Copenhell 2014

Clutch - Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)
Clutch – Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)

Copenhell generobrede Refshaleøen

Selv om Copenhell de sidste fire år har siddet tungt på området omkring den gigantiske B&W hal på Refshaleøen ved København, så har området de seneste måneder været præget af Melodi Grand Prix, og alt det hurlumhej det fører med sig. Men knapt var den sidste paillet fejet væk, før metalmonsteret igen indtog øen. Ved min ankomst kunne jeg konstatere, at alt umiddelbart var som det plejer. Scenerne hed igen Helviti, Hades og Pandæmonium, og de to førstnævnte var igen placeret foran bakken, der sikrer, at de bageste har et fremragende udsyn mod scenen, på trods af den store afstand.

Publikum lignede også sig selv. Der var gæster i uniform – nogle middelalderligt, andre djævelsk og flere med teatersminke. Man skilte sig nærmest ud, hvis man ikke var i ført en sort band T-shirt. Sådan skal det være, og det er en af de ting, der gør Copenhell til en festival, hvor man ikke er tvivl om, at publikum er dedikerede mennesker.

Én markant ændring var der dog. Årets Copenhell forløb fra onsdag til fredag, Jeg var spændt på, hvor meget publikums hverdag og arbejde ville kunne spænde ben for den fest, som festivalen sædvanligvis er, og om det var en pris der var værd at betale for at få Iron Maiden med i programmet.

Slaraffenland for metalfolket

Arrangørerne af Copenhell kender deres gæster. Festivalpladsen er proppet med lir, som gør det til et slaraffenland for de fleste metalfans. Madboderne har været kreative og serverede Hellstegt pattegris, Fucking sprød svin og Hellburgers. Trængte man til en kop kaffe kunne man selvfølgelig få den Skullhed. Blandt en masse alkoholiske drikke kunne man få en vodka lavet specielt til anledningen – alkoholprocenten var selvfølgelig 66,6%.
Ville man forlyste sig lidt mellem koncerterne kunne man besøge smadreland, hvor man med hammere og køller fik lov at smadre f.eks. gamle biler og klaverer. Endelig var der også metalkaraoke i et stort telt med plads til et par hundrede øldrikkende publikummer. Her kunne man træde på scenen og brøle et metalnummer ud over scenekanten – selvfølgelig med et liveband i ryggen. Scenen var sat, og festen kunne begynde.

Onsdag: Helvede slippes løs

110614-ArchEnemy-Copenhell-FOTOClausMichaelsen-565x377-17
Min første musikalske oplevelse var i selskab med svenske Arch Enemy. Deres altid tempofyldte dødsmetal bliver nu leveret med en ny kvinde i front. Canadiske Alissa White-Gluz har erstattet tyske Angela Gossow, og det gjorde hun såmænd fint, omend jeg savnede den kontrast der var mellem Gossows lyse nordiske udseende og gruppens ellers mørke og aggressive musik. Dagens præstation var bestemt godkendt, men flere steder blev lyden ødelagt, når bassen og en hæsblæsende dobbeltpedal på storetrommen overbuldrede de hurtige og skarpe guitarriff, som ellers er ret kendetegnende ved Arch Enemy.

Man skulle kun bevæge sig relativt få meter for at stå klar til Iron Maiden foran den store scene. Det var ikke længere bare Helviti-scenen. Scenen var nu beklædt i Iron Maidens kulisser og bestod nu af to niveauer af beklædte stilladser, trapper og et enormt banner, hvilket gav os en fornemmelse af, at vi var kommet på Iron Maidens hjemmebane, hvor englænderne skulle vise at være veloplagte.
Hvad angår sætlisten var alt som forventet – i hvert fald hvis man har styr på deres turné Maiden England, hvor der kun spilles numre fra albummet Seventh Son of a Seventh Son og før det – dog med undtagelse af ”Fear of the Dark”, som englænderne åbenbart ikke vil snyde deres fans for. Det blev til en perlerække af klassikere, hvis fremførelse det var svært at sætte en finger på. Iron Maiden beviste, at de ikke er en flok gamle rockdrenge, der er i gang med at suge den sidste dråbe ud af flasken. Bruce Dickinson sprang på scenen til åbneren ”Moonchild”, og herefter stod han sjældent stille. Hans vokal er stadig knivskarp, og da han løb med Union Jack fanen, mens han sang ”The Trooper”, følte man sig ikke i tvivl om, at hans form er god. Det samme gjaldt resten af Iron Maiden. Spilleglæden var stor, og i det hele taget lignede de nogen, der stadig elsker at give deres fans, det de kommer for.
Iron Maiden var elsket i aften. Selv om en ægte fan altid vil kunne sætte en finger på sætlisten, må man huske, at man må hugge en hæl og klippe en tå, når man får halvanden time på Copenhell. Flasken er bestemt stadig fuld hos Iron Maiden, og indholdet smager fandens godt.

