Aalborg Metal Festival 2008

Foto: Olle Carlsson
Foto: Olle Carlsson

Reportage fra lørdagens koncerter under Aalborgs metal fest

Det musikalske program og fremførelse 7/10
Arrangement 8/10

Studenterhuset, ved foden af Budolfi Kirke, i hjertet af Aalborg, dannede i weekenden markedsplads for flere hundrede metalfans fra hele landet. Ekstrem dødsmetal, black metal, rock n’ roll, folkmetal og prog-metal var bl.a. repræsenteret. Med et så varieret udbud var der således noget for ethvert metalhjerte.

Stor ros til arrangørerne af Aalborg Metal Festival for at sammensætte et solidt og mangfoldigt program og generelt passe godt på sine gæster. Professionelt og velorganiseret er to nøgleord som er dækkende for weekendens oplevelser. Studenthusets faciliteter passer som hånd i handske til denne slags arrangementer. Salen har en god størrelse, cafeen er perfekt til at hænge ud i og man kan rode rundt i merchandiseboderne, hvor cd’er og vinyl kan købes til særdeles fornuftige priser. Kan man tillade sig at forlange mere?

Ja, det vil jeg mene. Man kan forlange både modeshow og karaoke, og det er lige, hvad man får, hvis man bevæger sig op i JägerGrotten. Et genialt koncept, der kombinerer to fundamentale ting i metal; Jägermeister og muligheden for at skrige lungerne tørre til de elskede heavy klassikere.
Modeshows i en metal-kontekst vil sikkert få mangen en Uffe Buchard til at gribe ud efter æsken med steso’er, for længere væk fra de parisiske catwalks kommer man næppe. Nitter, sort lak og læder er åbenbart også in i år og nyeste kollektioner peger i samme retning for den kommende sæson. Herligt og dejligt uhøjtideligt.

Men til det vi egentlig er kommet for: METAL!

Dødning

Dagens første band fik 20 min. til at overbevise de ca. 40-50 fremmødte gæster om deres berettigelse på plakaten. Med en blanding af nedstemte doom riffs, to sangere og enkelte kiks i rytmesektionen gik det udmærket. De unge knægte fra hovedstaden gik til den og klarede sig igennem uden varige men [5/10].

Oktan

Med ex-forsanger i Mnemic Michael Bøgballe i spidsen, leverede Oktan højenergisk Old-School rock med klare referencer til NWOBHM med en snert af tidlig Metallica blandet med Mustasch. Masser af gode riffs, temposkift, tatoverede overarme og Flying-V guitar. Oktan gjorde stort indtryk, men uden pladeselskab eller en plade at fremvise bliver man nødt til at fange bandets koncerter for at høre deres musik. Bandets MySpace har kun ét mystisk ‘nummer’ der mest af alt består af noget motorstøj. Koncerten satte med det samme mine forventninger op til en forhåbentlig snarlig pladedebut [7/10].

Chaoswave

Den italienske rodebutik Chaoswave var rejst langt for at give en mere end almindelig kedsommelig koncert. Den mandlige og den kvindelige forsanger forsøgte forgæves at få noget til at køre, men ingen af dem havde hverken stemme eller karisma nok til at fylde scenen ud. Den forvirrende musikalske stilblanding og de metaldramatiske elementer vakte noget skepsis. Den danske guitarists forsøg på at få publikum til at klappe med hænderne over hovedet blev vist nok fejltolket; hænderne blev hængende og de skeptiske blikke forblev intakte under hele koncerten. Uinspirerende og ligegyldigt [3/10].

Mugshot

Efter Chaoswave var det tiltrængt med et kvalitetsløft, og til den opgave stod Mugshot heldigvis parate og leverede en fin præstation. Gruppen har lagt de tunge riffs på den ene vægtskål og balancerer det med teknisk velformuleret musik, energisk sceneoptræden og god kontakt til publikum. Desværre led oplevelsen under en rungende bas og til tider uklar lyd, men det lod ikke til at påvirke bandet. Især ikke den over-happy guitarist i ternet skjorte der smilende blinkede og nikkede til publikum mens de pentatoniske skalaer føg hen over guitarhalsen. Ganske udmærket [6/10].

Svartsot

Prisen for dagens festligste og mest underholdende indslag går ubetinget til Svartsot fra Randers, som med deres eminente blanding af metal og folk fik salen til at runge som Valhalla ved aftenstide. Iklædt jernalderkostumer med brynjer, økser, drikkehorn og fuldskæg blev der festet igennem og den karismatiske Stewart Lewis på tinwhistle og bodhran spillede sammen med resten af banden sig igennem viser om druk, sorte ravne og bersærkergang, som var de skrevet ud fra egne erfaringer. Flere af publikummerne lignede da også en flok plyndringssultne vikinger efter koncerten. Når langbåden skubbes til havs med kurs mod Jotunheim, vil jeg insistere på forsanger Claus Gnudtzmann som kaptajn. Ellers tager jeg ikke med [8/10].

