Norberg Festival 2014

Foto: Frederik Voss
Foto: Frederik Voss

Med en bil fyldt med øl fra den billige side af Sundet, drager jeg torsdag morgen med en kammerat mod en nærmest ubetydeligt lille svensk by med lige knapt 5000 indbyggere. I musikregi er byen dog overhovedet ikke ubetydelig, men tvært i mod vært for den vigtigste festival i Norden, når det kommer til eksperimentel elektroakustisk musik. Efter en +600 km køretur ankommer vi til den lille by, der ligger idyllisk i en skov med en flot sø til, som fra et standard svensk postkort. På toppen af en bakke i udkanten af byen er dog en bygning, som normalt ikke finder vej med på postkortet. Mimerlaven er en 64 meter høj industriel beton kolos, der rent arkitektonisk ville få tidligere Sovjet-ledere til at klappe i deres grave. Den blev opført i 1957, hvor den frem til 1981 stod for den største produktion af jernmalm i området. Siden da har den ligget øde hen som et symbol for Norberg – altså lige udover den ene gang om året, hvor Norberg Festival er i gang.

Torsdag
Vi får skaffet vores armbånd, slået et telt op og knappet en øl op, før vi går på opdagelse i det lille musikområde. Vi når dog ikke at være meget på området, før vi igen befinder os i et transportmiddel. Kl.17.30 ankommer et gammelt charmerende tog fra Engelsbergs Norberg Järnvägshistoriska förening, som bliver fyldt med festivalgængere. Vi bliver kørt ud til Risberg Verkstad – en anden gammel industriel bygning, som i dag bruges som koncertsted. Norberg Festival fungerer delvist som en paraplyorganisation, hvor de lader andre foreninger og institutioner booke artister for sig. En af disse institutioner er det offentlige EMS (Elektronmusik Studion), som også stod for at kuratere udflugten til Risberg. Det første rigtige act vi får lov at opleve er Wales musikeren og lydesigneren Ant Dickinson. Han fremfører sit værk Piano Duet 1, der består af videomateriale af et klaver der ødelægges og så en live improvisation på klaver. Via fodpedaler synkroniseres videoklippene med det improviserede klaverspil. Jeg er yderst begejstret og føler mig meget hurtigt sikker på, at det er en god idé at tage på Norberg Festival. Knap så begejstret er jeg dog for svenske Jenny Sunessons fremførelse af værket Study Of A Failed Parachute, der består af lyde hun havde optaget fra gamle efterladte ting i en gård, og en re-enactment lignende video af en ældre kvinde, der skal hoppe i faldskærm. Sunesson sidder som en stentøtte bag en bærbar, og hverken lydene eller videoen var af speciel karakter. De tyske impro-musikere i Mensch Mensch Mensch var til gengæld. Med en manisk rytmisk start på trompet, der bliver kastet rundt i rummet via det quadrofoniske lydsystem glider koncerten mere og mere hen i elektroniske eksperimenter – i sandhed en koncert, der var passende for den beskrivelse Norberg Festival ønsker at lægge sig under.

Vi dropper togturen tilbage for i stedet at tage os en nydelig gåtur gennem den svenske skov og ankommer lige tids nok til at se irske Eomac, som også er kendt som den ene halvdel af den elektroniske duo Lakker. Koncerten finder sted på Norberg Festivals scene Kraftwerk, som mestendels af dagen står for techno og de mere beat-krævende kunstnere. Kraftwerk var oprindelig det kraftværk, som leverede energi til de kæmpe maskiner i Mimerlaven. Det betonrå rum er beklædt med en del stof og stort lærred bag den høje scene for at holde styr på akustikken. Da jeg første gang ser scenen, er jeg noget skeptisk for lydens forhold i rummet, men den viser sig faktisk at være overraskende god. Det er en scene med plads til 250 mennesker. Eomac får folk til at smådanse, som man gerne gør til sådan en gang velproduceret techno.

