Megadeth: Vredens dag

DaveMustaine-565x318

Vredens dag

Med en blueset feeling, en punket snerren og en eminent sans for at skrue thrash metal-riffs sammen har Megadeth skabt sig et navn som et af verdens vigtigste og vredeste metalorkestre. De seneste år har den tidligere så knivskarpe musik dog stået noget i skyggen af frontfigur Dave Mustaines bizarre udtalelser og dunkle konspirationsteorier. Men nu er de tilbage med ny plade og med koncert i VEGA.

At vrede kan være en inspiration og drivkraft i musik, ikke mindst i heavy metal, er en banal konstatering. Alligevel gælder det i særklasse for bandet Megadeth og frontfigur Dave Mustaine. “Angry Again” hedder en af bandets sange, og den titel kunne næsten gælde for hele kataloget. For der er næppe nogen i musikindustrien, der lyder så godt gammeldags sur som Mustaine.

Og han har været sur, lige fra begyndelsen. Han var sur, da han som ung var med til at lægge grundstenene til verdens største heavy metal-band Metallica. Han var sur til første møde med Lars Ulrich, fordi sønnen af den danske tennisstjerne Torben Ulrich, boede i et rigmandskvarter i Los Angeles, hvor Mustaines mor havde gjort rent og tørret de riges lort op. Han var sur på folk, der modsat ham selv var født med en sølvske i munden. Navnlig var han sur, når han drak, og det gjorde han tit. Det gjorde bandkammeraterne i Metallica også i sådan en grad, at bandet længe nød tilnavnet Alcoholica. Problemet var, at de andre blev glade i låget, når de drak, mens Mustaine fik lyst til at slå på nogen. Også gerne sine egne bandkammerater. De fik til sidst nok. Bedst som karrieren for alvor var ved at tage fat, og der var udsigt til et gennembrud gik de bag om ryggen på ham og udskiftede ham med guitaristen Kirk Hammet. De sendte ham med en bus hjem fra New York uden en rød reje til at købe mad for på den fire dage lange bustur. Det var han forståeligt nok også sur over. Og han blev ikke mindre sur, da han så, at Metallicas debutalbum Kill Em’ All blev båret frem i verden på sange, han havde skrevet til bandet.

Al denne vrede, bitterhed og forsmåelse blev kanaliseret over i Megadeth. Et band, der ifølge Mustaine selv, primært blev sat i verden i ren trods. Et band, der først og fremmest på alle måder skulle overgå Metallica. Det skulle være hurtigere, vildere, mere beskidt, bedre – og selvfølgelig større. Det sidste har Megadeth aldrig opnået. De første ting er der delte meninger om. Under alle omstændigheder er der siden kommet masser af metalbands, der spiller tungere og vildere end Megadeth. Men Megadeth har alligevel formået at skabe sin helt egen og meget genkendelige lyd, der i altoverskyggende grad skyldes Mustaine selv, der da også er eneste gennemgående bandmedlem.

