CPH:DOX Reportage

CPHDox-Logo2012-565x377

Endnu et godt musikfilms program på CPH:DOX

Den 10. udgave af Københavns internationale filmfestival er just overstået, og det blev endnu engang en stor succes. Københavnerne og de gæster festivalen havde trukket til, sikrede en ny publikumsrekord, da hele 51.800 publikummer havde fundet vej til de københavnske biografer.

Særligt ”Sound & Vision”-programmet, der dækker musikfilm af alle afarter, er altid populært, og på Diskant måtte vi selvfølgelig dække så mange af disse film som muligt.

Kvaliteten i CPH:DOXs program er så høj, at jeg i realiteten havde lyst til at se samtlige ”Sound & Vision”-film, men ligesom på en normal musikfestival er der clashes, imellem film man gerne vil se, og da mit liv desværre ikke tillader at jeg kan rive 11 dage ud af min kalender, måtte jeg vælge hårdt imellem hvilke film der skulle indgå i denne reportage.

Desværre fik jeg ikke mulighed for at se den hypede ”Kidd Life”, koncertfilmen ”Trentemøller Live in Copenhagen”, postpunkerne NYXs ”And We Are The Children Of The Night”, forfølgelsen af Lars Ulrich i ”Mission to Lars”, Luke Haines-portrættet ”Art Will Save the World”, eller de andre film der ikke indgår i denne reportage.

Skuffende Serge Gainsbourg-portræt og en mesterfotograf

Festivalen startede torsdag den 1. november, og tilfældigvis lå programmet så jeg kunne nå at se hele to film.

Først cyklede jeg igennem novembermørke København, mod Palads for at se ”Gainsbourg by Gainsbourg: An Intimate Self-Portrait” hvor den franske sanger og sangskriver Serge Gainsbourg fortæller sin egen historie.

Historien om Serge Gainsbourg er den typiske rock’n’roll historie, hvor succesen går hånd i hånd med diverse misbrug. Ved hjælp af lydklip og gamle videoklip fra Gainsbourgs karriere, fortæller Gainsbourg om sit liv og sine tanker om det. Man kommer rundt om den franske charlatans op- og nedture, samt man hører nogle af historierne bag sangene.

I modsætning til de fleste musikfilm, havde man valgt at undertekste sangenes lyrik, og det gør netop sangene til en meget væsentlig del af filmen. Filmen formår eminent at skabe et samspil mellem Gainsbourgs tanker og sange, så begge dele fortalte lige meget om hinanden. For eksempel kommenterer filmen på ligheden imellem Gainsbourg og hovedkarakteren i den berømte ”Doktor Jekyll og Mister Hyde”, i Gainsbourgs egen ’Docteur Jekyll et Monsieur Hyde’.

Desværre er filmen også alt for rodet. Gainsbourgs turbulente karriere åbner op for utrolig mange spørgsmål, som filmen på bedste vis forsøger at besvare, men det gør blot filmen ekstremt forvirrende og ufokuseret. I stedet for at fortælle en universal historie om en mand, der dulmer berømmelsens pres med alkohol, cigaretter og smukke kvinder, er filmen mere en lang dyster tankerække, der kun gør folk der allerede kender historierne om Gainsbourg klogere.

Skuffet over Gainsbourg-filmen, jeg ellers havde glædet mig til, cyklede jeg videre mod Falconer Biografen, hvor jeg skulle se ”Anton Corbijn: Inside Out”. Anton Corbijn er en af verdens bedste fotografer og musikvideo-instruktører. Han har blandt andet taget mageløse billeder af David Bowie, Tom Waits, Iggy Pop, PJ Harvey og Kurt Cobain, samt været fast fotograf for Depeche Mode og U2 siden firserne. Derudover har han også instrueret filmene ”Control” om Joy Division, som Corbijn selv nåede at fotografere, og den alternative agentfilm ”The American”.

