Copenhell 2017 – Fredag

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Copenhell 2017: En fandens stor familie

Dag 2 på Copenhell har som regel en lidt anden stemning over sig i forhold til åbningsdagen, og sådan forholdt det sig også i år. Det var blevet fredag, og da jeg ankom ud på eftermiddagen, fornemmede jeg, at det var et publikum, der nu var gået på weekend, og kunne nyde Copenhell som den fest det nu engang er. Og netop muligheden for også at feste og hygge, benyttede publikum sig også af. Langt de fleste vælger at springe dele af eller hele koncerter over, for også at have tid til at hænge ud i dertil lavede café/bar-telte og det enorme Biergarten-telt, hvor den store karaokefest kørte hver aften. Der blev festet, hygget og ikke mindst tanket op, inden den næste koncert ventede.

Flyvende australiere

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Airbourne oser af rockklichéer, og de nyder at levere dem, om det så er på plade eller på livescenen. At de nyder det til deres koncerter, blev så sandelig bevist sent fredag eftermiddag, for de formåede at holde en fest på den store scene, og de fik publikum med på legen. Airbourne fløj afsted fra første nummer ”Ready to Rock”, og i løbet af den efterfølgende time landede de ikke en eneste gang – stemnigen var høj fra start til slut. Forsanger og guitarist Joel O’Keefe var veloplagt og hans store energi på scenen havde en smittende effekt på publikum og stemningen generelt. I bar mave bragede hans lyse og skrigende rockvokal igennem, krydret med de positurer han konstant poserede i.
Airbourne er ikke originalt på nogen måde, og mod slutningen blev man på ”Live it Up” mindet om, i hvor stor grad musikken jævnligt leder tankerne hen mod landsmændene i AC/DC. Men deres klichéer og lidt for tydelige inspirationskilder var et vilkår man denne aften proppede et vist sted hen og nød festen i stedet for.
(7/10)

Flugtplanen er snart gennemført

På vej mod næste koncert ramte sulten mig, og heldigvis var der ikke langt til Grill ’Em All, der serverede retter som Bite The Lightning og Nachos Else Matters. Denne kombination af gode kreative påfund, kunne man ikke undgå at løbe ind i på festivalpladsen, og det er en af mange ting, der er med til at lægge en særlig stemning over Copenhell. Straks efter optankningen var det tid til kaos af den bedste slags på Hades.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

The Dillinger Escape Plan offentliggjorde sidste år, at det var blevet tid til at takke af. Først skulle turnéen ovenpå udgivelsen af Dissociation gennemføres, og når dette års festivalturné var overstået, ville kaosrockerne være fortid. Det betød, at aftenens koncert på Hades formentlig var deres sidste på dansk grund, og en sidste chance for at opleve deres meget berygtede koncerter, for en som mig der ikke havde haft fornøjelsen før.

The Dillinger Escape Plan er kaotiske i ordets bedste forstand. De har selv kaldt deres version af hardcore for en fusion af punk og jazz, og havde man i dag brug for en energiudladning på festivalen, var pladsen foran Hades det helt rigtige sted at søge hen nu. De åbnede med ”Prancer” og ”When I Lost My Bet”, og som altid når de optræder, var der konstant bevægelse og energi på scenen. Ben Weinman sprang op og ned af monitors forrest på scenen, mens han på sin karakteristiske måde svingede guitaren rundt på kroppen. Sammen med sangeren Greg Puciatos lige så store bevægelighed frygtede man uheld på scenen, men på samme måde som der var fuldstændig styr på den vildskab de havde i musikken, var der det også i akrobatikken på scenen. Kun når de gik ned i tempoet og blev en kende for melodiske, som på ”Black Bubblegum”, begyndte jeg at kede mig. På de numre kan jeg ikke genkende den vildskab og kreativitet The Dillinger Escape Plan har i sig, og også i aften gav det koncerten et par irriterende dyk.
Samlet set skuffede de dog ikke. De var hyperenergiske, og hvad der for nogen synes kaotisk og rodet hardcore, er timet og tilrettelagt og udført til perfektion af gruppen – både på plade og til aftenens koncert på Copenhell
(8/10)

Thin Lizzys forvandling imponerede ikke

Når det kommer til Black Star Riders, er gruppens line-up i sig selv interessant. Bandets medlemmer er Thin Lizzy, som de ser ud i dag – med Ricky Warwick (tidl. The Almighty) som forsanger. Men de optræder fremover kun som Thin Lizzy ved særlige lejligheder, og koncentrerer i stedet om at lave ny musik under navnet Black Star Riders.
Hvis projektet handler om nytænkning, så fejler de i min bog. Musikken er klassisk rock n’ roll, som sagtens kunne have passet ind på et af landets mindre sommerfestivaler. Der var såmænd gang i den, men det var folkeligt og hyggeligt, på en måde som ikke passede ind i universet på Copenhell

Bevares – de har styr på det på scenen. Det er en håndfuld dygtige og erfarne musikere, som helt sikkert også fik vist at de kan bruge deres værktøj på en scene. Både ”The Boys Are Back In Town” og ”Whiskey in the Jar” var populære lyspunkter, men lidt ironisk at der skal hives gamle Lizzy-numre ud af ærmet for at vække publikum. Generelt var det idéfattigt og fladt, og det var ikke her, de store energiudladninger fandt sted – hverken på scenen eller blandt publikum.
(4/10)

Tomme tønder buldrede på Helvíti

Hver aften på Copenhell bliver dagen afsluttet med, at årets helt tunge drenge lukker og slukker den store scene Helvíti, og fredag var amerikanske Five Finger Death Punch hyret til at klare opgaven. Gruppen opstod i Las Vegas, og det hænger udmærket sammen med gruppens musik og fremtoning, der på mange måder minder om et show, hvor overfladen betyder mere end indholdet. Det er tungt, svulstigt og nærmest som pumpet på steroider, og gruppens medlemmer fremstår nærmest som kloner mellem modne nu-metal-musikere og actionhelte.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Det er værd at nævne, at gruppens forsanger Ivan Moody var rejst hjem grundet et tilbagefald i forhold til sit alkoholmisbrug. Som erstatning var Tommy Vext hentet ind, og et større energibundt, kunne gruppen ikke have fundet. Han var her, der og alle vegne på scenen, og han passede på den måde fint ind i konceptet. Hans vokal kom dog til kort, når han skulle synge på de melodiske passager. Samtidigt vandt gruppen lidt, når bassisten supplerede eller overtog vokalen. Han var gruppens growler, og det var her gruppens musik nåede en dybde, der blev en smule interessant og mærkbar i kroppen.

Netop et konceptband er, hvad bandet på flere måder fremstår som, og det virkede også forstyrrende og ikke særligt kompatibelt med Copenhell. Men flere blandt publikum nød dog tydeligvis underholdningen til deres fadøl. Five Finger Death Punch leverede sådan set varen effektivt og sikkert i aften, men i længden lignede gruppens numre hinanden i både rytme og tempo, og det blev simpelthen kedeligt, Selv om de såmænd også både buldrede og bragede, så føltes det konstant som om, man var en del af et show – i en sådan grad, at det egentlig ikke ville være utænkeligt, at det kunne fremføres med succes mellem alle neonlysene i Las Vegas.
(4/10)