Haven Festival 2017

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Observationer fra en kø.

Al begyndelse er svær, hvilket stod tydeligt på Haven Festival 2017. Førstegangsfestivalen blev kraftigt udfordret og overrasket af vejr, dårlig lyd og værst af alt kø på kø på kø på kø. Men hvor logistikken svigtede, triumferede musikken.

Haven eller Haven.

Da jungletrommerne lød sidste år med nyheden om en ny festival i København, hvor mad og musik skulle gå op i en højere enhed, klappede festivalentusiaster begejstret i hænderne. Haven Festival er annonceret som en vaskeægte voksenfestival for feinschmeckere, hvor både ganen og øregangene trakteres med sanserige og eksperimenterende oplevelser. Maden er kurateret af den danske kendiskok Claus Meyer, mens drikkevarerne leveres af det mesterlige bryggeri Mikkeller og grundlæggeren Mikkel Borg Bjergsø. De første klapsalver blev højere, som artisterne blev offentliggjort. Forventningerne hos undertegnede var derfor sat højt, og de blev indfriet på musikfronten om end i mindre grad på de andre.

Efter at have strøget igennem indgangsporten trissede jeg ind på pladsen under en semigrå himmel. Et sammensurium af indtryk bragede ind over mig bestående af støjende punkrock fra danske Iceage til ørene, duften af frådværdige burgere til næsen og en regnbuefarvet folkemasse til øjnene.

Selve festivalens navn har været rod til mangen en diskussion i månederne op til begivenheden. Skal navnet udtales på dansk med den forståelse, at Københavns nye festival er en havefest? Eller skal det udtales på engelsk, så vi forstår festivalen som et nyt tilflugtssted i havnen? Intentionen har sikkert været begge dele. Men ud over et par synlige kunstinstallationer på pladsen var der ikke meget hyggelig havefest over det sparsomt udsmykkede område. De visuelle indtryk kom i stedet på de tre scener og via de omkring 20.000 mennesker, der kom og tog del i Haven Festival.

Spredt på tværs af generationer bestod publikum af en særdeles blandet konstellation. Modebevidste ungmøer med flagrende skørter og blomster i de nydeligt opsatte lokker gik side om side med mormor og morfar, der havde de praktiske sko på og identisk regntøj. Unge herrer med finkæmmede moustacher stod i samtalecirkler med specialøl i glassene, mens pressede semi-nybagte forældre forsøgte at holde styr på barnevogne og blebørn, der væltede rundt på plænen med neonfarvede høreværn på. Amerikanske stemmer blev blandet med spanske. Norske dialekter lød samtidigt med Stockholmer svensk. Det store udland havde også hørt om Haven Festival takket være brødrene Dessner fra bandet The National, der er medarrangører af Haven Festival, og turisterne var mødt talstærkt op.

De sidste måneders parodi af en sommer havde forberedt festivalgængerne på de vejrmæssige udfordringer, der skulle komme til at præge de to dage. Jakker blev zippet op og ned, taget af og taget på. Solbrillerne blev hevet op af den moderigtige sorte læderbæltetaske og puttet derned igen få minutter efter. Sneakers blev skiftet ud med gummistøvler, og regnslag kom frem, da solen på andendagen måtte vige for regnen. De garvede festivalgængere ved, hvad der skal pakkes i den perfekte festivaloppakning for at optimere festivaloplevelsen. Men intet kunne have forberedt dem på de lange køer, der allerede er blevet nævnt og kommenteret et utal af gange i pressen og på de sociale medier. Og som sandsynligvis vil blive nævnt mange flere gange i det kommende år op til Haven Festival 2018. Hvad enten man som arrangør eller festivalbesøgende vil være ved det, så påvirker spildtiden i de lange køer førstehåndsindtrykket af Haven Festival 2017. Jeg vil dog lade det ligge med en bøn om at rette op på fejlene næste år, så den utilgiveligt lange blæreafstraffende ventetid i toiletkøerne nedsættes betydeligt. Og så opfordrer jeg til, at der kommer en øget bemanding og nogle ekstra madvogne bliver kørt ind på pladsen, så de sultne mavers rumlen i madkøerne ikke længere overdøver de fortrinlige toner fra festivalens tre scener.

Sanserige oplevelser.