Den lille mands metal

VicRattlehead
Vic Rattlehead

På mange måder er Megadeth et band, hvis grundlæggende svagheder også er dets styrker. Derfor undgår bandet heller ikke at være et frustrerende bekendtskab. At hele bandets identitet i så høj grad er bygget op på forsmåelsen, forbitrelsen og den konstante kamp for at træde ud af Metallicas skygge har ofte stået i vejen for musikken, men omvendt har det også været en uomgængelig drivkraft. Det samme kan man sige om Mustaines sangstemme. At manden kan spille en gedigen guitar har der aldrig rigtig været tvivl om, men det lå bestemt ikke i kortene, at han skulle blive forsanger i et band, og det var da også kun i mangel på bedre, at han selv trådte til mikrofonen, da Megadeth skulle have en sanger. En stor stemme har han aldrig haft, og hans pudsigt spinkle og nærmest bjæffende stemme, bliver da også hyppigt fremhævet som Megadeths grundlæggende svaghed. Den er dog samtidig bandets helt store styrke. For sandheden er, at nok har Mustaine en teknisk set mangelfuld stemme, og nok kan han ikke synge brutalt og hårdt som mange af den tunge metals sangere. Men hans stemme passer perfekt til netop Megadeth og fuldender det sammenbidte lydbillede. Mustaine lyder mest af alt som en hidsig køter, han spytter og snerrer ordene ud hen over de nærmest ranglede og spinkelt fræsende guitarriffs. Det er netop stemmen af den forsmåede og magtesløse vrede, vi hører, og Megadeth er da også i udtalt grad, hvad man kunne kalde den lille mands thrash metal band. Den thrash metal-stil, der i 80’erne blev ført frem med bands som Metallica, Slayer, Anthrax, Overkill og Megadeth, havde nok rødder i 70’ernes heavy metal, men man fandt også en væsentlig inspiration fra punken. Intet sted høres dette tydeligere end på Megadeths første plader, og Mustaine er da også en erklæret punkfan, der endda til Megadeths tredje album So Far, So Good …. So What! (1988) indspillede et covernummer af Sex Pistols’ “Anarchy In The UK” (hvor Sex Pistols’ Steve Jones tilmed medvirker som gæst). Når man hører dette nummer, bliver det tydeligt, hvor meget Mustaine skylder punken, og hans snerrende stil ligger tættere på Sex Pistols, end den ligger på f.eks. Slayer eller Metallica. Samtidig skaber de ranglede guitarer og den raspende vokal ofte en nærmest blues-lignende følelse, hvis man altså forestiller sig blues i et hysterisk tempo og kørt gennem en metallisk kværn. Og elementerne af blues og punk er ikke kun rent lydmæssige. Som i både punk og blues indtager Megadeth’s sange typisk en underdog-position. De fortæller om personer fanget i nådesløse systemer, hvad enten det er deres eget misbrug, lovens straffesystem, politisk manipulation eller dunkle konspirationer. De fortæller om paranoia, selvdestruktion, afmægtighed og personligheder, der slår klik. Som mange andre metalorkestre i 80’erne skabte Megadeth også en maskot a la Iron Maidens Eddie-monster. Megadeths maskot Vic Rattlehead er dog ikke noget typisk monster, men i virkeligheden også et udtryk for den grundlæggende afmagt, som sangene taler om. En skellet-lignende figur, hvis øjne, ører og mund er blokerede, som det beskrives i sangen “Skull Beneath The Skin” fra debutalbummet Killing Is My Business … and Business Is Good (1985): “Prepare the patient’s scalf / to peel away / metal caps his ears / he’ll hear not what we say / solid steel visor / riverted across his eyes / iron staples close his jaws / so no one hears his cries.”

Undergrundsudgivelsen Killing Is My Business havde en vis succes med at pisse territoriet af og vise, at Mustaine kunne stå på egne ben efter Metallica. Som et svirp i ansigtet på denne gruppe indspillede Megadeth nummeret “Mechanix”. Et nummer, han i sin tid havde skrevet til Metallica, og som de havde omarbejdet til nummeret “The Four Horsemen”. Pointen var naturligvis dels, at Metallica intet havde været uden Mustaine, og at han i øvrigt kunne tage nummeret langt længere ud på overdrevet. Debuten indeholdt også en bemærkelsesværdig speed metal-version af Lee Hazlewood-nummeret “These Boots Are Made For Walking”, kendt i Nancy Sinatras version. Det var bestemt ikke normen i 80’ernes metalscene at tage gamle pop- og countrynumre op, men sangens hævntema passede godt i Megadeths snerrende kram.