Den resterende del af den aften bliver dagens største oplevelse for mig. Det skyldes ikke så meget kunstnerne som det skyldes scenen – den frygtindgydende Mimerlaven. I den mindste sektion af den tredelte kæmpe bygning er festivalens hovedscene. Det er et kæmpe åbent rum med måske 25 meter fra gulv til loft. Langs siderne i bygningen er der trapper, stiger og plateauer som folk oplever koncerterne fra. Relativt lavt i bygningen på et plateau performer kunstnerne. Det er et helvedes råt lokale, og her er der absolut intet gjort for at dække beton med blødere tekstil. Øverst oppe er der et par få vinduer, som er blevet blokeret for lys for lige at gøre det endnu mere mørkt og dystert. Det er den eneste scene, jeg har oplevet, der totalt har sit eget liv, og man føler Mimerlaven styrer sine kunstnere mere end omvendt. Den er frygtindgydende ubarmhjertig over for alt der hedder beats og rytme, og rent taktisk er det derfor også mest drone-, noise- og ambientacts, der placeres her. De bedst af artisterne bruger lokalet til at lave interessant lyd – de mindre heldige forsøger ikke at tilpasse sig og falder igennem. At opleve lyd i dette lokale er imponerende. Den bliver nærmest for evigt og har en ond bund. Subbassen får hele bygningen til at ryste og ens krop vibrerer ofte, så man ikke helt føler den er en decideret sammenhægende størrelse. Første kunstner jeg oplever her er mexicanske Rogelio Sosa, som også præsenteres af EMS. Fra min research før festivalen har jeg set klip med øredræbende støj skabt kun via vokal og så kørt igennem en kæde af effekter. Jeg går ærlig talt lidt skeptisk ind til koncerten, da det meget vel kunne blive en ensformig affære. Det viser sig dog heldigvis at blive gjort til skamme. Han formår at bruge sin stemme yderst varieret og lader koncerten gå fra rolig ambient til beat-støj og frem til totalt støj ragnerok, der virkelig spiller på Mimerlaven som bygning. ¡Espléndido!

Vi bliver i Mimerlaven og ser svenske Quiltland, som jeg havde fornøjelsen af at opleve på Flow Festival for et par år siden. Dengang leverede hun performance kunst, med hvid kjole, rød maling, backdrops og hendes smukke stemningsfulde musik. Denne gang var der kun fokus på musiksiden, der med synthesizere og laptop og beats havde lidt svære forhold i Mimerlaven. Hun leverede dog en flot koncert. Hendes musik kan retfærdigt kaldes smuk, hvilket ikke er et superlativ, som de fleste musikere på denne festival sigter efter. Det var en rar måde at slutte en lang dag af på, der var startet tidligt i København. Det vil sige – jungle/drum’n’bass festen fra 303 scenen lige ved siden af campingpladsen gjorde sit bedste for at holde mig oppe lidt længere efter jeg havde lagt mig i mit telt.

Fredag
Jeg vågner op tidligt i et telt, der er varmt nok til at smelte den jernmalm, der ellers burde processeres inde i den store industribygning. Min partner-in-crime og jeg bliver enige om, at den bedste måde at blive et menneske på igen, er at starte dagen med at gå ned og bade i søen i byen kombineret med noget morgenmad fra det lokale supermarked. Den fine lille gåtur ned til den fredsommelige sø er en få festivalsgæster har fundet frem til, men det virker godt for os. Det skal vise sig at blive et fast morgenritual, mens vi er på festivalen. Vi kommer tilbage til festivalen og falder straks ind i et andet morgenritual, mange festivalsgæster gør brug af. På 303-scenen er der hver morgen ambient musik, mens de i Kraftwerk laver såkalde 8chn-showcases. I midten af Kraftwerk ligger en masse hvide puder, som folk ligger og hviler/sover på, mens der performes rolige 8 kanals surround lydstykker omkring dem. Jeg ligger og halvsover til Mats Erlandsson, der performer Asphyxia & more. Erlandsson har angiveligt komponeret musikken med programmeringssproget SuperCollider. Man træder næppe nogen over fødderne ved at kalde mange af folkene på denne festival for nørder. Erlandsson er en af dem, svenske Marcus Wrangö en anden. Stykket Generaattori (finsk for generator) beskrives som

”sound material from a Californian modular synthesizer built in Russia, sampled and processed with a Swedish sampler built in Gothenburg, and visuals made with a video synthesizer from Geldrop in the Netherlands.”

Det er et yderst minimalistisk stykke, som personligt ikke gjorde ret meget for mig, og som muligvis er mere interessant fra et teknisk synspunkt end et oplevelsesmæssigt. En hårfin grænse, når det kommer til eksperimenterende musik, som uden tvivl er yderst subjektiv.