Kulinarisk diskede Haven Festival op med et højtbelagt bord af smagsoplevelser for alle og enhver. Verdenskøkkenet var repræsenteret med japansk gadekøkken med kyllingekødboller på spyd, ramen nudler og svampeomeletter. Lifligt og lækkert. Der var Syd- og mellemamerikansk street food med mexicanske tacos og venezulanske majsfladbrød. Finurligt og frækt. Fans af traditionel festivalgastronomi som burger, hot dogs og fish’n’chips kunne finde tilfredsstillelse med saftige cheeseburgers af den klassiske variant. Hotdog i Haven Remix var af den eksperimenterende type, hvilket ikke er for alle – Og jeg skal da gerne tilstå, at jeg i de sene nattetimer længtes efter en økohotter med no frills og smagsrige pølser af den økologiske slags. Til gengæld var Hookeds fish & chips med mørksejfilet, fritter, tartare sauce, mynte-ærtepuré og lime noget af det mest appetitlige og velsmagende. Det var en festivalfavorit, og den lille madvogn var konstant under belejring af de sultne horder. Undertegnede fik også stillet den værste sult med den mest delikate pastramisandwich, som mine smagsløg frydede sig over kombinationen af saltkød, kål og en fedtet dressing. Knap så frydeligt var prisniveauet, som lå højt på pris-til serveringsstørrelse ratio. Dette gjorde sig også gældende for drikkevarerne. Men som feinschemeckere og livsnydere betaler Havens deltagere tilsyneladende gerne de høje priser eller gør de? Det vil klæde festivalen at tilbyde lidt flere prismæssige alternativer.

Tilgengæld fejlede udvalget ikke noget. Øludvalget stod ikke tilbage for maden, og der var specialøl i enhver tænkelig afart fordelt på tre barer med særligt fokus på sort, sur og humlet øl. Jeg er indrømmet ikke den store øldrikker, men jeg kastede min kærlighed på en lækker frugtig India Pale Ale med det passende navn Kärlek. Den smagte af sommer, hvor vejret svigtede. For andre knap så ølinteresserede bød barerne også på en enkelt let Riesling og en cocktailbar med drinks på tap i alle former – her er et lille udsnit bestående af en hyldeblomstbaseret gin’n’tonic, en lys rombaseret Dark’n’stormy, og en bærbaseret vodkadrink i en dybrosa farve, der gjorde netop den drink til en perfekt kandidat til et af dagens mange Instagrams.

Fremragende fredagsrock.

Det brede spekter og variation som kunne findes i udvalget af mad og drikke på Haven Festival afspejledes også i musikprogrammet. I løbet af de to dage bød festivalens tre scener på en blanding af danske anmelderdarlings og internationale stjerner. For musikfanatikerne skulle der piskes frem og tilbage mellem scenerne, hvis alt skulle opleves. Og der var oplevelser nok at hente i løbet af de to dage, hvor kunstner på kunstner leverede præstationer i topklasse, der underholdte og fortryllede festivalen.

Den danske rocktrio Nelson Can består af de tre unge damer Selina på vokal, Maria på trommer og Signe på bas. De spillede på den mindste scene Værket, der var tætpakket med et publikum i højt humør. I anledning af festivalen havde gruppen fået et par veninder med på scenen i form af vokal back up fra sangerinden Lydmor og en bassist mere til at udbygge deres rå og skramlede lyd. Normalt spiller trioen ud fra et benspænd, der ikke tillader brugen af guitar, men som en særlig treat fik trioen guitarakkompagnement af guitaristen i The National, Aaron Dessner, der sammen med sin bror Bryce har været med til at arrangere Haven Festival. Med et eksplosivt udtryk og bastante rockmelodier, der satte gang i dansefødderne gav Nelson Can festivalen en eftermiddagsfest, og det på trods af en drilsk vind, der blæste tonerne ud over havnen i stedet for ud over folkemængde. (6/10)

Selv samme lydproblemer kæmpede de amerikanske Band of Horses med på Havens største scene, Meadow. Her spillede indierockbandet deres følelsesladede melankolirock med en generthed, der gjorde det svært at fokusere al sin opmærksomhed på, hvad der blev sagt og spillet på scenen. De lagde storladent fra start med ”Is There A Ghost”, men nærværet var der aldrig helt, og deres musik fremstod til tider anonym. Kun momentant fik bandet fat i publikums fulde opmærksomhed, og som regel kun når de spillede et af deres mere kendte numre. Det absolutte højdepunkt kom med mastodonthittet ”The Funeral”, men det meste af tiden forblev Band of Horses og deres drømmerock et ventesoundtrack, der led op til hovedattraktionen og næste kunstner på Meadow fredag aften. (5/10)