Helhorse - Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)
Helhorse – Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)

Afslutningen på onsdagens program bød på to danske navne, som jeg havde set frem til. Først lagde Helhorse os ned på den lille Pandæmonium-scene. Deres vellykkede blanding af stonerrock, hardcore og vel nærmest blues, blev fremført med overbevisning i aften. De gik uimponeret til sagen, og både lyd, energi og publikum gik op i en højere enhed. Alle seks musikere lod til at have ramt dagen, og man må især fremhæve den effektfulde veksling mellem Mikkel Wad Larsens rå vokal og Rhodes-manden Aske Kristiansens mere skrigende af slagsen, som jævnligt gav et boost til både bandets power og stemningen foran scenen.

Der gik ikke lang tid før The Psyke Project stod klar på samme scene. Netop Helhorse og The Psyche Project har offentliggjort, at de på årets Roskilde Festival indtager scenen sammen og både skal spille med og mod hinanden. Det kan man kun glæde sig til, efter man i aften blev mindet om, hvor forskellige de er. Ud over The Pyske Projects noget mere kaotiske og aggressive hardcore, så adskilte de sig også ved at fremstå meget mere indelukkede på scenen. Scenen var mørkere og dækket af scenerøg, og energiudladningerne var bombastiske og komplet umulige at sætte i nogen form for system eller rytme. Sådan skal det være i selskab med The Psyke Project, og sådan lukkede de onsdag på Copenhell ganske fint

Another day in hell

Sepultura - Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)
Sepultura – Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)

Phil Collins synger ”Another Day in Paradise”, men både paradis og Phil Collins ville have været bandlyst på Copenhell, da festivalen torsdag fortsatte.
Jeg startede dagen på Helviti, hvor Sepultura ventede. De brasilianske dødstrahere har holdt stædigt fast selv om bandets stiftende brødre Max og Igor Cavalera har forladt skuden. Amerikanske Derrick Green har stået bag mikrofonen siden 1997, og i aften ærgrede det mig, at han ikke også han taget en guitar med sig, for når Andreas Kisser fyrede soloer af, formåede bassen og trommer alene, ikke at give Sepultura den tyngde, som de ellers er kendte for at have.
Sætlisten var en blanding af både nyt og gammelt, og en del af materialet var simpelthen ikke stærkt nok til at til at holde os i kog. At brasilianerne også kun momentvis sprudlede på scenen, hjalp heller ikke meget på den front. Men de havde været savnet og var stadig elsket af mange, hvilket var tydeligt i dag. Deres velkendte lyd, hvor især trommerne oser af brasilianske rytmer, var et glædeligt genhør, og den energi gamle numre som ”Refuse/Resist”, ”Territory” og ”Arise” udløste, kunne ingen tage fra dem.

Herfra gik turen til Hades-scenen, hvor det for mig ukendte band Triptykon roligt indtog scenen. Gruppen er anført af den erfarne Thomas Gabriel Fischer, der tidligere har stået i spidsen for Celtic Frost. Med sin sorte hue og sortmalede øjne stod han solidt plantet midt på scenen, og jeg husker ikke, at han på noget tidspunkt gik et eneste skridt under koncerten. Resten af bandet var væsentligt yngre end Fischer, og med den måde han jævnligt kiggede anerkendende og nikkende på dem, fremstod han nærmeste som en faderfigur fra sin pind midt på scenen. Triptykon leverede en tung og mørk koncert, som såmænd var et godt solidt metal-håndværk, men det blev desværre aldrig hverken rigtig sjovt eller rigtig farligt at være i selskab med halvsløje Triptykon.

