Hey You Get Off My Pavement – Festival reportage

heyyougetoffmypavement-sco-plakat-565x350

Reportage fra den skotske festival Hey You Get Of My Pavement!

Afslappet hipness i sommervarmen

Det var med forventningerne i top jeg bevægede mig ned af King Street i Glasgow for komme til spillestedet Mono, der afholdt en-dags festivalen Hey You Get Off My Pavement! Udover at være spillested huser Mono også pladebutikken Monorail, der har et meget stort og lækkert udvalg at vinyl og et mindre af Cd’er. Der er også en bar med et spændende udvalg af fadøl og andet godt, og sidst, men ikke mindst, en vegansk restaurant.

Festivalen foregik på det lille torv Mono ligger på, som var spæret af til lejligheden. Butikkerne på torvet var åbne i dagens anledning. Det lille område var fint pyntet op med balloner og kinesiske lamper og skabte en fin ramme for den lille scene, hvor alle koncerterne foregik. Der var mulighed for at købe mange forskellige drikkevarer, og der var en virkelig lækker vegansk barbecue, hvor man kunne købe flere slags grøntsagsguf til en billig penge.

Programmet indeholdt både lovende nye navne fra den skotske indiescene og bands, der allerede har skabt sig et navn Med kendinge som Emma Pollock (tidligere forsanger i Delgados) og Arab Strab og morgendagens navne som 1990s og Park Attack. Alt i alt et ret imponerende line up for en lille en-dags festival.

Første band gik på scenen først på eftermiddagen, og var klar til at underholde de mennesker, der var dukket op. Som vanligt kom det store rykind først senere på dagen.

Konferencieren bød os velkommen, og vi fandt os til rette på torvet og vendte blikket mod scenen. Solen bagte ned på publikum, og de fleste forsøgte at finde skygge ved de få træer der var på torvet. Varmen lod dog ikke til at gå The Royal We på. De er en ganske lokal sekstet, der spiller punket, småskramlet, indierock. Man kunne godt høre at de ikke var topprofessionelle musikere men når det er sagt så gav TRW en fin koncert, hvor højdepunktet var en coverversion af Chris Isaak’s ”Wicked Game”. Det var en ganske fin, men også meget kort koncert på ca. tyve minutter. Der var ikke sat mere end en halv time af til hvert af de første bands, hvorimod de bands, der spillede senere på aftenen fik 45 minutter hver.

Næste band på scenen var Bricolage, endnu et af de lokale bands fra miljøet omkring Mono. De leverede en omgang velspilleret og poleret indierock, der mindede om en renskuret udgave Babyshambles. Talentet og potentialet var i den grad til stede, men generelt savnede udtrykket lidt kant. Der er dog ingen tvivl om Bricolage er et navn, man skal lægge mærke til fremtiden.

Park Attack så jeg frem til, da deres rygte har spredt sig på grund af opvarmningsjobs for blandt andet Sonic Youth. Men jeg tror ikke på et gennembrud i stil med Sonic Youth. Park Attack leverer en massiv mur af støjrock og skinger sang af den kompromisløse slags. Trioen består guitar/sang, bas/samplere og trommer og tilsammen leverer de skarpe, velspillede numre pakket ind i støj og samples – og så spiller de højt, meget højt. Deres optræden er ligeså indadvendt som musikken, og den eneste der havde front mod publikum til koncerten var trommeslageren, forsangeren/guitaristen spillede med siden til og bassisten stod primært med ryggen til publikum. Dette passede egentlig godt til deres stil men gjorde ikke det hele mere lyttervenligt.

Så var det tid til et indslag uden for scenen hvor et 40 mands kor kaldet The Parsonage stillede op foran scenen og sang omarrangerede rock ’n’ roll numre, assisteret af akustiske guitarer. De optrådte kun i et kvarter og mere ville det nok heller ikke kunne bære. Men det var en fin pause fra musikken på scenen.

