16.+ 17. juni 2011 – Start! Festival – København

Tromsø, Foto: Carsten Fjølner

Torsdag

Solen tørrer brostenene, og grupper af mennesker med fadøl sidder stille og vugger med kolde fadøl foran Airscenen mens de lytter til Kirsten&Marie, der harmonisk synger solen frem.

Årets Start! Festival er spillet i gang og regnen jaget på flugt for en stund. Programmet genlyder af unge toner, og vækstlagets entusiasme. Der er blevet mere plads til unge talenter i år, og det er knapt med mer etablerede navne, hvilket stemmer bedre overens med den oprindelige profil, hvor mindre kendte navne får lov til at vise hvad de kan. De forskellige scener afspejler også, at festivalen er blevet skaleret en anelse ned, hvilket klæder den. Mindre scener og flere af dem giver et god flow i Øksnehallen og den Brune Kødby. Der er mulighed for at gå rundt og snuse til de forskellige optrædende og kigge inden for på de forskellige scener, uden at man føler sig forpligtet til at blive koncerten ud.

Intimkoncert på parkeringspladsen

Kirsten og Marie, Foto: Carsten Fjølner

”Når vi står her på scenen og hvisker lidt, så er det fordi vi taler om at vi godt ville have jer lidt tættere på scenen”, siger en af de to søstre fra duoen Kirsten og Marie. De spredte grupper foran scenen rykker velvilligt tættere på, og sætter sig godt til rette på de varme brosten foran scenen. Pigerne får selskab på scenen af to strygere og en cello foruden deres andet medlem med forskellige slags slagtøj og den ene søsters akustiske guitar. Søstrene står tæt sammen og deres sarte vokaler strømmer på strygernes sprøde toner ud i harmonier over det smilende publikum. De to søstre skal om få uger igen stå på scenen på Dyrskuepladsen til Roskilde Festival.

Voldsom larm og vellyd

Diskants udsendte rapporter lister stille af med retning mod først en kold fadøl og siden til den yderste scene, Bygning 55, hvor Dead Lovers spiller. En insisterende bas og en råbende vokal møder os i form af nogle unge fyre på scenen. Potentialet i form af en tydelig 60er-70er-inspiration er der, men drengene når ikke at gøre det store indtryk.

Dead Lovers, Foto: Carsten Fjølner

Skyerne trækker sig truende sammen over vore hoveder og vi skynder os at sætte kursen mod den lille PH-Scene ved siden af cafeen af samme navn. Her er mange trukket ind. En del sidder på gulvet og andre står afslappet op ad væggen og nyder den kvindelige sødmefulde vokal i bandet Penny Police. Bandet har strikket nogle gode melodier sammen, der lægger en god bund med percussion, keys, guitar og diverse rytmiske æg og deslige. Virkelig velspillende og harmonisk band.

Fornemmelse af pendling opstår hurtigt, når man som et pendul svinger frem og tilbage mellem de forskellige scener. Tilbage i Bygning 55 spiller Plök et tempo- og energifuldt set med en forsanger der bogstavelig talt er helt ude på kanten af scenen, med et hårdt pumpende band med masser tung bas, skrigende guitar, keys og trommer, der samlet medfører en ordentlig energiudladning.

Også skyerne giver los og regnen vælter ned over de gamle staldbygninger, mens de udsendte tager benene på nakken og ender til lidt af en fest foran scenen Øks 2, hvor Tromsø energisk og med en flot dyb og soulet kvindelig vokal spiller op til dans med glad pop med disko-agtige poptoner på elektronisk bund.

Tromsø, Foto: Carsten Fjølner

Dagens etter

Der tankes op i en af de mange barer på festivalen og en dyb indånding og efter en farefuld færd gennem adskillige dybe vandpytter, står vi ved Bygning 55 igen. Lis Er Stille indtager scenen og trækker os alle ind i et lydtæppe flettet af klaver i mørk mol, tungt rumlende bas, potent percussion og energifuld guitar. Instrumenterne får lov af folde sig ud og bliver lejlighedsvis afbrudt af forsangerens stemningsfulde vokal der lirker sig ind og giver gåsehud i nakken. Bandet spiller et dramatisk og progressivt rock set og bliver aftenens sidste instrumentale liveoptræden for Diskants udsendte.

Til slut bliver der stille

Fugten er efterhånden vredet ud af skyerne over Vesterbro og efter en tur forbi PH-scenen, i røg, damp og laser med sørgmodige laptopmusikere gemt et sted der inde under navnet Its A Synth, slår klokken efterhånden tolv og markerer den begyndende afslutning på Start! Festivals første dag. Diskants udsendte slukker tørsten med de sidste dråber fadøl og tænker på fredag og lørdag, der venter forude med halvkvædede forventninger til morgendagens bands.