Within Temptation - Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)
Within Temptation – Copenhell 2014 (foto: Claus Michaelsen)

Det er jo ikke holdbart at være alt for forudindtaget, når man som anmelder går til koncert, og jeg gjorde bestemt også mit bedste for ikke at være det, da jeg gik mod Helviti for at høre hollandske Within Temptation. Deres polerede symfoniske rock, er en genre jeg ikke havde set komme på Copenhell. Der skal være plads til flere forskellige grene af metalgenren på Refshaleøen, men det Within Temptation leverede på hovedscenen var simpelthen for pænt og poleret, og det lignede og lød som noget, der lige så godt kunne have været et rocket indslag til det netop overståede Melodi Grand Prix – på Refshaleøen. Som det var tilfældet med Iron Maiden onsdag, havde hollænderne gjort scenen til deres egen via deres store og ganske imponerende scenekulisser, og selv om deres færden på scenen virkede indstuderet og ikke særlig afslappende, må man give dem kredit for at forsøge at give deres fans kræs til øjnene.
Koncerten blev for pæn og kontrolleret, og de tillægsord jeg kunne sætte på Within Tempations præstation og image i det hele taget, skal man formentlig meget langt ned på Copenhells liste for at finde. Bevares – Within Temptation er dygtige musikere, der har styr på det de laver – lige fra deres respektive instrumenter til hvordan og hvornår de skulle bytte plads på scenen. Men hvor rummelig jeg og Copenhell end er – og det vil jeg mene, vi begge er – så havde jeg svært ved at få hollænderne til at passe ind i festivalen, og aftenens koncert blev en malplaceret og desværre lidt komisk af slagsen.

Min torsdag på Copenhell sluttede i selskab med amerikanske Clutch. Gruppen har ramt en god blanding af sydstatsrock og hård stonerrock, og deres udstråling der mest af alt minder om skæggede øldrikkende havne- eller skovarbejdere, har vundet stor sympati i hjemlandet, og efterhånden har vi i Europa også fået øjnene op for dem.
Clutch gav os en potent og solid omgang rock n roll, der varierede mellem blues og en mere aggressiv gren af stonergenren. Den konstant bevægelige og nærmest maniske forsanger Neil Fallon førte an, og med den energi den tætbyggede og skæggede mand lagde for dagen, var det umuligt ikke at blive smittet. De kørte koncerten hjem uden så mange dikkedarer, men desværre også uden de helt store højdepunkter. Det var solidt og sejt men også en kende for rutinepræget til at kravle helt ind under huden på mig.

Tak for helvede

Bedst som weekenden skulle starte, nærmede Copenhell sig enden. Det gode vejr fortsatte fredag, og det samme gjorde de gode navne i programmet, som igen trak tusinder af rockfans til Refshaleøen. Svenske Graveyard havde jeg på forhånd ikke set som et selvskrevet navn på festivalen, men da jeg selv har en vis portion forkærlighed for gruppen, klagede jeg ikke. Det kunne gå begge veje. Graveyard ligger et sted mellem at være bluesrock og at minde om en aggressiv version af Led Zeppelin, og sidstnævnte ville være at foretrække en solskinsdag på Copenhell. Desværre viste Graveyard alle sider af deres repertoire i dag, og sådan skal det vel også være, men med størst fokus på deres langsomme groovy numre, ramte de aldrig publikum foran scenen. Svenskerne er hamrende dygtige, og man kan kun imponeres over Joakim Nilssons knivskarpe vokal, som er et af gruppens vigtige kendetegn. Jeg stod tilbage efter koncerten og ærgrede mig over den lidt tomme fornemmelse. Graveyard er fede – og det var de også i dag – men den store scene og det store publikum kunne svenskerne ikke matche i dag.

Et af navnene jeg havde glædet mig meget til var engelske Uncle Acid & The Deadbeats. Fire langhårede englændere med hang til at blande metal og stonerrock sammen i en gryde fyldt med syre. En ganske vellykket blanding på plade, som desværre aldrig kom til sin ret i dag. De lød egentlig som de skulle, men alligevel kom de aldrig ud over scenekanten. Deres skæve version af metalgenren blev kastet rundt af kraftige vinde, som også var årsagen til, at vi nærmest aldrig fik set de fire englænderes ansigter, fordi håret grundet sidevinden dækkede deres ansigter. Det var forglemmeligt, og gruppens unikke stil fortjente bestemt bedre.

Lige som velkendte navne kan skuffe voldsomt, så kan nye navne give et los bagi af den bedste slags, og det var lige nøjagtige hvad der skete under mødet mellem mig og amerikanske Suicide Silence. Indrømmet: Jeg kendte dem kun af navn og mest pga. den tragiske historie om gruppens tidligere forsanger Mitch Luckers død i en motorcykelulykke i 2012. Det satte gruppen på standby i et års tid, men nu er de tilbage på turné med den tidligere All Shall Parish-frontmand Eddie Hermida ved roret, og såmænd også med et kommende album i vente i juli.
Det var brutalt og ondskabsfuldt, det der skete på den store scene. Gruppens aggressive deathcore blev leveret med lige dele tyngde, aggressivitet og præcision. Mitch Lucker var i sin tid blændende forrest i Suicide Silence, og Eddie Hermida er det heldigvis også. En større energibombe fandt man ikke på årets Copenhell. Han var konstant bevægelig og in-your-face. Han gik fra det skrigende til det brølende, og han var en kompromisløs indpisker, der konstant holdt det store publikum i gang. Jeg mindes ikke at have set så stor en circle pit, som den der kørte foran scenen under det meste af koncerten. Flere hundrede moshende fans skabte en enorm støvsky, og var med til at få det hele til at gå op i en højere enhed, som er svær at pille delelementer ud af. Det var stort, det var tungt og det var fucking fedt!

