Beatday 2008

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Et bombardement af musikalske oplevelser på Docken i Nordhavn

Minifestivalen BeatDay debuterede sidste år i Charlottenlund, og i år vendte BeatDay så tilbage – denne gang på Docken i Nordhavn. I år med en imponerende samling af både danske og udenlandske musikalske navne. Diskant.dk var på pletten og kan nu rapportere fra årets lille københavnske weekend-festival.

Lørdag d. 9. august

Ved ankomsten til Docken i Nordhavn så årets BeatDay-festival med det samme ud til at blive rigtig godt besøgt i år. For folk med billet var køen enormt lang, og inde på pladsen var der allerede gang i mad- og drikkeboderne, hvor priserne i år var på grænsen til det urimelige – især for teenagere og studerende, hvor hvem mad-priserne kombineret med de relativt høje billetpriser må have betydet, at BeatDay blev til en kostelig affære i år.

Foran den lille udendørs scene, hvor Veto kl. 16 skulle gøre sit indtog, ventede allerede kl. 15.30 et par tusinde mennesker. Da Troels Abrahamsen og co. gjorde sin entré, vakte det stor jubel hos det generelt unge publikum, og BeatDay 2008 var hermed åbnet. Veto havde dog ikke deres heldigste dag. Teknikken svigtede flere gange, og på et tidspunkt betød det endda, at de simpelthen måtte opgive at spille et nummer, da introen bare ikke ville fungere. Hits som ”You Are a Knife”, ”A Blast Beat” ”Bloodlines”, ”Dry Lips” og de helt nye ”Build to Fail” og ”Digits” fungerede dog fremragende og satte godt gang i publikum. Samlet set var koncerten middelmådig, og et mindre, mørkere og mere intimt spillested, havde med garanti passet bedre til Veto.

Med tre scener på festivalpladsen, betød det, at der ikke var lang ventetid mellem de optrædende. Således skulle der kun gå et kvarter, fra Veto havde forladt den lille udendørs scene, før danske The Kissaway Trail gik på den store udendørs scene. Bandet var et nyt bekendtskab for mig, og øjensynligt også for publikum, som var noget mere afdæmpede end til åbningskoncerten. Der er ikke meget originalt og revolutionerende over musikken, men de fem i The Kissaway Trail leverede sikkert deres på samme tid storladne, avancerede og poppede rock, og efterlod mig med en idé om, at vi kommer til at høre en del mere til fynboerne på den danske musikscene.

Lørdagen skulle fortsætte med nyere danske bands, og dagens tredje musikalske oplevelse var de nybagte studenter i Skive-bandet Dúné (billedet). De skulle vise sig både at tiltrække dagens hidtil største publikum og at have dagens bedste evne til rent musikalsk og stemningsmæssigt at kunne leve op til den scene, de var blevet tildelt. Dúné imponerede, og det er utroligt, hvordan det unge band udviser sikkerhed og rutine på en scene. Personligt har Dúné aldrig vækket den store interesse hos mig på plade, men her til min første koncert med bandet, havde jeg svært ved at stå stille til deres højenergiske synth-rock.

Efter tre danske bands, som ikke helt havde formået at trænge igennem på de store scener, skulle det blive spændende at se, om amerikanske Mercury Rev, med deres eksperimenterende og psykedeliske rock, kunne sætte lidt gang i festen på Docken. Mercury Rev har to albums på vej i september, så der blev budt på flere nye numre. De gamle klassikere blev der dog også plads til, så der var noget for enhver smag. Musikalsk er Mercury Rev ikke just min kop te, men de skal uden tvivl have ros for at sætte meget mere gang i årets BeatDay – især pga. frontmand Jonathan Donahues livlige optræden i centrum af scenen.

Samtidigt med musikken på de to store scener i sol og blæst, blev der i mere intime og mørke rammer også leveret musikalske godter på den indendørs scene. Det foregik på samme tid som de udendørs koncerter, som jeg valgte at prioritere højest næsten hele lørdagen. Det betød, at jeg hidtil var gået glip af Blue Foundation og The Williams Blakes, og da danske Figurines skulle spille indendørs, samtidigt med at engelske Guillemots kl. 21.30 skulle boltre sig udendørs, blev det ellers fremragende danske band også nedprioriteret. Englænderne lærte jeg for et års tid siden at kende gennem de to fantastiske numre ”Trains to Brazil” og ”If The World Ends”. I forhold til deres format på deres to albums, levede de desværre ikke op til forventningerne. Både på scenen og blandt publikum virkede energien ikke enorm, og cirka halvvejs gennem koncerten kunne jeg ikke længere holde mig fra at gå til den indendørs scene for at opleve Figurines. Her blev jeg bestemt ikke skuffet. Som altid var spilleglæden stor, og der blev både klappet og danset i menneskemængden. Jeg nåede at opleve de fremragende numre ”The Wonder”, ”I Remember”, ”The Air We Breathe” og ”Let’s Head Out”, og jeg gik derfra i højt humør med Figurines’ iørefaldende sange på hjernen.

Mørket var efterhånden faldet på over Docken, og der var tyndet lidt ud blandt det helt unge publikum. Imens så det ud til, at mine jævnaldrende musikelskere efterhånden var stærkest repræsenteret, hvilket hang meget godt sammen med, at kun islandske Sigur Rós manglede at spille på den store udendørs scene kl. 22.45 – en koncert som mange tydeligvis så frem til.