Megadeth-PeaceSellsButWhosBuying-1986-300x300
Peace Sells … But Who’s Buying

Megadeths stil faldt dog for alvor på plads på opfølgeren Peace Sells … But Who’s Buying (1986). Ikke deres mest helstøbte plade, men på mange måder den, der stærkest får de knoklede konturer frem. Den spinkle, vrede stemme, de hidsige guitarangreb og elementer af beskidt blues, punk, rock’n’roll og endda jazz. I starten af karrieren jokede Mustaine med, at Megadeth egentlig var et jazzband, og både trommeslager Gar Samuelson og guitarist Chris Poland havde da også en baggrund som jazzmusikere, hvilket farvede Megadeths take på thrash metal. På Peace Sells … udforskede Megadeth blues-rødderne i endnu højere grad ved at fortolke bluessangeren Willie Dixons “I Ain’t Supersticious”, men også egne numre som “Devils Island” (om en dødsdømt straffefange) og “Wake Up Dead” (om et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde) bærer tydelig gæld til bluesens klassiske temaer. Det samme gør titelnummeret, der også var med til at gøre Megadeth kendt som et af de mere politisk bevidste thrash metal-bands. Sangen er én af Megadeths væsentligste signatursange. Sangen er faktisk en regulær protestsang, der på sarkastisk vis skildrer den lille mands magtesløse snerren af systemet. “What d’ya mean, I can’t get to work on time / got nothing better to do”, som Mustaine synger, inden omkvædets punchline: “If there’s a new way / I’ll be the first in line / But it better work this time”. Desillusionen understreges af albummets cover, hvor Vic Rattlehead optræder som ejendomsmægler, der har sat det sønderbombede hovedkontor for FN til salg. Det er tydeligvis ikke i FN’s forkromede ideer om internationalt samarbejde og verdensfred, at en eventuel ny vej skal findes.

Megadeths guldalder

Den indre sameksistens i bandet vaklede dog også, og efter milepælen Peace Sells … kollapsede det originale Megadeth line-up i et kaos af stofmisbrug og uenigheder. Kun Mustaine og bassist Dave Ellefson blev hængende til den endnu mere vrede, beskidte og punkede overgangsplade So Far, So Good …. So What (1988), hvis line-up også hurtigt faldt fra hinanden.

Herefter indtrådte dog, hvad man må kalde Megadeths sande guldalder. Mustaine sammensatte et nyt hold, der udover ham selv og den altid tro væbner Ellefson bestod af trommeslager Nick Menza og superguitaristen Marty Friedman. Det var dette hold, der løftede Megadeth op i metallens superliga med det fuldbyrdede mesterværk Rust in Peace i 1990. Et album, der ikke blot hører blandt bandets absolutter triumfer, men som også hører blandt thrash-genrens største bedrifter. Friedman og Mustaine formåede sammen at smede uhørt stærke guitarpassager, som fandt sammen i en række sange, der både var melodisk stærke og med mere avancerede sangstrukturer, end man hidtil havde hørt hos bandet. Det civilisationskritiske perspektiv fra Peace Sells … blev videreført i sange, der kredsede om religiøst had, politisk paranoia, militær oprustning og angsten for radioaktive udslip. På coveret ses datidens mægtigste politiske ledere bag en Vic Rattlehead, der bøjer sig over en kapsel med et mystisk rumvæsen. Et motiv, der henviser til sangen “Hangar 18” og teorierne om hemmeligholdte områder, hvor rester fra UFO’er og rumvæsner holdes skjult. Noget mere jordnært kredser åbningsnummeret “Holy Wars … The Punishment Due” om religiøst motiveret vold, direkte inspireret af en koncert i Nordirland, der endte i et kaotisk slagsmål mellem katolikker og protestanter. Sangens mellemøstligt klingende toner og henvisninger til Israel synes dog også i høj grad at pege på konflikten mellem Israel og Palæstina. Ligesom den generelt advarer mod religiøs fanatisme, hvilket Mustaine, der var opdraget som Jehovas Vidne, havde haft inde på livet. Hele Rust in Peace gennemsyres af en paranoid stemning, en følelse af, at verden styres af jakkesætklædte mørkemænd, der bruger almindelige mennesker som kanonføde og materiale for diverse eksperimenter. Det er bestemt ikke politisk nuanceret, men fremstår alligevel sjældent helstøbt i den musikalske kontekst, der leverer metalperle på metalperle, men som også i f.eks. den sært slæbende og bastunge “Dawn Patrol” tager Megadeth helt nye steder hen.