Fader rock’n’roll Iggy Pop susede ind på scenen med 200 km/t og raketbrandstof på tanken. Selv om han er blevet 70 år gammel, slækker han ikke på energiniveauet, og det smittede af på et begejstret publikum. Iggy Pop vred sin bare, brune, hærgede overkrop og brugte sin beskidte mund til at opildne publikum, der labbede det i sig. Vokalen er ikke, hvad den har været, men det er så ligegyldigt, når man har en karismatisk mand dansende rundt på scenen med charme, selvtillid og lækkert hår. En mand, der tillige har været så kløgtig at medbringe et overlegent og velspillende band, der gav pondus til de klassiske rocksange. Den amerikanske rock-alfader har et insisterende nærvær og en tilstedeværelse, de fleste musikere kun kan drømme om. Publikum skrålede med på ”The Passenger”, hoppede op og ned til speedtonerne af ”Lust for Life”, der spredte livsglæde. Og da Iggy Pop lukkede og slukkede med saft og kraft med ”Real Wild Child”, måtte selv de mest hærdede rockfans overgive sig og danse med til 80’er synth og guitarriffs. Tilbage var der kun at bukke, neje og takke Iggy Pop for en mesterlig optræden. (8/10)

Beach House overtog Meadow for at lukke med fredagens sidste optræden på hovedscenen. Hvor Iggy Pop demonstrerede overlegenhed inden for rocken, gjorde den amerikanske duo det samme inden for deres genre – atmosfærisk synthpop. Drømmende, florlette toner dalede ned over et svajende publikum, der hypnotiseret hengav sig til melodierne. Beach House kan noget helt særligt med deres kontrastfyldte musik. De svøber menneskermasserne ind i deres store lydflader, som var det et varmende tæppe. De kan skabe intimitet ud af støj og store følelser ud af minimalistiske og monotone synthtoner. Victoria Legrands bløde fløjlsvokal står i skarp modsætning til de skarpe guitarriffs, og ud af forholdsvis få virkemidler skaber hun sammen med sin partner Alex Scully magi. En magi, der forplantede sig på Meadows massive plæner, og som publikum tog med sig hjem i de sene fredagsnattetimer. (8/10)

Himmelske lørdagstoner.

Det er kedeligt, men vi kommer desværre ikke uden om det faktum, at elementernes rasen og regnvejrets triste deltagelse kom til at præge lørdag på Haven Festival.

Det startede ellers så fint med danske When Saints Go Machine. Kvartetten spillede solen frem om eftermiddagen og fornøjede den yngre del af festivalgængerne. Bandet er altid en kærkommen tilføjelse til et musikprogram, for de leverer hver gang med deres uimodståelige og dansable synthpop. Forsanger Nikolaj Vonsild ledte an for et band, der virkede overordentligt glade for at være med til at bidrage til festivalen. Musikkens elektroniske rytmer og tunge basgange akkompagnerede Vonsilds falsetvokal, og rev folk med på en musikalsk rejse i sommerlandet, hvor livet nydes med en øl i den ene hånd og flydende dansebevægelser. Vonsild selv lavede hoftevridende dansebevægelser, der blev ivrigt dokumenteret af publikum undervejs, mens de selv dansede og fik en livlig start på lørdagens koncertglæder. (6/10)

120817-Feist-HavenFestival-1050x700-LarsAsmussen5

Charmerende og indbydende Feist gav en pragtpræstation præget af legesyge og overskud. Hun var helt uimodståeligt indtagende og insisterede på at inkludere publikum i sin optræden med dialog og lavede sine tekster om til at passe til lejligheden og øjeblikket. Den alsidige canadiske chanteuse ignorerede regnen og gav folk en herlig tur rundt i krinkelkrogene af hendes bagkatalog. Tilbage efter en pause på seks år åbnede hun med titelsangen ”Pleasure” fra hendes nyligt udkomne femte soloalbum. Med ruskende guitarer og en revsende vokal satte Feist fornemt fra start med nye numre, inden hun kiggede bagud og spillede noget af hendes ældre materiale. Publikum kendte tydeligvis bedst sangene fra det 10 år gamle album The Reminder, og sangstemmerne fra publikum blandedes højlydt med Feists egen bittersødmefyldte vokal i ”My Man My Moon”. Sangerinden Feist går sine egne veje og spiller ikke for at stryge publikum med hårene. I stedet giver hun et kompromisløst og musikalsk overlegent indblik i hendes verden, hvor musikken overtrumfer alt. Også den forbandede regn. (8/10)