Den store scene var blevet dekoreret med nogle enorme kugler hængende i luften, hvilket nærmest lignede nogle overdimensionerede rislamper. Derudover stillede Sigur Rós ikke kun op med de 4 medlemmer, som er grundstammen i bandet. Der var vel 10-12 musikere på scenen – deriblandt både blæsere og en strygerkvartet, som var med til at gøre islændingenes musik til en unik lydoplevelse. Musikken bevægede sig fra det smukke og drømmende til at udvikle sig til sande støjinfernoer, hvor alle scenens instrumenter i nærmest overdreven grad kom til sin ret. Sigur Rós afsluttede virkelig lørdag på BeatDay 2008 med manér. Den mørke nattehimmel, det flotte lys- og konfettishow kombineret med den smukke musik, gik op i en højere enhed, og må uden tvivl have sendt det store publikum hjem fra festivalen med en god oplevelse.

Søndag d. 10. august

Søndag skulle BeatDay fortsætte, men det var et noget andet indtryk, man fik ved ankomsten. Fremmødet virkede kl. 15 meget tyndt, og vejret så en del mere ustabilt ud i forhold til den solrige lørdag dagen før. På trods af en ikke engang halvt fyldt plæne gik Thomas Buttenschøn frisk på den lille udendørs scene kl. 15. Især numrene fra Buttenschøns debutalbum Fantastiske Mandag satte gang i publikum, og sammen med sit live-band præsterede han en god og hyggelig koncert, med en lyd der lå utroligt tæt opad lyden på hans to albums. I slutningen af koncerten sneg jeg mig indendørs for at opleve danske Aura. Den lille mørke skønhed stod i centrum af scenen omgivet af tre musikere. Koncerten var akustisk, og Aura var formidabel, på de numre jeg nåede at høre, og hun charmerede publikum med små historier som intro til hvert nummer, der samtidigt også viste Aura fra en meget humoristisk side.

Herefter kunne man nærmest gå direkte ud til endnu en kvinde på scenen. Denne gang fra Skotland – Amy MacDonald på den store udendørs scene. Mit kendskab til MacDonald var ikke eksisterende, men jeg blev mødt at en god og kraftfuld stemme, som hurtigt fik vakt min interesse. Ud over nogle enkelte historier op til nogle af numrene, var der dog lidt for lidt liv på scenen, og i længden blev koncerten en smule kedelig og ensformig. Generelt var Amy Macdonald dog et charmerende bekendtskab, der udover singer/songwriter-genren også viste sig fra en mere rocket side.

Der skulle efterfølgende præsenteres endnu en sangskriver på scenen – denne gang danske Annika Aakjær på den indendørs scene. Annika Aakjær er mest kendt for sin radio-single ”Lille Filantrop”, men hendes bagkatalog af sange med interessante titler og sjove tekster tog sig virkelig godt ud til denne koncert. Igen charmerede hovedpersonen på scenen publikum ved at aflevere en lille anekdote op til hvert nummer, som både fik tilskueren til at lytte og grine.

Kl. 19.00 skulle den svenske rockveteran Joakim Thåstrøm forsøge at trodse den lidt mere matte stemning og det mere triste vejr i forhold til dagen før. Regnen truede efterhånden over Nordhavn, men sangeren Joakim Thåstrøm, der har en fortid i både svensk punk- og singer/songwriter-musik, gik sammen med sit nye band, Sälskabet, friskt til sagen, og han leverede varen overfor et publikum, der i forhold til først på dagen var vågnet mere op og var mere livlige på græsset foran scenen. Thåstrøm leverer i dag en mere afdæmpet svensk-sproget rock, men både musikalsk og udstrålingsmæssigt, fornemmede man klart hans meget varierede musikalske fortid, via hvilken han havde rigtig meget at byde på, og præsterede en god koncert der resulterede i mange jubelbrøl fra det tændte publikum.

BeatDay lakkede efterhånden mod enden. En udmærket festival der til tider dog var mærket af det dårlige vejr og en lille mangel på virkelig attraktive navne. Den sidste koncert, jeg kunne nå at opleve, var på den indendørs scene med amerikanske Fleet Foxes. Det var kun få uger siden, at jeg tilfældigvis havde stiftet bekendtskab med amerikanernes hyggelige hippe-folk-indie-rock via deres selvbetitlede album fra i år. På scenen virkede kvintetten som et rigtigt musik-kollektiv, der var baseret på gode vokal-harmonier og et godt sammenspil på et væld af instrumenter. Her søndag aften levede Fleet Foxes dog ikke helt op til deres præstation på cd. Deres lidt syrede og langsomme koncert, var ikke hvad man havde brug for som afslutning på BeatDay.

BeatDay 2008 var med Fleet Foxes’ exit fra scenen slut for mit vedkommende. Savage Rose skulle lukke og slukke festivalen på den store scene, hvilket jeg ikke nåede at opleve.

Den lille festival virker i forhold til 2007 som en festival i vækst, og jeg må sige, at årets musikalske udvalg var ret imponerende. Som nævnt tidligere levede ikke alle navne op til deres evner, men deciderede dårlige koncerter var der ingen af, og på denne front består BeatDay derfor med glans i år.

De mange besøgende virkede ikke så oplagte, som man kunne forvente til en sådan festlig og musikalsk weekend. Stemningen var nogenlunde, men et bedre vejr, mere rimelige madpriser og en sidste kant og skarphed fra en god håndfuld af de optrædende kunne formentlig have løftet stemningen lidt.

Oplevelsen af BeatDay 2008 var dog gennemgående rimelig god, og baseret herpå kan man med glæde se frem til næste års arrangement.
[nggallery id=38]

Skriv et svar