megadeth-RustinPeace-1990-500x500
Rust In Peace

Rust in Peace betragtes af mange som det ultimative Megadeth-album, og bandet har da også siden indspillet en live-version af hele pladen, ligesom de med sangen “Return To Hangar” fra den senere The World Needs A Hero (2001) refererer tilbage til denne klassiker. Alligevel fremstår opfølgeren Countdown To Extinction (1992) på mange måder næsten stærkere. I mellemtiden havde Mustaines ærkenemesis Metallica udsendt det såkaldte Black Album, der havde taget metallen langt op på hitlisterne. Dette kunne Mustaine naturligvis ikke sidde overhørig, og det var tydeligt, at han med Countdown To Extinction stræbte efter hitlisterne med en mere poleret lyd og en række meget fængende omkvæd. Ambitionen lykkedes for så vidt. Albummet blev et hit, der strøg ind på Billboard Listens nummer 2. Til Mustaines store fortrydelse kun overgået af country-flødebollen Billy Ray Cyrus. Men nok så vigtigt var albummet en sangskrivningsmæssig triumf. Kan hænde, at den ikke er en riff-fest af samme dimensioner som Rust in Peace, til gengæld viser den en Mustaine, der virkelig er modnet som sangskriver, og som forener det samfundskritiske med en mere personlig tone. Flere sange tager på mere personlig vis livtag med hans egen paranoia og mangeårige kamp mod misbrug af alkohol og stoffer (“Skin O’ My Teeth” og “Sweating Bullets”), mens sange som “Symphony of Destruction”, “Foreclosure of a Dream” og titelnummeret holder protestsangen i live. “Foreclosure of a Dream” er et desillusioneret angreb på økonomisk uansvarlighed under Ronald Reagan og George H. W. Bush, mens “Sympony of Destruction” skildrer den politiske leder som en moderne Rottefængeren fra Hameln, der med sine søde løfter lokker folket i ruin. Titelnummeret tager et økologisk perspektiv op, hvor menneskets destruktive rovdrift på naturen skildres i en sang, der fik dyrerettighedsorganisationen Humane Society til at tildele bandet deres Genesis Award.

Thrashens Clint Eastwood

cover-megadeth-CountdownToExtinction-1992-500x500
Countdown To Extinction

Desværre begyndte bandet herefter at skride ud på en usikker kurs, der skulle vare det meste af et årti. Godt nok var Youthanasia (1994) en hæderlig og endnu mere mainstream-orienteret opfølger til Countdown To Extinction. Men den lød i længden mest som en bleg kopi, og stilforvirrede plader som de efterfølgende Cryptic Writings (1997) og Risk (1999) gjorde det ikke bedre. I 2002 gik bandet reelt i opløsning, og Mustaine kæmpede med både alkoholproblemer og med at holde sammen på sit ægteskab, ligesom en skade, havde lammet hans hånd, så det så ud til, at han aldrig ville komme til at spille guitar igen. Hånden vandt dog fordums styrke gennem grundig genoptræning. Samtidig oplevede Mustaine på en af sine utallige rehab-forløb en religiøs vækkelse, der fik den før så religionskritiske sanger til at bekende sig til den kristne tro. Han indledte arbejdet på, hvad der egentlig skulle være en soloplade, men som endte med en slags come back-album for Megadeth i 2004. Titlen The System Has Failed slog fast, at Mustaine fortsat var vred på systemet, og ved at hive den oprindelige guitarist Chris Poland ind som sessionmusiker markerede han et ønske om at vende tilbage til bandets thrash-rødder. Alligevel var en hel del ting forandrede. Mange i metalmiljøet så ikke mildt på Mustaines position som genfødt kristen. Mere interessant var dog i virkeligheden Mustaines politiske ståsted, der i kølvandet på 9/11 havde taget en mere patriotisk drejning, som især kom til udtryk på opfølgeren United Abominations (2007). Allerede på coveret til Peace Sells … havde Megadeth på symbolsk vis sat ild til FN’s hovedkontor. United Abominations var derimod et direkte angreb på De Forenede Nationer for at modsætte sig en invasion af Irak. Udgivelsen blev fulgt af mere polemik mellem Mustaine og repræsentanter fra FN. Efterfølgende har Mustaine både fra scenen og i interviews ytret støtte til George W. Bushs udenrigspolitik, ligesom han har været en ihærdig støtte af den enkeltes ret til at bære våben. Ligeledes er han kommet med bizarre udfald mod Barack Obama, dels i form af konspiratoriske spekulationer om Obamas herkomst, dels af lige så obskure teorier om, at Obama skulle have iscenesat skudtragedierne i Colorado og Wisconsin i 2012 for at kunne gennemføre en ny og mere restriktiv våbenlovgivning. En teori, som Mustaine fremførte ved en koncert i Singapore i august 2012.

