Nordals Festival 2009

Foto: Daniel Skinbjerg
Foto: Daniel Skinbjerg

Alsidige hyggelige Nordals

Jeg erkender gerne, at jeg ikke kendte til Nordals Festival før i foråret 2009. Mit favoritband proklamerede pludselig, at de skulle optræde på denne danske festival, så datoen blev krydset ind i kalenderen, og så på opdagelse i festivalens øvrige musikprogram.

Men festivalens hjemmeside lovede ikke alverden. Opdateringerne sparsomme, designet forældet og amatør-agtigt – og i det hele taget havde jeg stadig en lille tvivl om, om Nordals Festival egentlig eksisterede, da jeg satte kursen mod det sydligste Danmark til festivalens lørdagsprogram.

Nordals Festivalen holder til i Nordborg på Als. En lille by, der er en gåde at finde med offentlige transportmidler – og reelt burde det vel være en dødssejler at planlægge en festival et sted, hvor det ganske enkelt er for besværligt at komme. Men sådan er det ikke på Nordals.

Her er det nemlig først og fremmest en lokal festival, hvor gæsterne er lokale – eller i det mindste har tilknytning til Nordborg og Als. Alle medhjælpere er frivillige – lige fra personalet i boderne til formanden og bookeren, der på privatadressen tager kampene for at få sat musikprogrammet sammen til 2-dages festivalen, der løber fra fredag til lørdag.

Og det har han i 2009 klaret med bravour. Allerede inden lørdagens programstart var alle billetter revet væk – trods en middelmådig start på den danske sommer. Den flag-beklædte adgangsbro til det smukke Nordborg Slot, der med vand til alle sider danner ramme om festivalens to scener, blev således velbesøgt, og det samme gjorde boder og scener på slotsgrunden.

Mens fredagen bød på sikre og ungdommelige kort som Nik & Jay og Celina Ree – samt mere rutinerede Johnny Madsen og Lars Lilholt, så var lørdagens musikprogram mere spraglet og interessant. Så indlemmet i flokken af godt 5000 lokale als-festivalere, tog jeg plads foran den store scene, hvor Lars Hug indledte lørdagsprogrammet med et godt mix fra karrieren – med glædeligt høj vægt på Kliché-tiden.

Grand-prix-stjernen Brinck vred sig gennem vindersangen i en 12 minutters extended udgave fra starten af sin koncert, der blev indledt med en forfjollet skrigeseance fra en flok pre-teenage piger, der allerede inden første gennemspilning af hittet havde fået nok. Siden fløj der sure sokker mod scenen, og der var absolut ingen reaktion, da Brinck måtte bringe hvad han selv kaldte en sørgelig meddelelse om, at han nu var nået sidste nummer.

Poul Krebs skabte glæde hos det rutinerede publikum. Men selv en anmelder i sin mellemalder kunne hoppe med på vognen og ærgre sig over det anstrengte i Krebs’ stemme, når nu han skriver gode sange og evner at samle et fremragende band – anført af Per Chr. Frost på genial og guddommelig guitar.

Hen mod aftenen sev folk langsomt væk fra den største scene. Det var nemlig tid til hovednavnet – og min anledning til at komme til Nordals. Engelske The Levellers, der kun sjældent gæster Danmark, og som slet ikke har samme status herhjemme, som de har i stort set alle andre europæiske lande, hvor de trods snart 25 år på punk-bagen stadig spiller for udsolgte døre.

Og det var et kultur-clash af de store, da Levellers med al deres rå punk-energi og aggressive folk-elementer trådte på scenen. Små 20 tilhørere gjorde den store plads gabende tom. Men englænderne formåede på 3-4 numre at trække folket til sig – og på de næste 3-4 numre begyndte nakker, hoveder, bentøj og struber at bevæge sig i stadigt stigende grad.

Levellers-sætlisten rummede en fin blanding af gammelt og nyt, og særligt sangene fra det nye album Letters from the Underground imponerede i liveudgaver. Derudover var det fantastisk at opleve, at det evighedsturnerende band stadig har den samme energi. Bassisten Jeremy Cunningham med sit kransomspundne garn af et gigant-hår, el-violinisten Jon Sevink, der stadig fiser hvileløst omkring med sin højrearm i ekspresfart for at stride violinbuens hår mod de elektriske strenge, forsanger Mark Chadwick, der trods udbulende mave og stadigt stigende lighedstegn med Michael Bundesen, synger forrygende og leder bandet stærkt, og ikke mindst Simon Friend, der på de mest punkede numre leverer de politiske budskaber med en ekstra saft og kraft bag sit nyudviklede lange røde skæg.

Da punktonerne havde lagt sig, og da festivalfolket havde fået en lektion i, hvordan Lars Lilholts sange ville have lydt i hænderne på et af verdens mest habile punkbands, kunne Gnags lukke festivalen af. Og dermed var det slut for endnu en omgang af Nordals Festivalen. Endnu en gang fik de lokale sendt penge i omløb – fra egne lommer, gennem festivallen – til uddeling i lokalområdet. En fornem byfest, hvor der kommer cirkulation i lokaløkonomien.

Og hvordan klarer de den så som festival? Tjo, musikprogrammet har en vis alsidighed, men som udefrakommende skal man væbne sig med tålmodighed imellem højdepunkterne. Levellers var i og for sig en fejl-signing – men samtidig festivallens med afstand mest interessante navn – og min eneste anledning til at gæste Nordborg og omegn. Resten af programmet var sikre kort – til glæde for bredden i publikummet – men teknisk godt udført og med en stærk lyd på den store scene.

Og publikum vender sikkert tilbage – alle sammen. Alle de lokale. Og sørger for, at der også er udsolgt næste år. Så der ikke behøver køre gale fastlændinge over landevejene til Nordals for at drikke Fuglsang-bajere og spise ringridder-pølser. Og det passer dem garanteret fint, dernede på Nordals, hvor de historiske slots-rammer gør det umuligt at udvide den smukke festivalplads.

Så Nordals Festival er, som den skal være. Den har sin rette størrelse, og den har sit publikum. Hatten af for det store arbejde dernede – og kommer man forbi på et sommertogt, så er det hygsommeligt og rart at træde indenfor. Men er man på jagt efter en festival med en skatkiste af et musikprogram, så skal man nok søge andetsteds hen.

Tags from the story
,

Skriv et svar