11.+ 12. juni 2011 – Northside Festival – Århus

Vejrmæssigt skiftede det fra sol til regn og tilbage igen, da bilen kørte på tværs af Danmark mod Northsidefestivalen i Århus. Sådan blev lørdagens glimrende program også, for nogle koncerter spilledes i fuld sol, mens andre fik tæsk af ham fra oven.

Området omkring festivalen var industrikvarterer og her skulle bilen parkeres. Der var fra festivalens side booket plads hos bilforhandlere og andre forretningsmatrikler, så folks biler kunne være lige udenfor festivalpladsen. Det lod ikke til at de unge parkeringsvagter vidste særligt meget om forholdene og de kunne ikke svare på simple spørgsmål. Armbåndshåndtering og securityniveau fungerede imidlertid fint og gled som smurt.

Pladsen bestod af to scener og diverse ølboder og madtelte og her kniber det med den positive kritik, for der var ganske enkelt for få madboder, hvilket betød en ventetid på mere end to timer, hvis menuen stod på burger mellem 17 og 19. Det duer ikke og det må der rettes op på næste år. Ølmæssigt er der kun én, men også vigtig anke – der var for lidt øl og festivalen manglede øl søndag aften inden de sidste navne gik på. Det er en katastrofe når et feststemt publikum, står med tørre ganer og må bide i det sure æble og ty til vin eller oversød cider. Sidste malurt går til indgangen til græsområderne indtil scenerne, for her bestod de 10×4 meter af leret jord der blev til mudder og glidebane, så snart regnen meldte sin ankomst. Heldigvis blev der rådet bod på det op ad dagen, hvor et skridsikkert lag flis kastedes på jorden.

Northside forsøgte sig som en mini Roskildefestival, med medieby, loungeområde for VIP´erne, og skaterramper. Det er fint at have ambitioner, men de stod ikke mål med anstrengelserne. Endvidere tilbød de en slags camino med indlagt kunst og man kunne såmænd også få pumpet sin cykel og smurt sin kæde – pimp my bike, som det streetagtigt hed – hvis det skulle være et ønske. Det virkede lidt latterligt og tanken om begrænset kreativitet, pauver brainstorming eller bare for mange øl i planlægningsfasen, meldte sig flere gange.

Det stærke program fejlede dog ingenting og synes man Roskildes program er lidt tyndt i år, var der godter i vente i Århus. Det er muligt navne som Interpol, Editors, White Lies og Suede har spillet adskillige gange i Danmark – også på Roskildefestivalen – men det gjorde ikke undertegnede spor, at se dem en gang til.
I modsætning til storebroren på dyrskuematriklen, er der den væsentlige forskel, at her spilles kun på én scene ad gangen. Det kan man synes er dejligt, så man undgår enerverende overlap, men det har altså den hage, at spiller et band man finder uinteressant, er der ikke andet i den time. Og en time var hvad der var afsat til hvert band, undtagen White Lies og Suede, der headlinede henholdsvis lørdag og søndag. Det er lige kort nok og jeg var ofte ærgerlig, når et band endelig kogte og sprudlede og så blev lukket ned på grund af det tætte program. Som konferencier gennem begge dage fyrede Le Gammeltoft og en kasketklædt fyr jeg ikke aner hvem er, kække bemærkninger af som intro og outtro mellem de mange bands.

Lørdag

Jeg ankom da The floor Is Made Of Lavas sidste guitartoner fadede ud og folks ansigter så tilfredse ud med bandets performance.Fallulahs Balkanpop vakte glæde hos en stor del, men hun bliver aldrig min kop te. Hun sluttede sigøjnerfesten helt som ventet, med ”Out Of It” og ”Bridges” og de kan noget, som trækker i mig, men resten er mig ligegyldigt. Da Veto gik på foran et forventningsfuldt publikum, truede regnen og da de lagde for med det bedste nummer fra Everything Is Amplified ”Already Ready”, åbnede himlen for sluserne og det stod ned i stænger. Synd. Det varer heldigvis ikke så længe, så Veto får lov at spille under mere humane forhold resten af koncerten. Der spilles primært fra Everything Is Amplified og selvom det er et rigtig godt album, rykker det ikke rigtig live. Men når nyklassikere som ”Built To Fail”, ”Duck, Hush And Be Still”, fyres af kommer der gang i publikum. Det vidner om det ældre materiales styrke i en livesituation. ”You Are A Knife” afslutter sættet og synthbeatet skyder som sædvanligt med skarpt. De to storskærme, som bistår musikerne skal man ikke kigge på, for de er ude af trit med tiden og tidsforskydelsen gør en svimmel. I øvrigt et generelt problem ved koncerterne under festivalen. Veto leverer varen, men uden Troels Abrahamsen sædvanligt stærke approach og der var en lille bismag af another day at the office. Hvem ved, måske de gemmer kræfterne til åbningen af Orange Scene om et par uger.