Norberg Festival er en hel del andet end blot koncerter. Flere steder rundt omkring på pladsen, er der lavet lydinstallationer, der afholdes forskellige workshops, debatpaneler mm. En del af disse alternativer gør jeg brug af denne eftermiddag. Hos James Brewster får jeg serveret en Café latte med ekstra subbas i den såkaldte 5.1 Electro Acoustic Café, der er en installation med 6 kontaktmikrofoner, der er blevet placeret i forskellige dele af maskinerne for kaffelavningsprocessen, og som kanaliseres igennem effekter og ud i surroundsoundsystem omkring én. I det såkaldte 8bit-room, som er placeret i kælderen i midterbygningen af Mimerlaven ser jeg Doron Sadjas installation I Am Immensely In Touch With My Emotions And Music Is Magic To Me, der består af en roterende 12” speaker, lys fra oven og loopende lyd samt Farvash Razavi’s farvefulde kunstobjekt Scale of existence, part 3 – How do you hide?, der står smukt frem i det grå omgivelser. Derefter så jeg Supernatant’s paneldiskussion, der omhandlede musikbranchen i internet-alderen. Selvom nogle panelmedlemmer faktisk havde fine ting at sige, endte diskussionen lidt ærgerligt med at handle om at tjene penge i stedet for internettets muligheder og begrænsninger. I Mimerlaven får jeg tid til at se multikunstneren Fredrik Olofsson, der spiller ambiente eftermiddagstoner til hans selvprogrammerede flotte visuals, der dannes på baggrund af lyden han laver, Derudover finder vi Mimerlavens headphones installation, der er i et lille rum for sig selv med gamle industrisikringer. Her har bl.a. David Granström og Maria W Horn musikstykker man kan lytte til.

Kl. 18.00 starter en historisk tur, hvor man får lov med hjelm og guide at gå op igennem den aflukkede højeste del af Mimerlaven. Det er en bygning, der er ved at falde sammen med flere huller i gulvet rundt omkring, og det føles endnu mere forladt end jeg først troede det ville. På toppen af Mimerlaven mødes jeg dog af en fantastisk udsigt udover Norberg by, søen og den omliggende skov. Det er ligeledes en perfekt måde, at reflektere lidt over festivalens egentlige størrelse. Oppefra kan man se den lille camping plads, der på ingen måde er fyldt ud. Jeg tæller omkring 150. Ifølge festivalens presseansvarlige forventer de mellem 1200-1500 gæster over de 3 dage festivalen varer. Festivalen drives udelukkende af frivillige og overlever så på en blanding af statsstøtte og billetsalg. Størrelsen er nok passende til en festival, der er så udpræget niche, som Norberg er. Det er en tiltagende tendens med disse nichefestivaler. De findes i større og større grad i Danmark også, hvor initiativet LAK Festival på mange måder forsøger at gøre det samme som Norberg Festival. På vejen ned fra Mimerlaven begynder Soviet Jazz at spille og bygningen ryster så meget, at jeg er lidt bange for om den bliver stående, mens jeg er på vej ned af et par af de stejleste trapper. Jeg fanger de sidste 20 minutter af Soviet Jazz, hvorefter den svenske labelmate fra Human Rays går på og leverer den bedste koncert, jeg oplever i Mimerlaven. Det er en virkelig intens dronekoncert, der bedre end nogen anden koncert får udnyttet vanvidsakustikken, men hvad der også overrasker mig, er det fantastiske lysshow, og hvordan taget er forsvundet over mig ved hjælp af røgmaskiner. Mimerlaven føles levende. Derefter indtager harsh noise artisten JSH – også fra Omnious Records – scenen, og leverer en slags performance teater kombineret med kraftig støj. Jeg køber den ikke helt, men det var heller ikke sjovt at komme efter Human Rays.

Rob Clouth leverer derefter en bredspektret og virkelig god koncert på Kraftwerk-scenen. I programmet er han beskrevet som glitch-ekspert, men starten af koncerten er langt mere ambient og udflydende. Jeg står og undrer mig, men han bruger det som en lang virkelig flot opbygget intro før de vildeste glitch rytmer spyttes hårdt ud på os alle sammen. Det er virkelig en opvisning, som jeg ikke kan stå stille til. Før det bliver ensformigt bevæger han sig stille og roligt over i en mere technopræget koncert, som holder niveauet. Planen herefter var i virkeligheden at se danske Damien Dubrovnik, også kendt som folkene bag Posh Isolation, men jeg ændrer hurtigt plan, da jeg er i humør til mere fest efter Mr. Clouth. Den leverer damerne i STHLM Murder Girls til mig i et 2 timers minimaltechno dj sæt, hvor jeg totalt glemmer tiden. Det foregår på 303-scenen, som jeg ikke har brugt meget tid på indtil nu. Den er ellers en slags definerende scene for festivalen. Tilbage da festivalen startede i 1999 var den egentlige bare tænkt, som en pop/rock festival. Nogle festivalgængere der elskede synthezisere højere end noget andet, ville det dog anderledes. De begyndte at tage deres eget elektroniske udstyr med ud på camping pladsen i deres lejr med navnet Camp-303 efter den legendariske Roland maskine. Med tiden blev deres fester så store, at de måtte integreres som en reel del af festivalen og derefter endte den generelle booking strategi med at følge stilen. Det er en historie, jeg ikke skænker en eneste tanke i mit alkohol-fyldte hoved, da koncerten er slut ved 01.00 tiden.

