Copenhell 2015 – Torsdag

Slipknot på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)
Slipknot på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)

Copenhell 2015: Himmel og helvede forenedes igen

For sjette år lagde Refshaleøen ved København i år igen industrielle omgivelser til Danmarks største metalfestival. Efterhånden kan Copenhell vel kaldes en tradition, og igen i år kunne man se frem til en festival med en masse musik fra den hårdeste skuffe. Man kunne også se frem til tre dage på en festivalplads med noget for enhver smag.
Endelig var det også et gensyn med det vel nok mest brogede publikum på nogen dansk festival. På Copenhell kan det være svært at skelne mellem sjov udklædning og decideret livsstil, men uanset er de tre dage i det københavnske helvede for mange et himmelsk sted at få udlevet sin dedikerede interesse for musikken. Årets Copenhell skulle vise sig at byde på karaoke, mørk rom, cigarer, bil-smadring, wrestling, vikingeland og meget andet ud over den tunge musik. De mange sideshows vender jeg stærkt tilbage til i løbet af reportagen.

Torsdag

Som altid havde det været en udfordring inden åbningen af årets Copenhell at prioritere mellem koncertene. Overlappet mellem koncerterne kommer ikke i nærheden af Roskilde-dimensioner, men selv på denne lille tre-dages metalfestival, kan det blive nødvendigt at droppe indledningen eller slutningen af en koncert for at nå det hele. For mig var hovednavnene torsdag Life Of Agony, Suicidal Tendencies og Slipknot, og så ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så frem til at se to letpåklædte kvinder i front for Butcher Babies.

Genforenet igen-igen

Amerikanske Life of Agony var et af de navne, jeg havde set mest frem til i år. Fire albums, to brud (og to genforeninger) og en masse musikalske sidespring fra alle gruppens medlemmer vidnede om gruppens omtumlede historie. At forsanger Keith Caputo i 2011 så sprang ud som transseksuel, og nu hedder Mina Caputo, gjorde spændingen lige så stor som glæden før gensynet med Brooklyn-italienerne.

Life of Agony på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)
Life of Agony på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)

Historien og nysgerrigheden omkring Mina Caputo, blev hurtigt blæst omkuld af Life of Agonys åbning. Indledningen med ”River Runs Red” og ”This Time” fra gruppens succesfulde debut River Runs Red, kunne de ikke have valgt bedre. Life Of Agony var tilbage! Caputos vokal var rå og maskulin (håber da ikke, at jeg fornærmer hende her), og selv om hun dog ikke når de samme dybe karakteristiske toner, som hun i Keith-dagene gjorde, så kan Mina Caputo stadig hive en stærk stemme ud af ærmet, så aftenens setliste ikke lå langt fra originalerne. Bandet var skarpt i aften, og det eneste jeg savnede var et ekstra nummer eller to fra det udmærkede album Broken Valley fra 2005 (vi fik ”Love To Let You Down”), men Life Of Agony valgte den sikre løsning og holdt sig til deres to første album, og publikum var tydeligvis tilfredse. Stærk præstation af Mina Caputo og Life Of Agony. (8/10)

Plasticpunk og patpower

Efter den fremragende åbning af Hades-scenen, skulle den store scene Helviti nu også indvies. Det stod amerikanske A Day To Remember for, og det blev til en kikset og klichéfyldt koncert. Deres musik stritter i mange retninger, og mest af alt ligner de et boyband, der forsøger sig med banaliteter og en forudsigelig omgang pop-punk. De forsøgte at redde showet ved at skyde t-shirts og badebolde ud til publikum. Lige meget hjalp det – ADTR var energiske og veloplagte, men det fungerede ikke og passede ikke ind i Copenhell. (3/10)

Jeg skrottede det sidste kvarter af koncerten med A Day To Remember for at nå så meget som muligt af Butcher Babies på den lille scene Pandæmonium. Og lad os bare være ærlige: Det mest interessante ved Butcher Babies er de to sangere Heidi Sheperd og Carla Harvey, der ud over at synge og skrige tiltrækker opmærksomhed ved at optræde meget letpåklædt og med stramt op- og fremskubbede bryster. Bevares – de synger, skriger og growler faktisk udmærket og bandet bag dem har teknikken i orden, men det hele kører efter en opskrift fyldt med klichéer, som gør det lidt trættende at se og høre på i længden. (4/10)

Butcher Babies på  Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)
Butcher Babies på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)

