Festivalreportage: Benicássim 2005

Foto: Søren Solkær Starbird
Foto: Søren Solkær Starbird

Benicássim – XI Festival Internacional de Benicássim / FIB Heineken 2005

Efter Roskilde årgang 2004, der sejlede rundt i regn og et ligeså mudret program, ligger beslutningen lige for: en returbillet til Spaniens østkyst, med billet til 4-5 dages ‘Festival Internacional de Benicássim’. Garanteret sol og et program, der om noget kan prale af ‘international’ karakter.

Vi er de udsendte, pionererne, vi donerer vores kroppe til udforskningen af denne ukendte festival. Forventningerne er høje i toget, der bringer os fra Barcelona 2 timer sydpå, langs den spanske kyst. Himmelen er blå – havet ligeså!, og vi hungrer efter at hoppe i, ligesom vi hungrer efter et program der byder på hovednavne som The Cure, Oasis, et genopstanden Dinosaur Jr. og ikke mindst Nick Cave & The Bad Seeds – samt en masse elektroniske acts, som Roskilde i år mærkeligt nok ikke kunne præstere.

En kilometers gåtur fra togstationen ligger campingpladsen – og hvilken plads. Midt i en abrikoslund slår vi teltene op, efter at vi på bedste spansk-bureaukratiske vis er blevet vist personligt frem til en lille grøn plet af en af de festival-ansatte. Over frugttræerne ser man ikke himlen og den altdominerende sol, men en mørk dug, der giver hele teltpladsen en befriende skygge.

Begejstringen vil slet ingen ende tage, da vi opdager fællesbadene. Gratis, uden kø eller spejle til tøserne, kan man tage så mange afkølende ture under bruserne, som man lyster. Samtidig som en bonus er der mulighed for at aflure nogle fremmede kroppe, hvilket mange benytter sig af – især fyrene slår sig ned indenfor hegnet med et par medbragte cervezas (”øl”).

Selve programmet starter torsdag aften ved 20-tiden, overraskende sent på dagen vil man synes. Men eftermiddagsheden er overbevisning nok til at vi straks hylder det sene program. Barndommens traumatiserende charterrejser er ikke en fjern tanke, men de daglige ture til stranden, der ligger i en halvtimes gå-afstand fra pladsen, er samtidig befriende forfriskende – og det eneste man overhovedet kan holde til.

Men efter flere dages solbadning, frisbee og plasken rundt i Middelhavet sætter festivalen endelig i gang. Torsdagens program lægger blidt ud med et par spanske navne, Deluxe som det eneste band, der fortjener at nå over landegrænsen! Deluxes frontmand har mest gjort sig i engelsksyngende pop, med en snert af Morrissey i stemmen. Men på sin nye plade synger han på modersmålet, hvilket desværre giver de værste ‘Eurovision’ associationer. Ellers byder aftenen på navne som The Posies, The Polyphonic Spree, The Tears, og Underworld gejler afsluttende folket op.

Fredagens program er langt mere interessant, og vi spæner hjem fra stranden for at nå Devendra Banhart, der skal åbne det store telt denne dag – for Banhart skal man om nogen høre i sydens sol. Men musikken fra scenen lyder mærkelig, da vi nærmer os. Og rigtig nok har man flyttet lidt rundt i programmet, så den kære ny-hippies bare mave først kan ses dagen efter. Ingen er blevet informeret! Jo, måske de 50% af publikum, der forstår spansk.

Misforståelser som denne (i sig selv ubetydelige) præger generelt festivalen, og vokser sig løbende til et stort problem. Værst er det, da Daniel Johnston udgår fra programmet. Hvorfor ved man ikke – om det skyldes hans svingende psykiske tilstand eller bare festivalledelsens lune? Ingen: ”We are sorry to proclaim…”, for festivalen har ingen konferencierer, og den daglige festivalavis er udelukkende på spansk.

