Copenhell 2016 – Torsdag

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Danmarks største og mest gennemførte metalfestival blev i år sparket i gang i høj sol. Der var kommet styr på indgangsforholdende, der i hvert fald forløb gnidningsfrit da jeg ankom kl. 13:20, hvor danske Defecto lidt senere bød velkommen fra pladsens mindste scene, Pandæmonium. Det blev dog det nu dobbelt så store Biergarten, der blev frekventeret som det første.

En time senere åbnede portene til hele festivalområdet, og den støvede, men rene, plads blev indtaget af en horde af sortklædte metalfans, der for de flestes vedkommende havde retning mod Hades, der havde Blind Guardian (5) som første band. Det tyske powermetal-band, der har spillet sammen siden 1984, har på trods af naboskabet blot besøgt Danmark én gang tidligere. Den genre Blind Guardian excellerer indenfor har aldrig formået at tiltrække sig min opmærksomhed. Ikke desto mindre var det en vellykket åbning på Copenhell. Lyden er god. Alle instrumenter kommer til sin ret og i centrum står sanger Hansi Kürsch og tiltrækker sig opmærksomheden på sin egen stille facon. Der er desværre slet ikke den spræl i ham, som musikken fortjener. Vokalt gjorde han det godt, men i længden blev koncerten lidt ensformig.

På en festival, hvor mange af bandsne overlapper hinanden, er man ofte nødt til at forlade en koncert inden den slutte – eller ankomme til den næste efter den er startet. Blind Guardian blev forladt inden de sluttede og Black Peaks (7) var gået på, da jeg ankom til Pandæmonium. Det britiske band spiller en blanding af progressivt metal og hardcore. Efter at have hørt lidt af Defecto på samme scene tidligere, var jeg lidt nervøs for hvordan lyden ville være. Den viste sig dog at være god, og den dårlige lyd til Defecto skyldtes nok min placering lidt for langt fra scenen. Black Peaks er blevet spået en stor fremtid, hvilket særligt må skyldes Will Gardners energi og hans kompetente vekslen mellem falset og growl. Personligt havde jeg gerne set, at den rene vokal havde fyldt mindre til fordel for lidt mere vildskab i vokalen. Musikken er fyldt med breakdowns, og man bliver ikke overrasket, når man hører, at Black Peaks oprindeligt blev dannet som en instrumental math-rock trio.

Kl. 16:15 åbnede Dropkick Murphys (5) Copenhells store scene, Helvíti. Deres keltiske punk er af den slags, der skal høres live – og allerhelst skal der drikkes et par fadøl imens, eller der skal danses hæmningslyst til tonerne af harmonika, sækkepibe, banjo og det skotske højland. Copenhell har før haft bands, der stikker ud i forhold til deres musikalske profil. Det må man sige, at Dropkick Murphys også gør, og selvom de helt sikkert fik sparket (mere) gang i festen, så mener jeg, at de er malplaceret. De forreste rækker vidnede dog om, at det langt fra er alle, der vil være enige med mig, for her var det tydeligt, at den store energi bandet ligger for dagen var smittende. At Dropkick Murphys virkelig kan rocke fik man flere eksempler på, men desværre fyldte de afdæmpede ballader for meget på setlisten.

Alice Cooper (7) var det ene af de to store hovednavne denne dag. Den 68-årige sanger har uden tvivl delt vandende; nogen er gået en lang bue udenom, andre har lige skullet se giraffen og andre igen har glædet sig til at se en lyslevende rocklegende. Det stod hurtigt klart, at Alice Cooper var i topform. Han bevægede sig teatralsk rund på scenen i et sceneshow, der muligvis har set mere imponerende dage, men som alligevel fungerede godt. Sange som ”Scool’s Out”, ”No More Mr. Nice Guy” og ”Poison” gik rent ind og bragte en tilbage til en tid, hvor også selv var både yngre og mere rørig. Alle mandens egne hits blev krydret med covers af The Who, Jimi Hendrix, David Bowie og Motörhead. Særligt ”Ace of Spades” blev leveret på bedste vis og Lemmy Kilmister sidder helt sikkert også smiler et eller andet sted i det hinsides. Musikerne spillede præcis som de skulle og selvom der var plads til lidt lir, så var det hele tiden Alice Cooper, der var i centrum. På en varm sommeraften kan det teater, der udspiller sig på scenen mens musikken spiller, godt tage sig lidt komisk ud. Der er under alle omstændigheder ikke meget chok rock over det. Det var ellers et prædikat Alice Cooper fik i sin tid.

Efter Alice Cooper druknede resten af aftenen i regn, og det nu dobbelt så store Biergarten-telt har aldrig været mere fyldt. Selv måtte jeg kapitulere og tage cyklen hjem, og mens jeg skriver dette skæves der af og til DMI’s vejrudsigt. Lige nu siger den mere regn senere – men forhåbentligt ikke i samme kaliber som i går.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.