Rapport fra Spleen United-lyttesession

Da Spleen United præsenterede trance-pop-perfektionen

Mandag den 30. januar 2012, hvor Spleen Uniteds nye album School Of Euphoria udkommer, er der gået hele 4 år og 9 dage siden gruppens forrige album Neanderthal udkom. Derfor var det tiltrængt nyt da gruppen, for godt to måneder siden, kunne meddele at det nye album ikke bare var ved at blive lavet, men endelig var klar til at udkomme. For at fejre dette havde gruppens pladeselskab Copenhagen Records, inviteret til lyttesession i Planetariets noget kitchede, men også passende omgivelser. Omgivet af Marsmodeller og astronautdukker, kunne de inviterede nyde et par iskolde bajere, og ellers glæde sig til at opleve dette længe ventede album, i de optimale lyd-rammer som Planetariet råder over.

Efter godt en times receptionlignende smalltalk, åbnedes dørene til rumteatret og gæsterne kunne med et par øller i maven sætte sig forventningsfuldt i salens sæder og lade sig overvælde af Spleen Uniteds nye album.

Som gammel fan var jeg virkelig overvældet over at høre School Of Euphoria for første gang (selvom nogle af numrene er op mod tre år gamle). Selve idéen om at fejre et nyt album ved at lade de indbudte gæste lytte til det, er egentlig ret åbenlys med også ganske glimrende. Desværre havde man valgt, i et lidt desperat forsøg på at udnytte de fine rammer, at ledsage albummet med visuals, der egentlig støjede mere end de gavnede albummet, der sagtens kunne stå for sig selv i et helt mørkt rum. Det blev der dog rodet bod på, da albummets sidste nummer “It’s A Wild Life” blev perfekt ledsaget, af den stjernehimmel der altid gennemgås inden Planetariets forestillinger.

Efter kun én gennemlytning, ville det være forkert at kaste mig ud i en dybere redegørelse af School Of Euphoria men på vejen hjem fra Planetariet tænkte jeg over hvilke tips jeg ville give til lyttere, der endnu ikke har haft fornøjelsen at tage på rejsen: School Of Euphoria.

• Sørg for at lytte til albummet i de sene aftentimer. Tidligst klokken 22.
• Udvid evt. din bevidsthed ved hjælp af alkohol eller andre bevidsthedspåvirkende midler.
• Udeluk al visuel støj, der kan fratage fokus af albummets lytning. Sluk derfor alt lys i det rum du befinder dig i, og tag evt. bind for dine øjne.
• Lyt til albummet med hovedtelefoner af god kvalitet, eller på et anlæg der gengiver lyden så tilfredsstillende, at du ikke vil opleve gener i form af dårlig lydkvalitet.
• Læg dig evt. i en seng eller på en sofa.

Jeg tror at disse faktorer kan hjælpe dig med at forstå hvad Spleen United vil lære dig om eufori, erkende at ”we are nothing at all”, at ”everyone you know, someday will die”, som Wayne Coyne synger det i et sample fra “Do You Realize?” på “Loebner” eller blot nyde albummets trance-pop perfektion.

Tags from the story
Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.