Filmen er en rigtig god introduktion til Corbijn, hvor man følger ham i forskellige arbejdssituationer. Man ser ham hygge backstage med Arcade Fire, være på fotoshoot med U2, spille pool med Martin Gore fra Depeche Mode, fremvise billeder for Metallica og Lou Reed og dirigere rundt med George Clooney under indspilningerne til Corbijns seneste spillefilm ”The American”. Samtidig kommer man også rundt om den ensomhed, som er Anton Corbijns pris for sit hårde arbejde. Det er en meget menneskelig film, som heldigvis ikke fortaber sig i teknisk nørderi omkring fotografifaget. Det er tværtimod en film der appellerer bredt til almindelige kunst- og musikinteresserede mennesker, for ”Anton Corbijn: Inside Out” er ganske simpelt et enestående portræt af en af de absolut største rockfotografer, og hans karriere er helt klart en dokumentarfilm værdig.

En dobbelttur til Sydafrika

Nogle dage senere indfandt jeg mig Dagmar biografen får at se filmen ”Under African Skies”, der fortæller historien om Paul Simons klassiker Graceland. Albummet, der sidste år kunne fejre sit 25 års jubilæum, var en unik blanding mellem vestlig popmusik og sydafrikansk musik. Albummets første indspilninger blev lavet i Sydafrika med sydafrikanske musikere, hvilket medførte stor kritik, da omverdenen havde lavet en kulturel boykot pga. Sydafrikas apartheid.

I filmen tager Paul Simon tilbage til Sydafrika for at spille en 25 års jubilæums koncert, og i samme ombæring indgår han i dialog med hans tidligere kritikere. Han prøver at forstå de massive protester som Graceland, og hans efterfølgende verdenstour, selvfølgelig med et band af sydafrikanske musikere, affødte.

Filmens omdrejningspunkt er dilemmaet i at afskærme de sorte sydafrikanere, for at sikre netop deres rettigheder. Man ser videoklips fra indspilningerne, og hører interviews med musikerne, der bliver ved med at pointere hvordan Paul Simon betragtede dem som ligemænd.

Jeg blev særligt bevæget af de sydafrikanske musikere som tilfører filmen en masse varme og hjertelighed. Man ser tydeligt deres glæde over at spille med Simon, og samtidig viser de også glimrende de menneskelige konsekvenser af at boykotte Sydafrikas sorte befolkning. De er ganske simpelt så fantastiske karakterer, at jeg næsten fik lyst til at tage det næste fly til Sydafrika, for at drikke en øl med dem, spille musik med dem og høre de gode historier de utvivlsomt må have at fortælle.

Næste aften lærte jeg dog at man skal være varsom hvis man bevæger sig rundt i Sydafrika. Her holder den legendariske trommeslager Ginger Baker nemlig også til. I ”Beware of Mr. Baker” tager man med instruktøren Jay Bulger til Sydafrika, for at udforske historien om Mr. Baker.

Ginger Baker blev en trommesuperstjerne, da Cream fik sit store gennembrud tilbage i 60’erne. Han opfandt den moderne rocktrommeslager, og spillede i sin storhedstid med de absolut største inden for trommefaget.

Men Ginger Baker er ikke normal. I filmens første klip oplever man en kaotisk situation, hvor instruktør Bulgers næse bløder kraftigt, efter Baker har tævet ham med sin metalstok. Herefter følger et sammenklip af utallige timers interview, krydret med kommentarer fra nogle af de største trommeslagere som The Polices Stewart Copeland, Metallicas Lars Ullrich eller The Rolling Stones’ Charlie Watts.

