Musikåret 2011 – som altid og som aldrig før

Musikåret 2011 – som altid og som aldrig før

Som altid når tiden nærmede sig, kiggede jeg ved årsskiftet til 2011 langt frem i kalenderen, for at se hvilke udgivelser jeg skulle glæde mig til. Som altid var der de længe ventede, som bare MÅTTE blive blandt årets bedste udgivelser, med mindre kunstnerne skuffede mig fælt. Og som altid vidste jeg, at året med garanti ville byde på spændende nye navne, som ville tage mig med storm. Endelig forberedte jeg mig også på, at jeg ville få øjnene op for allerede etablerede navne, og at jeg ville tænke hvor har de været hele mit liv? Som altid skulle 2011 vise sig at blive et musikår som aldrig før

Lad os begynde med de etablerede navne, som jeg personligt havde store forventninger til, og som rent faktisk formåede at leve op til dem. Amerikanske Foo Fighters bør altid være garant for rockmusik uden så mange dikkedarer. På den front har de skuffet mig på deres to seneste albums, men med dette års Wasting Light fik de mig med på vognen igen. Sammen med udgivelsen af en ærlig dokumentarfilm syntes det som en vigtig milepæl i karrieren. Den altid hyper-produktive og uforudsigelige Ryan Adams ved man aldrig hvor man har, men med Ashes & Fire blev jeg tryg og rolig. Adams var tilbage som akustisk guitarist og sangskriver, hvor han efter min mening er bedst. Endelig havde jeg set utålmodigt frem til, at en vis Justin Vernon igen skulle stå i spidsen, når Bon Iver udkom med deres andet selvbetitlede album. De fire år havde været ventetiden værd. Fra at lyde ensom og indadvendt på det fremragende For Emma, Forever Ago, havde han nu arrangeret et mere intenst og dramatisk lydbillede, og det klædte amerikaneren at lukke lidt op for sluserne i 2011.

Gammel musik i nye klæder
Folkpop og –rock samt alternativ country er for alvor blomstret op gennem de seneste år. Der er noget over den autencitet og de historiefortællinger, der gemmer sig i musikken, som tiltaler et voksende publikum. Igen i 2011 kom der fra den front et par fremragende albums, og igen er det amerikanerne, der særligt kan noget i den genre. Wilco har været en inspiration for mange, og har i mange år været leverandør af mere progressiv folkrock, men det var først i år, at de, med albummet The Whole Love, ramte mig. Albummet kræver tid og indlevelse, men til gengæld tegner det til at blive et langtidsholdbart album i min samling. Mindre kan også gøre det. The Decemberists er ligeledes et erfarent navn, og deres ofte historiske og narrative stil har aldrig været let fordøjelig. På The King is Dead gik de i år i en ny retning. De syntes af have fået en ambition om at nå ud til flere, og det udmundede i denne glimrende udgivelse. Hvis vi lige skal helt ned i gear skal duoen The Civil Wars fremhæves. Joy Williams og John Paul White klæder hinanden afsindig godt. På debuten Barton Hollow smøg vokalerne sig om hinanden, og både i tekst og musik gik duoen tæt på lytteren. Det var dybt og inderligt, og på titelnummeret fik man endda et skud soul og blues. Duoen var simpelthen et perfekt musikalsk match.

Det er ganske vist country og folk, men af moderne kunstnere som ovenstående leveres det med et moderne twist, hvorved de formår at ramme tiden godt. Banjo, violin og harmonika flettes elegant ind i nye rammer – og rammer en behagelig tendens til at se tilbage og genopdage og genoplive.

Et magert metal-år
I den mere hårde ende af skalaen har 2011 ikke imponeret mig. Enten har den hårdeste rock ikke haft sit bedste år, eller også (også sandsynligt) har jeg ikke været så opsøgende, som jeg normalt ville være. Amerikanske Machine Head imponerede mig i 2007 med mastodont-pladen The Blackening og i år fulgte de på fremragende vis op med Unto the Locust. Robb Flynn og co. leverede nu et mere modent og progressivt lydbillede, men deres mange år i branchen lader sig ikke fornægte. De holder fast i mange gamle metaldyder, og der bliver ikke trukket i bremserne.

Skandinaviens metalkonger, svenske In Flames, kom tilbage på sporet med Sounds Of A Playground Fading. Et varieret album der både pegede tilbage på gruppens hurtige og snerrende stil, men som også viste både lyst og evner til variationer og eksperimenter inden for genren. Det var befriende at høre svenskerne på toppen igen efter et par middelmådige albums.

Og så er der jo gode gamle Sick of it All. Gruppen har i 90erne været med til at danne den store hardcore scene i New York, og selv om jeg da har hoppet rundt til et par koncerter med dem, så har de på album aldrig formået at fange mig. Det skete i år med den unikke opsamling Nonstop. Unik fordi den bestod af 20 genindspilninger af numre fra gruppens albums. Den hårde, bombastiske og ikke mindst nypolerede lyd ramte mig med et nyreslag af den gode slags, og derved fik New Yorkerne endelig ram på mig.

Nye bekendtskaber der imponerede
Som lovet i indledningen, så rammes jeg hvert år også af (for mig) nye spændende navne, og 2011 var ingen undtagelse. Engelske James Blake var et eksempel på, hvordan jeg kunne blive overrasket, over de genrer der skulle betage mig. Han var på samme tid casual og overlegen på sin selvbetitlede debut, hvor han kombinerede dubstep med sin lidt forvrængede og skrøbelige vokal. På trods af sine beskedne 22 år, var albummet fyldt med eftertænksomme og melankolske stemninger, og netop stemningerne ramte mig i samme sekund jeg første gang hørte den unge englænder i radioen, og så betød genren, som ellers lå mig meget fjernt, intet. Amerikanske My Morning Jacket var enestående på albummet Circuital. Pladen havde så mange flotte musikalske finurligheder og stemninger, at det vækkede mig ved første lytning. Pladens højdepunkt var nummeret Holdin’ on to Black Metal, som endte med at stå som en af de største sange for mig i 2011. Med en storladen stemningsfuld opbygning, indeholdende både blæser-arrangementer, børnekor og falsetvokaler var det som enkeltstående nummer unikt i 2011. Fra Sverige fræsede Graveyard sig flabet ind i mine højttalere. På Hisingen Blues kombinerede de overlegent stenet 70er-rock med tunge riffs, og forsanger Joakim Nilsson ledte mine tanker tilbage på Led Zeppelin og Robert Plant. Den groovy retrorock og Graveyards flabede rå power viste sig at være en fremragende cocktail. Og så meget sent på året – lige på falderebet – udkom El Camino med den amerikanske duo The Black Keys. De imponerede mig sidste år med Brothers, men denne skive var i sin egen liga. Melodisk rock n’ roll med legende guitarer gav mig uro i stængerne, og gjorde El Camino til årets plade for mig.

Musikåret 2011 var et godt år. Der var det forventelige og det overraskende. Det nye og det gamle. Det hårde og det bløde. Det festlige og det triste. Det var som det plejer – og som aldrig før.

Min liste over årets bedste album:

1. The Black Keys: ”El Camino”
2. Bon Iver: ”Bon Iver”
3. The Civil Wars: ”Barton Hollow”
4. My Morning Jacket: ”Circuital”
5. Machine Head: ”Unto the Locust”
6. The Decemberists: ”The King is Dead”
7. Ryan Adams: Ashes & Fire”
8. Graveyard: ”Hisingen Blues”
9. Wilco: ”The Whole Love”
10. In Flames: ”Songs of a Playground Fading”