Med deres anti-krigs sange, deres økologiske tematikker og deres kritik af magteliter og økonomisk grådighed har Megadeth ofte lignet et venstreorienteret band. Af samme grund spreder det en vis forvirring og frustration hos flere fans at se Mustaine gøre sig til talsmand for konspirationsteorier, der normalt forbindes med en rabiat højrefløj, og som under alle omstændigheder forekommer temmelig eksotiske fra et europæisk synspunkt. Det virker desto mere frustrerende i lyset af den tid, vi befinder os i. Lytter man i dag til Countdown to Extinction kan man ikke lade være med at tænke, at skulle noget metalband sætte ord på vor tids store temaer, så burde det være Megadeth. De kunne skildre afmagten over klimakrisen. De kunne skildre vreden fra Occupy-bevægelsen. I stedet har Mustaine altså travlt med at forsvare retten til at bære våben og retten til at føre præventiv krig mod slyngelstater. Samtidig virker han selv til at blive mere og mere opslugt af den paranoia, som han tidligere så mesterligt har skildret i sine sange. Hvad skete der?

Læser man i Mustaines egen selvbiografi Mustaine – A Life In Metal (2010) hænger tingene et eller andet sted sammen. Mustaine har altid næret en dyb foragt for det elitære og en mistro til systemer og pampere. Da han som ung sang om “a new way” var det allerede tydeligt for ham, at denne ikke ville komme. I Megadeths verden er det altid den lille mand mod systemet, og på sin vis er det logisk, at han opfatter retten til at bære våben som ukrænkelig. For hvordan skulle man ellers kunne forsvare sig? I selvbiografien afviser han at give sig hen til én politisk fløj. Han er altså hverken republikaner eller demokrat. Selv siger han, at Clint Eastwood er hans politiske ideal. Ikke politikeren Clint Eastwood, men karakteren. “I’m talking about the characters he’s played, from the Outlaw Josey Wales to Dirty Harry to the aging avenging gunfighter William Munny in Unforgiven. The kind of man who loves his country, stands up for people who can’t defend themselves, and really doesn’t give a flying fuck what aynone else thinks of him.”

cover-Megadeth-Endgame-2009-500x500
Endgame

Den ensomme hævner og selvtægtsmand, man kender fra mange Clint Eastwood-film, er da også en velkendt figur i en række Megadeth-sange, i nyere tid blandt andet på den fine “The Right to Go Insane” fra albummet Endgame (2009), hvor musikvideoen lader sig inspirere af krigsveteranen Shawn Nelson, der i 1995 gik amok og stjal en tank. I videoen ses Mustaine selv i rollen, som manden, der går bersærk, og i det hele taget er der også lidt af en Travis Bickle-figur fra Taxi Driver i de mange skildringer af ensomme mænd, der svigtes af systemet og går amok. Det er på mange måder vældigt forstyrrende, og man gør uden tvivl klogt i ikke at gøre Mustaine til en politisk ledestjerne (men det kan man nu sige om de fleste musikere). Men lytter man til sangene som rapporter fra en mental slagmark, hvor paranoia og magtesløshed hersker, har de alligevel fortsat en relevant stemme, som til alt held er mere flertydig end de udsang Mustaine udspyr mellem numrene.

cover-megadeth-supercollider-2013-500x500
Super Collider

Musikalsk har de tilmed fundet formen igen. Mest overbevisende på førnævnte Endgame, men til dels også på seneste album TH1RT3EN (2011). I aften optræder bandet så i VEGA, og de har et helt nyt album med i bagagen, nemlig albummet Super Collider, der udkommer på Mustaines eget nystartede selskab Tradecraft. Om albummet har Dave Ellefson udtalt, at det skulle vække mindelser om bandets allerførste album, Killling Is My Business … Om det holder stik må tiden vise, men noget tyder i hvert fald på at Megadeth stadig er sure i skralden.

.

Tags from the story