For mange festivaldeltagere var Bon Iver det uofficielle hovednavn. Den amerikanske multifacetterede kunstner og forsanger Justin Vernon er synonym med bandet Bon Iver, der har stået nummer et på mange koncertønskesedler.  Og det var ham, som folk var kommet for at opleve. Ligesom Feist går Bon Iver ikke på kompromis med den kunstneriske vision, og meget ulig talrige festivalkoncerter, hvor kunstnere trækker deres største travere frem fra gemmerne, valgte Vernon og co. at spille deres seneste album 22, A Million fra ende til anden. Først i de afsluttende øjeblikke fik publikum lov til at høre nogle af de ældre numre. Og tusinde mange 22, en million gange tak for det. Vernon sad bag en pult med en bærbar og brugte en vokalforvridende mikrofon til at skabe lag i vokalen med harmoniseringer. Haven Festival fik under den time plus-lidt-mere lange koncert en forførende og helt igennem uforlignelig fremførelse af Bon Ivers seneste album. Musikken og vokalen borede sig ind i marv og ben gemt under regnslag og varmede folk på en kold og fugtig augustaften. Vernons til tider croonende vokal smøg sig om publikum, der stod tæt og tryllebundet foran Meadow scenen. Undervejs skiftede forsangeren bærbar ud med piano og spillede sig gennem den strålende ”33 ”GOD” og alle de andre mageløse sange fra 22, A Million. Bon Iver demonstrerede, hvor følelsesrig og smuk musik kan fremstå, hvis man lader melodierne tale for sig selv, og hvis man som tilskuer giver sig selv lov til at lade sig forføre af musik, rytmer og vokal. Ganske enkelt sublimt og enestående. (9/10)

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Efter Bon Iver tog regnen over og druknede festivalen i hårde stråler, hvilket betød, at en del gennemblødte festivalgæster fyldt med fortrydelse gav op og sagde tidligt farvel til Haven. Virkeligt synd for minutter inden hovednavnet The National gik på scenen, delte skyerne sig i nattemørket og afslørede en stjernespækket himmel. Herefter forsøgte bandet at give feinschmeckerfestivalen en folkefest. Nyt og endnu u-udgivet materiale blev mikset med gamle kendinge som ”Buzzblood Ohio”, der vakte stor begejstring og fællessang. Det samme gjorde med den storladne ballade ”Terrible Love” fra 2010 albummet High Violet, der efterhånden har status af moderne klassiker. Men det nye materiale lagde en dæmper på festen, der derfor aldrig kom ordentlig i gang. Her og der blev koncerten piftet op med gæster på scenen og musikalsk assistance fra bl.a. Justin Vernon, den danske sangerinde Kwamie Liv og den islandske kunstner Ragnar Kjartansson. Sidstnævnte sang en bizar og malplaceret version af Kim Larsens ” De Unge Smukke Mennesker”, der vakte mere forvirring og forundring end begejstring. Da de sidste toner klingende ud på en halvtom, mudret plæne, var folk mere end klar til at lægge The National og regnen bag sig. (6/10)

Næste år, samme tid.

Tidligere i dag meldte Haven Festival ud på facebook, at de vender stærkt tilbage i 2018, hvor de vil nørde endnu mere med maden, øllerne og i særdeleshed med musikken. Det vil jeg se frem til! Med erfaringerne fra dette års festival og med ambitioner om at forbedre og yderligere innovere festivalen, kan det blive spændende at se, hvad Haven Festival 2018 vil byde på. Jeg tænker, at jeg kommer til at befinde mig på Refshaleøen igen næste år til samme tid med forhåbning om kortere køer, endnu mere mageløs musik og langt mere hyggelig havefest.