Fredag

Efter regn kommer sol og efter sol kommer regn – det synes at have været opskriften på denne grålerede fredag. Men Start! Festival spiller uanset hvad uhæmmet videre på sine mange scener og igen i dag, er der et sprængfyldt program af potentielle overraskelser. Torsdagen var en dag med masser af publikum på de indendørs scener, mens der var langt i mellem dem uden for. Dagen synes at starte bedre for fredagens bands, nu hvor solen bryder gennem skyerne og flere og flere finder vej til den lokale Vesterbro-festival.

Overraskende få overraskelser

Feng Li brager der ud af på Airscenen, da din udsendte Diskant-rapporter igen spankulerer over de toppede brosten og afventende tænder en cigaret. Bandet spiller med et effektivt melankolsk rocket udtryk, men kommer ikke helt ud over kanten til de tilskuere, der igen i dag sidder eller står i grupper foran scenen. Din udsendte trækker i stedet inden for i varmen på PH-scenen, hvor Clara Bryld og band er ved at gøre klar til deres set.

Clara Bryld, Foto: Lars Asmussen

Et veloplagt ensemble med mange rytmiske instrumenter og Clara Bryld selv på keys/orgel klukker som en tilfreds bæk gennem en tyst skov og Claras stemme klinger klart med selskab af to korpiger. Melodierne er teknisk snildt komponeret og mange instrumenter kommer i spil af de talentfulde musikere. Hun leverer en fin tekniskdygtig vokal, men den er ufarlig og hendes sangtekster for ukomplicerede så hele koncerten ender med at være for pæn og skolet. Masser af potentiale på grund af de flot komponeret og arrangeret melodier, men det overordnede indtryk er, at der mangler noget nerve og kant.

Fri kærlighed og bare fødder

En jazzet kvindelig vokal fraserer legesygt og kilder vore ører. Det krøllede hår falder ned i ansigtet mens forsangeren hopper fra det ene ben til det andet mens trommeslageren ser storsmilende til og drengene på bas, guitar og keys emmer af ligeså meget personlighed og karakter som hende i det glade og varme band Parsley Music. Bandet spiller dejlige bluesinspirerede melodier med masser af swing, der ofte overrasker lytteren. Sangerindes vokal er livlig, nuanceret og leder tankerne hen på Ani DeFranco og Rickie Lee Jones. Hun er sød og charmerende både når hun synger og når hun ind imellem sangene taler til publikum. Meget humoristisk spørger hun om hun må smide overdelen da det simpelthen er så varmt på scenen, og kommer med en bemærkning om, at ”kærlighed er lidt sværere end at smide tøjet”.

Parsley Music, Foto: Lars Asmussen

I den anden ende af festivalpladsen lander vi foran scenen i Bygning 55 i den mørkere ende af den romantiske skala med bandet Specs&Suni. Den unge mandlige forsanger tryller med sin dybe mørke bas, og man får en følelse af at høre en ung lyshåret udgave af Lars H.U.G, der fremfører dansksprogede numre på en bund af percussion og laptop. De skaber et ambient univers der omgiver publikum med mørke toner og små sjove lyde der kommer fra den bærbare og som leder tankerne i retning af sort 80er romantisk lyrik.

From Sarah, Foto: Lars Asmussen

Fra mørk til lys

I den anden ende af toneskalaen finder vi From Sarah på PH-scenen foran en fuldstændig fyldt sal. På scenen er et enkelt og klassisk setup med bas, percussion og forsangeren på guitar. Melodierne er troværdige og enkle, og smykkes af en sprød og fin, lidt Fleet Foxes-agtig vokal, der smelter sammen med det tunge basspor og den melankolske guitar. Bandet har et enkelt udtryk og ærlig talt, så er det glædeligt med så rent et udtryk fritaget fra effekter og rytmeæg. From Sarah efterlader et varigt indtryk og giver en lyst til at høre mere.

Samtidig med at From Sarah spiller, har Leap over Light indfundet sig i Bygning 55, hvor en anden af Diskants anmeldere har indfundet sig til lyden af flerstemmige kvindelige vokaler, der skaber en smuk harmoni, mens guitaristen klimprer på bløde summende strenge. Senere leveres der dybe og lange strøg fra en cello der skaber en romantisk, men melankolsk stemning. Sangerinden, hvis stemme er skinger og blød, synger på to forskellige mikrofoner, en almindelig og en der forvrænger stemmen. Det giver en mystisk og sporadisk lyd, hvor man ikke rigtig kan beslutte om bandet er yndigt og feminint, eller en smule skizofrent.

Dramatisk diva

Endnu en gang finder Diskants udsendte vej til Bygning 55, hvor Liv Lykke i dunkel belysning sammen med keys og laptop-musiker/bassist gør klar til at overraske med sin stemmes formåen. Kender man til musikkollektivet Boom Clap Bachelors, så har man nok været heldig at høre hende før, da hun også har samarbejdet med dem.