Elegantieren Thomas Dybdahl var som altid ulastelig klædt i sort smoking og lækkert skæg. Var der et band der kunne gå under betegnelsen pigeband, var det den sharpdressed nordmand, for pigerne hvinede foran scenen og mændene søgte burgerbaren, enten af sult efter kød eller misundelse over mandens kvindetække. Solen skinner da tonerne af hans hvide steelguitar rammer folk. En time med falsetstemme og løse håndklap. Velspillet, dygtigt, tilbagelænet, lunt, men også lidt kedeligt og klægt i længden. Som flødeskum med flødeskum. Det vil mange helt sikkert være uenig med mig i, for en pæn del samles foran scenen, mens jeg søger mod Editors, der forhåbentlig vil bringe mørke melankolske toner til et solrigt Århus. Igen viser vejret tænder, så Editors spiller desværre i regn. Selvom det nærmest er perfekt symbolik til bandets sørgmodige sange er det ærgerligt, for man skutter sig i stedet for at frydes under den ellers glimrende time i selskab med englænderne. ”Camera” åbner og hvor er det dog et fedt nummer. Tom Smiths dybe baryton er unik og giver mig tit gåsehud. Han stiller usædvanligt med hillbilly trucker kasket og er bandets uomtvistelige omdrejningspunkt. Han er krukket i sin kejtede ydmyghed og tiltrækker sig tydeligt opmærksomhed. Der spilles spredt materiale fra alle tre album og trods regnen er publikum med og kaster arme i vejret op mod den forbandede sorte himmel. Som i trods nægter de vejromstændighederne. En ny sang findes på sætlisten og den fortsætter den elektroniske lyd fra forgængeren In This Light And On This Evening. Tonstunge synthbeats lægger bunden og et godt omkvæd følger op, mens synthfladerne bider Depeche Mode i haserne. ”Munich” går i benene på folk. Dark disco er hvad der skal til for at få regnen på afstand. ”Racing Rats” leveres ved pianoet og ”Smokers Outside The Hospital” er en klar livefavorit, for fællessangen dundrer over Northside. På ”Bricks And Mortar” duelleres der på keys, mens regnen endelig slipper sit tag og stilner lidt af og da Editors fyrer ”Papillion” af som afslutning er stemningen helt i top.

Fra fire sortklædte mørkemænd går ruten til to af samme slags blot af forskelligt køn. Og køn er Alice Glass fra Crystal Castles med tonsvis af sexet prescence oveni. Solbriller og Coolness er indbegrebet af canadierne. Dagslys og åben himmel er dog hverken cool eller optimalt for Crystal Castles bastunge, frække, punkede, elektroniske sange og det bar koncerten præg af. Forkerte rammer kan være ødelæggende og det var til en vis grad tilfældet her. Men en trofast skare så dog ud til at have en fest foran scenen. Personligt mener jeg, at de hører mere hjemme i en club eller et lille sted som Loppen, hvor de har leveret flere fede koncerter. Her fes det ud i sandet og blev ufarligt, distanceret og uvedkommende.

The Streets største aktiv var Mike Skinners pink poloshirt, som jeg koncerten igennem funderede over om var cool eller corny. Jeg nåede ikke at blive enig med mig selv inden Tina Dickow gik på en time senere. Om det siger mest om min ubeslutsomhed eller The Streets kedsommelige optræden ved jeg ikke. ”Blinded By The Light” var eneste lyspunkt i 60 min. Fish & Chips rap. Selv ikke indspark af Joan Jett And The Blackhearts ”I Love Rock´n´roll” eller den sædvanlige Moses skiller vandene finte kan ændre på det. Århusianernes kæledægge Tina Dickow bragte dagens største publik sammen, men omkring mig blev der snakket højlydt med ryggen mod scenen under det meste af koncerten. Der gik sgu Grøn Koncert i foretagendet og her var det tydeligt, at Northside ikke kan hamle op med Roskildes publikum, når det kommer til nysgerrighed og respekt for musikken. Dickow er sød og bestemt en nordisk skønhed at se på, men hendes musik er i perioder for kedelig til mit temperament. Men når perler som ”Nobody´s Man”, ”You Know Better” og ”Open Wide” opføres lytter jeg altså begejstret på den danske sangsmed, for det er rigtig god poprock med fænomenale omkvæd.