Irritationsmomenter som disse, der efterlader os i et ingenmandsland af non-information, overdøves heldigvis af det bugnende program til trods. The Kills giver en heavy intim koncert, idet Alison og Jamie snor sig om hinanden som to svanehalse, alt imens synth-effekterne og trommemaskinen hamrer derudaf. Joseph Arthur charmerer sig frem til at give en af festivalens mest overraskende koncerter. Med sin rene stemme, guitar og mundharmonika – og et grønt suit, der får ham til at ligne et krybdyr fra den amerikanske ødemark – giver han den som overbevisende singer/song-writer, så alle tænker Neil Young – Neil Young! Men Arthur bryder samtidig konventionerne, og med diverse pedaler og live samples af musikken nærmer han sig rettere folk som Beck, Mugison, Patrick Wolf og hele Brit-pop bølgen med dens kassebriller og lange lemmer.

Peaches, Lemon Jelly, Prefuse 73, Fischerspooner og Four Tet bl.a. spiller på teltscenerne, mens den store Grønne scene, Escenario Verde, byder på Doves, Basement Jaxx, Yo La Tengo og The Cure – igen i overraskende rækkefølge i forhold til det udleverede program. Grøn scene døjer generelt med lydproblemer. Pladsen, der er max en tredjedel af den vi kender fra Roskildes Orange scene, bliver ikke spillet op, og det skyldes nok, at kun selve scenen er velsignet med højttalere. En koncert med Yo La Tengo, set fra pladsens anden ende, hvor de grønne områder er at finde, kan derfor udvikle sig til et grotesk lydshow af decideret manglende lyd og spørgsmålet: Ér det der virkelig Yo La Tengo? Derfor frygter vi også for koncerten med The Cure, der skal følge. Den bliver selvfølgelig oplevet fra de forreste rækker, men selv her hører man sin egen skønsang bedre end Hr. Smiths, og det åh så kendetegnende keyboard på ”Lullaby” er helt forsvundet.

Men Robert Smith leverer et show, mere positivt og udadvendt end vi overhovedet kunne forvente.

Som til Roskilde 2001, der selvfølgelig var præget af ulykken året før, lægger The Cure mørkt ud med et nummer som ”One Hundred Years”. ”Just Like Heaven” vender dog hurtigt stemningen, og numre fra ‘Wish’-pladen toner ud til det begejstrede publikum; ”From the Edge og the Deep Green See” og ”A Letter To Elise”. Og da Robert smilende proklamerer, at selvfølgelig er de ”here to please you” spiller de sågar ”Friday I’m In Love” hvorefter en stor, venlig og direkte glad Cure-koncert klimakser i ”Boys Don’t Cry”. Vi frygtede alle at den store mand skulle få solstik og medfølgende stjernenykker, men Roberts sorte uniform hænger på ham, som den plejer.

Først dagen efter, lørdag eftermiddag, bliver de bare ben luftet. Det er selvfølgelig Devendra Banharts ”chicken legs” i meget korte shorts (hans eget ordvalg), og Banhart ‘& the Hairy Fairies’ giver som altid en spraglet koncertoplevelse med gammelt og især nyt.

Det er lørdag vi først virkelig mærker, at briterne har indtaget Benicássim. De kommer mest for at høre deres egne nationale helte, indrømmer de, og Kaiser Chiefs er ingen undtagelse. Et show serveret særligt for den britiske crowd giver hele seancen en kedelig intern tone. Med stagediving, arrogance, som briterne kan lide det, og et hit-på-hit show, mangler vi bare at frontmanden frådende smadrer guitaren mod forstærkeren.