Keep of Kalessin

Efter en halv times vikinge/jernalderrock og rigtige mænd blev scenen efter en kort omrokering betrådt af en læderbuksklædt mand med øjenskygge og langt krøllet hår. Personen kalder sig selv for Obsidian C (ex-Satyricon) og er guitarist i bandet Keep of Kalessin. En længere og stemningsfyld guitarsolo slog tonerne an til en omgang selvhøjtidelig norsk black metal, hvor positur og ansigtsgrimmasser blev lagt i alvorlige folder bag de meterlange hvide lokker (især den væghvide bassist Wizziac levede fint op til genrens image). Med resten af bandet på scenen bød koncerten på de sædvanlige hæse vokaler blandet med lynhurtige blastbeats og cirkel-headbang. På trods af medlemmernes lange erfaring og dybe rødder i black metal miljøet lykkedes det aldrig helt for de fire herrer at overbevise [4/10].

Coldworker

Den relativt ukendte gruppe Coldworker fra Örebro leverede desværre en anonym og monoton samling dødsmetal, der er hørt langt bedre end her. For meget tonser-metal og råben og skrigen resulterede mest af alt i en omgang stillestående støj. Bandet imponerede ikke og spillede, på trods af tidspunktet, for en mere end halvtom sal [4/10].

Konkhra

Selvom Anders Lundemark i de sidste mange år har holdt lav profil med sit band Konkhra, har han dog holdt vagt ved bålet, ved at udsende et par skiver i ny og næ. De sejlivede veteraner fik æren af at være lørdagens danske hovednavn. Det virkede som om publikum havde savnet synet og lyden af Konkhra, og det så meget, at reaktionen så ud til at overrumple medlemmerne i bandet. Konkhra lød som om de i høj grad er klar til at indtage en førerposition i det danske death metal miljø. De fire musikere spillede tungt, skarpt og hamrende tungt en god sjat klassikere som fx “Heavensent” og “Spit or Swallow”. Publikum spillede med og bidrog til en god stemning og løftede bandet hele vejen igennem. Det var en tydeligt glad og tilfreds Anders Lundemark der efter sidste ekstranummer udbrød: “Vi må vist hellere snart komme igen”. Godt, for den kommende plade Nothing is Sacred bør følges på vej med en ordentlig turné. Aftenens koncert lover godt! [7/10].

Opeth (billedet)

Festivallens ubestridte hovednavn er en yderst sjælden gæst i vores land, men endelig var det blevet tid til at hilse de svenske prog-metal guder frem på scenen. Med et af dette årtusindes bedste albums i kufferten var der sat vand over til en oplevelse af de helt store.

Desværre blev koncerten udsat med tre kvarter pga sceneskift, hvilket betød, at salen blev rømmet og aflåst i ca halvanden time efter Konkhras fest. Dette skabte et logistisk kaos, da resten af kvadratmetrene nu skulle holde til maximal belastning. Ikke mindst ved hovedindgangen stod folk som sild i en trang tønde og ventede på at blive lukket ind igen.

Nuvel, kl 00.20 blev lyset slukket og stemningen var elektrisk i salen. Forventningerne til Opeth var enorme. Der blev åbnet med “Heir Apparent” fra Watershed (2008) efterfulgt af “The Grand Conjuration” fra mesterværket Ghost Reveries (2005). Der blev håndplukket fornuftigt fra bagkataloget med “Deliverance” og den smukke “Hope Leaves”, men fra Watershed fik vi kun yderligere serveret “The Lotus Eater”, som dog fungerede rigtig godt live. Det er et nummer som Opeth først for nylig er begyndt at optræde med. Til slut fik vi “Demon of the Fall” og “The Drapery Falls” inden der blev takket af.

Opeth har en stor mængde tilbedere, og det var tydeligt, at mange publikummer tilbragte tiden i selskab med idolerne til fordybelse i musikken. Dertil var de højtsnakkende personer til stor gene. Opeths musik er kompleks og fuld af overraskelser, der veksles konstant mellem hårde og bløde elementer og tonearter og tempi, der sjældent høres i death metal. Det er som man siger “svært at danse til”, og flere kom ufrivilligt til at fortsætte med at headbange, når et af de stille og smukke passager pludseligt satte ind.

Mikael Åkerfeldt der ellers godt kan lide at snakke mellem numrene og underholde publikum var noget tilbageholden på Studenterhuset. Måske i respekt for de få minutter de var blevet bedt om at spille. Som ‘underholdning’ slap vi dog ikke for de sædvanlige skrighalse og råbende fadølsgalninge.

Opeths numre er lange, og på de 70 min det varede, spillede de kun syv numre. Det var aftenens eneste skuffelse; en alt for kort koncert (når sceneskiftet er længere end selve koncerten ja, så er der noget, der ikke hænger sammen). Bare et kvarter mere kunne have givet plads til fx bandets nye single “Burden” eller et par oversete perler fra karrieren. Ønskelisten til en Opeth koncert er lang, og det var derfor trist, da de forlod scenen uden at vende tilbage. Men hos Opeth handler det om kvalitet fremfor kvantitet, og da musikken indeholder så mange detaljer, som skal fordøjes, så er det til at leve med. Festivalsformlen lider ofte under afkortede sæt, bare synd det skulle gå ud over Opeth. Men, når det er sagt, så var det rigtig godt at se Opeth i Danmark, så lad os håbe på et snarligt gensyn [8/10].

Alt i alt var Aalborg Metal Festival anno 2008 en stor success. En festival som andre arrangører af lignende arrangementer sagtens kan lære noget af. Tak til bands, Studenterhuset, Nordic Booking og alle de fans der gjorde festen god.

Skriv et svar