Le Gammeltoft introducerede White Lies som bandet med verdens bedste trommeslager. Le Come On, – gu er han habil, men så strækker rosen ikke længere. Roses skal imidlertid White Lies, for deres fede melodier fuld af ungdommelig weltschmerz, kan bandet til perfektion. Harry McVeigh har en guddommelig stemme og sammen med de hvide løgne laver han stærke og langtidsholdbare sange. Hans stemme er prikken over i´et hos White Lies. Debutens numre rammer renere end Ritual´s. Det er dog sange fra begge skiver der sidder i skabet hos de mange folk, der begejstret synger med på londonbandets sange. ”Strangers” og ekstranummeret ”Bigger Than Us” er væsentlig bedre live end på cd. Her får det mere rockbund og det klæder dem. ”The Price Of Love” lyder som Echo And The Bunnymen på ungdomseleksir. ”Farewell To The Fairground” kan alle synge med på, ”Death” ligeså, men da ”To Lose My Life” rammer os med det uomgængelige omkvæd: “Let´s grow old together and die at the same time”, er der ekstase omkring på pladsen. McVeigh styrer slagets gang køligt med sin sølvfarvede spade, mens resten af bandet står uden synderlig meget bevægelighed og leverer en fin, men alligevel noget rutinepræget præstation. Bassisten Charles Cave skal dog krediteres for en solid og ultramelodisk bund. Publikum ser dog ud til at være særdeles tilfredse og det er jeg såmænd også!

Søndag

The Vaccines fornøjelige blanding af Strokes og tidlig The Clash startede min søndag. De hypede englændere gav os en lektion i hvordan stram og cool retrorock skal skæres. ”Post Break-up Sex” var genkendeligt for de fleste og det var der også her folk var mest engagerede.

Solen skinnede fullblown. Stemningen var perfekt til The Naked And Famous solbeskinnede, men semi-melankolske synthpop. Numrene fra det fine album Passive Me, Aggressive You tog sig godt ud live. Der var mere punch og nosser tilstede end på albummet og New Zealænderne spillede en glad, optimistisk og bandorganisk koncert, som var spot on til det danske sommervejr. De to tungt roterende radiosingler ”Young Blood” og ”Punching In A Dream” gjorde underværker i kroppen og bandets smittende glæde ved så mange tilskuere gjorde, at flere og flere rejste sig fra deres magelige siddestilling og deltog aktivt. Alisa Xayalith er en sexet frontkvinde, som ikke holder sig for fin til at hoppe fjollet rundt når musikken spiller. Karismatiske og danseglade fremstod The Naked And Famous og de spredte glæde over den lille time.

Jeg vil lade tvivlen komme Simon Kvamm til gode, når det kommer til selvfedhed og komme De Eneste To i møde med åbent sind. Med et setup der bestod af D E R´s logo parafraseret til D E T og de to anerkendte herrer bistået af to dj´s, medsangere og altmuligmænd bag en pult, gik den til lejligheden udvidede duo på scenen til stort bifald. Kvamm åbner med at rose en jysk festival med ordentlig musik og det er et let stik. Igennem de 60 min. må jeg sande, at hypen ikke holder. Jeg kan ikke forlige mig med deres provins-protestsange-image og mener, at de er for umage et par, som respektivt er gode, men tilsammen er en bummer. ”Morten” med sine dødsfornægten og andre P3 roterede skæringer gør tilsyneladende mange godt, men ikke undertegnede. Skomager bliv ved din læst og drop alle de selvrefererende hints. Jeg kan godt lide Sommer og Kvamm, men ikke som lummerlødige singersongwriter wannabees med påklistret alvor under de popsmarte bemærkninger om Facebook og andet halløj. At de er et produkt af den postmoderne generation er én ting, men deres forvaltning af ironiens bagside funker ikke i min optik. Men “Morten” kom som omtalt og vakte glæde. Personligt mener jeg, at deres fordanskede haltende langsomme version af Blur´s ”Song 2”, er deres bedste bud på en vinder, mens deres slagsangsversion af Enya´s ”Orinoco Flow”, er for latterlig og populistisk. Til gengæld er Kvamm nok danmarks moderne svar på Kim Larsen, med sine enkle sigende tekster, der udtrykker det store i det små.