Filmen vandt tidligere i år prisen for bedste dokumentarfilm på SXSW og endte også med at vinde CPH:DOXs ”Sound & Vision” award, for at være festivalens bedste musikfilm. Den var også den klart bedste af de musikfilm jeg nåede at se i løbet af CPH:DOX. Filmen er vanvittig humoristisk, på grund af hovedpersonens heftige temperament og ”fuck dig”-attitude. Blandt andet er der en fantastisk sekvens hvor Lars Ullrich snakker om hvordan Ginger Bakers trommespil fødte det der skulle blive heavy metal, hvorefter Baker køligt svarer på Ullrichs udsagn med: ”It should have been aborted.”

Samtidigt fortælles vilde historier fra Bakers liv, som da han foreslog sin søn at sniffe kokain inden en koncert i Italien, eller fra hans tid med Fela Kuti i Nigeria.

Ærkeamerikanske genrer

På samme måde er historien om soulsangeren Charles Bradley i ”Soul of America” gribende. Ganske vist har historien, om soulsangeren der først fik muligheden for at udgive sit debutalbum No Time For Dreaming i en alder af 62 år, klæbet til Bradley siden udgivelsen sidste år, men filmen er så intim og historien er så god, at man sagtens kan klare at se halvanden times ”I thank god for my life,”. Men man skal altså ikke regne med at få værdifulde ekstradetaljer til historien om Charles Bradley.

En anden ærkeamerikansk genre, der er en mindst ligeså betydelig del af den amerikanske musikhistorie som soulen, er hip-hop, der selvfølgelig også blev repræsenteret som en del af ”Sound & Vision”-programmet. På festivalens 3. sidste dag besøgte jeg et proppet Pumpehus, der viste rapperen Ice-Ts debut som dokumentarfilminstruktør med filmen ”Something From Nothing: The Art of Rap”. I filmen følger man Ice-T rundt i New York, Detroit og Los Angeles, hvor han interviewer nogle af de absolut vigtigste og største rappere som Eminem, Snopp Dogg, Kanye West, Dr. Dre, Nas og mange, mange flere.

Produktet er et sandt overflødighedshorn af rap-nørderi, hvor der ind imellem falder en sjov historie af, som uden tvivl vil underholde enhver der har stået og kastet håndtegn til en koncert med en amerikansk gangsterrapper. Dog må jeg nok erkende at jeg ikke er en del af målgruppen for filmen, men jeg vil klart anbefale at alle der elsker rap ser denne film. Der er ganske simpelt så megen refleksion omkring rap og cool rap-historier, at denne film er et ligeså vigtigt værk som Eminem-filmen ”8 Mile”, som selvfølgelig også er inkluderet i Ice-Ts fremstilling af rappens historie.

Farvel til LCD Soundsystem

Min sidste film på CPH:DOX 2012, blev ”Shut Up and Play the Hits” der dækker LCD Soundsystems sidste koncert nogensinde. Filmen er en blanding af en traditionel koncertfilm, og en dokumentarfilm der kommer bag om tømmermændene, frontmand James Murphys tanker om LCDs afslutningen, og følger Murphys band backstage i Madison Square Garden, hvor koncerten blev holdt.

Filmen fungerer som en form for nekrolog over et 00’ernes vigtigste bands, men heller ikke meget mere. Optagelserne fra koncerten er ganske vist glimrende, men det virker også som om at James Murphy, der foruden at være filmens hovedperson også er filmens executive producer, har gjort alt for at præsentere LCD Soundsystem, på den måde som han vil have at de skal huskes. Man savner lidt en instruktør, der, ligesom i Ginger Baker-filmen, bogstavelig talt kommer op at slås med Murphy. Frontmanden svarer kun meget overfladisk på de ellers fine spørgsmål der bliver stillet, og det er kun backstageoptagelserne, der viser Murphys fortvivlelse imellem følelsen ”jeg gør det rigtige” og ”åh nej, det må ikke stoppe,” der er noget værd for filmen, udover koncertoptagelserne.

Fans af LCD Soundsystem kan naturligvis ikke leve videre, uden at se denne film, men det er langt fra en film der vil gå over i musikfilmshistorien, på trods af filmens musikhistoriske begivenhed.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.