musik, som gør dem glade – noget, de kan bruge til noget. Omvendt får vi også en masse tilbage fra publikum. Er det svar på dit spørgsmål?

Diskant: Hvor får du din motivation og inspiration fra som bassist? Du er en meget fysisk musiker, der bevæger sig hele tiden, samtidig med at du er utrolig elegant og melodiøs i dit basspil.

CS: Mange tak! Måske er det en tilfældighed, men jeg har altid været glad for vokalharmonier – siden jeg sang i kirkekor som dreng. På et tidspunkt i skolen begyndte jeg at spille bas – måske fordi jeg har så store hænder… Anyway, det lå godt til mig, og det gav mulighed for, at jeg kunne lægge kor på sangene sammen med Jon (Anderson, CM).

Diskant: Apropos sang. Hvordan går det med jeres nye sanger, Benoît David og den nye keyboardspiller, Oliver Wakeman? (søn af den oprindelige tangentspiller, Rick Wakeman, CM).

CS: Det går over al forventning. De bliver bedre og bedre for hver gang, vi spiller. Oliver spiller meget med samme talent som sin far. Han spiller meget med samme sans for det komplekse, men han er samtidig også meget ulig sin far, med en utrolig fornemmelse for detaljen i musikken.
David er en utrolig fyr at arbejde sammen med. Han er altid utrolig velforberedt, og han knokler virkelig på at yde sit bedste. Hvad mere kan man bede om? Faktisk vil det være sådan, at når vi tager til Europa for at spille, vil det være første gang, han besøger Europa.

Jeg gør opmærksom på, at koncerten finder sted på Amager, godt en kilometer fra fristaden, men vi bliver enige om, at det nok er bedst, at bandet først besøger Staden efter koncerten.

Diskant: Hvilke bands i dag synes du er interessante?

CS: Jeg har jo selvfølgelig en masse bands, jeg følger med i, men nye bands… Jeg synes faktisk ikke, at det er fordi der er en masse talenter, der stikker frem. Men bands som Red Hot Chili Peppers, Foo Fighters, hvor trommeslageren er en af mine rigtig gode venner, og så f.eks. Amy Winehouse, som jeg synes synger helt fantastisk.

Diskant: Ja, når hun er i stand til at synge…

CS: Jah, det har du sgu ret i, men hun har en fantastisk stemme, når den virker.

Diskant: Sidste spørgsmål. Hvad kan vi forvente, når I kommer og spiller til december?

CS: Det er vores andensidste show, det sidste er vistnok i Sverige, så det bliver et gennemrutineret og varmt band, der kommer og giver en last performance. Og vi har jo ikke Asia med som opvarmning – der er kun os – så det bliver et show på et par timer eller mere. Mindst. Og så spiller vi nogle numre, vi aldrig rigtig har spillet før. At vi har den nye sanger, David, med i stedet for Jon Anderson, gør også, at vi f.eks. kan spille et par numre fra Drama (fra 1980, hvor Jon Anderson ikke var med på vokalen, CM), som vi normalt aldrig spiller. Og så kommer der et par treats fra de gamle Yes-ting helt tilbage fra starten af 70’erne. Så der bliver noget for enhver, og vi glæder os til at spille de numre.

Diskant: Jeg glæder mig også til jeres show, og du skal have rigtig meget tak for din tid.

CS: Du kommer altså til vores koncert? Så spørg efter mig og lad os mødes.

Diskant: Det vil jeg gøre!

Chris Squire skulle tilbage til studiet og lægge sidste hånd på Squacketts nye album, men om det når at udkomme i slutningen af september, tvivler jeg nu stærkt på. Men fornøjeligt har det været at snakke med en musiker, der har spillet for 130.000 betalende publikummer på en gang, og som i karrierens efterår besøger Amager Bio til en god omgang prog rock, hvor undertegnede vil glæde sig til hans elegante og udtryksfulde bas i samspil med de andre Yes-drenge.

Yes kan opleves i Amager Bio den 10/12., hvor de giver deres næstsidste koncert på den europæiske del af touren.

Tags from the story
,

Skriv et svar