Jamie Woon´s elektroniske soul gjorde et godt og behageligt soundtrack til den burgerkø, jeg indtog inden Interpol. Han har en sensuel og varm stemme, som luner i kroppen. Interpol leverede en lettere uengageret koncert, som heldigvis ikke var helt spildt med de stjernenumre, de ukompliceret kan plukke af. Højdepunkter var publikumsfavoritten ”Evil”, ”Heinrich Maneuver”, ”Slow Hands”, ”Obstacle 1” og min personlige Interpol-fave ”Leif Erikson”. Hver gang amerikanerne berørte numre fra Interpol, faldt niveauet drastisk. Det er altså et skidt album. Største minus og mystiske beslutning er hvordan i alverden de kan erstatte bassisten Carlos D, med et langhåret fjols, som konstant indtager spredt benstilling, som spillede han i et metalband. Interpol er, og skal være cool, og var der nogen der kunne varetage den opgave var det Carlos. Ud til venstre med metalklonen og ind med et nyt album med fornyet styrke.

Turboweekends elektrorock samlede mange mennesker. Jeg var ikke en af dem, men hørte det på afstand. Fra den vinkel så man et energisk og højthoppende publikum, som åd Turboweekend med hud og hår. Gaffa´s sorte balloner blev kastet rundt blandt publikum, som var man til koncert med en dansk pendant til Muse.

Band Of Horses var som altid overraskede over intensiteten og den ivrige glæde folk modtog dem med. At se Ben Bridwells åbenlyse glæde og oprigtige overraskelse er altid en fornøjelse. ”The Great Salt Lake”og ”Is There A Ghost” var blandt mange højdepunkter i en smuk aftenkoncert, med et velspillende og karismatisk band, der bare spiller traditionel rock uden dikkedarer og manipulerende show off – vidunderligt!

Mit ubestridte hovednavn på Northside var Elbow og selvom koncerten ikke nåede sidste års Roskildekoncert i frapperende styrke, var der nok omsorg og varme fra Guy og drengene til, at det blev festivalens højdepunkt. Jeg fældede ikke tårer som til ovennævnte brag af en koncert, men det var sgu tæt på, da ”The Birds”, ”Lippy Kids” og ikke mindst ”The Loneliness Of A Tower Crane Driver” drev ud over scenen. Guy Garvey havde os i sin hule hånd og fik et bjerg af mennesker til at vifte med armene fra side til side, når han bad om det. “Could I see some hands”, blev senere blot til “Hands” og vi lystrede som forelskede hundehvalpe. Og forelsket bliver man i den fantastiske frontfigur som favner alle blandt publikum. Hans stemmeorgan lyder som en blanding af Mark Hollis og Peter Gabriel og den sammensmeltning er tæt på urørlig. Sympatiske og overlegent underspillede musikere skabte en fremragende koncert, som i min bog var klasser over alt andet jeg så på Northside.

Jeg var så følelsesmæssigt overrumplet, at det var næsten umuligt at gå fra den stemning og ind i en ny med Suede. Jeg er meget begejstret for Suede og havde glædet mig til at se dem igen, men ak, Elbow havde taget mig som emotionelt gidsel i en sådan grad, at jeg ikke var rigtigt tilstede, da Suede leverede mange af deres klassikere foran et topbegejstret publikum. Jeg kunne dog på behørig afstand overvære en hoppende og tændt Brett Anderson underholde masserne, med noget af det bedste musik 90´erne har leveret. Til tonerne af ”Trash” forlod jeg Northside fyldt op af Guy Garvey og Elbow i tankerne.

Bliver programmet tilsvarende stærkt næste år og kan Northside korrigere de problemer jeg tidligere har omtalt, kører jeg gerne en tur vestpå næste år igen.

Skriv et svar