Liv Lykke, Foto: Lars Asmussen

Opsætningen med lys og opstilling af Lykke Liv og band giver et mystisk og teatralsk udtryk. Publikum bliver mødt med Liv Lykkes fantastiske kraftige stemme der både kan bevæge sig fra det skingre og lyse, til det mørke og intense, fra det bomstille til det voluminøse. Både på dansk og engelsk snor Liv Lykke sin stemme mens hun stoisk skuer ud over publikum, som en anden selvsikker diva. Musikken er både soulet og elektronisk. Syngende Liv Lykke leverer kantede, nærmest indøvet, bevægelser på scenen. Hun er fokuseret på iscenesættelsen og gemmer sig bagved sin dramatiske optræden. Man går derfra med stemmen stadig spøgende i ens bevidsthed, men man kender slet ikke ejermanden.

Rare hiphoppere

Øksnehallen lægger scene til en solid og glad omgang hip hop med venlige toner, hvor to energiske mandlige rappere i Flødeklinikken leverer sprøde rim. De er søde og sjove, som de hopper rundt på scenen og supplere hinanden og får publikum til at synge med. Bandet har masser af energi og sommetider sniger sig en kælen og sødmefuld kvindelig sangstemme med på omkvædene. På trods af at al lyd på et tidspunkt forsvinder, gør de deres bedste for at holde godt gang i et publikum, hvor hoveddelen trofast bliver mens rapperne gør hvad de kan for at holde humøret højt og skåle i fadøl. Endelig kommer der lyd på, og deres seneste single ”Piger med pistoler” brager igennem og lyder som et potentielt sommerhit.

Flødeklinikken, Foto: Lars Asmussen

Glimmer og lir

Diskants udsendte vender 180 grader og sætter retning mod scenen Øks 1, hvor den ultimative disco-pop dronning står klar til at give den gas med sit glimmer-band i pangfarver. Desværre bliver det ikke en fornøjelse med et ellers up-beat band, men snarere kedeligt, karakterløs og forudsigeligt. Musikken kan betegnes som 80eragtig eurodance, og selvom forsangeren i Lips forsøger at få folk med, også ved selv at spille lidt på tromme, virker bandet uvedkommende da der ikke bliver leveret nogetoriginalt. Godt nok bliver publikum stående, men øjne og ører er et helt andet sted

Radio Saigon, Foto: Lars Asmussen

Med modsat fortegn og med rødder i helt anden æra, finder vi Radio Saigon på den intime PH-scene. Endelig er der rock, rigtig rock’n’roll som var det i 60er-70erne. Selvom firemandsbandet får én til at associere til Oasis, så er de helt deres egne i skinny jeans, læderjakker, lækkert hår og solbriller klimprende på deres spader. På en måde er de så gode, selv på den måde de snakker med publikum på med en lettere engelsk accent, at man skulle tro at det var en parodi på det klassiske rockband. Men den er god nok, det er rigtig rock og det er fornøjelse at møde dem.

Pelle, Foto: Lars Asmussen

Når enden er god er ikke alt lige godt

Efter et par fadøl og lidt minglen omkring på pladsen vender Diskants udsendte sig igennem Øksnehallen på vej mod Panamah på Scene 55, og stopper op og lytter lidt til en veloplagt Pelle på scenen Øks 2. Langsomt fyldes der op foran Pelle & Co., der tæller DJ, tre gange mandlige rappere og en kvindelig foruden Pelle selv og en guitarist, key-spiller og percussion. Der er fuldt hus på scenen og festen er i gang med masser af rar og god hip hop, hvor der både er plads i teksterne til store armbevægelser og indadvendt eftertænksomhed.

Trioen havde et hit på P3, så man er da nysgerrig hvad denne elektroniske gruppe ellers kunne byde på. De indtager Bygning 55 med en kølig distanceret dance stemning. Den kvindelige forsanger agerer lidt som sexkilling med sin luftige stemme, mens de to slikkede boys klimprer på tangenter og guitar iført læderhættetrøjer. Konceptet er der; man kan ikke lade være med at tænke på 90er dance bands, hvor der altid var nogle mandlige bagmænd og en lækker kvindelig sangerinde der var klistret ind. Sådan føles det også her. Der er urolig snak blandt publikum, og nogle folk danser, måske mest fordi det er en af de sidste bands der spiller den aften, men der er absolut ingen overraskelser med Panamah. Man kunne lige så godt sætte deres plade på derhjemme. De forbliver lukkede, uden nærvær, kommer ikke over scenekanten og rammer ikke deres publikum.

Panamah, Foto: Lars Asmussen

2 kommentarer

Skriv et svar