Vi var nu kommet hen på eftermiddagen og de første skyer viste sig på himlen, hvilket nu var ganske behageligt da temperaturen havde været ret høj hele dagen. Det var også blevet tid til, at de mere etablerede navne indtog den lille scene. Emma Pollock, der er tidligere frontfigur i et af Skotlands absolut bedste indiebands, Delgados, gik på scenen med sit solomateriale som er sarte singer songwriter sange akkompagneret af akustisk guitar og klaver. Desværre var køerne til den udendørs bar nu blevet så lange at vi var flere, der måtte nøjes med at høre koncerten mens vi stod og ventede på øl. Emma Pollock lod sig ikke forstyrre at den småsnak, der prægede pladsen og leverede en smuk og yndefuld koncert, og selvom man stadig kan høre Delgados-lyden i hendes materiale har hun fundet sit eget ståsted i musikken.

Uncle John and Whitelock var for mig et ubeskrevet blad, men det var de ikke for det lokale publikum, der modtog dem med et jubelbrøl, og det var helt klart det band der trak flest publikummer indtil videre. Bandet leverede en omgang tung, buldrende og skramlende rockabilly. Den charmerende forsanger havde publikum i sin hule hånd fra første tone, mens han med en galnings blik råbte/snakkede sig igennem numrene, der var fyldt med temposkift og seje riffs. Bandet består af klaver, to guitarer, bas og trommer. Specielt pianisten var med at løfte musikken med sin insisterende hamren i tangenterne. Uncle John and Whitelock er et fænomenalt liveband, der fik crowden til at gynge gennem hele deres sæt.

Udover den gode musik og den virkelig gode stemning, skal det også nævnes at folk hyggede sig gennem hele festivalen. På trods af en byge af og til og de alt for lange køer til baren, var der ingen sure miner. Flere af publikum og kunstnere havde deres børn og hunde med, som løb rundt på pladsen og hyggede sig. I det hele taget var der en afslappet og uhøjtidelig stemning også hos kunstnerne; man kunne mærke de kunne lide at være der. Og når de ikke var på scenen gik de tur med børnene eller stod og nød en fadøl mens de lyttede til de andre bands. Sådan en stemning ville jeg meget gerne opleve andre musikarrangementer.

Så blev det tid til 1990s, som allerede nu er udråbt at blive meget store. Derfor var der med forventningerne i top og sund skepsis, at jeg stillede mig op foran scenen. Bandet gik på, grinende og smilende, og det lyste ud af dem at de elsker det de laver. De spillede en vildt charmerende omgang party rock med et stænk 60er nostalgi, og det gør de så godt, at det er svært at stå stille. Publikum dansede igennem fra første til sidste sang. Kritikere vil nok mene at de ligger tæt op af Franz Ferdinand i deres lyd, men jeg syntes at de i den grad formår at skabe deres eget univers. Med numre som ”See You At The Lights” i bagagen skal det gå helt galt for 1990s hvis de ikke skal blive store.

Franske Herman Dune var for mig ukendte, men der var mange fans blandt gæsterne, så der var god stemning til koncerten. Herman Dune lod sig ikke gå på af lidt regn og spillede en glimrende koncert, der har gjort mig nysgerrig efter mere af den percussionbårede, lo-fi folkrock som bandet leverer i høj kvalitet.

Sidste navn på årets Hey You Get Off My Pavement! var ingen ringere end Arab Strab. Jeg havde ikke hørt dem live før og vidste derfor ikke rigtigt hvad jeg skulle forvente. Bevæbnet med guitar, trommemaskine og en del øl gik Arab Strab på scenen og spillede et utrolig intenst sæt for en fanatisk fanskare. Aidan Moffat er en af de mest karismatiske frontfigurer jeg nogensinde har oplevet; hans kontakt til publikum var fantastisk. Efter en virkelig god koncertoplevelse takkede arrangørerne for en god festival. Og folk forlod pladsen stille og roligt for ikke at genere naboerne.

Alt i alt var det en virkelig god og dejlig festival, med ganske få skønhedsfejl (de lange ølkøer og skraldebunker der voksede i løbet af dagen.) Blandingen af små og store bands var god, og selvom koncerterne var ret korte gjorde det ikke noget fordi der hele tiden var noget nyt at se frem til.

Jeg kan kun anbefale at tage et forbi Glasgow næste år og besøge Hey You Get Off My Pavement!, hvis arrangementet bliver afholdt igen.

Tags from the story