Om det skete er ikke til at svare på, for Raveonettes (billedet) skal åbne Grøn scene, og så bliver VI lige pludseligt patriotiske. Raveonettes har fået sig en pæn skare af tilhængere Europa over, og allerede før de to darlings går på, synes pladsen fyldt, imens de akkrediterede fotografer jagter det samme billede af blondinen. Efter en lidt sløv start, der ikke kun skyldes bandet, men især den generelt dårlige, dumpe lyd på Grøn scene – og det faktum at storskærmene ikke virker den første halvdel af koncerten – sætter ”That Great Love Sound” i gang og overbeviser straks publikum. Raveonettes seneste plade ‘Pretty In Black’ er ikke udkommet i Spanien endnu, så publikum tøver en smule i forhold til de nye toner. Rockabilly stilen klæder Sune og Sharin, da mørket sniger sig ind over pladsen og en alt i alt svingende koncert afsluttes med ”Twilight”.

De eneste andre danske repræsentanter på festivalen er Diefenbach (læs interview fra festivalen andetsteds på Diskant.- Klik her!). Søndag spiller de en tidlig koncert på den store teltscene. Solen bager stadig udenfor, hvorfor teltets indbyggede forstøvere – som man kender dem fra grøntafdelingen i Føtex! – er meget velkomne. Med lidt startvanskeligheder præsenteres et par nye numre fra pladen ‘Set & Drift’, hvorefter ”Camouflage” og ”Make Your Mind” genkendes af et lidt sløvt publikum. Koncertens højdepunkter bliver up-tempo numrene ”Favourite Friend”, ”Bruising” og ”Rocket”, der alle understreger, at Diefenbach for tiden fungerer bedst live, når støjen sætter ind og distortion-pedalerne er på max.

Søndag er ikke Guds dag, for Nick Cave og Co. er landet, og ligesom The Cure, er Cave ikke bange for at sætte lyd til bagkataloget. ”Get Ready for Love” insisterer han med det første nummer, og gang på gang overskrider han scenekantens ‘gap’ mellem publikum og sig selv. Cave er ikke mindre end fremragende, med sine nye gospelinspirerede sange, og ”Deanna”, ”Ship Song”, ”Weeping Song”, ”Mercy Seat” og ”Tupelo” minder alle om, at gospel måske altid har ligget i blodet på denne, på skift, gudfrygtige og gudsbespottende skabning.

Tarwaters særlige britisktalende electronica bliver en tiltrængt bufferzone for den efterfølgende Oasis koncert. Lidt malplaceret føles det, at høre drengenes 90’er-røvballerock i sydens sol, men samtidig holder det hele vejen, og ”Cigarettes & Alcohol” minder os om, at engang var vi faktisk på Liam og Noels side. Briterne skråler med, og meget passende udbryder Liam, for han KAN bare ikke holde kæft: ”What the fuck are you doin’ here? – You’ve got your own fuckin’ festivals!”

Festivalens 11.årgang er slut. Med mellem 40-45.000 solgte billetter blev der ikke meldt udsolgt – som det år Radiohead spillede for 55.000 tilskuere og tilbedere, men Benicássim er stadig en værdig lillebror til Roskilde. Efter en lille uges strand, rock’n’roll og techno nights glæder vi os til mandagens outro på stranden, med bl.a. Erlend Øye som DJ – et beach party, der, modsat det i Skive, faktisk kan prale med både strand og fest. Men den spanske infrastruktur er os imod, og vi må forlade Benicássim en dag før planen, for overhovedet at kunne slippe derfra i et af de overbookede tog.

Det samlede indtryk af Benicássim festivalen ender i et farverigt miskmask. I en atmosfære af kølig professionalisme byder festivalen på højteknologiske foranstaltninger på selv den mindste scene (storskærme, 5 kameramænd og blærede kranskud på alle 5 scener), en asfaltpark med pletvis grønne områder og et reklamehelvede af sponsorater. Samtidig svigter arrangementet på nogle vigtige punkter, og vi giver op overfor en bananrepublik-lignende organisering samt manglende information – alt imens vi head nodding sluger endnu en 1-liters fad.

Link til officiel hjemmeside: http://fiberfib.com

Tags from the story