Efter at have spist lidt mad, går jeg ned i mit telt og henter min sovepose og sætter mig ind i Mimerlaven, hvor en ny festivals-ting finder sted for første gang. De vil spille ambient/drone musik hele natten fra kl.03.00.-08.00 om morgenen. Jeg får kapret en af de få stole, der findes i den betonklædte bygning, og ser derefter i skiftevis bevist og ubevist tilstand Daniel Araya og den finske dronecellist Aino Juutilainen, der med hjælpende violiner leverer smukt stryger nattesoundtrack til mig. Kl.05.00 om morgenen er min nakke dog så ødelagt, at jeg forlader det mørke spillested og i stedet kommer ud i det tidlige morgenlys. Jeg skal dog have mere søvn på en madras, hvor jeg kan ligge ned.

Lørdag
Min søvn stopper brat da jeg vækkes af hedebølge til den sidste dags musikprogram. Efter morgenmaden sætter min ven og jeg mig og ser Pleq lave morgenambiente øvelser på 303. En dejlig måde at vågne op på. Derefter tager jeg til synth-workshop hos charmende australske Tara, der også går under navnet Phantom Chips. Her får jeg lov at lave min egen lille synthesizer med to knapper efter større besvær. Der var dog ikke tid til at få loddet komponenter fast, så jeg fik aldrig min synth med hjem. Gear-nørderi er en stor del af Norberg, og nogle gange kan det som sagt blive for meget. Tara var også en gearnørd, men hun var det på en utrolig charmerende måde. Hun laver syntheziser-kostumer i alle regnbuens farver, så selv forbipasserende børn bliver begejstrede for at støje og være til stede på festivalen. Disse kostumer tog hun også i brug til koncerten, som jeg besluttede mig for at komme til kl. 17.15. 4 tilfældige personer fra publikum blev iklædt kostumer, og fik lov at støje og loope, mens hun selv loopede og legede med bag hendes musikalske legetøjsalter, der primært bestod af selvbyggede kassettebåndsafspillere med stepfiltre, synthezisere mm. Der var dog også plads til en iPad. En utrolig kaotisk og støjende, men elskværdig koncert.

De to franske kvindelige DJ’s i Neireda DJ Team leverer derefter på 303 det mest alternative vinyl DJ sæt jeg har oplevet længe – en fin blanding af minimal techno og random gamle verdens musik vinyler. Nogle gange giver det kæmpe pote, men i eksperimenternes tegn tabte sættet også puls fra tid til anden. Ikke noget man rigtig kan brokke sig over på en eksperimenterende festival. Kl. 20.30 går jeg over på Kraftwerk for at se italienske Shapednoise. Inden koncerten går i gang kommer en sød kvindelig frivillig, der står bag mixerpulten hen til mig og siger, at det kommer til at blive højt, og at jeg nok får brug for ørepropper. Jeg siger pænt tak men nej tak, mens jeg arrogant tænker, at jeg har oplevet My Bloody Valentine, A Place To Bury Strangers mm., uden at ørepropper var nødvendige. Til min store overraskelse og ydmygelse, kan jeg simpelthen ikke holde ud at stå derinde til hele koncerten uden at holde mig for ørene. Det er imponerende skærende og inerverende og jeg knækker under – ligesom han vil have mig til. Han ligner en der elsker at tortere folk, som han står der og smiler ondt og bider sig i læben fra scenen af. Det skal i øvrigt siges, at der var et kæmpe fremmøde til denne koncert, som kunne have været en scene fra den italienske ubehagsklassiker 120 dage i Sodoma.

Næste koncert er Kevin Drumm i Mimerlaven, og det er ligeledes en støjende drone affære, men den kommer på ingen måde til at virke så skræmmende eller opsigtsvækkende som Shapednoise. For mit vedkommende bliver den afsluttende koncert samarbejdet mellem Holly Herndon og Mat Dryhurst under deres navn K回iro. En koncert jeg har set meget frem til, men som desværre skuffer. Den foregår i Mimerlaven, hvilket simpelthen dræber alle beats og betoninger, der findes i Holly Herndons glitch vokaler. En skam – men også en passende afsluttende reminder på, at Mimerlaven er sin helt egen – og det skal vi takke svensken for, at den er.

Tags from the story
Written By