Efter en stor oplevelse på Helviti, kunne det vel kun nedad bakke. Jeg havde i hvert fald svært ved at forestille mig, at danske Redwood Hill på nogen måde kunne leve op til det. Det kunne de! Musikalsk en lidt anden genre, men gruppens post-blackmetal gik lige i krop og sjæl i aften. Redwood Hills støjende guitarflader og Marco Sewohls vokal og er på samme tid intense og stemningsfulde, og kombinationen af melankoli og melodisk metal fungerede fremragende for gruppen. Bunden og rytmen som fik os til vugge med, stod bassen og trommerne for, og det blev heldigvis aldrig forudsigeligt
Redwood Hill fremstod under det meste af koncerten som mørke skikkelser grundet baglyset på scenen og den store mængde scenerøg. Et udtryk der ikke kunne passe meget bedre til gruppens musik. Redwood Hill er ikke længere underdogs. De er, baseret på aftenens præstation og på deres minialbum Descender, et af landets absolut stærkeste kort inden for metalgenren..

Svenske Watain kunne være et soundtrack til jordens undergang. Deres dystre black metal er kaotisk og oser af død og dommedag. Hades-scenen var for første gang under årets festival blevet udstyret med kulisser, der lige fra koncertens begyndelse var med til at trække os ind i Watains djævelske univers. Watain har en evne til at blande deres sataniske black metal med elementer af mere lettilgængelig heavyrock, men når man i aften fulgte svenskernes sceneshow, var man aldrig i tvivl om deres budskaber i musikken. Flammer, blod og dyrekranier prydede scenen, og den indlevelse og tilstedeværelse Erik Danielsson leverede i sin rolle som en nærmest messende forsanger, gjorde at man følte sig fastholdt af Watain under hele koncerten.

Og så skete det som så mange havde ventet på – og som en del af festivalens publikum formentlig også var flygtet fra. D-A-D skulle kl. 1.00 lukke og slukke for årets Copenhell. De evigt unge danske veteraner var kommet med på et afbud, efter Megadeth aflyste. Det havde mange stillet spørgsmålstegn ved, men ikke desto mindre var der godt fyldt op foran Helviti fredag nat.
D-A-D havde på forhånd proklameret, at de i første omgang ville spille hele albummet No Fuel Left For The Pilgrims bagfra. Det gav os numre, der for mange nok var gået over i glemmebogen, men det gav os også hits som ”Jihad” og ”I’m Sleeping My Day Away”, som fik stemningen på kogepunktet. Samtidigt var det tydeligt, at de fire på scenen nød at spille de gamle numre, og de fik bestemt blæst støvet af de gamle hits.
Jesper Binzer gik som altid all-in. Både i sin vokal og sin publikumkontakt. Laust Sonne slog som altid rigtig hårdt. Han var med til for alvor at få banket liv i de gamle numre, og da dagen i dag var hans 15-års jubilæum i D-A-D, fik han selvfølgelig ekstra opmærksomhed. Jacob Binzer havde på sin guitar som altid den lyd, som vel nok er et af gruppens varemærker. Han forstod virkelig at stille sig frem og fyre soloer af, som både var klasse og kliché, men som fungerede som han stod der i mørket oplyst af det lange kraftige spotlys. Stig Pedersen var som altid Stig Pedersen. Veltrænet, laid back og med hav af basguitarer ved hånden. Selv om man kan savne noget power og gnist fra hans side, så er hans stil altid det sidste kort, der får D-A-D’s kabale til at gå op.
Albummet blev spillet igennem, og derefter blev der plads til et par nyere hits. Her var ”I Want What She’s Got” malplaceret – og jeg indrømmer, at det hænger sammen med, at jeg ikke kan fordrage dette nye nummer, som i aften ikke passede sammen med den kant og den vildskab som D-A-D ellers viste, og som gjorde at koncerten på mange måder var en fin afslutning på årets Copenhell.

Tak for helvede. Tak for i år.
[nggallery id=194]