Med mørket fulgte kvaliteten

Mørket faldt på, og med mørket fulgte også de mere tunge navne. I første omgang var det veteranerne i Cannibal Corpse, der skulle give os mere tyngde og ondskab. Ondt og mørkt blev det da også da de amerikanske dødsrockere tromlede os ned med numre som ”I Cum Blood” og ”Hammer Smashed Face”. Præstationen var solid og effektiv uden de store dikkedarer. Dog blev koncerten ramt af regn og en tiltagende vind, som var medvirkende til, at lyden blev kastet rundt, og at den yderste del af publikum søgte mod halvtage ved øl- og madboder. Men de inkarnerede – de blev, og de var tændte. Det samme gjorde Cannibal Corpse – de blev og gjorde arbejdet færdigt. Og selv om de efterhånden er oppe i årene, så fornemmer man det ikke, når de står så tungt og solidt på en scene, som de altid har gjort. (6/10)

Ondskab er der også hos Body Count og Ice-T, når de i en fusion af metal og hiphop ytrer sig politihadsk og om bandemiljøet i Los Angeles. Det har givet dem en del kontroverser – især med numre som ”Cop Killer” og ”KKK Bitch”– men i aften fik de voldelige og kontroversielle tekster frit løb. Amerikanerne var klædt i sorte matchende dragter – med undtagelse af Ernie C der i sit beige sommertøj og sin mere sprudlende fremtoning på scenen lettede stemningen en smule. Body Count spillede et tight sæt, og ”Body Count’s in the House” og ”Body M/F” var oplagte og effektive åbnere, der fik publikum til at række de knyttede næver i vejret og skråle med. Førnævnte kontroversielle numre fik vi selvfølgelig også, og selv om Ice-T er en mester i lyde sur og se sur ud, så var han også god for en lille historie eller to med ironi og et skjult glimt i øjet. (7/10)

Inden turen gik videre til næste koncertbrag, måtte min kompagnon og jeg erkende, at kulden havde bidt sig fast i os, og at vi nok blev nødt til at snuppe et glas mørk rom i det hyggelige smoke n’ hell. Som sagt så gjort. Vi fik begge et skud af mørk rom fra Diplomatico. Jeg er ikke sponsoreret, men den smager fandens godt, og så varmede den tilmed. Vi tog et kvarter mellem romdrikkende og cigarrygende ligemænd, inden vi gik tilbage mod Hades, hvor en flok skate-punk-trash-funk fra L.A. skulle gå på scenen kl. 21.15.

Mange gæster har formentlig gamle personlige helte blandt de navne Copenhell har fået fingrene i. Men når man taler om gamle personlige helte, er det uundgåeligt forbundet med en blanding af forventning og frygt. En frygt for at heltene falder igennem og kun er en skygge af sig selv og i værste fald bliver en pinlig affære. Både frygt og forventning havde jeg inden Suicidal Tendencies skulle optræde på Hades, men de skulle ikke bruge mange sekunder på scenen, før jeg var overbevist om, at formen hos Californien-gruppen var intakt. Mike Muir og co. havde ikke et eneste nummer med fra deres seneste 13 fra 2013, og i stedet havde de plukket 12 numre fra bagkataloget ud, hvilket passede mig fint. Vi fik både klassikere som ”You Can’t Bring Me Down”, ”Subliminal” og ”War Inside My Head”, og energiniveauet blandt det store publikum foran scenen var nok det højeste jeg havde set torsdag.

Suicidal Tendencies på  Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)
Suicidal Tendencies på Copenhell 2015 (foto: Claus Michaelsen)

Altid energiske Mike Muir var en oplevelse i sig selv. Hans energi på scenen smittede af på publikum. Hans karakteristiske løb frem og tilbage over scenen og hans stive kombination af headbanging og dans vidnede om, at alt var lige præcis som det skulle være hos Suicidal Tendencies. (8/10)

I år var festivalens hovednavn for mange nok Slipknot. Det ni-maskede monster fra Iowa indtog Helviti kl. 22.30, og det var tydeligt på scenekulisserne, at det var det tunge skyts festvalen havde hentet ind. Store tønder på hæve/sænke-platforme, trapper, en gangbro samt en port bagerst på scenen, gav Helviti visuelt nye og større dimensioner, og der var ingen tvivl om, at Slipknot ejede scenen.

Det var der heller ikke rent musikalsk. På enkelte numre var Corey Taylors vokal overdøvet af musikken, men set over halvanden time leverede de sikkert – til tider rutinepræget – varen til stor jubel for det store publikum. Slipknot er bedst når de er tungest og hårdest, og derfor var det et uklog valgt at have ”Vermilion” og den nye single ”Killpop” med på setlisten. Her faldt tempoet, og det ødelagde det fede flow, som de maskerede amerikanere havde fået os med på. Til gengæld var afslutningen fandens god. De to ekstranumre var de ældre ”People=Shit” og ”Surfacing”, og her kunne der ikke klages over mangel på power på scenen og i den moshpit der flere gange opstod blandt de forreste publikummer. Hele tiden fornemmede man, at Slipknot havde et gear mere, som de ikke tog i brug. Det gear ser vi gerne brugt, næste gang de gæster Danmark.(8/10)

[nggallery id=210]